FristedPedersen

Denne uge stod i DHL Stafettens tegn. Torsdag troppede LEGO op med de sædvanlig mange løbere, og jeg var også en del af et team i år. Som noget nyt skulle der løbes modsat vej rundt i Aarhus. Det betød at den bakke, der altid tales om i forbindelse med DHL i Aarhus, skulle løbes i starten af de 5 kilometer. Efter 1 kilometer er det så stort set ned ad eller fladt resten af vejen. Det var nu meget sjovt at prøve, og et eller andet sted er jeg glad for at jeg slap for nedløbet til mål i år, for vejret viste sig ikke fra sin bedste side. Det øsregnede da jeg løb, og græsplænen blev hurtigt til mudder. Så havde vi løbet den sædvanlige vej rundt, så havde vi nok kunnet skøjte de sidste par hundrede meter ned til målstregen. Nu fik vi i stedet for en beskeden, men meget glat, opstigning på blødt og vådt græs. De sidste 200 meter var bestemt de hårdeste på ruten i år. Min officielle tid i år blev på 24.35, hvilket jeg er meget tilfreds med. Målet var under 25 minutter, og det lykkedes jo fint. Selv om jeg måtte stoppe op og snøre mit snørebånd en enkelt gang undervejs. Men som altid et hyggeligt løb sammen med en masse fantastisk kollegaer og glade mennesker.

Nogle vil måske have bemærket overskriften på dette blog-indlæg, og undrer sig over hvad det mon betyder. For mit mål i år har jo hele tiden været at løbe et marathon hver måned i år. Og jeg er da godt på vej med 7 marathon overstået. Så de sidste 5 skal jeg såmænd nok sagtens kunne klare. Men denne måned kniber det virkelig med tiden til at løbe et marathon, og da jeg også har andre løb jeg frygtelig gerne vil løbe de næste måneder, så virker det på mig lidt fjollet at holde ved dette mål. Jeg er overbevist om, at jeg sagtens kan lunte mig igennem 5 marathon mere inden nytår. Men jeg har ikke rigtig lysten mere – målet blev sat for at blive mere fortrolig med marathon distancen, og for at bevise over for mig selv, at jeg kunne gøre det. Jeg ved nu at jeg kan gøre det, og har lært at være fortrolig med marathon distancen, nok ikke er noget man bliver. Der vil altid være overraskelser og nye ting at lære. Så det virker lidt fjollet at holde ved målet, når jeg ikke rigtig føler for det mere.

Så jeg begyndte at lege med tanken om at sætte mig et nyt mål. Sætter jeg det nu, så har jeg trods alt 4½ måned til at gennemføre det. Da jeg sad og kiggede min Endomondo profil igennem, så lagde jeg mærke til noget, som jeg egentlig ikke har overvejet så meget. Alle rekorder på nær 12 minutter, 1 miles og marathon er sat i år. Uden at have trænet hurtighed, ved blot at koncentrere mig om at løbe langt og langsomt (for at undgå skader), så er jeg altså alligevel blevet hurtigere. Så der er 3 personlige rekorder tilbage at sætte i år. Måske målet skulle være at forbedre dem i år? Så alle mine personlige rekorder er sat i år. Det kunne da være fedt. Det vil så kræve, at jeg lægger træningen lidt om, og begynder at træne hurtighed. Og det tror jeg faktisk kunne være meget sjovt. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at de lange, langsomme løb efterhånden er begyndt at være lidt kedelige ind imellem, så jeg tror det vil være godt at få noget nyt ind.

Så jeg dropper de sidste 5 marathon og finder mig et mere i slutningen af året, og så går jeg knaldhårdt efter at sætte ny personlig rekord på distancen. Det er mit nye mål. Så har jeg mere tid til alle de andre løb, som jeg også gerne vil løbe. Jeg har jo De 3 Broer sammen med Tørring Løber på programmet næste weekend, som jeg glæder mig rigtig meget til, Copenhagen Half i næste måned sammen med Bevæg Dig For Livet Runners i næste måned, og så Vejle Ådal i oktober. Og når kalenderen er ryddet for marathonløb, mon ikke der så også kan blive plads til lidt flere småløb uden at det går ud over træningen? Målet om de 12 marathon på 12 måneder er ikke længere mit mål. Jeg vil ikke sige det er opgivet, for jeg er overbevist om, at jeg sagtens ville kunne gøre det. Jeg kan bare ikke rigtig se det sjove i det mere – så nu har jeg altså fundet mig et sjovere mål 🙂 Og så går jeg efter det, mens jeg begynder at tænke over hvad løbeåret 2018 skal byde på. Jeg har lært utrolig meget af at løbe marathon i år, og er sikker på at de næste 5 måneder også bliver lærerige, så jeg kan starte 2018 på et grundlag, hvor jeg kender mig selv som løber langt bedre. Så må vi se hvad jeg finder sjovt til den tid.

Så for lige at lave en hurtig recap på mit mål for resten af 2017: Sætte personlig rekord på 12-minutter test, 1 mile og marathon! Ingen tvivl om, at marathon nok bliver den store udfordring. Men jeg kan godt lide udfordringer, så det er jo helt perfekt. Helt hvor meget jeg kan forbedre den, er så et godt spørgsmål. Kigger man på mine andre tider, så burde jeg vel kunne løbe et marathon på under 4 timer..så skal vi ikke bare sige det er målet? Det kunne da være fedt at slutte løbeåret 2017 af med det!

Så er jeg over halvvejs i mit løbeprojekt for 2017. Nemlig at få løbet et marathon hver måned. Juli måneds marathon blev lidt specielt, for det var nemlig det første uofficielle marathon på listen. Der er simpelthen ikke så mange officielle marathon at vælge imellem i juli måned, og jeg havde virkelig svært ved at finde et, der passede ind i kalenderen. Det endte med at jeg udså mig Rødekro Cannonball. De havde 3 marathon på plakaten i uge 30, så min plan blev at deltage i ét af dem. Men den plan blev kuldsejlet af en omgang migræne onsdag og torsdag, og dermed var der kun fredagens løb tilbage. Og efter 2 dage med migræne/hovedpine var det noget uoverskueligt at skulle køre til Rødekro for at løbe marathon kl 17, og så først være hjemme i Tørring igen sent om aftnen. Så fredag morgen snørede jeg løbeskoene, og startede mit eget helt private marathon løb i Tørring.

Jeg har leget lidt med tanken om at afholde et cannonball løb i Tørring på et tidspunkt, så jeg benyttede mig af chancen til at få testet den rute jeg havde udset mig. En rute på 21.1 kilometer der gik fra Gudenå Centeret i Tørring til Langskov Kirke, igennem Ølholm og videre til Uldum Kær. Gennem Uldum Kær hjem (forbi Verden Ende) og tilbage til Gudenå Centeret. Den skulle jeg så løbe 2 gange for at have mit marathon overstået. En, syntes jeg selv, ganske fin rute med god afveksling i terræn og udsigt.

Den sidste måneds tid har jeg kunnet mærke at kroppen er ved at være træt. Jeg har ikke haft så meget energi, og jeg har heller ikke fået løbet så meget som jeg plejer. Jeg har løbet lidt over 1100 km i år, og det er kroppen begyndt at kunne mærke, tror jeg. Så jeg besluttede at jeg ville tage det med ro på dagens løbetur. Den første runde blev overstået på 2 timer og 16 minutter, og det var egentlig et ok tempo. Jeg besluttede at jeg ville prøve at holde samme pace på runde nummer to, men det gik ikke helt. På de sidste 10 kilometer satte trætheden for alvor ind, især i form af ømhed i ryggen, og jeg begyndte at tage nogle små korte gå-ture. Det gik selvfølgelig ud over mit pace, og jeg endte med at bruge 4 timer og 47 minutter på at løbe de 2 omgange.

Og selv om jeg gik lidt tør for energi, så var det dog ikke så slemt som mit TomTom ur. Det måtte endnu en gang opgive at følge med hele vejen. På trods af at være fuldt ladt op, så holdt det kun til 4 timer og 40 minutters løbetur. Så enten skal jeg løbe hurtigere og overstå mine marathon på 4½ time, eller også skal jeg bruge et andet ur. Det er jo ikke første gang uret har svigtet, så jeg havde garderet mig denne gang og også taget mit gamle Suntoo ur med. Det har ingen GPS, så det kan holde til flere ugers løb uden at svigte, så det må være løsningen på dette problem indtil jeg har fået investeret i et nyt GPS ur. For at løbe alle de resterende 5 marathon i år hurtigere end 4½ time er jeg ikke helt sikker på jeg har lyst til at kaste mig ud i 🙂

August måned bliver lidt travl for mit vedkommende, så det bliver lidt en udfordring at få passet et marathon ind. Måske jeg ender med nødløsningen og løbe i Tørring igen. Det vil jeg nu heller ikke have noget imod. Det er en ganske fin rute, og så får jeg jo mulighed for at forbedre tiden og se om ikke jeg kan løbe det på 4½ time. Ud over det sædvanlige marathon løb, så skal jeg løbe 2 andre løb i august. Den 17. august er det DHL Stafet der er på plakaten, og det bliver, som sædvanligt, hyggeligt at komme til Århus og løbe med mine kollegaer. Den 27. skal jeg så til løbet De 3 Broer i Rudkøbing sammen med løbere fra Tørring Løber. Dejligt at vi kan være fælles om at deltage i sådan et løb.

I september måned skal jeg deltage i Copenhagen Half. Jeg er blevet ambassadør for Bevæg dig for Livet og mit første officielle løb for dem bliver altså i København. Bevæg dig for Livet er en kampagne, der vil sætte fokus på at få folk til at dyrke motion. Som led i det, vil de gerne have et hold af glade, friske løbere ud til forskellige løb, hvor de skal være med til at skabe god stemning både før, under og efter løbene, og det har jeg altså meldt mig til. Det er jeg sikker på nok skal give nogle fantastiske oplevelser. Og forhåbentlig lokke nogle flere til at løbe 🙂

Så nåede jeg halvvejs i mit 12 måneders projekt. Også selv om jeg ikke løb et marathon i juni måned. Da det blev tid til at beslutte sig for et marathonløb i juni måned, blev fristelsen simpelthen for stor, og jeg besluttede at løbe Coast2Coast igen. Og det er jo teknisk set ikke et marathon, men et løb på 50 kilometer. Men da jeg ikke kan løbe 50 kilometer uden først at have passeret de 42,2 kilometer, så besluttede jeg at det nok gik alligevel. Dermed er 6 marathon overstået på 6 måneder, og så resterer der 6 måneder og 6 løb.

Løbet startede i Skallerup Klit, da solen gik ned kl 22.22. Ganske som sidste år var der et hav af cykler, cyklister, løbere og tilskuere, men det virker som om arrangørerne har fået lidt bedre styr på det, og det virkede ikke så kaotisk som sidste år. En ting der dog gik lidt kaotisk var starten. De første blev sendt afsted 22.22, næste gruppe 22.23 og så bredte der sig lidt forvirring, da nogle troede de også var sendt afsted (uden at være det) og begyndte og løbe, og da det begyndte at sprede forvirring, greb arrangørerne megafonen og sendte os resterende afsted på en gang. Lidt kaotisk, men jeg vidste fra sidste år hvad der ventede, så jeg havde ikke travlt med at komme afsted. Det første stykke ned til stranden er nemlig så smalt at man ikke kan løbe alligevel. Så jeg tog den med ro og satte i løb så snart jeg ramte strandsandet.

Så gik det ellers i rask tempo hen langs stranden og op i bakkerne til whisky depotet. Her stod glade hjælpere klar med små shotglas med æblejuice. Det var tydeligt, at det ikke var alle løbere der var klar over, at der var æblejuice og ikke whisky i glassene, for nogle af dem så da lidt forbavsede ud og skyndte sig forbi. Jeg greb dog en enkelt lille “dram” i farten. Derefter ramte vi cykeldepotet, hvor alle Bike&Run holdene skulle samle deres cykler op. Det havde jeg frygtet lidt, for sidste år havde det været lidt kaotisk og ført til en frygtelig masse zigzag ind og ud imellem cykler og stillestående løbere på vejen, Men i år gik det meget nemt. Næste stop på ruten er Julemandens Depot. Det løb jeg dog forbi. Der var så mange mennesker samlet der, at jeg valgte at springe det over for at spare lidt tid. Så mit næste depot var Rødvinsdepotet i Højene. Der fik jeg så til gengæld fyldt lidt op i depoterne. Vand, Cola, slik og chips. Jeg sprang dog over rødvinen. Og så gik det ellers videre ud i nattemørket. Det var lidt mørkere end jeg huskede det sidste år, og det skyldtes nok vejret. Det var overskyet og regnede da også lidt en gang imellem, men var nu meget behageligt alligevel. Sidste år havde jeg haft alt for meget tøj på, så i år løb jeg i shorts og kortærmet trøje. Det passede perfekt til de 14-16 grader vi havde.

Halvvejspunktet for løbet er i SIndal, så det depot havde jeg set frem. Så er man da halvvejs. Men det viste sig at være lidt skuffende. De tilbød vand, chips og øl. Jeg kunne ihvertfald ikke finde andet, og løb hurtigt videre efter at have fået en slurk vand. Heldigvis havde jeg en banan med i rygsækken, som jeg valgte at fortære nu. Og så gik det ellers der ud af igen. Lige efter de 30 kilometer begyndte jeg at sætte tempoet lidt ned – ikke bevidst, men nu begyndte trætheden at sætte ind. Det næste pejlemærke for mig er Bollehededepotet, som ligger ved cirka 37 kilometer. Det er der, hvor jeg mentalt begynder sidste del af løbet. Det var på dette tidspunkt sidste år, at jeg for alvor blev træt, og i år kunne jeg også godt begynde at mærke nattens strabadser. Jeg valgte at finde lidt musik frem, for at se om ikke det kunne hjælpe mig til at få fokus væk fra de trætte ben og ømme fødder. Det lykkedes ikke helt, men det var nu egentlig meget rart at lukke sig ind i sin egen lille boble af musik for en stund. Højdepunktet i nattens musik var helt klart, da Joe Bonamassa gik i gang med “Driving towards the daylight”. Jeg var ikke ligefrem kørende, men teksten passede nu alligevel meget godt.

Driving towards the daylight
Running from the midnight
Trying to get my way home
Running from the spotlight
Trying to find the daylight
Trying to get back home

På de sidste 5 kilometer tillod jeg mig at tage et par korte gåpauser. Det er jeg normalt ikke meget for, da jeg føler det er svært at komme i gang med at løbe igen, men belært af mine erfaringer fra Rødekro Cannonball, så følte jeg det var værd at prøve for at aflaste mine ømme fødder lidt. Ganske som sidste år, så skal man lige forcere en viadukt når man løber ind i Frederikshavn, og ganske som sidste år bandede jeg den langt væk, da jeg kunne se den tone frem. Den er egentlig ikke så slem, men lige på dette tidspunkt er den bare inkarnationen af ondskab. Hvorfor skal den ligge lige der, hvor man er så tæt på mål? Men jeg fik den forceret endnu en gang, og så var der ikke langt til målstregen. Denne gang var min kæreste og min mor nået frem i tide, så de stod klar til at heppe på mig de sidste meter. Min mor stod klar med kameraet, men heller ikke denne gang lykkedes det hende at få et billede af mig der løber over målstregen. Det har hun efterhånden forsøgt nogle gange, men der går altid et eller andet galt. Ved ikke helt hvad det er for en forbandelse, men hvis nu jeg bliver ved med at løbe, mon ikke det så lykkedes hende at få det på et tidspunkt.

Sidste år løb jeg i mine Skoora sko, men de er blevet lidt slidte og har givet mig nogle trælse vabler og blå negle på de sidste lange ture. Så i år valgte jeg at løbe i mine Born2Run sko, hvilket jeg var meget spændt på. Det gik helt fint. Da jeg tog dem af var der 2 vabler, en på hver fod og begge sad samme sted på midterste tå. jeg havde ikke mærket noget til dem under løbet, så var lidt overrasket over at se dem. Men der blev prikket hul på dem, og så var det problem løst og jeg har intet mærket til dem. Så skoene fungerede fint, hvad vabler og blå negle angår. Under løbet lagde jeg dog mærke til, at mit normalt stille løb blev til klasken, da jeg blev træt. Især min venstre fod slaskede ned i asfalten ved hvert skridt, og det lød ærlig talt ikke særligt sundt. Det gjorde dog hverken fra eller til med smerten, og i dagene efter har jeg heller ikke kunne mærke noget usædvanligt. Så det er måske bare sådan de sko lyder, når man er godt træt….

Årets Coast2Coast løb blev en næsten tro kopi af løbet sidste år for mit vedkommende. I hvert fald rent fartmæssigt. Mit ur satte ud inden jeg kom i mål, men jeg kom i mål i nogenlunde samme tid som sidste år. 4.02 løb jeg over målstregen, hvor den hed 4.06 sidste år. Kigger jeg på mit pace de første 45 kilometer (hvor efter uret satte ud), så er det indenfor 5 sekunder på hver eneste af de 45 kilometer. De fire minutter er primært hentet i depoterne, og ikke i løb. Så rent fartmæssigt har jeg ikke forbedret mig så meget, på trods af at jeg har trænet en del mere i år end på tilsvarende tidspunkt sidste år. Men konditionen er bedre, for gennemsnitspulsen for løbet var 161 i år, hvor den havde været 167 sidste år. Så man skulle tro, der var råderum til at sætte farten op. Jeg havde sigtet efter en tid der var et kvarter hurtigere i år, så jeg har spekuleret lidt over  hvorfor jeg dog ikke kunne holde tempoet oppe, men faldt i tempo i stort set samme grad som sidste år. Jeg tror det er mentalt. Forstået på den måde, at det bare kræver stor mental koncentration at holde tempoet oppe, når man er så træt. Benene kan egentlig godt, men den mentale energi er der bare ikke, og jeg sætter benene på autopilot, hvilket bare ikke er så højt et tempo. Så skal jeg forbedre min tid, og det tror jeg egentlig også gælder for marathon, så skal jeg træne den del noget mere. Forsøge at holde tempoet oppe når trætheden sætter ind. Jeg har måske en tendens til at fyre “tiden er ikke vigtig” af for tit, og det giver mig jo en god undskyldning for ikke at kæmpe for at holde tempoet oppe. Så det må blive fokus for træningen på et tidspunkt. Dog ikke i år, for der er fokus at få 12 marathon overstået uden at blive skadet.

Endnu en måned, endnu et marathon. Belært af erfaringerne fra Fusager i sidste måned, vendte jeg denne gang tilbage til asfalten. Trail er rigtig sjovt, men skal man løbe et marathon på en trailrute, så kræver det en del træning med trailløb, og det har jeg ikke været så god til. Langt de fleste af de kilometer jeg løber foregår på asfalt, så denne måneds marathon blev valgt ud fra det. Det blev Mors Marathon arrangeret af Hans Renkwitzh som en del af Rødekro Cannonball. Det blev valgt af to grunde: det var mestendels på asfalt, og så kaldte de det et socialmarathon. Ved tilmelding oplyste man den tid man ville fuldføre i, og så var planen at løbe i en samlet gruppe hele turen. Jeg tilmeldte mig 4½ time gruppen. Det burde være et løb, hvor jeg kunne følge med uden at overanstrenge mig, uden at det ligefrem blev et walkover.

Inden løbet i Rødekro skulle Lillebælt Halvmarathon lige overståes først. Jeg faldt for fristelsen, da de meldte ud at vi skulle løbe over den nye Lillebæltsbro. Det blev jeg nødt til at prøve, så lørdag den 6. maj om aftenen stod jeg klar til 21.1 kilometer. Det var perfekt vejr til at løbe i, og da det blev tid at gå til starten besluttede jeg mig for at stille mig midt i mellem 1:50  og 1:55 fartballonerne. Så ville udgangspunktet være et tempo omkring min PR, og havde jeg en dårlig dag kunne jeg sætte tempoet lidt ned, men forhåbentlig stadig komme i mål under 2 timer. Der skulle jo også gemmes lidt energi til marathon ugen efter.

Det med at gemme energi glemte jeg så alt om da løbet gik i gang. Jeg havde ingen problemer med at følge med 1:50 ballonerne, og på hjemturen over broen, ved cirka 15-16 kilometer, var jeg endda tæt på at overhale dem. Dér besluttede jeg dog at sætte tempoet lidt ned og holde mig bag dem, for jeg var nervøs for at mit tempo var for højt, og at jeg ville ville gå kold på det sidste stykke. Det skete dog slet ikke, og jeg løb over målstregen i 1:50:18 – en forbedring på 2 minutter af min hidtige personlige bedste tid på distancen. Det havde jeg alligevel ikke regnet med, men det gode vejr og den fine stemning gav altså vinger denne aften.

En uge senere var jeg så klar til Mors Marathon i Rødekro. Jeg havde forsøgt at hvile benene, og det var kun blevet til én løbetur i den forgangne uge; en 10 kilometer trailtur med løbeklubben. Men jeg var nu alligevel ikke helt på toppen lørdag morgen, da jeg satte mig i bilen for at begive mig til Rødekro. En begyndende hovedpine/migræne havde sat ind, men jeg regnede med at den ville nå at forsvinde inden jeg skulle løbe. Jeg ankom til Rødekro et kvarters tid før løbets start og mødte en masse friske sønderjyske løbere, der tydeligvis kendte hinanden godt og var vant til at løbe sammen. De tog dog rigtig godt imod mig og efter indledende instrukser om ruten fra Hans og en kort gåtur til start-stregen, gik løbet i gang. Ruten var en ud-og-hjem tur, hvor vi løb hen til Hans’ mor og hjem igen.

På turen ud var vi 7 i min gruppe. Det var nogle rigtig hyggelige folk at løbe med og selv om jeg var eneste fremmede i gruppen, så følte jeg mig straks tryg i deres selskab. Der blev hyggesnakket, og selv om denne stille nordjyde måske ikke sagde så meget, så nød jeg at løbe og lytte til deres sønderjyske accent, som jeg ikke har mulighed for at høre så tit. En af løberne, Bent, var også oprindelig fra Hirtshals, så der kunne vi da snakke lidt om barndomsegnen. Der var rigtig fine depoter undervejs med masser af drikkelse, slik og frugt. Der var 3 depoter hver vej plus depotet hos Hans’ mor, så det var bestemt ikke forsyninger vi manglede. Et af depoterne var endda hos en berømthed i løbekredse, nemlig Ove Schneider, som står bag siden Ove’s Løbeside, som blandt andet indeholder den nok mest komplette oversigt over løb i Danmark og Europa.

Det jeg manglede denne dag var krudt i benene. Jeg tror jeg betalte prisen for mit løb over Lillebæltsbroen weekenden før. Allerede ved 20 kilometer begyndte jeg at føle mig flad. Vi holdt faktisk et fint pace der ville give en slut tid på 4:30, men det begyndte altså at føles ret anstrengende. Fordelen ved det var, at min hovedpine fortog sig i takt med at andre dele af kroppen (primørt benene) begyndte at brokke sig. På hjemturen var vi 5 løbere tilbage i gruppen (da to af de oprindelige kun skulle løbe halvmarathon) og vi hyggede os stadig, men jeg begyndte langsomt at føle mig mere og mere presset. Men de passede godt på mig, og var alle enige om at vi skulle løbe samlet i mål. Så de satte tempoet lidt ned og begyndte at holde små gåture på 100 meter en gang i mellem. Det var meget værdsat af mig, selv om jeg måske ikke lige havde den store energi til at udtrykke det. Men det gjorde at jeg kunne følge med, og efter 4:44:11 (på mit ur) kunne vi løbe samlet over målstregen. Stor tak til mine løbemakkere denne dag for at hjælpe mig i mål!

Så var det tid til hygge, og det var meget tydeligt, at denne gruppe løbere var vant til at hygge sig sammen, og at tiden efter løbet var mindst lige så vigtig som selve løbet. Der var linet op med masser af drikkelse, forfriskninger og Hans havde sågar startet grillen op, så man kunne få sig en grillpølse og en kold øl. En af deltagerne i min gruppe, Susanne, havde haft fødselsdag i ugens løb, så fødselsdagskage var der endda også. Jeg havde dog lovet at være hjemme igen ved 15 tiden, så der var desværre ikke så meget tid for mig til at deltage i hyggen. Det må blive næste gang – sådan en tror jeg kommer, for Mors Marathon er så absolut det hyggeligste marathonløb jeg har deltaget i til dato, og jeg tager gerne en times køretur på et andet tidspunkt for at deltage igen.

På køreturen hjem kom migrænen desværre tilbage, og det drænede den sidste energi jeg havde. Så en løbetur kan ikke stoppe migræne, blot fortrænge den, hvis man bliver presset nok 🙂  Efter aftensmaden lørdag aften gik jeg i seng kl. 19:45, fuldstændig drænet for energi, og vågnede først igen søndag kl. 6.  Hvert et løb er lærerigt, og denne gang lærte jeg at én uge er for lidt til at restituere efter et hurtigt halvmarathon, man kan løbe med migræne (men det er ikke så sjovt), løb er sjovere når man er flere sammen om det, og sønderjyder er rigtig gode løbemakkere.

De næste par planlagte løb er knap så krævende. På lørdag løber jeg Klovneløbet i Tørring og onsdag d. 7/6 er det Jelling Løbet, hvor jeg har meldt mig til 10 km ruten. Marathon i næste måned er jo så ikke et marathon, men Coast2Coast, altså 50 kilometer. Det var så stor en oplevelse at løbe sidste år, at jeg har besluttet at prøve og gentage det. Det finder sted 23/6, så  forhåbentlig kan jeg møde godt restitueret op til det løb.

Det siges, at man lærer af sine fejl. Da jeg til daglig arbejder med softwaretest og kvalitet, så er det et udsagn, jeg er fuldstændig enig i. Men der er åbenbart også nogle fejl (erfaringer),  jeg kan lide at lave to gange.  Bare lige for at se, om erfaringerne lært første gang, nu også holder vand. Marathon i skoven er én af dem.

I februar mødte jeg op til Middelfart Cannonball uden rigtig at vide noget om løbet. En kollega havde lokket mig med, med ord alá “Det er en god flad rute..:”. Det skulle vise sig slet ikke at holde vand – en hård rute med masser af bakker, som det tog mig 5 timer at gennemføre. Det kan man læse om her. Kombinationen af bløde skovstier samt bakker drænede mine ben for energi, og det viste sig at blive en stor udfordring for mig. Alligevel besluttede jeg at aprils marathon skulle være et trail marathon. Jeg kan godt lide at prøve lidt forskelligt, så det ikke bare bliver 42.2 kilometer på asfalt hver gang, og da Middelfart Cannonball ikke var et officielt trail-marathon, så det stod stadig på To-Do listen.

Den 22. april stod jeg så klar i skoven ved Fusager. Det er et rundeløb, hvor en rute på 7 km skal gennemføres 6 gange. Start-stedet var en hyggelig hytte, hvor der var linet op med den fornemste forplejning. Der var allerede god stemning, og vejret artede sig rigtig flot. Det var overskyet og en smule køligt, og det er jo bestemt ikke det værste vejr at løbe i. Jeg var ved godt mod – vidste det ville blive en hård udfordring, men det følte jeg mig også klar til. 

Startskuddet gik og de cirka 50-60 løbere, der var mødt op, løb rundt om hytten og ud i skoven. De første 300 meter tog dog lidt pusten fra de fleste. Det var zig-zag op og ned af en bakke, hvor der var fældet træer i et smalt område, som vi kunne løbe i. Det var meget blød skovbund med masser af mos, og træstubbene fra de fældede træer skjulte sig godt. Det var et sted, hvor man virkelig skulle passe på. Og den start fik mig endnu en gang til at overveje, hvad jeg dog var gået i gang med…

Det blev heldigvis bedre, forstået på den måde, at vi løb på regulære stier og markveje, og jeg kunne ånde lettet op og koncentrere mig om at finde et godt tempo. Det blev lidt hurtigere end jeg havde forestillet mig, men jeg var ved godt mod og benene fungerede fint. Første runde blev ret hurtigt overstået, og nu vidste jeg hvad der ventede mig 5 gange mere. Den sidste halvanden kilometer tilbage til hytten var igen meget blød skovsti, hvor det gik en del op af bakke, og det var ubetinget det hårdeste sted på ruten for mig. De næste par runder koncentrerede jeg mig blot om ikke at lade begejstringen fange mig og holde tempoet nede, så der også var lidt energi til de sidste runder. Det halve marathon blev rundet omkring de 2 timer og 15 minutter. Ikke nogen overvældende tid, men rutens beskaffenhed taget i betragtning, så var det for mig en fin tid, som gav mig håb om at komme helskindet igennem løbet.

På fjerde runde var jeg så for første gang nede og ligge – de mange stubbe i starten af ruten fangede mig på vej ned af bakke, og pludselig lå jeg så lang jeg var i skovbunden og undrede mig over hvad der var sket. Træthed var sat ind og jeg løftede ikke mine fødder højt nok…Jeg nåede overhovedet ikke at reagere på faldet, men heldigvis ramte jeg ikke nogle af de mange stubbe i mit fald. Mit knæ gjorde ret ondt, og jeg gik i et par minutter inden jeg satte i gang med løb igen. Knæet var ømt, men ikke så slemt at jeg ikke kunne løbe. Heldigvis.

De næste par runder drænede mig langsomt for energi. Tempoet blev langsommere og langsommere, og jeg begyndte at gå op ad de værste bakker. Der var simpelthen ikke energi i tanken til at løbe. Rent mentalt gik det egentlig fint – jeg var ved godt mod, og ikke i tvivl om at jeg nok skulle komme i mål på et tidspunkt. Jeg forsøgte at holde tempoet oppe, men måtte erkende at det ikke var så nemt. På sidste tur gik jeg op af de fleste af bakkerne, og nu var jeg begyndt at glæde mig til at komme i mål for sidste gang. På det sidste skovstykke inden mål besluttede jeg mig for at give den lidt gas og bruge de sidste rester af energi. Det stoppede ret brat efter 10 meters “fuld gas” løb. Jeg havde endnu en gang problemer med at løfte fødderne højt nok, og lå endnu en gang ned og studerede skovbunden i detaljer. Nøj, hvor føltes det dejligt at ligge der og ikke løbe….Det krævede lidt mental overtalelse at rejse mig op, og så var lysten til at spæne i mål forsvundet, så jeg luntede stille og roligt det sidste stykke og kom i mål lige omkring de 5 timer.

Jeg har ikke nogen præcis tid for løbet, da mit ur løb tør for strøm én kilometer før mål efter 4.42 minutters løb. Men altså en tid lige omkring de 5 timer. Der var et ur ved målområdet, men det glemte jeg alt om i min iver for at få noget at spise og drikke (samt sidde ned på en stol) og da jeg endelig fik kigget på det, stod det på 5:02. Så en tid mellem 4:42 og 5:02, hvilket var ok for mig. Jeg havde lagt lidt for hårdt ud, da den bløde skovbund og de mange stigninger drænede mine ben for energi, og på de sidste par runder var der bare ikke energi til at holde tempoet oppe. Men et skønt løb i skoven, og leder man efter en god trail udfordring, så er Fusager absolut værd at overveje. Jeg skal nok træne lidt mere i skoven inden jeg vender tilbage, men vil da ikke udelukke, at jeg vil prøve kræfter med det igen på et tidspunkt.

Det næste jeg skal prøve kræfter med er dog Lillebælt Halvmarathon d. 6/5. Det skal nok blive sjovt at løbe igen, især fordi vi ikke løber over den gamle Lillebæltsbro i år, men får lov at invadere den nye. Det har jeg ikke prøvet før, så det ser jeg frem til. Det næste marathon der er planlagt er Mors Marathon d. 13/5, som igen bliver et lidt anderledes marathon end jeg har løbet før. Det er nemlig et social marathon, hvor vi skal løbe i samlet flok og forhåbentlig komme samlet i mål efter 4½ time. Det glæder jeg mig til at prøve. Indtil nu har mine marathonløb været kendetegnet ved at løbe rimelig alene i mit eget tempo de sidste 10-20 kilometer, så det bliver rart at have selskab på hele turen.

Søndag den 12/3 skulle årets tredje marathon løbes. Denne gang var jeg kørt til Odense for at løbe. Fruens Bøge Marathon havde jeg længe holdt lidt øje med, og de har efterhånden været i gang i lang tid med månedlige løb. Nu var det så min tur til at deltage.

Jeg ankom til Fruens Bøge i Dalum en lille halv times tid før løbet gik i gang, og der var allerede ved at være mødt mange op. Det var tydeligt, at dette var et løb, som havde fundet sted mange gange før. Rigtig mange af deltagerne kendte hinanden og snakkede om tidligere erfaringer på ruten. Det var en snak jeg ikke rigtig kunne være med på, men det gav nu en hyggelig og behagelig ventetid. Det var meget tydeligt, at for langt de fleste af løberne, så var et hyggeligt løb det primære, og tiden så absolut det sekundære. Det passede jo perfekt til mig.

Selve ruten er en 7km rute, som man skal igennem 3 eller 6 gange, alt efter om man vil løbe et halvt eller et helt marathon. Jeg var lidt spændt på ruten, for hvis man kiggede på profilen på billede Fruens Bøge Marathon havde lagt op på deres hjemmeside, så var det en meget kuperet rute med 583 meters løb opad (og så selvfølgelig også nedad). Det troede jeg dog ikke helt på, da beskrivelsen sagde meget lidt kuperet, men man ved jo aldrig. Efter mit Middelfart Cannonball i sidste måned, så var en kuperet rute ikke lige det der stod øverst på ønskelisten.

Ruten var heldigvis ikke så kuperet. Det var en rigtig skøn rute langs med Odense Å, forbi Zoo, hvor man kunne få et lille kig ind til dyrene. Jeg fik set både løver, tigre, kameler, giraffer og zebraer på min løbetur, hvilket bestemt var en rar afveksling fra mine normale løbeture. Samtidig var ruten på en meget benyttet sti gennem Odense by, og man mødte mange der var ude at gå, løbe og cykle. Det var ikke noget irritationsmoment (det ville det måske have været hvis sluttiden var vigtig), men faktisk meget rart at der hele tiden var liv omkring én.

Ud over de gange man skulle over Odense Å, hvor der var lidt stigninger op over broerne, så kom den eneste rigtige bakke efter 6 kilometer. Den var heldigvis ikke så slem og slet ikke i nærheden af 583 meter opad. Snarere 8 meter 🙂 Så beskrivelsen af løbet var helt rigtig: lidt kuperet. Det var en fin blandning af faste grusstier, lidt asfalt og nogle få skovstier, man løb på.

Jeg brugte den første omgang til at finde mit tempo for dagen, og det endte omkring 5:45 – lidt hurtigt, men benene havde det godt og det var skønt vejr, så hvorfor ikke? Så måtte jeg jo se hvor mange omgange jeg kunne holde det tempo. Det gjorde jeg så i tre runder. Efter halvmarathon blev rundet (efter 2 timer og 4 minutter), og jeg pludselig befandt mig alene, i stedet for i en lille gruppe, da de andre i gruppen stoppede her, ja så faldt tempoet lidt. En runde senere faldt det endnu mere. Egentlig ikke fordi jeg følte mig specielt træt eller udmattet, men tempoet sivede bare lige så langsomt ud af mig. Det lagde jeg ikke rigtig mærke til på dagen, for jeg var holdt op med at holde øje med mit ur. Efter de første 3 runder besluttede jeg mig for blot at lade benene bestemme og løbe uden at holde øje med pace. Jeg lå egentlig til, at jeg kunne få en god tid omkring min rekord på distancen, men det var ikke fokus for dagen, og jeg vidste at hvis jeg begyndte at kigge for meget på uret, så ville det ende med at have fokus. Så ingen kiggen på uret på de sidste tre runder, da jeg ikke ville ud i at presse mig selv til at løbe en hurtig tid. Jeg skal jo stadig løbe 9 marathon mere i år, så ingen grund til at bruge al energien denne dag.

På den sidste runde, begyndte det dog alligevel at gå op for mig, at tempoet var gået ned. Ikke kun fordi jeg nu begyndte af få meget ømme fødder, og det normalt betyder en nedsætning af tempo, men også fordi jeg pludselig begyndte at bliver overhalet af andre løbere. På nuværende tidspunkt var jeg nu også ved at være lidt træt, og det sædvanlige spørgsmål om, hvorfor jeg dog valgte at bruge 4½ time på at løbe, var begyndt at dukke op i mit hoved. Jeg fandt ikke rigtigt noget svar, før jeg kom i mål ved depotet efter min 6. omgang. Men der kom svaret så også – en klapsalve fra de andre deltagere ved depotet, og stolthed over at have fuldført endnu et marathon. Mit tredje marathon i år blev overstået i en tid der hed 4:26:34.

Det er en tid jeg er meget tilfreds med. Jeg gik ind til løbet uden at have fokus på tiden (ud over et lille stille håb om at komme i mål indenfor 4½ time), og løb den sidste halvdel uden at kigge på uret, men blot i det tempo der føltes godt. Det var en meget hyggelig rute, og et meget godt arrangeret løb, hvor der intet manglede ved depotet. Denne dag var der sågar flødeboller, som en deltager havde taget med, da hun denne dag løb sit halvmarathon nummer 50!  Det kan absolut anbefales at prøve dette løb, og det er rart at vide, at der løbes her næsten hver måned. Det er ikke helt utænkeligt, at jeg kommer tilbage senere i år og løber det igen.