FristedPedersen

En blog om løb

Tag: Vejle Ådal

Tid til opdatering

Nå, nu er det vist på tide med en opdatering her. For det er bestemt ikke fordi, der ikke er sket noget, at jeg ikke har fået lavet et indlæg siden jeg i august meldte ud, at jeg ændrede mit mål for i år, og droppede målet om 12 maraton på 12 måneder. Så hvis du læser dette, så find lige en kop kaffe frem. Det kan godt tage lidt tid at komme igennem det hele.

 

Bevæg dig for livet RUNNERS

Jeg har deltaget i mine to første løb, som Bevæg dig for livet ambassadør. Det var to meget forskellige løb, men i begge tilfælde en dejlig oplevelse. Første løb var CPH Half, og på trods af en kaotisk afslutning, så var det en fest. Bevæg dig for livet RUNNERS mødtes inden starten, for at få styr på det hele og få opdelt os i løbegrupper. Det blev alligevel lidt hektisk, da tiden gik lidt hurtigt og pludselig var det tid til at komme afsted. Vi fik dog delt os i grupper og fundet frem til vores startpositioner. Jeg endte i en gruppe med min nye veninde, Maja fra Kollemorten. Hun skulle løbe sit første halvmaraton, og i dagens anledning var hendes forældre taget med til København for at heppe på hende. De havde plads i bilen, og tilbudt at tage mig med, hvilket jeg satte stor pris på. Jeg kan ikke komme i tanke om en mere behagelig og afslappende måde at transportere sig til København. Men starten på løbet gik, og det var fantastisk vejr med blå himmel, høj sol, og en rigtig skøn stemning i det store felt. Vi var 8 RUNNERS i gruppen, og vores mål var at løbe med et tempo på cirka 6 minutter pr kilometer. Det var dog ikke så vigtig. Det vigtige var at have det sjovt og sprede den gode stemning.

 

Ved første depot slog vores manglende erfaring som RUNNERS til, og vi mistede de første tre løbere i gruppen. Vi var ikke helt klar over om de var foran eller bag ved os, men væk var de. Det betød, at vi var lidt mere forsigtige ved de resterende depoter, og det lykkedes os at komme igennem løbet uden at miste flere fra gruppen. Vi løb og tog billeder, heppede på de andre løbere og på tilskuerne der heppede på løberne, gav high-fives til musikerne vi mødte, snakkede med de andre løbere (dem af dem, som havde luft til at snakke) og havde en fest. Det var rigtig hyggeligt, og jeg nød det virkelig. Det var et helt andet fokus end jeg ellers har haft, når jeg er ude at løbe, men det var skide skægt og hyggeligt. Omkring de 8-9 kilometer begyndte der at komme lidt skyer på himlen. Nogle ret så mørke skyer, og kort tid efter begyndte det at småregne. Det stoppede dog ikke festen, og alle folk løb glade videre. Så skruede vejrguderne lidt op for uvejret, og regnen tog til. Pludselig regnede det meget, og inden vi fik set os om, løb vi i haglvejr. Og det var ikke bare små hagl, men nogle temmelig store nogle, som man godt kunne mærke. Det betød 5-10 minutter, hvor folk løb og kiggede ned i jorden for at undgå hagl i ansigtet, men selv ikke det kunne stoppe den gode stemning.

 

Efter haglvejret var der lidt tørvejr igen, men det varede ikke længe. Et voldsomt regnvejr slog til, og det begyndte at tynde kraftigt ud i publikum på ruten. Det var kun de få der kunne finde et tag at stå under, eller dem som havde paraplyen med, der blev stående. De andre blev forvandlede til løbere for en kort bemærkning. Der var dog stadig publikum ude i uvejret, og vi havde stadig en fest. På et tidspunkt begyndte RUNNERS gruppen sågar at synge i regnen, hvilket gav nogle forbavsede blikke fra de andre løbere. Men vi hyggede os på trods af regnen, som ikke så ud til at stoppe. Det gjorde den dog, og de sidste 2-3 kilometer blev løbet i tørvejr, hvor solen tittede frem igen. Til gengæld var der så masser af vand på vejene, da kloakkerne ikke havde kunnet følge med, og vi løb i 2-3 centimer dybt vand. Det var lidt sjovt at se løbere, der desperat forsøgte at undgå at træde i for meget vand, for det var en helt umulig opgave. Jeg havde set frem til opløbsstrækningen og det blev da også en oplevelse jeg vil huske længe. Dog ikke på grund af jublende tilskuere, men fordi det lød i højtalerne, at løbet var aflyst på grund af uvejret og folk blev bedt om hurtigtst muligt, at forlade målområdet. Det gav en noget kaotisk afslutning, hvor der ikke var tid til andet end at få fat i medaljen og sin bagage, og så ellers komme tilbage til bilen, hvor Majas forældre var klar til hjemturen.

 

Så CPH Half var en Bevæg dig for livet RUNNERS debut, som jeg ikke glemmer. Det var en fantastisk oplevelse på mange niveauer. Helt i modsætning til det, stod mit andet Bevæg dig for livet løb. Det var Margueritløbet i Jelling. Igen en skøn oplevelse, men på et helt andet niveau. Det var rigtig godt vejr hele vejen rundt, og vi formåede at skabe god stemning og hygge os. Turen var kun på 5 kilometer, men det var en skøn rute, der var blevet lavet og det var en fornøjelse at møde både meget unge og gamle løbere side om side. Og igen blev jeg positivt overrasket over hvor hyggeligt det er at løbe, når man har fokus på at skabe god stemning frem for at løbe for en god tid.

 

Løbeoverskud – eller mangel på samme

Efter jeg droppede årets mål, måtte jeg jo finde et nyt. Det blev til, at jeg vil sætte ny PR på maratondistancen. Gerne under 4 timer, hvilket vil betyde at jeg skal forbedre mig med 13 minutter – ikke nogen lille opgave, så der skal træning til. Træningsprogrammet er blevet lagt, og løbet hvor forsøget skal gøres er fundet. Det bliver Dr. Nielsens Vinterhygge Maraton i januar måned. Det er nok ikke et optimalt tidspunkt at løbe efter en god tid, for frostgrader kan nok godt sætte en dæmper på tempoet, men det bliver altså der, at forsøget skal gøres. Træningsprogrammet er med fokus på tempo, og for ikke at komme for voldsomt i gang, så starter det stille og roligt op. Faktisk lidt mere stille og roligt end jeg havde planlagt. Planen var 4 løbeture om ugen, men det er ikke rigtig lykkedes mig. Energien har simpelthen ikke været der, og jeg har valgt at springe lidt ture over. Men nu skal jeg også til at komme i omdrejninger igen, hvis planen skal holdes. Det bør der også være mulighed for – for de ting der har drænet min energi, kan jeg vist lægge bag mig. For jeg tror faktisk ikke det er fysisk anstrengelse, der har drænet mig. Det er mentalt, at der ikke har været så meget overskud, og det reagerer kroppen også på.

 

To ting har krævet meget opmærksom den sidste måneds tid. LEGO skal “right-sizes”, hvilket er et smart ord for nedskæringer, og for en måned siden blev det meldt ud at 8% af medarbejderne skal fyres. Det er mange, og det blev meldt ud, at det ville være i alle områder. En sådan udmelding skaber selvfølgelig usikkerhed, og bekymring om ens job er ikke lige frem noget der giver energi. I denne uge skete det så, og jeg arbejder stadig hos LEGO. Men det var en hård uge, hvor der skulle siges farvel til mange gode kollegaer. Så usikkerheden er mentalt drænende, men det er situationen bagefter også.

 

Der ud over, så var jeg ved lægen for 3 uger siden. Jeg havde et par løbeture, hvor jeg havde tisset blod bagefter. Det tænkte jeg, at jeg lige ville have tjekket. Det syntes lægen åbenbart også var en god idé, for to dage senere var jeg indkaldt til både en scanning og en kikkertundersøgelse. Hastværket satte det lidt i perspektiv. Jeg kunne da ikke undgå at bemærke, at lægerne tydeligvis mente det hastede at få klarlagt hvad det var, så helt uskyldigt var det nok ikke. 5 dage efter jeg havde kontaktet lægen, lå jeg i en CT scanner på Randers Sygehus, og to dage efter det, var det tid til kiggertundersøgelsen, og efterfølgende “dom” fra lægen. Han kunne ikke se noget på hverken scanning eller kiggertundersøgelsen, så kræft var det ikke. Så hvad der havde forårsaget det, vidste han ikke, men det var ikke noget jeg skulle være bekymret for. Og da jeg drog lettelsens suk sagde han så “men…”

På mine scanningsbilleder kunne han se nogle celleforandringer i et af mine ribben. Det mente han, at jeg lige burde få tjekket. Og så startede hastværket forfra. To dage efter ringede min læge og informerede at jeg var henvist til Diagnostisk Center på Vejle Sygehus, så de kunne kigge på det. Og så kom der ellers to travle uger, hvor jeg igennem 4 scanninger, den ene mere omfattende end den anden. Blandt andet en fuldkrop scanning, der tog 1½ time..det er altså lang tid at ligge helt stille i en scanner. Efter hver scanning hed det sig, at de ikke kunne se om det var kræft – det var jo positivt, men samtidig så kunne de heller ikke udelukke det, så yderligere undersøgelser var nødvendige. Men efter 2 ugers intense undersøgelser, var lægen endelig klar til at sige, at det var højst usandsynligtat, at det var kræft; ja, faktisk sagde han at han ikke kunne forestille sig at det var ondartet, og nu kunne han ikke finde på flere undersøgelser. Mine billeder bliver sendt til nogle eksperter i Odense, for lige at være helt sikker, men jeg er “off the hook” for denne gang. Jeg skal dog til en kontrol igen om et halvt års tid, for lige at se om det udvikler sig.

 

Sådan en omgang dræner lidt energi. Ikke så meget usikerheden, for jeg føler mig rask, og bekymrede mig faktisk ikke så meget om det. (min kæreste var tydeligvis mere påvirket end mig) Men det at tilbringe så meget tid på hospitaler og i scannere, kan ikke undgå at påvirke en person.  Diagnostisk Center på Vejle Sygehus gør et fantastisk arbejde, og jeg følte mig i gode hænder. Det var en fornøjelse at se, hvor professionelt og medfølende, de behandlede deres patienter. Men det er syge mennesker, og der er bare en stemning der ikke ligefrem giver energi. At det så lige faldt sammen med situationen på arbejde gjorde det jo ikke bedre. Så energi-niveauet har ikke været specielt højt den sidste måned.

 

Planerne

Men lidt energi har der været, og jeg har da fået løbet lidt. Den nærmeste fremtid byder på et enkelt løb, nemlig Vejle Ådal, hvor jeg i år løber 10 km sammen med Bevæg dig for livet. Der ud over, så er planen at få trænet til Dr. Nielsens Vinterhyggemaraton d. 21/1 næste år. Jeg er også begyndt på DGI & DAFs løbeinstruktøruddannelse, og planen er at få gjort basis-delen  færdig inden jul. Jeg har været til det første af 3 kurser, og det nød jeg. Rart at møde andre passionerede løbere, der gerne vil udbrede løbeglæde, og det bliver skønt at få lidt værktøjer, så jeg kan være med til at give løberne i Tørring IF Løb en god oplevelse og træning.

 

Jeg er også så småt begyndt at overveje hvad mine løbeplaner skal være næste år, men jeg syntes godt nok det er svært. Der er så meget jeg gerne vil. Jeg ved dog, at jeg vil løbe et langt løb. altså længere end maraton. Jeg overvejer at melde mig til Fyr til Fyr i april måned. Jeg har aldrig været på Bornholm, så det kunne være rart at besøge solskinsøen og løbe 65 km. Men 24 Timer Ved Havet i Sæby, syntes jeg også er interessant. Ikke fordi jeg nødvendigvis vil løbe i 24 timer, men der kan man også løbe 3½ maraton. Man starter et maraton hver 6 time, og slutter så af med et halvmaraton til sidst. Det kunne da være sjovt at se, om man kunne gennemføre det. Skagen Odde Ultratrail trækker også  – faktisk er der så utrolig mange interessante løb rundt omkring, at fristelserne er store. Men tror jeg bliver nødt til at finde et par stykker og så koncentrere mig om dem – og den beslutning skal nok tages snart, hvis træningen skal indrettes efter det. Jeg har også overvejet at løbe Coast2Cost igen i år, bare lige for at få 3 år i træk med det. Men jeg ved ikke helt – kan jeg overtale en makker til at løbe med, så er jeg klar, men ved ikke helt om lysten er der til at tage turen alene. Så har du lyst til en 50 kilometer løbetur til sommer næste år, så sig lige til 😉

Nå ja, og så er planen også at holde mig væk fra sådan en her et stykke tid – dem har jeg fået nok af. 😉

 

Så der er liv endnu, og hvis du har holdt til at læse hele denne smøre, så skal du have tak. Jeg lover at der ikke går så lang tid inden næste indlæg.

 

 

Ændring af mit mål

Denne uge stod i DHL Stafettens tegn. Torsdag troppede LEGO op med de sædvanlig mange løbere, og jeg var også en del af et team i år. Som noget nyt skulle der løbes modsat vej rundt i Aarhus. Det betød at den bakke, der altid tales om i forbindelse med DHL i Aarhus, skulle løbes i starten af de 5 kilometer. Efter 1 kilometer er det så stort set ned ad eller fladt resten af vejen. Det var nu meget sjovt at prøve, og et eller andet sted er jeg glad for at jeg slap for nedløbet til mål i år, for vejret viste sig ikke fra sin bedste side. Det øsregnede da jeg løb, og græsplænen blev hurtigt til mudder. Så havde vi løbet den sædvanlige vej rundt, så havde vi nok kunnet skøjte de sidste par hundrede meter ned til målstregen. Nu fik vi i stedet for en beskeden, men meget glat, opstigning på blødt og vådt græs. De sidste 200 meter var bestemt de hårdeste på ruten i år. Min officielle tid i år blev på 24.35, hvilket jeg er meget tilfreds med. Målet var under 25 minutter, og det lykkedes jo fint. Selv om jeg måtte stoppe op og snøre mit snørebånd en enkelt gang undervejs. Men som altid et hyggeligt løb sammen med en masse fantastisk kollegaer og glade mennesker.

Den nye løbetrøje fra Bevæg dig for Livet RUNNERS blev testet

 

Nogle vil måske have bemærket overskriften på dette blog-indlæg, og undrer sig over hvad det mon betyder. For mit mål i år har jo hele tiden været at løbe et marathon hver måned i år. Og jeg er da godt på vej med 7 marathon overstået. Så de sidste 5 skal jeg såmænd nok sagtens kunne klare. Men denne måned kniber det virkelig med tiden til at løbe et marathon, og da jeg også har andre løb jeg frygtelig gerne vil løbe de næste måneder, så virker det på mig lidt fjollet at holde ved dette mål. Jeg er overbevist om, at jeg sagtens kan lunte mig igennem 5 marathon mere inden nytår. Men jeg har ikke rigtig lysten mere – målet blev sat for at blive mere fortrolig med marathon distancen, og for at bevise over for mig selv, at jeg kunne gøre det. Jeg ved nu at jeg kan gøre det, og har lært at være fortrolig med marathon distancen, nok ikke er noget man bliver. Der vil altid være overraskelser og nye ting at lære. Så det virker lidt fjollet at holde ved målet, når jeg ikke rigtig føler for det mere.

 

Så jeg begyndte at lege med tanken om at sætte mig et nyt mål. Sætter jeg det nu, så har jeg trods alt 4½ måned til at gennemføre det. Da jeg sad og kiggede min Endomondo profil igennem, så lagde jeg mærke til noget, som jeg egentlig ikke har overvejet så meget. Alle rekorder på nær 12 minutter, 1 miles og marathon er sat i år. Uden at have trænet hurtighed, ved blot at koncentrere mig om at løbe langt og langsomt (for at undgå skader), så er jeg altså alligevel blevet hurtigere. Så der er 3 personlige rekorder tilbage at sætte i år. Måske målet skulle være at forbedre dem i år? Så alle mine personlige rekorder er sat i år. Det kunne da være fedt. Det vil så kræve, at jeg lægger træningen lidt om, og begynder at træne hurtighed. Og det tror jeg faktisk kunne være meget sjovt. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at de lange, langsomme løb efterhånden er begyndt at være lidt kedelige ind imellem, så jeg tror det vil være godt at få noget nyt ind.

 

Så jeg dropper de sidste 5 marathon og finder mig et mere i slutningen af året, og så går jeg knaldhårdt efter at sætte ny personlig rekord på distancen. Det er mit nye mål. Så har jeg mere tid til alle de andre løb, som jeg også gerne vil løbe. Jeg har jo De 3 Broer sammen med Tørring Løber på programmet næste weekend, som jeg glæder mig rigtig meget til, Copenhagen Half i næste måned sammen med Bevæg Dig For Livet Runners i næste måned, og så Vejle Ådal i oktober. Og når kalenderen er ryddet for marathonløb, mon ikke der så også kan blive plads til lidt flere småløb uden at det går ud over træningen? Målet om de 12 marathon på 12 måneder er ikke længere mit mål. Jeg vil ikke sige det er opgivet, for jeg er overbevist om, at jeg sagtens ville kunne gøre det. Jeg kan bare ikke rigtig se det sjove i det mere – så nu har jeg altså fundet mig et sjovere mål 🙂 Og så går jeg efter det, mens jeg begynder at tænke over hvad løbeåret 2018 skal byde på. Jeg har lært utrolig meget af at løbe marathon i år, og er sikker på at de næste 5 måneder også bliver lærerige, så jeg kan starte 2018 på et grundlag, hvor jeg kender mig selv som løber langt bedre. Så må vi se hvad jeg finder sjovt til den tid.

 

Så for lige at lave en hurtig recap på mit mål for resten af 2017: Sætte personlig rekord på 12-minutter test, 1 mile og marathon! Ingen tvivl om, at marathon nok bliver den store udfordring. Men jeg kan godt lide udfordringer, så det er jo helt perfekt. Helt hvor meget jeg kan forbedre den, er så et godt spørgsmål. Kigger man på mine andre tider, så burde jeg vel kunne løbe et marathon på under 4 timer..så skal vi ikke bare sige det er målet? Det kunne da være fedt at slutte løbeåret 2017 af med det!

1/12 – Dr. Nielsens Vinterhyggemaraton

Søndag den 21. januar fik jeg startet på mit, syntes jeg selv, ambitiøse løbeprojekt for i år. 12 maraton skal løbes i løbet af 12 måneder. Det første af dem blev så et lokalt løb, nemlig Dr. Nielsens Vinterhyggemaraton i Vejle og jeg fik en rigtig god start på mit løbeprojekt.

Dr. Nielsens Vinterhyggemaraton er et ud og hjem maraton, hvor man løber fra Vejle til Bindeballe og hjem igen af samme rute. Det er et populært løb og der var lidt over 500 deltagere klar denne søndag formiddag. Og straks jeg ankom til DGI hallen kunne jeg fornemme hvorfor det er populært. Der var fælles morgenmad og super stemning blandt løberne. Alle gik rundt og småsnakkede og hyggede sig, og der var en rigtig afslappet og forventningsfuld stemning. Jeg var stået op søndag morgen, noget øm i kroppen, da jeg havde brugt lørdagen på at flytte. Det kunne mærkes, især i ryggen, som var godt øm, og jeg var begyndt at spekulere i det smarte i, at løbe et maraton dagen efter at have slæbt rundt på flyttekasser og møbler en hel dag. Men jeg blev grebet af stemningen og var helt klar til 42,2 kilometer løb, da klokken blev 10.

Vi startede indenfor i hallen, og efter et par kilometers løb igennem Vejle, kom vi til Bindeballe-stien, som vi så skulle følge helt ud til Bindeballe Købmanden, hvor vendepunktet var. Det foregik i planlagt tempo, som for mit vedkommende var et pace på 5:45 – 6:00 minutter per kilometer. Planen var at holde det tempo så længe jeg kunne, og så ellers se hvad tid jeg endte med.

Fint tempo her i starten

Der var mange der holdt sig omkring det samme tempo, så der var altid andre løbere omkring mig. Og det var tydeligt, at jeg løb i hygge-segmentet af løbet. Der var masser af snak og munterhed og første halvdel af løbet blev hurtigt overstået.

I Bindeballe skulle der så vendes, hvilket blev gjort efter en hurtig runde omkring juletræet. For det var der selvfølgelig, så man kunne danse en tur rundt om det. Mange af løberne tog sig en god pause her, dog ikke for at danse om juletræet, men mere fordi dette depot satte en tyk streg under vel-assorteret depot. Det havde alle depoterne egentlig gjort, med slik, chips, sodavand, vand, frugt, flødeboller, chokolade, Dr. Nielsen og øl. Men her ved vendepunktet kunne man også lige få sig en ristet pølse med brød, hvilket en del benyttede sig af. Jeg sprang den dog over, selv om jeg kort var fristet til at opgive min status som vegetar..

På turen tilbage til Vejle begyndte jeg at kunne mærke gårsdagens strabadser og blive mere og mere øm i lænden. Det lykkedes mig dog at holde tempo frem til de 34 kilometer, hvor jeg måtte opgive det gode tempo og sætte farten ned. Jeg var træt, bevares, men det var nu mere brokken fra ryggen der tvang tempoet ned.

Knap så fint tempo i slutningen af løbet

Det drænede en del energi at løbe og forsøge at afhjælpe smerter i ryggen. Men jeg løb da stadigvæk. Da første halvdel af løbet var overstået var jeg begyndt at drømme om en tid omkring 4 timer og  12 minutter, altså samme tid som i Skagen i oktober måned sidste år. Men det indså jeg hurtigt, at jeg ikke ville kunne klare. Min erklærede mål inden start var at komme i mål inden for 4:30 og det kom heldigvis aldrig i fare. Den officielle sluttid lød på 4:17:08, hvilket var meget tilfredsstillende.

Efter løbet var der så fællesspisning, men den sprang jeg over. Jeg trængte gevaldigt til at komme hjem på sofaen og hvile ryggen, så det valgte jeg at gøre i stedet for, selv om buffetten så vældig lokkende ud.

Så første maraton af 12 er overstået, og drømmen om de 12 maraton i år lever endnu. Næste planlagte løb er Middelfart Cannonball nummer 2, den 19/2 og det er jeg begyndt at glæde mig til. De sidste par uger har jeg dog ikke fået løbet så meget som jeg gerne ville. Andre ting er blevet prioriteret lidt højere, så det er ikke blevet til så mange kilometer. En enkelt tur på 36 kilometer rundt på Billund Travbane som led i Danmarksindsamlingen tæller godt i regnskabet, men eller har det kun stået på mindre ture. Men jeg føler nu ikke at formen har taget skade, så jeg ser frem til at løbe i Middelfart og satser på en tid omkring de 4 timer og 15 minutter igen. Det tempo virker til at passe mig godt.

Ny personlig rekord på halvmarathon

Søndag eftermiddag blev tilbragt i Vejle Ådal, hvor et halvmarathon skulle løbes. Sidste år satte jeg personlig rekord på distancen, så jeg har gode erfaringer med dette løb, som ligger 2 uger efter Skagen Marathon. Så sammen med løbere fra Tørring Løbeklub (og en masse andre løbere) sad jeg i hallen i tørvejr og gjorde mig klar til at løbe. Vejret indtil da havde ikke ligefrem imponeret; kulde, blæst og regn havde præget de sidste mange dage og det så ud til at fortsætte. Så det var rart at kunne sidde i en (næsten) varm hal og gøre sig klar.

Vejret satte også sit præg på løbernes beklædning – det var bestemt ikke nemt at finde ud af påklædningen, og der var masser af forskellige løsninger. Lige fra korte shorts og t-shirt til lange busker, jakke, hue og vanter. Jeg havde valgt en lidt mere diplomatisk tilgang. Korte tights, en lang trøje med en kort t-shirt ud over og en kasket. Da vi kunne vente i hallen lige op til løbsstart regnede jeg med at denne påklædning kunne holde mig varm fra start til slut. Og det viste sig heldigvis at være tilfældet.

Da vi stod klar til start kl 14 var regnen holdt op og vi krydsede fingre for at den ville blive væk de næste par timer. Jeg startede løbet i et ok tempo, sammen med Claus og Katharina, et par løbe-‘kollegaer’ fra klubben. Vi holdt et godt pace omkring de 5:13 de første 3-4 kilometer og satte det så lidt ned. Til Vejle Ådal er der godt fyldt i starten, så det kan være svært at holde et stabilt tempo, men det gik fint denne gang. Omkring de 8 kilometer syntes jeg det blev lige en tand for langsomt – mit ur sagde pace lå lige omkring de 5:30 og jeg syntes mine ben føltes klar til lidt mere. Så jeg satte tempoet lidt op, og mit følgeskab med Claus og Katharina ophørte og jeg koncentrerede mig om mit eget tempo. Men det var rigtig rart at have følgeskab i starten, og det gjorde det noget nemmere at finde det gode tempo. Og så var det noget hyggeligere end blot at løbe selv.

Halvvejs i løbet vender man 90 grader og møder så de løbere der er lige bag en på ruten. Der kunne jeg så konstatere at Claus og Katharina ikke var langt væk på trods af højere tempo. De havde åbenbart også gode ben. Mine ben føltes stadig rigtig gode og jeg besluttede at prøve at sætte tempoet lidt op i håb om en bedre tid end sidste år og en negativ split på mit løb. Det vil sige, at anden halvdel af løbet skulle løbes hurtigere end første. Jeg begyndte nu at overhale folk. Det har jeg stadig ikke helt vænnet mig til. Det gør det altså lidt sjovere at løbe – og det er jo god motivation til at holde tempoet oppe. Ved 16 kilometer-mærket fik tempoet endnu et lille nøk op. Ikke ret meget, for selv om benene stadig ikke brokkede sig, så kunne jeg godt mærke at pulsen var begyndt at stige og jeg hev lidt mere efter vejret. Men jeg holdt et godt tempo og med 2 kilometer tilbage fik jeg endnu en gang sat tempoet lidt op. Min hurtigste kilometer den dag var faktisk fra 19-20 kilometer. Så der var godt med krudt i benene.

På vej mod mål

På vej mod mål

1 time 52 minutter og 50 sekunder efter jeg var startet løb jeg over målstregen. Det var en forbedring af min personlige rekord på ca. 2 minutter. Mit sekundære mål om en negativ split blev også opfyldt, da jeg løb de 10-20 kilometer 1 minut hurtiger end 1-10. Ganske tilfredsstillende. Jeg var ikke mere end lige nået over målstregen, da regnen begyndte igen. Det havde regnet en ganske lille smule undervejs, men intet i forhold til det vand der nu pludselig kom. Så det var god timing, for nu kunne jeg begive mig ind i hallen til en kop velfortjent kaffe og en kage. vaadal

Alt i alt en skøn søndag eftermiddag i selskab med løbeklubben og med en rigtig dejlig løbe-oplevelse. Med den energi, jeg havde i benene, skal jeg måske på et tidspunkt satse på at komme under 1:50 – det virker ikke længere så urealistisk som jeg tidligere har troet. Måske et mål for næste år?

Nu går sæsonen 2016 så på hæld, og jeg skal overveje hvilke mål jeg skal sætte mig næste år. Og lige så vigtigt, så skal jeg finde ud af hvordan jeg kommer igennem vinteren uden at komme ud af form. De to ting hænger selvfølgelig lidt sammen, for jeg har brug for målene for at kunne motivere mig til at løbe de dage hvor vejret er skidt og stuen dejlig varm.  Men løbet skal der nok blive – det er jo sjovt at løbe.

 

En opdatering

Nu er det ved at være et godt stykke tid siden, at jeg sidst har givet lyd fra mig på denne blog. Lysten til at skrive skal være der, og det har knebet lidt. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, men nu er den kommet tilbage og så skal der selvfølgelig skrives igen.

Og så kan jeg jo passende starte med at opsummere hvad der er sket siden jeg løb Coast2Coast i juni måned, som var sidste gang i hørte fra mig. Allerede tirsdagen efter var jeg i gang igen, men kunne godt mærke at benene stadig var lidt mærkede. Så jeg tog et par uger med rolige og knap så lange løbeture, inden jeg startede på mit træningsprogram til årets andet store mål, nemlig Skagen Marathon. Det gik dog ikke så godt med det program – jeg sprang lidt løbeture over og var fantastisk god til at finde på undskyldninger for hvorfor der ikke lige skulles løbes den dag. Tror det skyldtes det faktum at selvtilfredsheden sætter ind efter at have nået et stort mål – så skal man lige have arbejdet med motivationen igen. Det lykkedes mig dog at komme i gang igen, men antallet af ugentlig kilometer var gået lidt ned i forhold til tiden før Coast2Coast.

En varm dag på motorvejen

En varm dag på motorvejen

I september måned skulle jeg så løbe Motorvejsløbet i Silkeborg. En ny strækning af motorvej skulle indvies og der var inviteret til løbe/skøjte/cykle fest. Jeg havde tilmeldt mig 3/4 marathon ruten, hvilket viste sig at være lige ambitiøst nok. Det var en meget varm dag med høj sol og eftersom det var på motorvejen, så var vi godt afskærmet fra vinden. Så det viste sig hurtigt at være en meget varm løbetur. Jeg drak masser af vand ved depoterne og svedte som en gal, men tror simpelthen ikke min krop kunne følge med til sidste. Omkring de 20 kilometer stoppede jeg med at svede. Altså ikke forstået sådan, at det ikke var varmt, men sveden løb ikke længere ned af ansigtet og ryggen og selv min løbetrøje blev hurtigt tør. Min krop nægtede simpelthen at skille sig af med vandet i kroppen. Det satte en kraftig dæmper på mine kræfter og de sidste 14 kilometer blev en lang, sej kamp på en sort, lige og brandvarm motorvejsstrækning, der så ud til at fortsætte i det uendelige. Ved 30 kilometer skiltet slog jeg over i gang, og gik frem til 31 kilometer hvorefter der var lidt energi i benene igen og jeg fik løbet i mål. En hård, men lærerig tur.

Det gjorde mig også opmærksom på, at ville jeg have en god tid til Skagen Marathon, som der trods alt kun var en måned til, så måtte jeg nok skære ned på de dårlige undskyldninger for ikke at løbe og tage mit træningprogram lidt alvorligt. Så det gjorde jeg. Og var klar i Skagen til at løbe mit blot andet marathon.

En god lang træningstur

En god lang træningstur

Målet var at forbedre min tid fra sidste år, hvilket jeg ikke regnede med blev det store problem. Men ikke blot det, jeg ville også løbe et marathon hvor jeg følte mig i kontrol fra start til slut. Så målet var to-delt: løbe i mål i en tid på 4:20 eller bedre og styre mit pace hele vejen, så den sidste energi blev brændt af på den sidste kilometer. Og det gik forrygende! Jeg havde planlagt et pace på 6.00 – 6.10 på første halvdel, og så kunne jeg forhåbentlig sætte tempoet lidt op på sidste halvdel. Men skulle det ikke lykkedes, så ville jeg stadig nå i mål i 4:20, hvis jeg blot holdt tempo. Jeg lagde lidt hurtigere ud, nemlig med 5:55, men det gik godt og føltes rigtigt. Det halve marathon blev rundet i 2:04, og benene havde det rigtig godt. Det lykkedes mig næsten at holdte tempo på sidste halvdel. Den blev gennemført i 2:07, hvilket jeg er meget tilfreds med. Jeg havde ingen perioder, hvor verden var uretfærdig og ubarmhjertig og marathon-løb var djævlens påfund (de perioder havde jeg også haft nok af i Silkeborg). Jeg holdt et højt pace og (forholdsvis) lav puls og overhalede mange andre løbere på den sidste halvdel af løbet. Ikke noget jeg lige frem er vant til. Samlet tid var 4:11:55, altså med et pace på 6:00 pr kilometer. Absolut godkendt, men samtidig gav det mig også forhåbning om, at jeg på et tidspunkt kan komme under 4 timer. Jeg følte ikke at jeg havde løbet mig selv ud – frygten for at gå ned på de sidste kilometer afholdte mig fra at sætte tempoet op. Så måske de 4 timer skal være et mål for de kommende år – det tror jeg da ikke er helt umuligt.

Her løber jeg over målstregen efter cirka 4 timer og 12 minutter.

Skagen Marathon 2016 - endnu en gang tak til min storesøster for at stå klar med kamera ved målstregen

Skagen Marathon 2016 – endnu en gang tak til min storesøster for at stå klar med kamera ved målstregen

Siden Skagen har jeg holdt formen ved lige med 4-5 ugentlige løbeture og på søndag skal jeg løbe hvad der (formodentlig) bliver det sidste officielle løb i år, nemlig Vejle Ådal Halvmarathon, som skal løbes sammen med Tørring Løbeklub. Jeg er ikke helt blevet enig med mig selv om hvad jeg skal satse på der – et hyggeligt løb, ja, men ved endnu ikke om jeg vil tage det roligt eller satse på en tid under 2 timer. Tror ikke der kommer en beslutning om det før jeg står ved startstregen på søndag. Men det er vel også tid nok.

Hvad angår denne blog, så kommer der flere opdateringer fremadrettet. Jeg overvejer hvilke løbe-mål jeg skal sætte mig næste år, og når det er på plads skal træningen fastlægges og så har jeg tænkt mig at indvi alle der læser denne blog omkring planerne, og så kan de følge hvordan det går lige her.

 

Vejle Ådal Halvmaraton

Så blev det tid til årets sidste løb. Nu kommer de næste måneder til at gå med grundtræning efter Maffetone’s principper. Det ser jeg frem til. I tiden efter Skagen Marathon har jeg været lidt doven. Det har været svært at komme ud på mine løbeture, og i stedet for de sædvanlige 4 løbeture om ugen, blev det kun til 4 løbeture i de to uger mellem Skagen Marathon og Vejle Ådal. Som skrevet tidligere var det lidt en pludselig indskydelse at tilmelde mig Vejle Ådal, og de sidste to uger har jeg været ramt af, at jeg det sidste halve år har set mit maraton som sæson-afslutningen inden jeg startede roligt op med vinterens grundtræning – og så havde jeg pludselig 2 uger mere med løb. Det virkede lidt demotiverende.

Læs resten

© 2018 FristedPedersen

Tema af Anders NorenOp ↑