FristedPedersen

Så nåede jeg halvvejs i mit 12 måneders projekt. Også selv om jeg ikke løb et marathon i juni måned. Da det blev tid til at beslutte sig for et marathonløb i juni måned, blev fristelsen simpelthen for stor, og jeg besluttede at løbe Coast2Coast igen. Og det er jo teknisk set ikke et marathon, men et løb på 50 kilometer. Men da jeg ikke kan løbe 50 kilometer uden først at have passeret de 42,2 kilometer, så besluttede jeg at det nok gik alligevel. Dermed er 6 marathon overstået på 6 måneder, og så resterer der 6 måneder og 6 løb.

Løbet startede i Skallerup Klit, da solen gik ned kl 22.22. Ganske som sidste år var der et hav af cykler, cyklister, løbere og tilskuere, men det virker som om arrangørerne har fået lidt bedre styr på det, og det virkede ikke så kaotisk som sidste år. En ting der dog gik lidt kaotisk var starten. De første blev sendt afsted 22.22, næste gruppe 22.23 og så bredte der sig lidt forvirring, da nogle troede de også var sendt afsted (uden at være det) og begyndte og løbe, og da det begyndte at sprede forvirring, greb arrangørerne megafonen og sendte os resterende afsted på en gang. Lidt kaotisk, men jeg vidste fra sidste år hvad der ventede, så jeg havde ikke travlt med at komme afsted. Det første stykke ned til stranden er nemlig så smalt at man ikke kan løbe alligevel. Så jeg tog den med ro og satte i løb så snart jeg ramte strandsandet.

Så gik det ellers i rask tempo hen langs stranden og op i bakkerne til whisky depotet. Her stod glade hjælpere klar med små shotglas med æblejuice. Det var tydeligt, at det ikke var alle løbere der var klar over, at der var æblejuice og ikke whisky i glassene, for nogle af dem så da lidt forbavsede ud og skyndte sig forbi. Jeg greb dog en enkelt lille “dram” i farten. Derefter ramte vi cykeldepotet, hvor alle Bike&Run holdene skulle samle deres cykler op. Det havde jeg frygtet lidt, for sidste år havde det været lidt kaotisk og ført til en frygtelig masse zigzag ind og ud imellem cykler og stillestående løbere på vejen, Men i år gik det meget nemt. Næste stop på ruten er Julemandens Depot. Det løb jeg dog forbi. Der var så mange mennesker samlet der, at jeg valgte at springe det over for at spare lidt tid. Så mit næste depot var Rødvinsdepotet i Højene. Der fik jeg så til gengæld fyldt lidt op i depoterne. Vand, Cola, slik og chips. Jeg sprang dog over rødvinen. Og så gik det ellers videre ud i nattemørket. Det var lidt mørkere end jeg huskede det sidste år, og det skyldtes nok vejret. Det var overskyet og regnede da også lidt en gang imellem, men var nu meget behageligt alligevel. Sidste år havde jeg haft alt for meget tøj på, så i år løb jeg i shorts og kortærmet trøje. Det passede perfekt til de 14-16 grader vi havde.

Halvvejspunktet for løbet er i SIndal, så det depot havde jeg set frem. Så er man da halvvejs. Men det viste sig at være lidt skuffende. De tilbød vand, chips og øl. Jeg kunne ihvertfald ikke finde andet, og løb hurtigt videre efter at have fået en slurk vand. Heldigvis havde jeg en banan med i rygsækken, som jeg valgte at fortære nu. Og så gik det ellers der ud af igen. Lige efter de 30 kilometer begyndte jeg at sætte tempoet lidt ned – ikke bevidst, men nu begyndte trætheden at sætte ind. Det næste pejlemærke for mig er Bollehededepotet, som ligger ved cirka 37 kilometer. Det er der, hvor jeg mentalt begynder sidste del af løbet. Det var på dette tidspunkt sidste år, at jeg for alvor blev træt, og i år kunne jeg også godt begynde at mærke nattens strabadser. Jeg valgte at finde lidt musik frem, for at se om ikke det kunne hjælpe mig til at få fokus væk fra de trætte ben og ømme fødder. Det lykkedes ikke helt, men det var nu egentlig meget rart at lukke sig ind i sin egen lille boble af musik for en stund. Højdepunktet i nattens musik var helt klart, da Joe Bonamassa gik i gang med “Driving towards the daylight”. Jeg var ikke ligefrem kørende, men teksten passede nu alligevel meget godt.

Driving towards the daylight
Running from the midnight
Trying to get my way home
Running from the spotlight
Trying to find the daylight
Trying to get back home

På de sidste 5 kilometer tillod jeg mig at tage et par korte gåpauser. Det er jeg normalt ikke meget for, da jeg føler det er svært at komme i gang med at løbe igen, men belært af mine erfaringer fra Rødekro Cannonball, så følte jeg det var værd at prøve for at aflaste mine ømme fødder lidt. Ganske som sidste år, så skal man lige forcere en viadukt når man løber ind i Frederikshavn, og ganske som sidste år bandede jeg den langt væk, da jeg kunne se den tone frem. Den er egentlig ikke så slem, men lige på dette tidspunkt er den bare inkarnationen af ondskab. Hvorfor skal den ligge lige der, hvor man er så tæt på mål? Men jeg fik den forceret endnu en gang, og så var der ikke langt til målstregen. Denne gang var min kæreste og min mor nået frem i tide, så de stod klar til at heppe på mig de sidste meter. Min mor stod klar med kameraet, men heller ikke denne gang lykkedes det hende at få et billede af mig der løber over målstregen. Det har hun efterhånden forsøgt nogle gange, men der går altid et eller andet galt. Ved ikke helt hvad det er for en forbandelse, men hvis nu jeg bliver ved med at løbe, mon ikke det så lykkedes hende at få det på et tidspunkt.

Sidste år løb jeg i mine Skoora sko, men de er blevet lidt slidte og har givet mig nogle trælse vabler og blå negle på de sidste lange ture. Så i år valgte jeg at løbe i mine Born2Run sko, hvilket jeg var meget spændt på. Det gik helt fint. Da jeg tog dem af var der 2 vabler, en på hver fod og begge sad samme sted på midterste tå. jeg havde ikke mærket noget til dem under løbet, så var lidt overrasket over at se dem. Men der blev prikket hul på dem, og så var det problem løst og jeg har intet mærket til dem. Så skoene fungerede fint, hvad vabler og blå negle angår. Under løbet lagde jeg dog mærke til, at mit normalt stille løb blev til klasken, da jeg blev træt. Især min venstre fod slaskede ned i asfalten ved hvert skridt, og det lød ærlig talt ikke særligt sundt. Det gjorde dog hverken fra eller til med smerten, og i dagene efter har jeg heller ikke kunne mærke noget usædvanligt. Så det er måske bare sådan de sko lyder, når man er godt træt….

Årets Coast2Coast løb blev en næsten tro kopi af løbet sidste år for mit vedkommende. I hvert fald rent fartmæssigt. Mit ur satte ud inden jeg kom i mål, men jeg kom i mål i nogenlunde samme tid som sidste år. 4.02 løb jeg over målstregen, hvor den hed 4.06 sidste år. Kigger jeg på mit pace de første 45 kilometer (hvor efter uret satte ud), så er det indenfor 5 sekunder på hver eneste af de 45 kilometer. De fire minutter er primært hentet i depoterne, og ikke i løb. Så rent fartmæssigt har jeg ikke forbedret mig så meget, på trods af at jeg har trænet en del mere i år end på tilsvarende tidspunkt sidste år. Men konditionen er bedre, for gennemsnitspulsen for løbet var 161 i år, hvor den havde været 167 sidste år. Så man skulle tro, der var råderum til at sætte farten op. Jeg havde sigtet efter en tid der var et kvarter hurtigere i år, så jeg har spekuleret lidt over  hvorfor jeg dog ikke kunne holde tempoet oppe, men faldt i tempo i stort set samme grad som sidste år. Jeg tror det er mentalt. Forstået på den måde, at det bare kræver stor mental koncentration at holde tempoet oppe, når man er så træt. Benene kan egentlig godt, men den mentale energi er der bare ikke, og jeg sætter benene på autopilot, hvilket bare ikke er så højt et tempo. Så skal jeg forbedre min tid, og det tror jeg egentlig også gælder for marathon, så skal jeg træne den del noget mere. Forsøge at holde tempoet oppe når trætheden sætter ind. Jeg har måske en tendens til at fyre “tiden er ikke vigtig” af for tit, og det giver mig jo en god undskyldning for ikke at kæmpe for at holde tempoet oppe. Så det må blive fokus for træningen på et tidspunkt. Dog ikke i år, for der er fokus at få 12 marathon overstået uden at blive skadet.

Endnu en måned, endnu et marathon. Belært af erfaringerne fra Fusager i sidste måned, vendte jeg denne gang tilbage til asfalten. Trail er rigtig sjovt, men skal man løbe et marathon på en trailrute, så kræver det en del træning med trailløb, og det har jeg ikke været så god til. Langt de fleste af de kilometer jeg løber foregår på asfalt, så denne måneds marathon blev valgt ud fra det. Det blev Mors Marathon arrangeret af Hans Renkwitzh som en del af Rødekro Cannonball. Det blev valgt af to grunde: det var mestendels på asfalt, og så kaldte de det et socialmarathon. Ved tilmelding oplyste man den tid man ville fuldføre i, og så var planen at løbe i en samlet gruppe hele turen. Jeg tilmeldte mig 4½ time gruppen. Det burde være et løb, hvor jeg kunne følge med uden at overanstrenge mig, uden at det ligefrem blev et walkover.

Inden løbet i Rødekro skulle Lillebælt Halvmarathon lige overståes først. Jeg faldt for fristelsen, da de meldte ud at vi skulle løbe over den nye Lillebæltsbro. Det blev jeg nødt til at prøve, så lørdag den 6. maj om aftenen stod jeg klar til 21.1 kilometer. Det var perfekt vejr til at løbe i, og da det blev tid at gå til starten besluttede jeg mig for at stille mig midt i mellem 1:50  og 1:55 fartballonerne. Så ville udgangspunktet være et tempo omkring min PR, og havde jeg en dårlig dag kunne jeg sætte tempoet lidt ned, men forhåbentlig stadig komme i mål under 2 timer. Der skulle jo også gemmes lidt energi til marathon ugen efter.

Det med at gemme energi glemte jeg så alt om da løbet gik i gang. Jeg havde ingen problemer med at følge med 1:50 ballonerne, og på hjemturen over broen, ved cirka 15-16 kilometer, var jeg endda tæt på at overhale dem. Dér besluttede jeg dog at sætte tempoet lidt ned og holde mig bag dem, for jeg var nervøs for at mit tempo var for højt, og at jeg ville ville gå kold på det sidste stykke. Det skete dog slet ikke, og jeg løb over målstregen i 1:50:18 – en forbedring på 2 minutter af min hidtige personlige bedste tid på distancen. Det havde jeg alligevel ikke regnet med, men det gode vejr og den fine stemning gav altså vinger denne aften.

En uge senere var jeg så klar til Mors Marathon i Rødekro. Jeg havde forsøgt at hvile benene, og det var kun blevet til én løbetur i den forgangne uge; en 10 kilometer trailtur med løbeklubben. Men jeg var nu alligevel ikke helt på toppen lørdag morgen, da jeg satte mig i bilen for at begive mig til Rødekro. En begyndende hovedpine/migræne havde sat ind, men jeg regnede med at den ville nå at forsvinde inden jeg skulle løbe. Jeg ankom til Rødekro et kvarters tid før løbets start og mødte en masse friske sønderjyske løbere, der tydeligvis kendte hinanden godt og var vant til at løbe sammen. De tog dog rigtig godt imod mig og efter indledende instrukser om ruten fra Hans og en kort gåtur til start-stregen, gik løbet i gang. Ruten var en ud-og-hjem tur, hvor vi løb hen til Hans’ mor og hjem igen.

På turen ud var vi 7 i min gruppe. Det var nogle rigtig hyggelige folk at løbe med og selv om jeg var eneste fremmede i gruppen, så følte jeg mig straks tryg i deres selskab. Der blev hyggesnakket, og selv om denne stille nordjyde måske ikke sagde så meget, så nød jeg at løbe og lytte til deres sønderjyske accent, som jeg ikke har mulighed for at høre så tit. En af løberne, Bent, var også oprindelig fra Hirtshals, så der kunne vi da snakke lidt om barndomsegnen. Der var rigtig fine depoter undervejs med masser af drikkelse, slik og frugt. Der var 3 depoter hver vej plus depotet hos Hans’ mor, så det var bestemt ikke forsyninger vi manglede. Et af depoterne var endda hos en berømthed i løbekredse, nemlig Ove Schneider, som står bag siden Ove’s Løbeside, som blandt andet indeholder den nok mest komplette oversigt over løb i Danmark og Europa.

Det jeg manglede denne dag var krudt i benene. Jeg tror jeg betalte prisen for mit løb over Lillebæltsbroen weekenden før. Allerede ved 20 kilometer begyndte jeg at føle mig flad. Vi holdt faktisk et fint pace der ville give en slut tid på 4:30, men det begyndte altså at føles ret anstrengende. Fordelen ved det var, at min hovedpine fortog sig i takt med at andre dele af kroppen (primørt benene) begyndte at brokke sig. På hjemturen var vi 5 løbere tilbage i gruppen (da to af de oprindelige kun skulle løbe halvmarathon) og vi hyggede os stadig, men jeg begyndte langsomt at føle mig mere og mere presset. Men de passede godt på mig, og var alle enige om at vi skulle løbe samlet i mål. Så de satte tempoet lidt ned og begyndte at holde små gåture på 100 meter en gang i mellem. Det var meget værdsat af mig, selv om jeg måske ikke lige havde den store energi til at udtrykke det. Men det gjorde at jeg kunne følge med, og efter 4:44:11 (på mit ur) kunne vi løbe samlet over målstregen. Stor tak til mine løbemakkere denne dag for at hjælpe mig i mål!

Så var det tid til hygge, og det var meget tydeligt, at denne gruppe løbere var vant til at hygge sig sammen, og at tiden efter løbet var mindst lige så vigtig som selve løbet. Der var linet op med masser af drikkelse, forfriskninger og Hans havde sågar startet grillen op, så man kunne få sig en grillpølse og en kold øl. En af deltagerne i min gruppe, Susanne, havde haft fødselsdag i ugens løb, så fødselsdagskage var der endda også. Jeg havde dog lovet at være hjemme igen ved 15 tiden, så der var desværre ikke så meget tid for mig til at deltage i hyggen. Det må blive næste gang – sådan en tror jeg kommer, for Mors Marathon er så absolut det hyggeligste marathonløb jeg har deltaget i til dato, og jeg tager gerne en times køretur på et andet tidspunkt for at deltage igen.

På køreturen hjem kom migrænen desværre tilbage, og det drænede den sidste energi jeg havde. Så en løbetur kan ikke stoppe migræne, blot fortrænge den, hvis man bliver presset nok 🙂  Efter aftensmaden lørdag aften gik jeg i seng kl. 19:45, fuldstændig drænet for energi, og vågnede først igen søndag kl. 6.  Hvert et løb er lærerigt, og denne gang lærte jeg at én uge er for lidt til at restituere efter et hurtigt halvmarathon, man kan løbe med migræne (men det er ikke så sjovt), løb er sjovere når man er flere sammen om det, og sønderjyder er rigtig gode løbemakkere.

De næste par planlagte løb er knap så krævende. På lørdag løber jeg Klovneløbet i Tørring og onsdag d. 7/6 er det Jelling Løbet, hvor jeg har meldt mig til 10 km ruten. Marathon i næste måned er jo så ikke et marathon, men Coast2Coast, altså 50 kilometer. Det var så stor en oplevelse at løbe sidste år, at jeg har besluttet at prøve og gentage det. Det finder sted 23/6, så  forhåbentlig kan jeg møde godt restitueret op til det løb.

Det siges, at man lærer af sine fejl. Da jeg til daglig arbejder med softwaretest og kvalitet, så er det et udsagn, jeg er fuldstændig enig i. Men der er åbenbart også nogle fejl (erfaringer),  jeg kan lide at lave to gange.  Bare lige for at se, om erfaringerne lært første gang, nu også holder vand. Marathon i skoven er én af dem.

I februar mødte jeg op til Middelfart Cannonball uden rigtig at vide noget om løbet. En kollega havde lokket mig med, med ord alá “Det er en god flad rute..:”. Det skulle vise sig slet ikke at holde vand – en hård rute med masser af bakker, som det tog mig 5 timer at gennemføre. Det kan man læse om her. Kombinationen af bløde skovstier samt bakker drænede mine ben for energi, og det viste sig at blive en stor udfordring for mig. Alligevel besluttede jeg at aprils marathon skulle være et trail marathon. Jeg kan godt lide at prøve lidt forskelligt, så det ikke bare bliver 42.2 kilometer på asfalt hver gang, og da Middelfart Cannonball ikke var et officielt trail-marathon, så det stod stadig på To-Do listen.

Den 22. april stod jeg så klar i skoven ved Fusager. Det er et rundeløb, hvor en rute på 7 km skal gennemføres 6 gange. Start-stedet var en hyggelig hytte, hvor der var linet op med den fornemste forplejning. Der var allerede god stemning, og vejret artede sig rigtig flot. Det var overskyet og en smule køligt, og det er jo bestemt ikke det værste vejr at løbe i. Jeg var ved godt mod – vidste det ville blive en hård udfordring, men det følte jeg mig også klar til. 

Startskuddet gik og de cirka 50-60 løbere, der var mødt op, løb rundt om hytten og ud i skoven. De første 300 meter tog dog lidt pusten fra de fleste. Det var zig-zag op og ned af en bakke, hvor der var fældet træer i et smalt område, som vi kunne løbe i. Det var meget blød skovbund med masser af mos, og træstubbene fra de fældede træer skjulte sig godt. Det var et sted, hvor man virkelig skulle passe på. Og den start fik mig endnu en gang til at overveje, hvad jeg dog var gået i gang med…

Det blev heldigvis bedre, forstået på den måde, at vi løb på regulære stier og markveje, og jeg kunne ånde lettet op og koncentrere mig om at finde et godt tempo. Det blev lidt hurtigere end jeg havde forestillet mig, men jeg var ved godt mod og benene fungerede fint. Første runde blev ret hurtigt overstået, og nu vidste jeg hvad der ventede mig 5 gange mere. Den sidste halvanden kilometer tilbage til hytten var igen meget blød skovsti, hvor det gik en del op af bakke, og det var ubetinget det hårdeste sted på ruten for mig. De næste par runder koncentrerede jeg mig blot om ikke at lade begejstringen fange mig og holde tempoet nede, så der også var lidt energi til de sidste runder. Det halve marathon blev rundet omkring de 2 timer og 15 minutter. Ikke nogen overvældende tid, men rutens beskaffenhed taget i betragtning, så var det for mig en fin tid, som gav mig håb om at komme helskindet igennem løbet.

På fjerde runde var jeg så for første gang nede og ligge – de mange stubbe i starten af ruten fangede mig på vej ned af bakke, og pludselig lå jeg så lang jeg var i skovbunden og undrede mig over hvad der var sket. Træthed var sat ind og jeg løftede ikke mine fødder højt nok…Jeg nåede overhovedet ikke at reagere på faldet, men heldigvis ramte jeg ikke nogle af de mange stubbe i mit fald. Mit knæ gjorde ret ondt, og jeg gik i et par minutter inden jeg satte i gang med løb igen. Knæet var ømt, men ikke så slemt at jeg ikke kunne løbe. Heldigvis.

De næste par runder drænede mig langsomt for energi. Tempoet blev langsommere og langsommere, og jeg begyndte at gå op ad de værste bakker. Der var simpelthen ikke energi i tanken til at løbe. Rent mentalt gik det egentlig fint – jeg var ved godt mod, og ikke i tvivl om at jeg nok skulle komme i mål på et tidspunkt. Jeg forsøgte at holde tempoet oppe, men måtte erkende at det ikke var så nemt. På sidste tur gik jeg op af de fleste af bakkerne, og nu var jeg begyndt at glæde mig til at komme i mål for sidste gang. På det sidste skovstykke inden mål besluttede jeg mig for at give den lidt gas og bruge de sidste rester af energi. Det stoppede ret brat efter 10 meters “fuld gas” løb. Jeg havde endnu en gang problemer med at løfte fødderne højt nok, og lå endnu en gang ned og studerede skovbunden i detaljer. Nøj, hvor føltes det dejligt at ligge der og ikke løbe….Det krævede lidt mental overtalelse at rejse mig op, og så var lysten til at spæne i mål forsvundet, så jeg luntede stille og roligt det sidste stykke og kom i mål lige omkring de 5 timer.

Jeg har ikke nogen præcis tid for løbet, da mit ur løb tør for strøm én kilometer før mål efter 4.42 minutters løb. Men altså en tid lige omkring de 5 timer. Der var et ur ved målområdet, men det glemte jeg alt om i min iver for at få noget at spise og drikke (samt sidde ned på en stol) og da jeg endelig fik kigget på det, stod det på 5:02. Så en tid mellem 4:42 og 5:02, hvilket var ok for mig. Jeg havde lagt lidt for hårdt ud, da den bløde skovbund og de mange stigninger drænede mine ben for energi, og på de sidste par runder var der bare ikke energi til at holde tempoet oppe. Men et skønt løb i skoven, og leder man efter en god trail udfordring, så er Fusager absolut værd at overveje. Jeg skal nok træne lidt mere i skoven inden jeg vender tilbage, men vil da ikke udelukke, at jeg vil prøve kræfter med det igen på et tidspunkt.

Det næste jeg skal prøve kræfter med er dog Lillebælt Halvmarathon d. 6/5. Det skal nok blive sjovt at løbe igen, især fordi vi ikke løber over den gamle Lillebæltsbro i år, men får lov at invadere den nye. Det har jeg ikke prøvet før, så det ser jeg frem til. Det næste marathon der er planlagt er Mors Marathon d. 13/5, som igen bliver et lidt anderledes marathon end jeg har løbet før. Det er nemlig et social marathon, hvor vi skal løbe i samlet flok og forhåbentlig komme samlet i mål efter 4½ time. Det glæder jeg mig til at prøve. Indtil nu har mine marathonløb været kendetegnet ved at løbe rimelig alene i mit eget tempo de sidste 10-20 kilometer, så det bliver rart at have selskab på hele turen.