FristedPedersen

Løbeåret 2018

Så er det et nyt år med nye løbemål. Jeg må indrømme, at starten på året ikke just har været prangende for mit vedkommende. Jeg har haft en periode, hvor jeg virkelig har haft svært ved at komme ud på mine 3-4 ugentlige løbeture. Så jeg har ikke fået løbet så meget som jeg ville, men forhåbentlig bliver det bedre nu, hvor vejret forhåbentligt også bliver bedre. Det er det faktisk nødt til, da årets store løbemål er 12 timers løb ved 24 Timer Ved Havet. Der er mindre end 3 måneder til, så der skal da snart nogle kilometer ind på kontoen, hvis jeg skal være klar til det. Jeg fik dog løbet 54 kilometer på 6 timer i januar måned, i forbindelse med Danmarks Indsamlingen, så helt skidt er det altså ikke.

Grundformen er der, så det gælder bare om at komme ud og løbe noget oftere. Der er også andre løb i kalenderen for 2018, for eksempel en del løb med Bevæg Dig For Livet RUNNERS, hvor det første finder sted på søndag, hvor vi deltager i Taulov Halvmaraton, også kaldet Den Jyske Forårsklassiker. Hvor meget forår der bliver over det på søndag, er vist lidt tvivlsomt, men det skal nu nok blive en god oplevelse alligevel. Jeg skal ikke løbe halvmaraton-ruten, men nøjes med de 10 kilometer denne gang. Glæder mig til det, da det bliver årets første officielle løb for mit vedkommende.

Ud over de 2 løb, så er der andre jeg stadig overvejer. Jeg har ikke helt afskrevet Coast2Coast i år. Sidste frist for tilmelding er 1. april, så der skal snart tages en beslutning. Jeg havde egentlig sagt, at jeg ikke ville løbe det i år, med mindre jeg kunne finde en løbemakker. Det har jeg ikke fundet, men lysten til løbet er ved at indfinde sig igen. Det ligger 2 uger efter 12 timers løbet, så rent timingsmæssigt passer det jo fint. Så nu får vi se – jeg har stadig et par uger til at overveje det. Men det lokker – jeg kan virkelig godt lide det løb. Supersjovt og hyggeligt.

Så selv om jeg ikke har fået løbet så meget som ønsket i starten af 2018, så har jeg da fået løbet. Hver tirsdag vinteren igennem har jeg løbet med de friske løbere fra Tørring Løber. Det har været en fornøjelse, og godt at se så mange der dukkede op til en løbetur en mørk og ofte kold tirsdag aften. 3 april starter den nye sæson op i løbeklubben, og endnu en gang er jeg så heldig at være instruktør i denne sæson. Nu har jeg prøvet det én sæson, og er klar til endnu en tørn. Sidste år på denne tid var jeg noget usikker på hvordan det ville gå, men med erfaringen fra sidste sæson, samt de 3 grundlæggende instruktørkurser fra DGI føler jeg mig fuldstændig klar til at holde løbeglæden ved lige hos de erfarne løbere i Tørring. Det hjælper jo også på det, at jeg har alletiders med-instruktører.

Så Den Jyske Forårsklassiker næste weekend og 24 Timer Ved Havet (dog kun 12 timer for mig) i starten af juni. Ud over disse løb, så er Royal Run i Århus også lagt i kalenderen, og så skal der ellers findes lidt flere løb hist og her, når tiden tillader det. Jeg skal helt klart ud og løbe maraton igen. Nu gik min plan om PR på maraton i januar jo ikke så godt på grund af alle hospitalsbesøgene sidste år, som satte en grundig bremse på mine træningssessioner. Men så må jeg jo se om jeg kan nå det senere i år. Det bliver så efter juni, da jeg indtil da skal koncentrere mig om at få kilometer i benene, og ikke at få fart i benene.

Så selv om der har været meget stille på denne blog meget længe, så bliver der stadig løbet og der skal nok blive mere at skrive om, nu hvor løbeåret 2018 for alvor går i gang på søndag.

Tid til opdatering

10. oktober 2017 / Frank / 0 kommentarer

Nå, nu er det vist på tide med en opdatering her. For det er bestemt ikke fordi, der ikke er sket noget, at jeg ikke har fået lavet et indlæg siden jeg i august meldte ud, at jeg ændrede mit mål for i år, og droppede målet om 12 maraton på 12 måneder. Så hvis du læser dette, så find lige en kop kaffe frem. Det kan godt tage lidt tid at komme igennem det hele.

Bevæg dig for livet RUNNERS

Jeg har deltaget i mine to første løb, som Bevæg dig for livet ambassadør. Det var to meget forskellige løb, men i begge tilfælde en dejlig oplevelse. Første løb var CPH Half, og på trods af en kaotisk afslutning, så var det en fest. Bevæg dig for livet RUNNERS mødtes inden starten, for at få styr på det hele og få opdelt os i løbegrupper. Det blev alligevel lidt hektisk, da tiden gik lidt hurtigt og pludselig var det tid til at komme afsted. Vi fik dog delt os i grupper og fundet frem til vores startpositioner. Jeg endte i en gruppe med min nye veninde, Maja fra Kollemorten. Hun skulle løbe sit første halvmaraton, og i dagens anledning var hendes forældre taget med til København for at heppe på hende. De havde plads i bilen, og tilbudt at tage mig med, hvilket jeg satte stor pris på. Jeg kan ikke komme i tanke om en mere behagelig og afslappende måde at transportere sig til København. Men starten på løbet gik, og det var fantastisk vejr med blå himmel, høj sol, og en rigtig skøn stemning i det store felt. Vi var 8 RUNNERS i gruppen, og vores mål var at løbe med et tempo på cirka 6 minutter pr kilometer. Det var dog ikke så vigtig. Det vigtige var at have det sjovt og sprede den gode stemning.

Ved første depot slog vores manglende erfaring som RUNNERS til, og vi mistede de første tre løbere i gruppen. Vi var ikke helt klar over om de var foran eller bag ved os, men væk var de. Det betød, at vi var lidt mere forsigtige ved de resterende depoter, og det lykkedes os at komme igennem løbet uden at miste flere fra gruppen. Vi løb og tog billeder, heppede på de andre løbere og på tilskuerne der heppede på løberne, gav high-fives til musikerne vi mødte, snakkede med de andre løbere (dem af dem, som havde luft til at snakke) og havde en fest. Det var rigtig hyggeligt, og jeg nød det virkelig. Det var et helt andet fokus end jeg ellers har haft, når jeg er ude at løbe, men det var skide skægt og hyggeligt. Omkring de 8-9 kilometer begyndte der at komme lidt skyer på himlen. Nogle ret så mørke skyer, og kort tid efter begyndte det at småregne. Det stoppede dog ikke festen, og alle folk løb glade videre. Så skruede vejrguderne lidt op for uvejret, og regnen tog til. Pludselig regnede det meget, og inden vi fik set os om, løb vi i haglvejr. Og det var ikke bare små hagl, men nogle temmelig store nogle, som man godt kunne mærke. Det betød 5-10 minutter, hvor folk løb og kiggede ned i jorden for at undgå hagl i ansigtet, men selv ikke det kunne stoppe den gode stemning.

Efter haglvejret var der lidt tørvejr igen, men det varede ikke længe. Et voldsomt regnvejr slog til, og det begyndte at tynde kraftigt ud i publikum på ruten. Det var kun de få der kunne finde et tag at stå under, eller dem som havde paraplyen med, der blev stående. De andre blev forvandlede til løbere for en kort bemærkning. Der var dog stadig publikum ude i uvejret, og vi havde stadig en fest. På et tidspunkt begyndte RUNNERS gruppen sågar at synge i regnen, hvilket gav nogle forbavsede blikke fra de andre løbere. Men vi hyggede os på trods af regnen, som ikke så ud til at stoppe. Det gjorde den dog, og de sidste 2-3 kilometer blev løbet i tørvejr, hvor solen tittede frem igen. Til gengæld var der så masser af vand på vejene, da kloakkerne ikke havde kunnet følge med, og vi løb i 2-3 centimer dybt vand. Det var lidt sjovt at se løbere, der desperat forsøgte at undgå at træde i for meget vand, for det var en helt umulig opgave. Jeg havde set frem til opløbsstrækningen og det blev da også en oplevelse jeg vil huske længe. Dog ikke på grund af jublende tilskuere, men fordi det lød i højtalerne, at løbet var aflyst på grund af uvejret og folk blev bedt om hurtigtst muligt, at forlade målområdet. Det gav en noget kaotisk afslutning, hvor der ikke var tid til andet end at få fat i medaljen og sin bagage, og så ellers komme tilbage til bilen, hvor Majas forældre var klar til hjemturen.

Så CPH Half var en Bevæg dig for livet RUNNERS debut, som jeg ikke glemmer. Det var en fantastisk oplevelse på mange niveauer. Helt i modsætning til det, stod mit andet Bevæg dig for livet løb. Det var Margueritløbet i Jelling. Igen en skøn oplevelse, men på et helt andet niveau. Det var rigtig godt vejr hele vejen rundt, og vi formåede at skabe god stemning og hygge os. Turen var kun på 5 kilometer, men det var en skøn rute, der var blevet lavet og det var en fornøjelse at møde både meget unge og gamle løbere side om side. Og igen blev jeg positivt overrasket over hvor hyggeligt det er at løbe, når man har fokus på at skabe god stemning frem for at løbe for en god tid.

Løbeoverskud – eller mangel på samme

Efter jeg droppede årets mål, måtte jeg jo finde et nyt. Det blev til, at jeg vil sætte ny PR på maratondistancen. Gerne under 4 timer, hvilket vil betyde at jeg skal forbedre mig med 13 minutter – ikke nogen lille opgave, så der skal træning til. Træningsprogrammet er blevet lagt, og løbet hvor forsøget skal gøres er fundet. Det bliver Dr. Nielsens Vinterhygge Maraton i januar måned. Det er nok ikke et optimalt tidspunkt at løbe efter en god tid, for frostgrader kan nok godt sætte en dæmper på tempoet, men det bliver altså der, at forsøget skal gøres. Træningsprogrammet er med fokus på tempo, og for ikke at komme for voldsomt i gang, så starter det stille og roligt op. Faktisk lidt mere stille og roligt end jeg havde planlagt. Planen var 4 løbeture om ugen, men det er ikke rigtig lykkedes mig. Energien har simpelthen ikke været der, og jeg har valgt at springe lidt ture over. Men nu skal jeg også til at komme i omdrejninger igen, hvis planen skal holdes. Det bør der også være mulighed for – for de ting der har drænet min energi, kan jeg vist lægge bag mig. For jeg tror faktisk ikke det er fysisk anstrengelse, der har drænet mig. Det er mentalt, at der ikke har været så meget overskud, og det reagerer kroppen også på.

To ting har krævet meget opmærksom den sidste måneds tid. LEGO skal “right-sizes”, hvilket er et smart ord for nedskæringer, og for en måned siden blev det meldt ud at 8% af medarbejderne skal fyres. Det er mange, og det blev meldt ud, at det ville være i alle områder. En sådan udmelding skaber selvfølgelig usikkerhed, og bekymring om ens job er ikke lige frem noget der giver energi. I denne uge skete det så, og jeg arbejder stadig hos LEGO. Men det var en hård uge, hvor der skulle siges farvel til mange gode kollegaer. Så usikkerheden er mentalt drænende, men det er situationen bagefter også.

Der ud over, så var jeg ved lægen for 3 uger siden. Jeg havde et par løbeture, hvor jeg havde tisset blod bagefter. Det tænkte jeg, at jeg lige ville have tjekket. Det syntes lægen åbenbart også var en god idé, for to dage senere var jeg indkaldt til både en scanning og en kikkertundersøgelse. Hastværket satte det lidt i perspektiv. Jeg kunne da ikke undgå at bemærke, at lægerne tydeligvis mente det hastede at få klarlagt hvad det var, så helt uskyldigt var det nok ikke. 5 dage efter jeg havde kontaktet lægen, lå jeg i en CT scanner på Randers Sygehus, og to dage efter det, var det tid til kiggertundersøgelsen, og efterfølgende “dom” fra lægen. Han kunne ikke se noget på hverken scanning eller kiggertundersøgelsen, så kræft var det ikke. Så hvad der havde forårsaget det, vidste han ikke, men det var ikke noget jeg skulle være bekymret for. Og da jeg drog lettelsens suk sagde han så “men…”

På mine scanningsbilleder kunne han se nogle celleforandringer i et af mine ribben. Det mente han, at jeg lige burde få tjekket. Og så startede hastværket forfra. To dage efter ringede min læge og informerede at jeg var henvist til Diagnostisk Center på Vejle Sygehus, så de kunne kigge på det. Og så kom der ellers to travle uger, hvor jeg igennem 4 scanninger, den ene mere omfattende end den anden. Blandt andet en fuldkrop scanning, der tog 1½ time..det er altså lang tid at ligge helt stille i en scanner. Efter hver scanning hed det sig, at de ikke kunne se om det var kræft – det var jo positivt, men samtidig så kunne de heller ikke udelukke det, så yderligere undersøgelser var nødvendige. Men efter 2 ugers intense undersøgelser, var lægen endelig klar til at sige, at det var højst usandsynligtat, at det var kræft; ja, faktisk sagde han at han ikke kunne forestille sig at det var ondartet, og nu kunne han ikke finde på flere undersøgelser. Mine billeder bliver sendt til nogle eksperter i Odense, for lige at være helt sikker, men jeg er “off the hook” for denne gang. Jeg skal dog til en kontrol igen om et halvt års tid, for lige at se om det udvikler sig.

Sådan en omgang dræner lidt energi. Ikke så meget usikerheden, for jeg føler mig rask, og bekymrede mig faktisk ikke så meget om det. (min kæreste var tydeligvis mere påvirket end mig) Men det at tilbringe så meget tid på hospitaler og i scannere, kan ikke undgå at påvirke en person. Diagnostisk Center på Vejle Sygehus gør et fantastisk arbejde, og jeg følte mig i gode hænder. Det var en fornøjelse at se, hvor professionelt og medfølende, de behandlede deres patienter. Men det er syge mennesker, og der er bare en stemning der ikke ligefrem giver energi. At det så lige faldt sammen med situationen på arbejde gjorde det jo ikke bedre. Så energi-niveauet har ikke været specielt højt den sidste måned.

Planerne

Men lidt energi har der været, og jeg har da fået løbet lidt. Den nærmeste fremtid byder på et enkelt løb, nemlig Vejle Ådal, hvor jeg i år løber 10 km sammen med Bevæg dig for livet. Der ud over, så er planen at få trænet til Dr. Nielsens Vinterhyggemaraton d. 21/1 næste år. Jeg er også begyndt på DGI & DAFs løbeinstruktøruddannelse, og planen er at få gjort basis-delen færdig inden jul. Jeg har været til det første af 3 kurser, og det nød jeg. Rart at møde andre passionerede løbere, der gerne vil udbrede løbeglæde, og det bliver skønt at få lidt værktøjer, så jeg kan være med til at give løberne i Tørring IF Løb en god oplevelse og træning.

Jeg er også så småt begyndt at overveje hvad mine løbeplaner skal være næste år, men jeg syntes godt nok det er svært. Der er så meget jeg gerne vil. Jeg ved dog, at jeg vil løbe et langt løb. altså længere end maraton. Jeg overvejer at melde mig til Fyr til Fyr i april måned. Jeg har aldrig været på Bornholm, så det kunne være rart at besøge solskinsøen og løbe 65 km. Men 24 Timer Ved Havet i Sæby, syntes jeg også er interessant. Ikke fordi jeg nødvendigvis vil løbe i 24 timer, men der kan man også løbe 3½ maraton. Man starter et maraton hver 6 time, og slutter så af med et halvmaraton til sidst. Det kunne da være sjovt at se, om man kunne gennemføre det. Skagen Odde Ultratrail trækker også – faktisk er der så utrolig mange interessante løb rundt omkring, at fristelserne er store. Men tror jeg bliver nødt til at finde et par stykker og så koncentrere mig om dem – og den beslutning skal nok tages snart, hvis træningen skal indrettes efter det. Jeg har også overvejet at løbe Coast2Cost igen i år, bare lige for at få 3 år i træk med det. Men jeg ved ikke helt – kan jeg overtale en makker til at løbe med, så er jeg klar, men ved ikke helt om lysten er der til at tage turen alene. Så har du lyst til en 50 kilometer løbetur til sommer næste år, så sig lige til 😉

Nå ja, og så er planen også at holde mig væk fra sådan en her et stykke tid – dem har jeg fået nok af. 😉

Så der er liv endnu, og hvis du har holdt til at læse hele denne smøre, så skal du have tak. Jeg lover at der ikke går så lang tid inden næste indlæg.

Ændring af mit mål

19. august 2017 / Frank / 0 kommentarer

Denne uge stod i DHL Stafettens tegn. Torsdag troppede LEGO op med de sædvanlig mange løbere, og jeg var også en del af et team i år. Som noget nyt skulle der løbes modsat vej rundt i Aarhus. Det betød at den bakke, der altid tales om i forbindelse med DHL i Aarhus, skulle løbes i starten af de 5 kilometer. Efter 1 kilometer er det så stort set ned ad eller fladt resten af vejen. Det var nu meget sjovt at prøve, og et eller andet sted er jeg glad for at jeg slap for nedløbet til mål i år, for vejret viste sig ikke fra sin bedste side. Det øsregnede da jeg løb, og græsplænen blev hurtigt til mudder. Så havde vi løbet den sædvanlige vej rundt, så havde vi nok kunnet skøjte de sidste par hundrede meter ned til målstregen. Nu fik vi i stedet for en beskeden, men meget glat, opstigning på blødt og vådt græs. De sidste 200 meter var bestemt de hårdeste på ruten i år. Min officielle tid i år blev på 24.35, hvilket jeg er meget tilfreds med. Målet var under 25 minutter, og det lykkedes jo fint. Selv om jeg måtte stoppe op og snøre mit snørebånd en enkelt gang undervejs. Men som altid et hyggeligt løb sammen med en masse fantastisk kollegaer og glade mennesker.

Den nye løbetrøje fra Bevæg dig for Livet RUNNERS blev testet

Nogle vil måske have bemærket overskriften på dette blog-indlæg, og undrer sig over hvad det mon betyder. For mit mål i år har jo hele tiden været at løbe et marathon hver måned i år. Og jeg er da godt på vej med 7 marathon overstået. Så de sidste 5 skal jeg såmænd nok sagtens kunne klare. Men denne måned kniber det virkelig med tiden til at løbe et marathon, og da jeg også har andre løb jeg frygtelig gerne vil løbe de næste måneder, så virker det på mig lidt fjollet at holde ved dette mål. Jeg er overbevist om, at jeg sagtens kan lunte mig igennem 5 marathon mere inden nytår. Men jeg har ikke rigtig lysten mere – målet blev sat for at blive mere fortrolig med marathon distancen, og for at bevise over for mig selv, at jeg kunne gøre det. Jeg ved nu at jeg kan gøre det, og har lært at være fortrolig med marathon distancen, nok ikke er noget man bliver. Der vil altid være overraskelser og nye ting at lære. Så det virker lidt fjollet at holde ved målet, når jeg ikke rigtig føler for det mere.

Så jeg begyndte at lege med tanken om at sætte mig et nyt mål. Sætter jeg det nu, så har jeg trods alt 4½ måned til at gennemføre det. Da jeg sad og kiggede min Endomondo profil igennem, så lagde jeg mærke til noget, som jeg egentlig ikke har overvejet så meget. Alle rekorder på nær 12 minutter, 1 miles og marathon er sat i år. Uden at have trænet hurtighed, ved blot at koncentrere mig om at løbe langt og langsomt (for at undgå skader), så er jeg altså alligevel blevet hurtigere. Så der er 3 personlige rekorder tilbage at sætte i år. Måske målet skulle være at forbedre dem i år? Så alle mine personlige rekorder er sat i år. Det kunne da være fedt. Det vil så kræve, at jeg lægger træningen lidt om, og begynder at træne hurtighed. Og det tror jeg faktisk kunne være meget sjovt. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at de lange, langsomme løb efterhånden er begyndt at være lidt kedelige ind imellem, så jeg tror det vil være godt at få noget nyt ind.

Så jeg dropper de sidste 5 marathon og finder mig et mere i slutningen af året, og så går jeg knaldhårdt efter at sætte ny personlig rekord på distancen. Det er mit nye mål. Så har jeg mere tid til alle de andre løb, som jeg også gerne vil løbe. Jeg har jo De 3 Broer sammen med Tørring Løber på programmet næste weekend, som jeg glæder mig rigtig meget til, Copenhagen Half i næste måned sammen med Bevæg Dig For Livet Runners i næste måned, og så Vejle Ådal i oktober. Og når kalenderen er ryddet for marathonløb, mon ikke der så også kan blive plads til lidt flere småløb uden at det går ud over træningen? Målet om de 12 marathon på 12 måneder er ikke længere mit mål. Jeg vil ikke sige det er opgivet, for jeg er overbevist om, at jeg sagtens ville kunne gøre det. Jeg kan bare ikke rigtig se det sjove i det mere – så nu har jeg altså fundet mig et sjovere mål 🙂 Og så går jeg efter det, mens jeg begynder at tænke over hvad løbeåret 2018 skal byde på. Jeg har lært utrolig meget af at løbe marathon i år, og er sikker på at de næste 5 måneder også bliver lærerige, så jeg kan starte 2018 på et grundlag, hvor jeg kender mig selv som løber langt bedre. Så må vi se hvad jeg finder sjovt til den tid.

Så for lige at lave en hurtig recap på mit mål for resten af 2017: Sætte personlig rekord på 12-minutter test, 1 mile og marathon! Ingen tvivl om, at marathon nok bliver den store udfordring. Men jeg kan godt lide udfordringer, så det er jo helt perfekt. Helt hvor meget jeg kan forbedre den, er så et godt spørgsmål. Kigger man på mine andre tider, så burde jeg vel kunne løbe et marathon på under 4 timer..så skal vi ikke bare sige det er målet? Det kunne da være fedt at slutte løbeåret 2017 af med det!

Marathon nummer 7 overstået

3. august 2017 / Frank / 0 kommentarer

Så er jeg over halvvejs i mit løbeprojekt for 2017. Nemlig at få løbet et marathon hver måned. Juli måneds marathon blev lidt specielt, for det var nemlig det første uofficielle marathon på listen. Der er simpelthen ikke så mange officielle marathon at vælge imellem i juli måned, og jeg havde virkelig svært ved at finde et, der passede ind i kalenderen. Det endte med at jeg udså mig Rødekro Cannonball. De havde 3 marathon på plakaten i uge 30, så min plan blev at deltage i ét af dem. Men den plan blev kuldsejlet af en omgang migræne onsdag og torsdag, og dermed var der kun fredagens løb tilbage. Og efter 2 dage med migræne/hovedpine var det noget uoverskueligt at skulle køre til Rødekro for at løbe marathon kl 17, og så først være hjemme i Tørring igen sent om aftnen. Så fredag morgen snørede jeg løbeskoene, og startede mit eget helt private marathon løb i Tørring.

Jeg har leget lidt med tanken om at afholde et cannonball løb i Tørring på et tidspunkt, så jeg benyttede mig af chancen til at få testet den rute jeg havde udset mig. En rute på 21.1 kilometer der gik fra Gudenå Centeret i Tørring til Langskov Kirke, igennem Ølholm og videre til Uldum Kær. Gennem Uldum Kær hjem (forbi Verden Ende) og tilbage til Gudenå Centeret. Den skulle jeg så løbe 2 gange for at have mit marathon overstået. En, syntes jeg selv, ganske fin rute med god afveksling i terræn og udsigt.

Den sidste måneds tid har jeg kunnet mærke at kroppen er ved at være træt. Jeg har ikke haft så meget energi, og jeg har heller ikke fået løbet så meget som jeg plejer. Jeg har løbet lidt over 1100 km i år, og det er kroppen begyndt at kunne mærke, tror jeg. Så jeg besluttede at jeg ville tage det med ro på dagens løbetur. Den første runde blev overstået på 2 timer og 16 minutter, og det var egentlig et ok tempo. Jeg besluttede at jeg ville prøve at holde samme pace på runde nummer to, men det gik ikke helt. På de sidste 10 kilometer satte trætheden for alvor ind, især i form af ømhed i ryggen, og jeg begyndte at tage nogle små korte gå-ture. Det gik selvfølgelig ud over mit pace, og jeg endte med at bruge 4 timer og 47 minutter på at løbe de 2 omgange.

Og selv om jeg gik lidt tør for energi, så var det dog ikke så slemt som mit TomTom ur. Det måtte endnu en gang opgive at følge med hele vejen. På trods af at være fuldt ladt op, så holdt det kun til 4 timer og 40 minutters løbetur. Så enten skal jeg løbe hurtigere og overstå mine marathon på 4½ time, eller også skal jeg bruge et andet ur. Det er jo ikke første gang uret har svigtet, så jeg havde garderet mig denne gang og også taget mit gamle Suntoo ur med. Det har ingen GPS, så det kan holde til flere ugers løb uden at svigte, så det må være løsningen på dette problem indtil jeg har fået investeret i et nyt GPS ur. For at løbe alle de resterende 5 marathon i år hurtigere end 4½ time er jeg ikke helt sikker på jeg har lyst til at kaste mig ud i 🙂

August måned bliver lidt travl for mit vedkommende, så det bliver lidt en udfordring at få passet et marathon ind. Måske jeg ender med nødløsningen og løbe i Tørring igen. Det vil jeg nu heller ikke have noget imod. Det er en ganske fin rute, og så får jeg jo mulighed for at forbedre tiden og se om ikke jeg kan løbe det på 4½ time. Ud over det sædvanlige marathon løb, så skal jeg løbe 2 andre løb i august. Den 17. august er det DHL Stafet der er på plakaten, og det bliver, som sædvanligt, hyggeligt at komme til Århus og løbe med mine kollegaer. Den 27. skal jeg så til løbet De 3 Broer i Rudkøbing sammen med løbere fra Tørring Løber. Dejligt at vi kan være fælles om at deltage i sådan et løb.

I september måned skal jeg deltage i Copenhagen Half. Jeg er blevet ambassadør for Bevæg dig for Livet og mit første officielle løb for dem bliver altså i København. Bevæg dig for Livet er en kampagne, der vil sætte fokus på at få folk til at dyrke motion. Som led i det, vil de gerne have et hold af glade, friske løbere ud til forskellige løb, hvor de skal være med til at skabe god stemning både før, under og efter løbene, og det har jeg altså meldt mig til. Det er jeg sikker på nok skal give nogle fantastiske oplevelser. Og forhåbentlig lokke nogle flere til at løbe 🙂

6/12 Coast2Coast

27. juni 2017 / Frank / 0 kommentarer

Så nåede jeg halvvejs i mit 12 måneders projekt. Også selv om jeg ikke løb et marathon i juni måned. Da det blev tid til at beslutte sig for et marathonløb i juni måned, blev fristelsen simpelthen for stor, og jeg besluttede at løbe Coast2Coast igen. Og det er jo teknisk set ikke et marathon, men et løb på 50 kilometer. Men da jeg ikke kan løbe 50 kilometer uden først at have passeret de 42,2 kilometer, så besluttede jeg at det nok gik alligevel. Dermed er 6 marathon overstået på 6 måneder, og så resterer der 6 måneder og 6 løb.

Løbet startede i Skallerup Klit, da solen gik ned kl 22.22. Ganske som sidste år var der et hav af cykler, cyklister, løbere og tilskuere, men det virker som om arrangørerne har fået lidt bedre styr på det, og det virkede ikke så kaotisk som sidste år. En ting der dog gik lidt kaotisk var starten. De første blev sendt afsted 22.22, næste gruppe 22.23 og så bredte der sig lidt forvirring, da nogle troede de også var sendt afsted (uden at være det) og begyndte og løbe, og da det begyndte at sprede forvirring, greb arrangørerne megafonen og sendte os resterende afsted på en gang. Lidt kaotisk, men jeg vidste fra sidste år hvad der ventede, så jeg havde ikke travlt med at komme afsted. Det første stykke ned til stranden er nemlig så smalt at man ikke kan løbe alligevel. Så jeg tog den med ro og satte i løb så snart jeg ramte strandsandet.

Så gik det ellers i rask tempo hen langs stranden og op i bakkerne til whisky depotet. Her stod glade hjælpere klar med små shotglas med æblejuice. Det var tydeligt, at det ikke var alle løbere der var klar over, at der var æblejuice og ikke whisky i glassene, for nogle af dem så da lidt forbavsede ud og skyndte sig forbi. Jeg greb dog en enkelt lille “dram” i farten. Derefter ramte vi cykeldepotet, hvor alle Bike&Run holdene skulle samle deres cykler op. Det havde jeg frygtet lidt, for sidste år havde det været lidt kaotisk og ført til en frygtelig masse zigzag ind og ud imellem cykler og stillestående løbere på vejen, Men i år gik det meget nemt. Næste stop på ruten er Julemandens Depot. Det løb jeg dog forbi. Der var så mange mennesker samlet der, at jeg valgte at springe det over for at spare lidt tid. Så mit næste depot var Rødvinsdepotet i Højene. Der fik jeg så til gengæld fyldt lidt op i depoterne. Vand, Cola, slik og chips. Jeg sprang dog over rødvinen. Og så gik det ellers videre ud i nattemørket. Det var lidt mørkere end jeg huskede det sidste år, og det skyldtes nok vejret. Det var overskyet og regnede da også lidt en gang imellem, men var nu meget behageligt alligevel. Sidste år havde jeg haft alt for meget tøj på, så i år løb jeg i shorts og kortærmet trøje. Det passede perfekt til de 14-16 grader vi havde.

Halvvejspunktet for løbet er i SIndal, så det depot havde jeg set frem. Så er man da halvvejs. Men det viste sig at være lidt skuffende. De tilbød vand, chips og øl. Jeg kunne ihvertfald ikke finde andet, og løb hurtigt videre efter at have fået en slurk vand. Heldigvis havde jeg en banan med i rygsækken, som jeg valgte at fortære nu. Og så gik det ellers der ud af igen. Lige efter de 30 kilometer begyndte jeg at sætte tempoet lidt ned – ikke bevidst, men nu begyndte trætheden at sætte ind. Det næste pejlemærke for mig er Bollehededepotet, som ligger ved cirka 37 kilometer. Det er der, hvor jeg mentalt begynder sidste del af løbet. Det var på dette tidspunkt sidste år, at jeg for alvor blev træt, og i år kunne jeg også godt begynde at mærke nattens strabadser. Jeg valgte at finde lidt musik frem, for at se om ikke det kunne hjælpe mig til at få fokus væk fra de trætte ben og ømme fødder. Det lykkedes ikke helt, men det var nu egentlig meget rart at lukke sig ind i sin egen lille boble af musik for en stund. Højdepunktet i nattens musik var helt klart, da Joe Bonamassa gik i gang med “Driving towards the daylight”. Jeg var ikke ligefrem kørende, men teksten passede nu alligevel meget godt.

Driving towards the daylight
Running from the midnight
Trying to get my way home
Running from the spotlight
Trying to find the daylight
Trying to get back home

På de sidste 5 kilometer tillod jeg mig at tage et par korte gåpauser. Det er jeg normalt ikke meget for, da jeg føler det er svært at komme i gang med at løbe igen, men belært af mine erfaringer fra Rødekro Cannonball, så følte jeg det var værd at prøve for at aflaste mine ømme fødder lidt. Ganske som sidste år, så skal man lige forcere en viadukt når man løber ind i Frederikshavn, og ganske som sidste år bandede jeg den langt væk, da jeg kunne se den tone frem. Den er egentlig ikke så slem, men lige på dette tidspunkt er den bare inkarnationen af ondskab. Hvorfor skal den ligge lige der, hvor man er så tæt på mål? Men jeg fik den forceret endnu en gang, og så var der ikke langt til målstregen. Denne gang var min kæreste og min mor nået frem i tide, så de stod klar til at heppe på mig de sidste meter. Min mor stod klar med kameraet, men heller ikke denne gang lykkedes det hende at få et billede af mig der løber over målstregen. Det har hun efterhånden forsøgt nogle gange, men der går altid et eller andet galt. Ved ikke helt hvad det er for en forbandelse, men hvis nu jeg bliver ved med at løbe, mon ikke det så lykkedes hende at få det på et tidspunkt.

Sidste år løb jeg i mine Skoora sko, men de er blevet lidt slidte og har givet mig nogle trælse vabler og blå negle på de sidste lange ture. Så i år valgte jeg at løbe i mine Born2Run sko, hvilket jeg var meget spændt på. Det gik helt fint. Da jeg tog dem af var der 2 vabler, en på hver fod og begge sad samme sted på midterste tå. jeg havde ikke mærket noget til dem under løbet, så var lidt overrasket over at se dem. Men der blev prikket hul på dem, og så var det problem løst og jeg har intet mærket til dem. Så skoene fungerede fint, hvad vabler og blå negle angår. Under løbet lagde jeg dog mærke til, at mit normalt stille løb blev til klasken, da jeg blev træt. Især min venstre fod slaskede ned i asfalten ved hvert skridt, og det lød ærlig talt ikke særligt sundt. Det gjorde dog hverken fra eller til med smerten, og i dagene efter har jeg heller ikke kunne mærke noget usædvanligt. Så det er måske bare sådan de sko lyder, når man er godt træt….

Årets Coast2Coast løb blev en næsten tro kopi af løbet sidste år for mit vedkommende. I hvert fald rent fartmæssigt. Mit ur satte ud inden jeg kom i mål, men jeg kom i mål i nogenlunde samme tid som sidste år. 4.02 løb jeg over målstregen, hvor den hed 4.06 sidste år. Kigger jeg på mit pace de første 45 kilometer (hvor efter uret satte ud), så er det indenfor 5 sekunder på hver eneste af de 45 kilometer. De fire minutter er primært hentet i depoterne, og ikke i løb. Så rent fartmæssigt har jeg ikke forbedret mig så meget, på trods af at jeg har trænet en del mere i år end på tilsvarende tidspunkt sidste år. Men konditionen er bedre, for gennemsnitspulsen for løbet var 161 i år, hvor den havde været 167 sidste år. Så man skulle tro, der var råderum til at sætte farten op. Jeg havde sigtet efter en tid der var et kvarter hurtigere i år, så jeg har spekuleret lidt over hvorfor jeg dog ikke kunne holde tempoet oppe, men faldt i tempo i stort set samme grad som sidste år. Jeg tror det er mentalt. Forstået på den måde, at det bare kræver stor mental koncentration at holde tempoet oppe, når man er så træt. Benene kan egentlig godt, men den mentale energi er der bare ikke, og jeg sætter benene på autopilot, hvilket bare ikke er så højt et tempo. Så skal jeg forbedre min tid, og det tror jeg egentlig også gælder for marathon, så skal jeg træne den del noget mere. Forsøge at holde tempoet oppe når trætheden sætter ind. Jeg har måske en tendens til at fyre “tiden er ikke vigtig” af for tit, og det giver mig jo en god undskyldning for ikke at kæmpe for at holde tempoet oppe. Så det må blive fokus for træningen på et tidspunkt. Dog ikke i år, for der er fokus at få 12 marathon overstået uden at blive skadet.

5/12 Mors Marathon (Rødekro Cannonball)

15. maj 2017 / Frank / 1 kommentar

Endnu en måned, endnu et marathon. Belært af erfaringerne fra Fusager i sidste måned, vendte jeg denne gang tilbage til asfalten. Trail er rigtig sjovt, men skal man løbe et marathon på en trailrute, så kræver det en del træning med trailløb, og det har jeg ikke været så god til. Langt de fleste af de kilometer jeg løber foregår på asfalt, så denne måneds marathon blev valgt ud fra det. Det blev Mors Marathon arrangeret af Hans Renkwitzh som en del af Rødekro Cannonball. Det blev valgt af to grunde: det var mestendels på asfalt, og så kaldte de det et socialmarathon. Ved tilmelding oplyste man den tid man ville fuldføre i, og så var planen at løbe i en samlet gruppe hele turen. Jeg tilmeldte mig 4½ time gruppen. Det burde være et løb, hvor jeg kunne følge med uden at overanstrenge mig, uden at det ligefrem blev et walkover.

Inden løbet i Rødekro skulle Lillebælt Halvmarathon lige overståes først. Jeg faldt for fristelsen, da de meldte ud at vi skulle løbe over den nye Lillebæltsbro. Det blev jeg nødt til at prøve, så lørdag den 6. maj om aftenen stod jeg klar til 21.1 kilometer. Det var perfekt vejr til at løbe i, og da det blev tid at gå til starten besluttede jeg mig for at stille mig midt i mellem 1:50 og 1:55 fartballonerne. Så ville udgangspunktet være et tempo omkring min PR, og havde jeg en dårlig dag kunne jeg sætte tempoet lidt ned, men forhåbentlig stadig komme i mål under 2 timer. Der skulle jo også gemmes lidt energi til marathon ugen efter.

Det med at gemme energi glemte jeg så alt om da løbet gik i gang. Jeg havde ingen problemer med at følge med 1:50 ballonerne, og på hjemturen over broen, ved cirka 15-16 kilometer, var jeg endda tæt på at overhale dem. Dér besluttede jeg dog at sætte tempoet lidt ned og holde mig bag dem, for jeg var nervøs for at mit tempo var for højt, og at jeg ville ville gå kold på det sidste stykke. Det skete dog slet ikke, og jeg løb over målstregen i 1:50:18 – en forbedring på 2 minutter af min hidtige personlige bedste tid på distancen. Det havde jeg alligevel ikke regnet med, men det gode vejr og den fine stemning gav altså vinger denne aften.

En uge senere var jeg så klar til Mors Marathon i Rødekro. Jeg havde forsøgt at hvile benene, og det var kun blevet til én løbetur i den forgangne uge; en 10 kilometer trailtur med løbeklubben. Men jeg var nu alligevel ikke helt på toppen lørdag morgen, da jeg satte mig i bilen for at begive mig til Rødekro. En begyndende hovedpine/migræne havde sat ind, men jeg regnede med at den ville nå at forsvinde inden jeg skulle løbe. Jeg ankom til Rødekro et kvarters tid før løbets start og mødte en masse friske sønderjyske løbere, der tydeligvis kendte hinanden godt og var vant til at løbe sammen. De tog dog rigtig godt imod mig og efter indledende instrukser om ruten fra Hans og en kort gåtur til start-stregen, gik løbet i gang. Ruten var en ud-og-hjem tur, hvor vi løb hen til Hans’ mor og hjem igen.

På turen ud var vi 7 i min gruppe. Det var nogle rigtig hyggelige folk at løbe med og selv om jeg var eneste fremmede i gruppen, så følte jeg mig straks tryg i deres selskab. Der blev hyggesnakket, og selv om denne stille nordjyde måske ikke sagde så meget, så nød jeg at løbe og lytte til deres sønderjyske accent, som jeg ikke har mulighed for at høre så tit. En af løberne, Bent, var også oprindelig fra Hirtshals, så der kunne vi da snakke lidt om barndomsegnen. Der var rigtig fine depoter undervejs med masser af drikkelse, slik og frugt. Der var 3 depoter hver vej plus depotet hos Hans’ mor, så det var bestemt ikke forsyninger vi manglede. Et af depoterne var endda hos en berømthed i løbekredse, nemlig Ove Schneider, som står bag siden Ove’s Løbeside, som blandt andet indeholder den nok mest komplette oversigt over løb i Danmark og Europa.

Det jeg manglede denne dag var krudt i benene. Jeg tror jeg betalte prisen for mit løb over Lillebæltsbroen weekenden før. Allerede ved 20 kilometer begyndte jeg at føle mig flad. Vi holdt faktisk et fint pace der ville give en slut tid på 4:30, men det begyndte altså at føles ret anstrengende. Fordelen ved det var, at min hovedpine fortog sig i takt med at andre dele af kroppen (primørt benene) begyndte at brokke sig. På hjemturen var vi 5 løbere tilbage i gruppen (da to af de oprindelige kun skulle løbe halvmarathon) og vi hyggede os stadig, men jeg begyndte langsomt at føle mig mere og mere presset. Men de passede godt på mig, og var alle enige om at vi skulle løbe samlet i mål. Så de satte tempoet lidt ned og begyndte at holde små gåture på 100 meter en gang i mellem. Det var meget værdsat af mig, selv om jeg måske ikke lige havde den store energi til at udtrykke det. Men det gjorde at jeg kunne følge med, og efter 4:44:11 (på mit ur) kunne vi løbe samlet over målstregen. Stor tak til mine løbemakkere denne dag for at hjælpe mig i mål!

Foto taget af Hans Renkwitzh

Så var det tid til hygge, og det var meget tydeligt, at denne gruppe løbere var vant til at hygge sig sammen, og at tiden efter løbet var mindst lige så vigtig som selve løbet. Der var linet op med masser af drikkelse, forfriskninger og Hans havde sågar startet grillen op, så man kunne få sig en grillpølse og en kold øl. En af deltagerne i min gruppe, Susanne, havde haft fødselsdag i ugens løb, så fødselsdagskage var der endda også. Jeg havde dog lovet at være hjemme igen ved 15 tiden, så der var desværre ikke så meget tid for mig til at deltage i hyggen. Det må blive næste gang – sådan en tror jeg kommer, for Mors Marathon er så absolut det hyggeligste marathonløb jeg har deltaget i til dato, og jeg tager gerne en times køretur på et andet tidspunkt for at deltage igen.

På køreturen hjem kom migrænen desværre tilbage, og det drænede den sidste energi jeg havde. Så en løbetur kan ikke stoppe migræne, blot fortrænge den, hvis man bliver presset nok 🙂 Efter aftensmaden lørdag aften gik jeg i seng kl. 19:45, fuldstændig drænet for energi, og vågnede først igen søndag kl. 6. Hvert et løb er lærerigt, og denne gang lærte jeg at én uge er for lidt til at restituere efter et hurtigt halvmarathon, man kan løbe med migræne (men det er ikke så sjovt), løb er sjovere når man er flere sammen om det, og sønderjyder er rigtig gode løbemakkere.

De næste par planlagte løb er knap så krævende. På lørdag løber jeg Klovneløbet i Tørring og onsdag d. 7/6 er det Jelling Løbet, hvor jeg har meldt mig til 10 km ruten. Marathon i næste måned er jo så ikke et marathon, men Coast2Coast, altså 50 kilometer. Det var så stor en oplevelse at løbe sidste år, at jeg har besluttet at prøve og gentage det. Det finder sted 23/6, så forhåbentlig kan jeg møde godt restitueret op til det løb.