3/12 Fruens Bøge Vinterenslutter Marathon

Søndag den 12/3 skulle årets tredje marathon løbes. Denne gang var jeg kørt til Odense for at løbe. Fruens Bøge Marathon havde jeg længe holdt lidt øje med, og de har efterhånden været i gang i lang tid med månedlige løb. Nu var det så min tur til at deltage.

Jeg ankom til Fruens Bøge i Dalum en lille halv times tid før løbet gik i gang, og der var allerede ved at være mødt mange op. Det var tydeligt, at dette var et løb, som havde fundet sted mange gange før. Rigtig mange af deltagerne kendte hinanden og snakkede om tidligere erfaringer på ruten. Det var en snak jeg ikke rigtig kunne være med på, men det gav nu en hyggelig og behagelig ventetid. Det var meget tydeligt, at for langt de fleste af løberne, så var et hyggeligt løb det primære, og tiden så absolut det sekundære. Det passede jo perfekt til mig.

Selve ruten er en 7km rute, som man skal igennem 3 eller 6 gange, alt efter om man vil løbe et halvt eller et helt marathon. Jeg var lidt spændt på ruten, for hvis man kiggede på profilen på billede Fruens Bøge Marathon havde lagt op på deres hjemmeside, så var det en meget kuperet rute med 583 meters løb opad (og så selvfølgelig også nedad). Det troede jeg dog ikke helt på, da beskrivelsen sagde meget lidt kuperet, men man ved jo aldrig. Efter mit Middelfart Cannonball i sidste måned, så var en kuperet rute ikke lige det der stod øverst på ønskelisten.

Ruten var heldigvis ikke så kuperet. Det var en rigtig skøn rute langs med Odense Å, forbi Zoo, hvor man kunne få et lille kig ind til dyrene. Jeg fik set både løver, tigre, kameler, giraffer og zebraer på min løbetur, hvilket bestemt var en rar afveksling fra mine normale løbeture. Samtidig var ruten på en meget benyttet sti gennem Odense by, og man mødte mange der var ude at gå, løbe og cykle. Det var ikke noget irritationsmoment (det ville det måske have været hvis sluttiden var vigtig), men faktisk meget rart at der hele tiden var liv omkring én.

Ud over de gange man skulle over Odense Å, hvor der var lidt stigninger op over broerne, så kom den eneste rigtige bakke efter 6 kilometer. Den var heldigvis ikke så slem og slet ikke i nærheden af 583 meter opad. Snarere 8 meter 🙂 Så beskrivelsen af løbet var helt rigtig: lidt kuperet. Det var en fin blandning af faste grusstier, lidt asfalt og nogle få skovstier, man løb på.

Jeg brugte den første omgang til at finde mit tempo for dagen, og det endte omkring 5:45 – lidt hurtigt, men benene havde det godt og det var skønt vejr, så hvorfor ikke? Så måtte jeg jo se hvor mange omgange jeg kunne holde det tempo. Det gjorde jeg så i tre runder. Efter halvmarathon blev rundet (efter 2 timer og 4 minutter), og jeg pludselig befandt mig alene, i stedet for i en lille gruppe, da de andre i gruppen stoppede her, ja så faldt tempoet lidt. En runde senere faldt det endnu mere. Egentlig ikke fordi jeg følte mig specielt træt eller udmattet, men tempoet sivede bare lige så langsomt ud af mig. Det lagde jeg ikke rigtig mærke til på dagen, for jeg var holdt op med at holde øje med mit ur. Efter de første 3 runder besluttede jeg mig for blot at lade benene bestemme og løbe uden at holde øje med pace. Jeg lå egentlig til, at jeg kunne få en god tid omkring min rekord på distancen, men det var ikke fokus for dagen, og jeg vidste at hvis jeg begyndte at kigge for meget på uret, så ville det ende med at have fokus. Så ingen kiggen på uret på de sidste tre runder, da jeg ikke ville ud i at presse mig selv til at løbe en hurtig tid. Jeg skal jo stadig løbe 9 marathon mere i år, så ingen grund til at bruge al energien denne dag.

På den sidste runde, begyndte det dog alligevel at gå op for mig, at tempoet var gået ned. Ikke kun fordi jeg nu begyndte af få meget ømme fødder, og det normalt betyder en nedsætning af tempo, men også fordi jeg pludselig begyndte at bliver overhalet af andre løbere. På nuværende tidspunkt var jeg nu også ved at være lidt træt, og det sædvanlige spørgsmål om, hvorfor jeg dog valgte at bruge 4½ time på at løbe, var begyndt at dukke op i mit hoved. Jeg fandt ikke rigtigt noget svar, før jeg kom i mål ved depotet efter min 6. omgang. Men der kom svaret så også – en klapsalve fra de andre deltagere ved depotet, og stolthed over at have fuldført endnu et marathon. Mit tredje marathon i år blev overstået i en tid der hed 4:26:34.

Det er en tid jeg er meget tilfreds med. Jeg gik ind til løbet uden at have fokus på tiden (ud over et lille stille håb om at komme i mål indenfor 4½ time), og løb den sidste halvdel uden at kigge på uret, men blot i det tempo der føltes godt. Det var en meget hyggelig rute, og et meget godt arrangeret løb, hvor der intet manglede ved depotet. Denne dag var der sågar flødeboller, som en deltager havde taget med, da hun denne dag løb sit halvmarathon nummer 50!  Det kan absolut anbefales at prøve dette løb, og det er rart at vide, at der løbes her næsten hver måned. Det er ikke helt utænkeligt, at jeg kommer tilbage senere i år og løber det igen.

2/12 Middelfart Cannonball

I søndags var det tid til årets andet maraton. Min kollega Morten havde lokket mig med til dette løb. Han skulle løbe halvmaraton, og planen var at vi skulle følges af de første 21.1 kilometer, og så måtte jeg klare resten selv. Jeg vidste ikke så meget om løbet, og havde ikke de store forventninger, andet end at komme i mål på et tidspunkt. Da jeg ankom til startområdet, på denne lidt fugtige og halvkolde formiddag, begyndte jeg dog at få en lille mistanke om, at det nok ikke blev “a-walk-in-the-park”. Startområdet lå helt nede ved vandet, og jeg kunne godt regne ud at der ville være en del højdemeter på ruten, for man kunne ikke bevæge sig ret langt væk fra starten uden at støde ind i en bakke.  Samtidig fik vi at vide, at ruten mest var skovstier og grusstier, og de var godt glatte og mudrede. Det havde jeg ikke lige sko med til, så jeg var ikke i tvivl om, at jeg nok skulle få lov at kæmpe for at få mit maraton logget. 

Kl. 10 gik starten og Morten og jeg begav os ud på den første af de 4 runder vi skulle løbe sammen. Morten har lige været skadet, og var usikker på formen, så han fik lov at bestemme tempoet og jeg ville så blot følge trop. Det gik ok, uden at være prangende. Det gik hurtigt op for os, at ruten var præget af bakker og vi skulle nok passe lidt på tempoet for ikke at løbe tør for energi for hurtigt. De første 5 kilometer blev overstået på 31:22. Runden blev afsluttet med et flot nedløb af en lang bakke, og så et stykke på stranden inden man ramte depotet. I det våde sand fik man lige lov at arbejde lidt ekstra for at holde tempoet. Anden runde gik en lille smule langsommere, men der var stadig energi i benene og det gik fint. På tredje omgang gik tempoet mere ned. Mortens manglende træning begyndte at sætte sine spor og jeg skulle nu til at passe på ikke at løbe fra ham. Normalt plejer jeg at finde et pace, hvor det føles godt at løbe og så ellers holde det, men her måtte jeg altså begynde at trække lidt i bremsen. Sikkert en meget god øvelse, at kunne det også. (Og 2½ time senere var jeg meget glad for at have sparet lidt på energien…)

Fjerde omgang var langsommere endnu, men vi kom rundt og Morten gennemførte sit halvmaraton, selv om ruten var noget hårdere end han havde forventet og træningen ikke helt stod mål med ambitionerne denne dag. Det tog 2½ time i alt at få løbet de første 21.1 kilometer, og så sagde jeg farvel til Morten og gik i gang med de sidste 4 runder. Jeg var jo kun halvvejs. 

Nu blev tempoet sat lidt op igen, men da jeg havde været ruten igennem 4 gange, vidste jeg hvad der ventede mig og gav ikke fuld gas, da jeg gerne ville have lidt energi tilbage til den sidste runde. Så gik det ellers i ensom majestæt rundt igen. Sporene jeg løb i var ved at være rigtig godt smattede, for ikke nok med at 100 løbere havde trampet rundt her hele formiddagen, så havde det også småregnet og jeg fik nu store problemer med at finde fæste. På nogle strækninger måtte jeg gå, for hvis jeg forsøgte at løbe, skøjtede jeg rundt i mudderet som Bambi på glatis. Da jeg løb på stranden for syvende gang, begyndte jeg også at kunne mærke trætheden sætte ind. Nu var jeg ved at være godt brugt, men heldigvis var der kun én omgang tilbage nu. Men den skulle så gennemføres med et energiniveau, der var tæt på at være udtømt. Det blev en langsom tur og jeg gik en del mere end jeg normalt ville, da jeg valgte at gå op ad de fleste af stigningerne. Både fordi jeg ikke kunne stå ordentligt fast, og fordi energien simpelthen ikke var der til at løbe op af bakkerne.

Efter 4 timer og 57 minutters løb kunne jeg endelig afslutte dagens løbetur. Jeg var godt brugt efter 5 timer i det krævende terræn og glad for at have gennemført endnu et maraton, selv om det er mit langsomste maraton til dato. Det var det selvfølgelig fordi ruten var krævende, men jeg tror også det har spillet ind, at det hurtigt gik op for mig, at det ikke ville blive en god tid. Så er det en hård mental udfordring at holde tempoet oppe. Det er nemmere når man har en god tid i sigte. Men årets andet maraton er gennemført, og det blev, som sædvanlig fristes jeg til at sige, en god oplevelse. Både fordi terrænet var så anderledes end de andre maraton jeg har gennemført, men også fordi der var selskab på første halvdel af ruten. Arrangørerne havde lavet en rigtig godt løb med et super-depot, og det kan bestemt anbefales hvis man er til skovstier og bakker. Det kan nok ikke kaldes et trail-løb, men det er tæt på.

Næste udfordring bliver i Odense den 12. marts, hvor Fruens Bøge Maraton skal løbes. Så bliver det spændende at se, hvilket terræn det byder på.

 

1/12 – Dr. Nielsens Vinterhyggemaraton

Søndag den 21. januar fik jeg startet på mit, syntes jeg selv, ambitiøse løbeprojekt for i år. 12 maraton skal løbes i løbet af 12 måneder. Det første af dem blev så et lokalt løb, nemlig Dr. Nielsens Vinterhyggemaraton i Vejle og jeg fik en rigtig god start på mit løbeprojekt.

Dr. Nielsens Vinterhyggemaraton er et ud og hjem maraton, hvor man løber fra Vejle til Bindeballe og hjem igen af samme rute. Det er et populært løb og der var lidt over 500 deltagere klar denne søndag formiddag. Og straks jeg ankom til DGI hallen kunne jeg fornemme hvorfor det er populært. Der var fælles morgenmad og super stemning blandt løberne. Alle gik rundt og småsnakkede og hyggede sig, og der var en rigtig afslappet og forventningsfuld stemning. Jeg var stået op søndag morgen, noget øm i kroppen, da jeg havde brugt lørdagen på at flytte. Det kunne mærkes, især i ryggen, som var godt øm, og jeg var begyndt at spekulere i det smarte i, at løbe et maraton dagen efter at have slæbt rundt på flyttekasser og møbler en hel dag. Men jeg blev grebet af stemningen og var helt klar til 42,2 kilometer løb, da klokken blev 10.

Vi startede indenfor i hallen, og efter et par kilometers løb igennem Vejle, kom vi til Bindeballe-stien, som vi så skulle følge helt ud til Bindeballe Købmanden, hvor vendepunktet var. Det foregik i planlagt tempo, som for mit vedkommende var et pace på 5:45 – 6:00 minutter per kilometer. Planen var at holde det tempo så længe jeg kunne, og så ellers se hvad tid jeg endte med.

Fint tempo her i starten

Der var mange der holdt sig omkring det samme tempo, så der var altid andre løbere omkring mig. Og det var tydeligt, at jeg løb i hygge-segmentet af løbet. Der var masser af snak og munterhed og første halvdel af løbet blev hurtigt overstået.

I Bindeballe skulle der så vendes, hvilket blev gjort efter en hurtig runde omkring juletræet. For det var der selvfølgelig, så man kunne danse en tur rundt om det. Mange af løberne tog sig en god pause her, dog ikke for at danse om juletræet, men mere fordi dette depot satte en tyk streg under vel-assorteret depot. Det havde alle depoterne egentlig gjort, med slik, chips, sodavand, vand, frugt, flødeboller, chokolade, Dr. Nielsen og øl. Men her ved vendepunktet kunne man også lige få sig en ristet pølse med brød, hvilket en del benyttede sig af. Jeg sprang den dog over, selv om jeg kort var fristet til at opgive min status som vegetar..

På turen tilbage til Vejle begyndte jeg at kunne mærke gårsdagens strabadser og blive mere og mere øm i lænden. Det lykkedes mig dog at holde tempo frem til de 34 kilometer, hvor jeg måtte opgive det gode tempo og sætte farten ned. Jeg var træt, bevares, men det var nu mere brokken fra ryggen der tvang tempoet ned.

Knap så fint tempo i slutningen af løbet

Det drænede en del energi at løbe og forsøge at afhjælpe smerter i ryggen. Men jeg løb da stadigvæk. Da første halvdel af løbet var overstået var jeg begyndt at drømme om en tid omkring 4 timer og  12 minutter, altså samme tid som i Skagen i oktober måned sidste år. Men det indså jeg hurtigt, at jeg ikke ville kunne klare. Min erklærede mål inden start var at komme i mål inden for 4:30 og det kom heldigvis aldrig i fare. Den officielle sluttid lød på 4:17:08, hvilket var meget tilfredsstillende.

Efter løbet var der så fællesspisning, men den sprang jeg over. Jeg trængte gevaldigt til at komme hjem på sofaen og hvile ryggen, så det valgte jeg at gøre i stedet for, selv om buffetten så vældig lokkende ud.

Så første maraton af 12 er overstået, og drømmen om de 12 maraton i år lever endnu. Næste planlagte løb er Middelfart Cannonball nummer 2, den 19/2 og det er jeg begyndt at glæde mig til. De sidste par uger har jeg dog ikke fået løbet så meget som jeg gerne ville. Andre ting er blevet prioriteret lidt højere, så det er ikke blevet til så mange kilometer. En enkelt tur på 36 kilometer rundt på Billund Travbane som led i Danmarksindsamlingen tæller godt i regnskabet, men eller har det kun stået på mindre ture. Men jeg føler nu ikke at formen har taget skade, så jeg ser frem til at løbe i Middelfart og satser på en tid omkring de 4 timer og 15 minutter igen. Det tempo virker til at passe mig godt.

Klar til et nyt år

Så blev det et nyt år – 2016 blev afsluttet med Nytårsløbet i Herning, hvilket fik min totale løbedistance for året op på 1803 kilometer. Det absolut længste jeg har løbet på et år, og det var muligt fordi jeg undgik skader. Det er nu mere end 2 år jeg har løbet uden skader, og det føles helt fantastisk. Ændring af løbestil til fladfodsløb har helt klart været det rigtige for mig.

Jeg vågnede nytårsaftensdag med en svag migræne, hvilket bestemt ikke var et godt udgangspunkt for årets sidste løb: Sydbank Nytårsløb i Herning. Jeg havde så tre muligheder: at aflyse løbet, tage en migrænepille og løbe, eller løbe med migræne (og håbe den ikke blev værre). Jeg havde ikke lyst til at aflyse. Jeg valgte at løbe med migrænen. Mine migrænepiller virker fint, men de har to uheldige bivirkninger i forhold til løb. Jeg bliver træt/energiforladt af dem, og så bliver jeg øm i mine led. Hvis jeg har den mindste smule ømhed, så forstærkes det en del, så ting der normalt ikke generer, som lidt ømhed i akillessenen for eksempel, bliver så slemt at jeg halter lidt. Så det er meget sjældent jeg løber de dage, hvor jeg har taget migræne-medicin.

Så jeg kørte til Herning i god tid for at hente mit løbenummer og satte mig så i et roligt hjørne og slappede af med lukkede øjne, indtil det blev tid til at løbe. Migrænen blev heldigvis ikke værre, så jeg var ved godt mod da starten gik. Jeg lagde ud i et tempo omkring d 5:20, hvilket jeg havde planlagt at holde den første halvdel af løbet. Derefter ville jeg vurdere hvad tempoet ville være resten af løbet. Det satsede jeg på ville give mig en tid omkring min personlige bedste på halvmarathon distancen, som jeg jo satte for et par måneder siden til Vejle Ådal løbet. Egentlig ret ambitiøst, da løbet blot skulle være en rolig afslutning på året. Men jeg følte mig i god form, så hvorfor ikke? Og desuden var min kollega, som jeg skulle have løbet sammen med, blevet skadet, så jeg kunne helt selv bestemme tempoet.

Uvejr på vej under træningstur uden før Tørring.

Og det blev altså et tempo der lå og svingede mellem 5:10 og 5:20. Efter de 10 kilometer besluttede jeg at forsøge at holde tempoet. Det gik jo fint, så hvorfor ikke gå efter en ny rekord? Så jeg forsøgte at holde tempoet oppe – det faldt dog en lille smule, og lå nu mellem 5:15 og 5:30. Det gjorde det frem til kilometer nummer 18, hvor der ikke længere var energi til at holde tempoet oppe. Jeg var blevet overrasket over depoterne, hvor der hverken var energi-drik eller frugt, men kun vand. Jeg havde ikke selv medbragt noget, og nu begyndte jeg at kunne mærke at jeg trængte til lidt energi. De 3 krus vand jeg havde drukket, var ikke ligefrem sprudlende energi-kilder, så nu begyndte jeg at løbe tør for energi. Jeg kæmpede for at holde tempo, men kunne simpelthen ikke holde det og nu faldt tempoet og lå på 5:30 – 4:45 for de sidste 3 kilometer. Lidt ærgerligt, men jeg kom stadig i mål i en god tid, nemlig 1:53:51. Det næsthurtigste jeg har gennemført distancen. Da jeg stod og spiste et æble efter løbet slog det mig, at jeg overhovedet ikke havde mærket noget til migrænen mens jeg løb. Nu var den så tilbage, men i de næsten 2 timer havde koncentrationen om løb fået den til at forsvinde i baggrunden. Ærgerligt at den vendte tilbage, for jeg ville da foretrække at løbe en tur for at få migrænen væk, frem for at skulle tage en migrænepille.

Nytårsløbet var egentlig et meget hyggeligt løb. Der var god stemning både inden og efter løbet, og rutens udformning, hvor de sidste 13 kilometer var en ud/hjem-strækning, gjorde at der altid var andre løbere omkring dig. Men jeg var lidt skuffet over selve ruten, hvor der ikke var meget interessant at kigge på. Den var lidt kedelig og ikke ligefrem seværdig. Værd at deltage i for stemningens skyld, ikke for ruten.

Formiddagssolen forsøger at trænge gennem skyerne i Uldum Kær

Nu er der så tre uger til det første løb i 2017: Dr. Nielsens Vinterhyggemarathon i Vejle. Det skal nok blive sjovt – jeg glæder mig til at komme i gang med årets udfordring til mig selv, nemlig at løbe et marathon om måneden. Det vil kræve god restitution, men også at jeg formår at sætte tempoet rigtigt når jeg løber dem. Målet er at gennemføre de 12 løb, ikke at sætte ny rekord på distancen. Det kan da godt være det sker alligevel, men jeg tror det bliver vigtigt at jeg ikke presser mig selv for meget rent tempomæssigt. Det er altid en udfordring, når man løber i flok til et officielt løb, men jeg bliver nødt til at sætte mit eget tempo og holde det. Min plan er at starte ud i cirka samme tempo som i Skagen, nemlig 5:50-6:00 per kilometer den første halvdel af løbet og så ellers se hvad benene kan holde til på den sidste halvdel. Og så ellers hygge mig og få gennemført mit tredje marathon.

Posemand workshop

logo-200x156-gz
posemand.dk

I lørdags var jeg til workshop med Claus, også kendt som Posemanden. Det var en workshop jeg har set frem til længe. Da jeg startede med at løbe i flade sko for lidt over 2 år siden, var det efter at have læst og set alt hvad jeg kunne finde på Posemand.dk og de sider der blev linket til der fra. Jeg syntes jo egentlig at det gik godt med selv-undervisningen, men planen har hele tiden været at komme på en workshop og lære det rigtigt, fra én som rent faktisk ved noget om det. Tiden har bare aldrig rigtig passet…der var jo altid lige et løb der skulle trænes op til, og så ville en pause med justering af løbestil ikke rigtigt passe ind. Eller det var i hvert fald hvad jeg bildte mig selv ind. Nu fik jeg så endelig taget mig sammen og tilmeldt mig på trods af mit forestående halvmarathon om en måneds tid.

Og det var da vist godt, for der var en del der skulle rettes til. Ganske som jeg havde haft en mistanke om. Vi var 10 personer der dukkede op til workshoppen i Aarhus, og efter de indledende teoretiske formaninger fra Claus om hvorfor det er en god ide at løbe i flade sko (og bruge den rigtige teknik) var vi klar til første video-optagelse. Stille og roligt løb forbi Claus, som holdt kameraet. Da optagelserne var i kassen, blev vi spurgt hvordan vi selv troede vores teknik var. Jeg var rimelig selvsikker – troede jeg ramte med rimelig flad fod, måske en anelse for meget på tæerne, men ikke meget. Det var så slet ikke tilfældet da videoen af mit løb blev afspillet. Faktisk var det min hæl der ramte gulvet først!

WP_20150604_002
Vivobarefeet

Det var noget af en åbenbaring. Ud over det, så det faktisk ok ud. Forholdsvis rank – dog med en tendens til at læne mig lidt tilbage – og foden ramte jorden under mit tyngdepunkt. Så det jeg skulle arbejde med resten af dagen var at slippe af med hæl-landingen og lande på hele foden. Da vi havde været alle 10 løbere igennem var det tid til fællestræning. Her forsøgte vi efter bedste formåen at ramme den rette løbeteknik. Claus gik så rundt og rettede på os, og han havde da pænt travlt. Der var en del at rette på. Så var det tid til anden video-optagelse, hvor vi forhåbentlig skulle kunne se forbedring i løbestilen.

Sidste del var individuel træning. Her var alle 10 løbere igennem en session, hvor Claus rettede ens løbestil til. Vi andre kunne så slappe af og kigge med, og det var faktisk ret givende og tankevækkende, at se hvordan de andre blev rettet til. Det var ikke meget justering der skulle til, selv hvor det så ud som om der var langt til den rette løbestil. Og ofte var det et spørgsmål om at ændre noget, som ikke umiddelbart var problemet. F.eks. at løfte hælen mere opad for at ikke at lande med foden for langt fremme. Claus brugte lidt tid på min løbestil, og sikrede sig at jeg kunne mærke forskel på hvornår jeg løb med den rigtige stil, og hvorfor det var forkert. Og så gav han mig 2 små tips til hvad jeg skulle huske på når jeg kom hjem, for at få trænet den rette løbestil: løfte hælen lidt mere op mod ballerne, og læne mig lidt frem. Når jeg selv syntes jeg var pænt rank, lænte jeg mig åbenbart lidt tilbage, så det skulle jeg være opmærksom på. Sådan fik alle 10 løbere personlig tilretning og tips til hvordan de skulle gribe det an. Og så blev der selvfølgelig også optaget video af os, hvor vi ramte den rigtige løbestil efter tilretning. Så kan vi studere den og se hvordan det skal se ud, hvis vi kommer i tvivl.

Nye løbesko
Skora løbesko

Og det er nemt at komme i tvivl. Det føles lidt underligt at løbe på denne måde, og jeg syntes faktisk det er meget svært at vurdere om jeg gør det rigtigt. Så jeg skal nok til at have aktiveret kæresten en gang imellem, så hun kan komme med ud og optage mit løb. Så burde jeg i hvert fald kunne se om jeg gør det rigtigt. Én ting jeg allerede har ændret er at løbe mere i mine Vivobarefeet sko. Jeg er meget glad for mine Skora sko. De har lidt mere sål, især omkring hælen. Det tror jeg har haft betydning for min løbestil – det er måske den ekstra polstring, der har gjort det muligt at lade hælen ramme først? Så nu er jeg smuttet i mine Vivobarefeet igen og begyndt træningen igen. Jeg skal jo være klar til 12 marathon næste år….