Klar til et nyt år

Så blev det et nyt år – 2016 blev afsluttet med Nytårsløbet i Herning, hvilket fik min totale løbedistance for året op på 1803 kilometer. Det absolut længste jeg har løbet på et år, og det var muligt fordi jeg undgik skader. Det er nu mere end 2 år jeg har løbet uden skader, og det føles helt fantastisk. Ændring af løbestil til fladfodsløb har helt klart været det rigtige for mig.

Jeg vågnede nytårsaftensdag med en svag migræne, hvilket bestemt ikke var et godt udgangspunkt for årets sidste løb: Sydbank Nytårsløb i Herning. Jeg havde så tre muligheder: at aflyse løbet, tage en migrænepille og løbe, eller løbe med migræne (og håbe den ikke blev værre). Jeg havde ikke lyst til at aflyse. Jeg valgte at løbe med migrænen. Mine migrænepiller virker fint, men de har to uheldige bivirkninger i forhold til løb. Jeg bliver træt/energiforladt af dem, og så bliver jeg øm i mine led. Hvis jeg har den mindste smule ømhed, så forstærkes det en del, så ting der normalt ikke generer, som lidt ømhed i akillessenen for eksempel, bliver så slemt at jeg halter lidt. Så det er meget sjældent jeg løber de dage, hvor jeg har taget migræne-medicin.

Så jeg kørte til Herning i god tid for at hente mit løbenummer og satte mig så i et roligt hjørne og slappede af med lukkede øjne, indtil det blev tid til at løbe. Migrænen blev heldigvis ikke værre, så jeg var ved godt mod da starten gik. Jeg lagde ud i et tempo omkring d 5:20, hvilket jeg havde planlagt at holde den første halvdel af løbet. Derefter ville jeg vurdere hvad tempoet ville være resten af løbet. Det satsede jeg på ville give mig en tid omkring min personlige bedste på halvmarathon distancen, som jeg jo satte for et par måneder siden til Vejle Ådal løbet. Egentlig ret ambitiøst, da løbet blot skulle være en rolig afslutning på året. Men jeg følte mig i god form, så hvorfor ikke? Og desuden var min kollega, som jeg skulle have løbet sammen med, blevet skadet, så jeg kunne helt selv bestemme tempoet.

Uvejr på vej under træningstur uden før Tørring.

Og det blev altså et tempo der lå og svingede mellem 5:10 og 5:20. Efter de 10 kilometer besluttede jeg at forsøge at holde tempoet. Det gik jo fint, så hvorfor ikke gå efter en ny rekord? Så jeg forsøgte at holde tempoet oppe – det faldt dog en lille smule, og lå nu mellem 5:15 og 5:30. Det gjorde det frem til kilometer nummer 18, hvor der ikke længere var energi til at holde tempoet oppe. Jeg var blevet overrasket over depoterne, hvor der hverken var energi-drik eller frugt, men kun vand. Jeg havde ikke selv medbragt noget, og nu begyndte jeg at kunne mærke at jeg trængte til lidt energi. De 3 krus vand jeg havde drukket, var ikke ligefrem sprudlende energi-kilder, så nu begyndte jeg at løbe tør for energi. Jeg kæmpede for at holde tempo, men kunne simpelthen ikke holde det og nu faldt tempoet og lå på 5:30 – 4:45 for de sidste 3 kilometer. Lidt ærgerligt, men jeg kom stadig i mål i en god tid, nemlig 1:53:51. Det næsthurtigste jeg har gennemført distancen. Da jeg stod og spiste et æble efter løbet slog det mig, at jeg overhovedet ikke havde mærket noget til migrænen mens jeg løb. Nu var den så tilbage, men i de næsten 2 timer havde koncentrationen om løb fået den til at forsvinde i baggrunden. Ærgerligt at den vendte tilbage, for jeg ville da foretrække at løbe en tur for at få migrænen væk, frem for at skulle tage en migrænepille.

Nytårsløbet var egentlig et meget hyggeligt løb. Der var god stemning både inden og efter løbet, og rutens udformning, hvor de sidste 13 kilometer var en ud/hjem-strækning, gjorde at der altid var andre løbere omkring dig. Men jeg var lidt skuffet over selve ruten, hvor der ikke var meget interessant at kigge på. Den var lidt kedelig og ikke ligefrem seværdig. Værd at deltage i for stemningens skyld, ikke for ruten.

Formiddagssolen forsøger at trænge gennem skyerne i Uldum Kær

Nu er der så tre uger til det første løb i 2017: Dr. Nielsens Vinterhyggemarathon i Vejle. Det skal nok blive sjovt – jeg glæder mig til at komme i gang med årets udfordring til mig selv, nemlig at løbe et marathon om måneden. Det vil kræve god restitution, men også at jeg formår at sætte tempoet rigtigt når jeg løber dem. Målet er at gennemføre de 12 løb, ikke at sætte ny rekord på distancen. Det kan da godt være det sker alligevel, men jeg tror det bliver vigtigt at jeg ikke presser mig selv for meget rent tempomæssigt. Det er altid en udfordring, når man løber i flok til et officielt løb, men jeg bliver nødt til at sætte mit eget tempo og holde det. Min plan er at starte ud i cirka samme tempo som i Skagen, nemlig 5:50-6:00 per kilometer den første halvdel af løbet og så ellers se hvad benene kan holde til på den sidste halvdel. Og så ellers hygge mig og få gennemført mit tredje marathon.

Posemand workshop

logo-200x156-gz
posemand.dk

I lørdags var jeg til workshop med Claus, også kendt som Posemanden. Det var en workshop jeg har set frem til længe. Da jeg startede med at løbe i flade sko for lidt over 2 år siden, var det efter at have læst og set alt hvad jeg kunne finde på Posemand.dk og de sider der blev linket til der fra. Jeg syntes jo egentlig at det gik godt med selv-undervisningen, men planen har hele tiden været at komme på en workshop og lære det rigtigt, fra én som rent faktisk ved noget om det. Tiden har bare aldrig rigtig passet…der var jo altid lige et løb der skulle trænes op til, og så ville en pause med justering af løbestil ikke rigtigt passe ind. Eller det var i hvert fald hvad jeg bildte mig selv ind. Nu fik jeg så endelig taget mig sammen og tilmeldt mig på trods af mit forestående halvmarathon om en måneds tid.

Og det var da vist godt, for der var en del der skulle rettes til. Ganske som jeg havde haft en mistanke om. Vi var 10 personer der dukkede op til workshoppen i Aarhus, og efter de indledende teoretiske formaninger fra Claus om hvorfor det er en god ide at løbe i flade sko (og bruge den rigtige teknik) var vi klar til første video-optagelse. Stille og roligt løb forbi Claus, som holdt kameraet. Da optagelserne var i kassen, blev vi spurgt hvordan vi selv troede vores teknik var. Jeg var rimelig selvsikker – troede jeg ramte med rimelig flad fod, måske en anelse for meget på tæerne, men ikke meget. Det var så slet ikke tilfældet da videoen af mit løb blev afspillet. Faktisk var det min hæl der ramte gulvet først!

WP_20150604_002
Vivobarefeet

Det var noget af en åbenbaring. Ud over det, så det faktisk ok ud. Forholdsvis rank – dog med en tendens til at læne mig lidt tilbage – og foden ramte jorden under mit tyngdepunkt. Så det jeg skulle arbejde med resten af dagen var at slippe af med hæl-landingen og lande på hele foden. Da vi havde været alle 10 løbere igennem var det tid til fællestræning. Her forsøgte vi efter bedste formåen at ramme den rette løbeteknik. Claus gik så rundt og rettede på os, og han havde da pænt travlt. Der var en del at rette på. Så var det tid til anden video-optagelse, hvor vi forhåbentlig skulle kunne se forbedring i løbestilen.

Sidste del var individuel træning. Her var alle 10 løbere igennem en session, hvor Claus rettede ens løbestil til. Vi andre kunne så slappe af og kigge med, og det var faktisk ret givende og tankevækkende, at se hvordan de andre blev rettet til. Det var ikke meget justering der skulle til, selv hvor det så ud som om der var langt til den rette løbestil. Og ofte var det et spørgsmål om at ændre noget, som ikke umiddelbart var problemet. F.eks. at løfte hælen mere opad for at ikke at lande med foden for langt fremme. Claus brugte lidt tid på min løbestil, og sikrede sig at jeg kunne mærke forskel på hvornår jeg løb med den rigtige stil, og hvorfor det var forkert. Og så gav han mig 2 små tips til hvad jeg skulle huske på når jeg kom hjem, for at få trænet den rette løbestil: løfte hælen lidt mere op mod ballerne, og læne mig lidt frem. Når jeg selv syntes jeg var pænt rank, lænte jeg mig åbenbart lidt tilbage, så det skulle jeg være opmærksom på. Sådan fik alle 10 løbere personlig tilretning og tips til hvordan de skulle gribe det an. Og så blev der selvfølgelig også optaget video af os, hvor vi ramte den rigtige løbestil efter tilretning. Så kan vi studere den og se hvordan det skal se ud, hvis vi kommer i tvivl.

Nye løbesko
Skora løbesko

Og det er nemt at komme i tvivl. Det føles lidt underligt at løbe på denne måde, og jeg syntes faktisk det er meget svært at vurdere om jeg gør det rigtigt. Så jeg skal nok til at have aktiveret kæresten en gang imellem, så hun kan komme med ud og optage mit løb. Så burde jeg i hvert fald kunne se om jeg gør det rigtigt. Én ting jeg allerede har ændret er at løbe mere i mine Vivobarefeet sko. Jeg er meget glad for mine Skora sko. De har lidt mere sål, især omkring hælen. Det tror jeg har haft betydning for min løbestil – det er måske den ekstra polstring, der har gjort det muligt at lade hælen ramme først? Så nu er jeg smuttet i mine Vivobarefeet igen og begyndt træningen igen. Jeg skal jo være klar til 12 marathon næste år….

12 måneder – 12 marathon?

Jeg har ikke fået løbet så meget de sidste par uger – min venstre fod driller stadig lidt. Jeg fik dog løbet en tur i søndags, og den tur gav forhåbninger om at jeg snart er oppe i omdrejninger igen. Den er stadig lidt øm, men det er ikke noget der generer mig og det blev ikke værre af løbeturen, så nu prøver jeg at komme afsted 4-5 gange denne uge og så se hvordan den har det.

Løbepausen har jeg så brugt på at spekulere over hvad mit løbemål skal være næste år. Der er jo mange muligheder. Jeg er fascineret af ultraløb, og kunne godt tænke mig at udfordre mig selv på en længere løbetur på 80-100 kilometer. Men det bliver ikke næste år, for det føler jeg mig ikke klar til hverken mentalt eller fysisk. Der skal nogle flere kilometer i benene, og ikke mindst nogle flere lange ture i benene, før jeg tør kaste mig over det. Jeg har trods alt kun løbet 3 ture over 40 kilometer i mit liv. 1 marathon for 2 år siden, og så et marathon og et 50km løb i år. Så der er meget at lære endnu ved at løbe marathon.

Så mit mål næste år er at løbe flere marathon. Jeg overvejede at tage en 3-4 marathon fordelt på året, og så måske vælge ét i det sidste halvår, hvor jeg satte fart på og prøvede at nå under de 4 timer. Men jeg er nu begyndt at hælde til et andet mål, der hedder 1 marathon om måneden i et år. Så lad gennemførelsen af disse 12 løb være målet, og så ikke bekymre mig om tiden. Det vil give mig en masse erfaring på distancen, en masse kilometer i benene og forhåbentlig en masse kilometer hvor jeg føler mig udfordret mentalt, og hvor jeg kan træne min viljestyrke. Så det tror jeg bliver målet næste år – jeg har ikke helt besluttet mig endnu.

Men der er også et par ting i  år, der skal overståes først. I slutningen af november skal jeg lære at løbe! Det kan man måske mene, at jeg har bevist at jeg kan, men faktum er at min løbestil er helt selvlært. Jeg har set en masse videoer, og læst en masse kloge kommentarer og så ellers blot gået i gang. Og det er jo gået fint, men jeg er overbevist om, at der nok skal være plads til forbedring. Det vil jo være ærgerligt at sætte mig store mål til næste år, og så blive skadet fordi min løbestil ikke helt kan klare de ekstra kilometer der skal på kontoen for at opnå dem. Så jeg besøger Posemandens workshop i Aarhus, når han kigger der forbi, og får min løbestil kigget igennem og tilpasset. Det ser jeg frem til.

Der ud over har jeg et enkelt halvmarathon, der skal gennemføres inden årsskiftet. Nemlig Nytårsløbet i Herning d. 31/12. Det har jeg tilmeldt mig sammen med en kollega, da vi begge syntes det kunne være hyggeligt at slutte året af med et løb.

Ruten til årets sidste løb
Ruten til årets sidste løb

En weekend uden løb

En weekend uden en løbetur er ikke noget der sker ret ofte. Men jeg fik ikke løbet i weekenden, selv om vejret var perfekt og det virkelig kriblede i kroppen for at komme ud at løbe. Efter Vejle Ådal løbet sidste weekend var jeg blevet lidt øm i venstre fod. Eller rettere ovenpå venstre fod. Ikke noget særligt, blot lidt ømhed som kunne mærkes hvis skoene blev strammet lidt for meget. Så der var ingen tvivl om at der skulle løbes tirsdag, hvor der var sæson-afslutning i løbeklubben. Det gik også fint med at løbe. Jeg kunne mærke ømheden lidt, men stadig var det ikke noget der generede mig i en grad, så jeg overvejede ikke at løbe. img_1140

Men onsdag var ømheden taget til, og nu kunne jeg også se at der var et problem. Min ankel var hævet og lignede ærlig talt noget der var forstuvet. Jeg havde ingen problemer med at gå normalt, men så snart jeg flexede foden kunne jeg mærke smerten. Det så noget voldsomt ud, og jeg var lidt forbavset over at det ikke gjorde mere ondt end det gjorde. Hele anklen var hævet, men ud over at se voldsomt ud, så var det faktisk slet ikke ømt. Kun på oversiden af foden. Resten af anklen kunne jeg fint trykke på, vrikke med og lignende uden at kunne mærke det.

Men det var nok til at jeg besluttede at droppe løbeturene indtil hævelsen var væk. Jeg er ikke typen der tror på, at tingene skal løbes væk. Oftest fører det blot til værre skader. Selvfølgelig var det med håbet om, at det hurtigt ville gå over, men søndag kunne jeg stadig kigge på en hævet ankel og dermed røg håbet om en løbetur i weekenden. I dag er hævelsen mindre, men den er der stadigvæk og det er stadig ømt. Jeg ved ikke hvad problemet er, men tror måske det høje tempo den sidste måneds tid, der har givet PR på både marathon og halvmarathon distancen, har ført til overanstrengelse af muskler/sener i fodleddet. Så hvile er forhåbentlig nok til at komme det til livs.img_1143

Den 26. november skal jeg på løbe workshop med Posemanden i Aarhus. Den har jeg tilmeldt mig for at få findpudset løbestilen. Det er gået godt indtil nu, hvor min løbestil har ført til masser af gode løb uden at blive skadet, men jeg vil tro at en workshop med fokus på løbestilen vil vise en masse områder, hvor stilen stadig kan forbedres. Og min nyligt opstået ømhed tyder da også på, at jeg gør et eller andet forkert. For det opstår jo ikke af sig selv, og jeg har jo ikke ændret på distancen jeg løber, så højst sandsynligt har den lidt højere hastighed blot gjort et eller andet mindre problem meget tydeligt. Så jeg glæder mig til den workshop.

Så må vi jo se, hvornår jeg kommer ud at løbe igen. Jeg tror på en lille tur med løbeklubben i morgen kan lade sig gøre, men det sker altså kun hvis anklen ikke er hævet.

Katten var ikke helt tilfreds med at jeg ikke skulle ud og løbe..
Katten var ikke helt tilfreds med at jeg ikke skulle ud og løbe..

Ny personlig rekord på halvmarathon

Søndag eftermiddag blev tilbragt i Vejle Ådal, hvor et halvmarathon skulle løbes. Sidste år satte jeg personlig rekord på distancen, så jeg har gode erfaringer med dette løb, som ligger 2 uger efter Skagen Marathon. Så sammen med løbere fra Tørring Løbeklub (og en masse andre løbere) sad jeg i hallen i tørvejr og gjorde mig klar til at løbe. Vejret indtil da havde ikke ligefrem imponeret; kulde, blæst og regn havde præget de sidste mange dage og det så ud til at fortsætte. Så det var rart at kunne sidde i en (næsten) varm hal og gøre sig klar.

Vejret satte også sit præg på løbernes beklædning – det var bestemt ikke nemt at finde ud af påklædningen, og der var masser af forskellige løsninger. Lige fra korte shorts og t-shirt til lange busker, jakke, hue og vanter. Jeg havde valgt en lidt mere diplomatisk tilgang. Korte tights, en lang trøje med en kort t-shirt ud over og en kasket. Da vi kunne vente i hallen lige op til løbsstart regnede jeg med at denne påklædning kunne holde mig varm fra start til slut. Og det viste sig heldigvis at være tilfældet.

Da vi stod klar til start kl 14 var regnen holdt op og vi krydsede fingre for at den ville blive væk de næste par timer. Jeg startede løbet i et ok tempo, sammen med Claus og Katharina, et par løbe-‘kollegaer’ fra klubben. Vi holdt et godt pace omkring de 5:13 de første 3-4 kilometer og satte det så lidt ned. Til Vejle Ådal er der godt fyldt i starten, så det kan være svært at holde et stabilt tempo, men det gik fint denne gang. Omkring de 8 kilometer syntes jeg det blev lige en tand for langsomt – mit ur sagde pace lå lige omkring de 5:30 og jeg syntes mine ben føltes klar til lidt mere. Så jeg satte tempoet lidt op, og mit følgeskab med Claus og Katharina ophørte og jeg koncentrerede mig om mit eget tempo. Men det var rigtig rart at have følgeskab i starten, og det gjorde det noget nemmere at finde det gode tempo. Og så var det noget hyggeligere end blot at løbe selv.

Halvvejs i løbet vender man 90 grader og møder så de løbere der er lige bag en på ruten. Der kunne jeg så konstatere at Claus og Katharina ikke var langt væk på trods af højere tempo. De havde åbenbart også gode ben. Mine ben føltes stadig rigtig gode og jeg besluttede at prøve at sætte tempoet lidt op i håb om en bedre tid end sidste år og en negativ split på mit løb. Det vil sige, at anden halvdel af løbet skulle løbes hurtigere end første. Jeg begyndte nu at overhale folk. Det har jeg stadig ikke helt vænnet mig til. Det gør det altså lidt sjovere at løbe – og det er jo god motivation til at holde tempoet oppe. Ved 16 kilometer-mærket fik tempoet endnu et lille nøk op. Ikke ret meget, for selv om benene stadig ikke brokkede sig, så kunne jeg godt mærke at pulsen var begyndt at stige og jeg hev lidt mere efter vejret. Men jeg holdt et godt tempo og med 2 kilometer tilbage fik jeg endnu en gang sat tempoet lidt op. Min hurtigste kilometer den dag var faktisk fra 19-20 kilometer. Så der var godt med krudt i benene.

På vej mod mål
På vej mod mål

1 time 52 minutter og 50 sekunder efter jeg var startet løb jeg over målstregen. Det var en forbedring af min personlige rekord på ca. 2 minutter. Mit sekundære mål om en negativ split blev også opfyldt, da jeg løb de 10-20 kilometer 1 minut hurtiger end 1-10. Ganske tilfredsstillende. Jeg var ikke mere end lige nået over målstregen, da regnen begyndte igen. Det havde regnet en ganske lille smule undervejs, men intet i forhold til det vand der nu pludselig kom. Så det var god timing, for nu kunne jeg begive mig ind i hallen til en kop velfortjent kaffe og en kage. vaadal

Alt i alt en skøn søndag eftermiddag i selskab med løbeklubben og med en rigtig dejlig løbe-oplevelse. Med den energi, jeg havde i benene, skal jeg måske på et tidspunkt satse på at komme under 1:50 – det virker ikke længere så urealistisk som jeg tidligere har troet. Måske et mål for næste år?

Nu går sæsonen 2016 så på hæld, og jeg skal overveje hvilke mål jeg skal sætte mig næste år. Og lige så vigtigt, så skal jeg finde ud af hvordan jeg kommer igennem vinteren uden at komme ud af form. De to ting hænger selvfølgelig lidt sammen, for jeg har brug for målene for at kunne motivere mig til at løbe de dage hvor vejret er skidt og stuen dejlig varm.  Men løbet skal der nok blive – det er jo sjovt at løbe.

 

En opdatering

Nu er det ved at være et godt stykke tid siden, at jeg sidst har givet lyd fra mig på denne blog. Lysten til at skrive skal være der, og det har knebet lidt. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, men nu er den kommet tilbage og så skal der selvfølgelig skrives igen.

Og så kan jeg jo passende starte med at opsummere hvad der er sket siden jeg løb Coast2Coast i juni måned, som var sidste gang i hørte fra mig. Allerede tirsdagen efter var jeg i gang igen, men kunne godt mærke at benene stadig var lidt mærkede. Så jeg tog et par uger med rolige og knap så lange løbeture, inden jeg startede på mit træningsprogram til årets andet store mål, nemlig Skagen Marathon. Det gik dog ikke så godt med det program – jeg sprang lidt løbeture over og var fantastisk god til at finde på undskyldninger for hvorfor der ikke lige skulles løbes den dag. Tror det skyldtes det faktum at selvtilfredsheden sætter ind efter at have nået et stort mål – så skal man lige have arbejdet med motivationen igen. Det lykkedes mig dog at komme i gang igen, men antallet af ugentlig kilometer var gået lidt ned i forhold til tiden før Coast2Coast.

En varm dag på motorvejen
En varm dag på motorvejen

I september måned skulle jeg så løbe Motorvejsløbet i Silkeborg. En ny strækning af motorvej skulle indvies og der var inviteret til løbe/skøjte/cykle fest. Jeg havde tilmeldt mig 3/4 marathon ruten, hvilket viste sig at være lige ambitiøst nok. Det var en meget varm dag med høj sol og eftersom det var på motorvejen, så var vi godt afskærmet fra vinden. Så det viste sig hurtigt at være en meget varm løbetur. Jeg drak masser af vand ved depoterne og svedte som en gal, men tror simpelthen ikke min krop kunne følge med til sidste. Omkring de 20 kilometer stoppede jeg med at svede. Altså ikke forstået sådan, at det ikke var varmt, men sveden løb ikke længere ned af ansigtet og ryggen og selv min løbetrøje blev hurtigt tør. Min krop nægtede simpelthen at skille sig af med vandet i kroppen. Det satte en kraftig dæmper på mine kræfter og de sidste 14 kilometer blev en lang, sej kamp på en sort, lige og brandvarm motorvejsstrækning, der så ud til at fortsætte i det uendelige. Ved 30 kilometer skiltet slog jeg over i gang, og gik frem til 31 kilometer hvorefter der var lidt energi i benene igen og jeg fik løbet i mål. En hård, men lærerig tur.

Det gjorde mig også opmærksom på, at ville jeg have en god tid til Skagen Marathon, som der trods alt kun var en måned til, så måtte jeg nok skære ned på de dårlige undskyldninger for ikke at løbe og tage mit træningprogram lidt alvorligt. Så det gjorde jeg. Og var klar i Skagen til at løbe mit blot andet marathon.

En god lang træningstur
En god lang træningstur

Målet var at forbedre min tid fra sidste år, hvilket jeg ikke regnede med blev det store problem. Men ikke blot det, jeg ville også løbe et marathon hvor jeg følte mig i kontrol fra start til slut. Så målet var to-delt: løbe i mål i en tid på 4:20 eller bedre og styre mit pace hele vejen, så den sidste energi blev brændt af på den sidste kilometer. Og det gik forrygende! Jeg havde planlagt et pace på 6.00 – 6.10 på første halvdel, og så kunne jeg forhåbentlig sætte tempoet lidt op på sidste halvdel. Men skulle det ikke lykkedes, så ville jeg stadig nå i mål i 4:20, hvis jeg blot holdt tempo. Jeg lagde lidt hurtigere ud, nemlig med 5:55, men det gik godt og føltes rigtigt. Det halve marathon blev rundet i 2:04, og benene havde det rigtig godt. Det lykkedes mig næsten at holdte tempo på sidste halvdel. Den blev gennemført i 2:07, hvilket jeg er meget tilfreds med. Jeg havde ingen perioder, hvor verden var uretfærdig og ubarmhjertig og marathon-løb var djævlens påfund (de perioder havde jeg også haft nok af i Silkeborg). Jeg holdt et højt pace og (forholdsvis) lav puls og overhalede mange andre løbere på den sidste halvdel af løbet. Ikke noget jeg lige frem er vant til. Samlet tid var 4:11:55, altså med et pace på 6:00 pr kilometer. Absolut godkendt, men samtidig gav det mig også forhåbning om, at jeg på et tidspunkt kan komme under 4 timer. Jeg følte ikke at jeg havde løbet mig selv ud – frygten for at gå ned på de sidste kilometer afholdte mig fra at sætte tempoet op. Så måske de 4 timer skal være et mål for de kommende år – det tror jeg da ikke er helt umuligt.

Her løber jeg over målstregen efter cirka 4 timer og 12 minutter.

Skagen Marathon 2016 - endnu en gang tak til min storesøster for at stå klar med kamera ved målstregen
Skagen Marathon 2016 – endnu en gang tak til min storesøster for at stå klar med kamera ved målstregen

Siden Skagen har jeg holdt formen ved lige med 4-5 ugentlige løbeture og på søndag skal jeg løbe hvad der (formodentlig) bliver det sidste officielle løb i år, nemlig Vejle Ådal Halvmarathon, som skal løbes sammen med Tørring Løbeklub. Jeg er ikke helt blevet enig med mig selv om hvad jeg skal satse på der – et hyggeligt løb, ja, men ved endnu ikke om jeg vil tage det roligt eller satse på en tid under 2 timer. Tror ikke der kommer en beslutning om det før jeg står ved startstregen på søndag. Men det er vel også tid nok.

Hvad angår denne blog, så kommer der flere opdateringer fremadrettet. Jeg overvejer hvilke løbe-mål jeg skal sætte mig næste år, og når det er på plads skal træningen fastlægges og så har jeg tænkt mig at indvi alle der læser denne blog omkring planerne, og så kan de følge hvordan det går lige her.

 

50 km natteløb

I min barndom var jeg spejder og én af de ting jeg elskede ved de lejrture vi kom på, var natteløbet. Der var nu ikke så meget løb over det, men vi fik lov at gå fra post til post i løbet af natten og det elskede jeg. I en alder af 47 fik jeg så igen muligheden for et natteløb, men denne gang skulle der virkelig løbes hele natten. Og jeg kan konstatere, at jeg stadig elsker natteløb.

Fredag d. 24. Juni var det tid til Coast2Coast løbet, som jeg har set frem til, og trænet til, siden min tilmelding i januar måned. De sidste par uger inden har været lidt underlige, da løbet pludselig var meget tæt på. Det er første gang jeg skal løbe 50 kilometer, og blot anden gang at jeg forsøger mig med en distance over 35 kilometer. Så jeg havde masser af ting at overveje; hvor hurtigt skulle/kunne jeg løbe? hvad ville benene sige til 50 kilometer i løb? hvordan ville mine fødder have det? Og hvad med hovedet – jeg skulle trods alt løbe i mere end 5 timer? og det hele skulle foregå om natten, hvor jeg plejer at sove trygt, hvordan vil kroppen reagere på det?

Så det spekulerede jeg en del på i ugerne op til løbet. Jeg følte mig i god form, så var overbevist om, at jeg  nok skulle komme i mål. Om ikke andet, så gående de sidste kilometer, hvis det gik helt galt. Men i mål skulle jeg nok komme. Min taktik ville være, at løbe i et pace på 6.00 – 6.15 så længe jeg kunne, og så ellers holde tempoet oppe så godt jeg kunne resten af vejen. Det ville forhåbentlig bringe mig i mål inden solen stod op igen kl 4.16, hvilket var mit ultimative mål.

Klar til 50 kilometer
Klar til 50 kilometer

Jeg havde taget fri fra arbejde fredag for at få sovet lidt længere, men det blev det nu ikke rigtigt til. Jeg duer bare ikke til at ligge og snue i sengen – så jeg stod op kl. 7 og så skulle tiden ellers bare gå indtil kæresten og jeg skulle drage nordpå. Sidst på eftermiddagen ankom vi til Skallerup, hvor min mor bor. Der tilbragte vi nogle hyggelige timer og fik noget aftensmad, inden vi skulle begive os de sidste par kilometer ned til Skallerup Klit, hvor løbet skulle starte kl 22.22. I min mors bil på vej derned, var det tydeligt, at Coast2Coast er blevet et meget polulært løb. Vejene var fyldte med biler, løbere og cykler, og det var lidt en udfordring at komme frem.

Da vi så var kommet frem, herskede der også lidt kaos. Der var ikke meget skiltning, så det var svært at finde ud af hvor starten skulle gå, i dette mylder af cykler, løbere og publikum. Men det lykkedes og snart stod jeg klar i start-området sammen med min kæreste og min mor, som var der for at sende mig godt afsted. Jeg aftalte med dem, at de skulle samle mig op i Frederikshavn kl. 4. Jeg ville i hvert fald forsøge at være der på det tidspunkt.  Min storesøster og hendes mand dukkede også op, og helt utroligt lykkedes det dem også at finde os i mængden inden starten gik. Skønt, at de også var der til at sende mig godt afsted.

Der var mange mennesker og da starten gik var det svært at komme til at løbe. Så de første 5 minutter havde jeg ikke uret tændt, da jeg havde besluttet at det først skulle tælle turen når jeg begyndte at løbe. Da vi kom ned til stranden var der plads til løb, så uret blev sat i gang og så startede jeg på de 50 kilometer løb. Jeg havde ikke løbet mange meter før jeg mødte den eneste anden løber jeg kendte i feltet. Min træner, Louise,  fra løbeklubben i Tørring var på et Bike&Run hold, og hende nåede jeg heldigvis lige at hilse på og ønske god tur. Ret heldigt, at jeg lige skulle finde hende,  i forhold til hvor mange mennesker der løb på stranden.

De første 10 kilometer fløj afsted. Der var utrolig mange mennesker at løbe sammen med, men alligevel lykkedes det mig at holde tempoet. På et tidspunkt fik Bike&Run holdene deres cykler, og nu skulle jeg pludselig også manøvrere rundt blandt cykler, men det gik forbavsende fint. Jeg havde taget en tynd jakke på i startområdet, da det var begyndt at blive lidt køligt at stå og vente på starten. Den blev meget hurtigt al for varm at løbe med, så ved det første depot brugte jeg tid på at få den af og proppet i rygsækken.

Og så gik det ellers østpå igen i et flot pace. Altså flot i forhold til hvad jeg havde planlagt. Mit planlagt pace holdt jeg faktisk i 35 kilometer inden jeg begyndte at blive lidt langsommere. Der var rigtig mange mennesker ved de første 3-4 depoter, så de tog lidt længere tid end planlagt at komme igennem. Men ikke noget der bekymrede mig. Jeg var “On schedule”. På trods af at ruten var 50 kilometer, så var der altid folk omkring en. Det var nu meget hyggeligt, og ikke helt hvad jeg havde forventet. Jeg havde troet der kom nogle strækninger, hvor man ville være alene. Men det var altså ikke tilfældet. Jeg fik ikke brug for at tænde min pandelampe, da der altid var folk med lys omkring mig de få timer der var lidt mørkt.

Skøn løbetur
Skøn løbetur

Da vi ramte Sindal ved halvvejs punktet, var jeg stadig i hopla. Jeg holdt fint tempo og begyndte for alvor at tro på, at jeg nok skulle nå i mål inden solopgang. På et tidspunkt begyndte tempoet at falde lidt. Jeg vidste faktisk ikke helt hvor langt jeg var, for jeg havde valgt ikke at kigge på distancen på uret. Det viste blot mit pace. Efterfølgende kan jeg se, at det var omkring de 35 kilometer at tempoet faldt lidt. Ikke ret meget, men nu lå pace på 6.15 – 6.30 og det besluttede jeg mig for at prøve at holde resten af vejen. Uden egentlig at vide hvor langt der var igen – blot at jeg i hvertfald havde passeret Sindal og halvvejen. Omkring de 42.2 kilometer, hvilket jeg fandt ud af, da jeg løb lige bag et par, der gav hinanden high-five, da de passerede marathon distancen, begyndte jeg at kunne mærke strabadserne. Mine fødder var begyndt at blive ømme, mine ben trætte og værst af alt, så begyndte jeg virkelig at ønske mig at løbeturen snart sluttede. Så det var ikke fysisk at jeg begyndte at have krise. Benene var trætte, men det var mentalt at krisen opstod. Jeg holdt mig til ikke at kigge på hvor langt jeg havde tilbage, men blot koncentrere mig om at holde mit pace oppe. Så skulle jeg nok komme i mål på et tidspunkt. De sidste par depoter var det også ret svært at komme i gang med at løb igen – pauserne blev lidt længere. Men det var mentalt, for så snart benene var i gang igen, så gik det der ud af.

Og sådan ser jeg ud efter at have løbet 50 kilometer
Og sådan ser jeg ud efter at have løbet 50 kilometer

De sidste par kilometre blev løbet med et stort smil på, da jeg nu vidste at det snart var slut. Solen stod snart op, og jeg ville stå på stranden og se det. Det var lidt specielt at løbe de sidste 200 meter på Palmestranden. Der var mange mennesker, der allerede var i mål, men ikke så mange der havde energi til at heppe. Så der var ikke så meget gang i den, som jeg ellers ville forvente, men det tror jeg skyldtes at folk var trætte. Det var jo trods alt også tidlig morgen. Jeg var i mål 4.04, altså 4 minutter senere end jeg havde sagt til mine chauffører og heppepiger. Men på grund af trafikken var de parkeret lidt langt væk, og nåede heller ikke frem til kl. 4. Så jeg måtte sende dem en sms og så ellers vente lidt inden jeg blev samlet op. Nu kunne jeg godt mærke, at jeg lige havde løbet 50 kilometer. Så snart jeg stod stille, begyndte benene at beklage sig, og det var nu ikke så nemt at komme i gang igen. Alligevel formåede jeg at sige til min mor, at hun ikke behøvede at hente bilen. Jeg skulle nok kunne gå derhen, bare vi gik lidt langsomt. Efter nogle 100 meter måtte jeg dog sande, at det gik lige langsomt nok og jeg fandt en bænk og satte mig med kæresten, mens min mor hentede bilen. Jeg fik skoene af og mine fødder fik lidt frisk luft, hvilket de virkelig satte pris på. Og så var det ellers bare tilbage til Skallerup, lidt morgenmad og så på hovedet i seng og få lidt søvn. Trætheden var virkelig begyndt at sætte ind på dette tidspunkt.

Mit første 50 kilometer løb var overstået, og jeg havde løbet det fuldstændig som jeg havde planlagt. På trods af at have brugt en del tid i depoter, så var det undervejs lykkedes mig at sætte ny personlig rekord på marathon distancen, hvilket giver mig forhåbning om en god tid til Skagen Marathon senere i år. Jeg nød at løbe turen, på trods af at jeg havde nogle kilometer hvor jeg bandede løbet langt væk, og virkelig stillede spørgsmål til hvorfor jeg dog havde meldt mig til det. Svaret på det fik jeg, da jeg løb de sidste 100 meter på Palmestranden. Det var en kæmpeoplevelse, og det er nok ikke det sidste ultraløb jeg giver mig i kast med – gad vide om jeg kan løbe endnu længere….?

Velfortjent belønning
Velfortjent belønning

Så er der en uge tilbage

Om en uge begiver jeg mig nordpå. Hjem til min mor – hvor jeg skal gøre mig klar til at løbe Coast2Coast. Det sidste halve år er gået med at blive klar til dette løb, så det føles meget underligt, at det nu er så tæt på. Jeg gætter på, at det føles endnu mere mærkeligt, når det så pludselig er overstået…IMG_0702

Jeg føler mig godt forberedt til løbet. Da jeg aldrig har løbet så langt før, og kun én gang tidligere har løbet et marathon, så er det selvfølgelig svært for mig at vurdere, om jeg er godt nok forberedt. Men det tror jeg, at jeg er. Jeg føler mig i rigtig god form. Selv efter en 20 km løbetur i roligt tempo, har jeg masser af energi i benene, og de sidste mange løbeture har haft det fælles træk, at de sidste 3-4 kilometer har været de hurtigste. Træningen er forløbet helt perfekt – og det store spørgsmål er så om træningen har været den rette. Det må vi jo se på fredag. Det sidste 3 måneder har jeg løbet mellem 40 og 60 kilometer om ugen, fordelt på 5 ugentlige løbeture. Min længste tur har været 34 kilometer. Efter den tur havde jeg stadig energi og kunne have fortsat, men følte ikke der var grund til det. Det må være langt nok til at give et godt hint om, at jeg nok skal komme igennem 50 km…

IMG_0683Det store spørgsmål de sidste par uger, som jeg har brugt meget tid på at fundere over, er hvilket pace jeg skal satse på. Det er helt klart en af de store udfordringer at finde det rette pace, der får mig igennem uden at gå helt ned undervejs. Mit første marathon sidste år, blev jo ikke løbet i en særlig imponerende tid, da jeg brugte al min energi på de første 21 kilometer, og måtte slæbe mig igennem den sidste halvdel af løbet. Det skal undgåes på næste fredag. Der skal der gerne være energi til hele løbet og det kræver jo at jeg finder det rette pace. Det skal heller ikke være for langsomt, for jeg vil jo gerne se solen stå op på Palmestranden. Så jeg har lagt følgende taktik for løbet: starte i et pace på 6:00 – 6:15 og holde det minimum indtil jeg er halvvejs. Kan jeg holde det hele vejen, så kommer jeg i mål i en tid mellem 5 timer og 5 timer og et kvarter. Det ville være fantastisk. Skulle det ikke lykkedes at holde tempoet på den sidste del, så skulle der stadig være en god chance for at nå i mål inden solen står op efter 5 timer og 54 minutters løb.

Så det er altså planen. Nu skal den bare udføres. Det glæder jeg mig til. Jeg er sikker på, at det bliver en fantastisk oplevelse.

Jelling Løbet

I går var det tid for Jelling Løbet. I år havde jeg meldt mig til på 10.1 km ruten. Jeg har en gang tidligere løbet dette løb, men det var 5 km ruten jeg var ude på den gang. Jeg har hørt meget om 10 km ruten, da folk omtaler den som ret hård, da der er masser bakker. I følge Jelling Løbets hjemmeside, så har de helt ret, da der ifølge deres rutekort er 381 højdemeter på de 10.1 km – altså 381 meters løb opad og 381 meters løb nedad. Lidt mere end jeg er vant til på mine ture rundt i Tørring.

Højdeprofil for 10.1 km ruten
Højdeprofil for 10.1 km ruten

 

Jeg glemte mit ur derhjemme og i stedet for at ærgre mig over det, så jeg en mulighed for blot at løbe efter hvad mine ben/krop fortalte mig. Uden et ur at tjekke pace på hele tiden ville jeg ikke have mulighed for at sætte farten efter en bestemt sluttid. Hvilket egentlig også var, hvad jeg havde tænkt mig. Løbe godt til, men ikke 100%. Hvad sluttiden skulle være havde jeg heller ikke en idé om, da jeg ikke havde løbet ruten for, og dermed ikke var klar over hvad der ventede mig. Men nu fik jeg så chancen for blot at løbe efter kroppens signaler.

Min nevø Andreas skulle også løbe denne aften, så derfor var min lillesøster der også sammen med lille skønne Anna Cecilie for at heppe på ham. De deltog alle i den fælles opvarming og Anna Cecilie var åbenbart så begejstret for oplevelsen, at hun erklærede at hun også skulle løbe næste år. Efter opvarmningen gik det så ud på ruten. Starten var meget behagelig, da det gik meget nedad. Det var sjovt at observere hvor stor forskel der var på folks nedløb. Nogle gav frit løb, mens andre bremsede temmelig meget. Jeg forsøgte at give los, da opbremsning giver mange hårde stød op gennem kroppen, så det gik i rask tempo. Samtidig med at det var en skøn start, så kunne jeg alligevel ikke lade være med at tænke på, at hver en meter vi løb ned, skulle vi senere løbe op ad igen.

Det er en meget flot rute med meget lidt løb i Jelling by og så ellers skov- og grus-stier i skovene omkring byen. Det startede blidt ud med masser af nedløb og små bakker op, men efter en 5-6 kilometer begyndte det at gå noget mere op ad. Jeg holdt et godt tempo uden for alvor at løbe mig ud. Jeg kunne godt mærke at pulsen hurtigt røg op, når jeg skulle op af bakkerne, men den faldt også hurtigt så snart toppen var nået. Der var nogle få der begyndte at gå op af bakkerne, men det havde jeg besluttet mig for ikke at gøre. Den sidste lange bakke kom omkring de 9 kilometer. Her var der en del flere der begyndte at gå, men jeg syntes egentlig ikke den var så slem igen. Den var lang, men heller ikke så stejl som nogle af de andre små bakker vi havde forceret. Så det foregik stadig i løb for mit vedkommende.

Løbere klar til Jelling Løbet

Efter den bakke var besejret gik det ind mod mål i fuldt firspring. Jeg havde stadig lidt energi i reserve (helt efter planen) og kunne sætte tempoet lidt op. Så snart jeg var kommet i mål, tikkede der en sms ind med resultatet: 54:32, hvilket var noget hurtigere end jeg havde troet. Det er trods alt kun 3 minutter langsommere end min PB på distancen, som blev sat i Billund Lufthavn, som er flad som en pandekage. Så en meget godkendt indsats og sjovt at prøve at løbe uden mit ur – det er dælme lang tid siden jeg sidst har prøvet det. Og skønt at mærke at jeg er i god form, og kan have energi i overskud efter et meget bakket 10km løb i sådan en tid. Måske vil det ligefrem lykkedes mig at løbe 50 kilometer Sct. Hans aften 🙂

Gamle skader

Det er nok de færreste der når min alder uden at samle sig lidt skader op. Som ung generer de ikke så meget. Kroppen kommer sig hurtigt og skaden er blot midlertidig. Som man bliver ældre begynder de så, at dukke op igen. For mit vedkommende er det min højre achillessene der driller. Det har den gjort i nogle år efterhånden. Min ankel er øm og stiv om morgenen, og det varer lige lidt inden den er varmet ordentligt op og jeg kan gå ordentligt uden at halte lidt.

Da jeg var 17 år spillede jeg ofte fodbold og det var under en fodboldkamp, at jeg blev sparket direkte ind på anklen på mit støtteben. Min venstre fod sparkede til bolden og min højre fod stod godt fast. Altså indtil den blev ramt af et hårdt spark direkte ind på anklen. Den hævede med det samme voldsomt op og jeg humpede ned til lægen. Hans dom lød på en kraftig forstuvning, men ikke andet. Hævelsen forsvandt dog ikke lige med det samme, og da den stadig var hævet (og meget øm) 14 dage senere, besøgte jeg ham igen. Han fastholdt hans dom, men indvilligede dog i at give den lidt ultralydsbehandling, hvilket skulle få hævelsen til at forsvinde. Det tog 1½ måned med 2 ugentlige behandlinger inden hævelsen var væk. Men så var jeg også klar til at spille fodbold igen. Kroppen restituerer nemt når man er 17 år 🙂

Men for en 10 år siden begyndte jeg så at mærke til det igen. Ikke noget voldsomt irriterende, blot at jeg skulle bruge lidt tid om morgenen før anklen havde sin normale smidighed. Da jeg begyndte at løbe for 4 år siden galdt det stadig, og det gav sig også udslag i, at min højre achillessene ofte var øm og lidt hævet. Ikke så hævet og øm, at jeg måtte indstille træningen, men nok til at jeg altid har været opmærksom på den og forsøgt at passe på den. achilles

Nu er der så 3 uger til mit store mål for i år: Coast2Coast d. 24/6, og nu driller den lidt ekstra. Den har været meget øm de sidste 4-5 dage, og jeg har haltet en del mere end normalt. Jeg tror det skyldtes at jeg har sat tempoet lidt op når jeg løber. Jeg føler mig i så god form, at jeg lige sætter lidt mere fart på. Det er bare skønt at løbe 7 kilometer i et ok pace, og så stadig have energi til at sætte tempoet op. Det betyder lidt længere skridtlængde, lidt mere pres på min achillessene og dermed mere ømhed. Jeg tror også, at det faktum at jeg nærmer mig Coast2Coast har lidt at sige. Når man er så tæt på et vigtigt løb, så bliver man bare mere opmærksom på kroppens signaler. En lille ømhed man normalt ville ignorere, bliver nu pludselig til en potentiel skade, der skal stoppe ens løb. Man vil så gerne undgå skader, så man bliver måske lidt mere opmærksom på det end godt er.

Men jeg har altså haltet lidt rundt de sidste 4-5 dage. Jeg løb en lille tur med bakketræning i mandags og en tur med løbeklubben tirsdag på trods af ømheden og det kunne mærkes. Så nu gælder det altså om at passe på den, uden at miste den gode form jeg føler mig i, så jeg kan komme igennem Coast2Coast. Når det er overstået skal jeg måske kigge på lidt specifik træning for at se om jeg kan styrke anklen lidt. Der er en masse arvæv der generer, men med træning bør jeg vel kunne styrke den, så den ikke så nemt bliver øm og hævet?

Nye løbesko
Nye løbesko

På den positive side, så har jeg fået nye sko, der lige skal løbes til inden d. 24/6. Jeg løb Hedensted Løbet i mine trofaste Skora sko, men fik efterfølgende en vabel under en af mine negle. (Så nu går jeg bare og venter på at den falder af) Det skyldtes snøringen. Skoen var nemlig gået lidt i stykker. Det øverste hul  til snørebåndet var flækket, så i den ene side var skoen ikke spændt helt tæt. Det gav altså en vabel, så min plan om at løbe Coast2Coast i de sko, måtte ændres. Jeg fandt så et par nye Skora sko på tilbud og det var faktisk luksus-udgaven af de forrige sko, så nu skal de bare løbes ordentligt til. Har været ude et par ture i dem, og de er ekstrem behagelige at have på og løbe i.

Og så vil jeg lige slutte af med at gøre opmærksom på min indsamling til Hovedpinesagen, som kan findes på dette link.