FristedPedersen

En blog om løb og lidt andet..

Tag: Skora (page 1 of 2)

2/12 Middelfart Cannonball

I søndags var det tid til årets andet maraton. Min kollega Morten havde lokket mig med til dette løb. Han skulle løbe halvmaraton, og planen var at vi skulle følges af de første 21.1 kilometer, og så måtte jeg klare resten selv. Jeg vidste ikke så meget om løbet, og havde ikke de store forventninger, andet end at komme i mål på et tidspunkt. Da jeg ankom til startområdet, på denne lidt fugtige og halvkolde formiddag, begyndte jeg dog at få en lille mistanke om, at det nok ikke blev “a-walk-in-the-park”. Startområdet lå helt nede ved vandet, og jeg kunne godt regne ud at der ville være en del højdemeter på ruten, for man kunne ikke bevæge sig ret langt væk fra starten uden at støde ind i en bakke.  Samtidig fik vi at vide, at ruten mest var skovstier og grusstier, og de var godt glatte og mudrede. Det havde jeg ikke lige sko med til, så jeg var ikke i tvivl om, at jeg nok skulle få lov at kæmpe for at få mit maraton logget. 

Kl. 10 gik starten og Morten og jeg begav os ud på den første af de 4 runder vi skulle løbe sammen. Morten har lige været skadet, og var usikker på formen, så han fik lov at bestemme tempoet og jeg ville så blot følge trop. Det gik ok, uden at være prangende. Det gik hurtigt op for os, at ruten var præget af bakker og vi skulle nok passe lidt på tempoet for ikke at løbe tør for energi for hurtigt. De første 5 kilometer blev overstået på 31:22. Runden blev afsluttet med et flot nedløb af en lang bakke, og så et stykke på stranden inden man ramte depotet. I det våde sand fik man lige lov at arbejde lidt ekstra for at holde tempoet. Anden runde gik en lille smule langsommere, men der var stadig energi i benene og det gik fint. På tredje omgang gik tempoet mere ned. Mortens manglende træning begyndte at sætte sine spor og jeg skulle nu til at passe på ikke at løbe fra ham. Normalt plejer jeg at finde et pace, hvor det føles godt at løbe og så ellers holde det, men her måtte jeg altså begynde at trække lidt i bremsen. Sikkert en meget god øvelse, at kunne det også. (Og 2½ time senere var jeg meget glad for at have sparet lidt på energien…)

Fjerde omgang var langsommere endnu, men vi kom rundt og Morten gennemførte sit halvmaraton, selv om ruten var noget hårdere end han havde forventet og træningen ikke helt stod mål med ambitionerne denne dag. Det tog 2½ time i alt at få løbet de første 21.1 kilometer, og så sagde jeg farvel til Morten og gik i gang med de sidste 4 runder. Jeg var jo kun halvvejs. 

Nu blev tempoet sat lidt op igen, men da jeg havde været ruten igennem 4 gange, vidste jeg hvad der ventede mig og gav ikke fuld gas, da jeg gerne ville have lidt energi tilbage til den sidste runde. Så gik det ellers i ensom majestæt rundt igen. Sporene jeg løb i var ved at være rigtig godt smattede, for ikke nok med at 100 løbere havde trampet rundt her hele formiddagen, så havde det også småregnet og jeg fik nu store problemer med at finde fæste. På nogle strækninger måtte jeg gå, for hvis jeg forsøgte at løbe, skøjtede jeg rundt i mudderet som Bambi på glatis. Da jeg løb på stranden for syvende gang, begyndte jeg også at kunne mærke trætheden sætte ind. Nu var jeg ved at være godt brugt, men heldigvis var der kun én omgang tilbage nu. Men den skulle så gennemføres med et energiniveau, der var tæt på at være udtømt. Det blev en langsom tur og jeg gik en del mere end jeg normalt ville, da jeg valgte at gå op ad de fleste af stigningerne. Både fordi jeg ikke kunne stå ordentligt fast, og fordi energien simpelthen ikke var der til at løbe op af bakkerne.

Efter 4 timer og 57 minutters løb kunne jeg endelig afslutte dagens løbetur. Jeg var godt brugt efter 5 timer i det krævende terræn og glad for at have gennemført endnu et maraton, selv om det er mit langsomste maraton til dato. Det var det selvfølgelig fordi ruten var krævende, men jeg tror også det har spillet ind, at det hurtigt gik op for mig, at det ikke ville blive en god tid. Så er det en hård mental udfordring at holde tempoet oppe. Det er nemmere når man har en god tid i sigte. Men årets andet maraton er gennemført, og det blev, som sædvanlig fristes jeg til at sige, en god oplevelse. Både fordi terrænet var så anderledes end de andre maraton jeg har gennemført, men også fordi der var selskab på første halvdel af ruten. Arrangørerne havde lavet en rigtig godt løb med et super-depot, og det kan bestemt anbefales hvis man er til skovstier og bakker. Det kan nok ikke kaldes et trail-løb, men det er tæt på.

Næste udfordring bliver i Odense den 12. marts, hvor Fruens Bøge Maraton skal løbes. Så bliver det spændende at se, hvilket terræn det byder på.

 

1/12 – Dr. Nielsens Vinterhyggemaraton

Søndag den 21. januar fik jeg startet på mit, syntes jeg selv, ambitiøse løbeprojekt for i år. 12 maraton skal løbes i løbet af 12 måneder. Det første af dem blev så et lokalt løb, nemlig Dr. Nielsens Vinterhyggemaraton i Vejle og jeg fik en rigtig god start på mit løbeprojekt.

Dr. Nielsens Vinterhyggemaraton er et ud og hjem maraton, hvor man løber fra Vejle til Bindeballe og hjem igen af samme rute. Det er et populært løb og der var lidt over 500 deltagere klar denne søndag formiddag. Og straks jeg ankom til DGI hallen kunne jeg fornemme hvorfor det er populært. Der var fælles morgenmad og super stemning blandt løberne. Alle gik rundt og småsnakkede og hyggede sig, og der var en rigtig afslappet og forventningsfuld stemning. Jeg var stået op søndag morgen, noget øm i kroppen, da jeg havde brugt lørdagen på at flytte. Det kunne mærkes, især i ryggen, som var godt øm, og jeg var begyndt at spekulere i det smarte i, at løbe et maraton dagen efter at have slæbt rundt på flyttekasser og møbler en hel dag. Men jeg blev grebet af stemningen og var helt klar til 42,2 kilometer løb, da klokken blev 10.

Vi startede indenfor i hallen, og efter et par kilometers løb igennem Vejle, kom vi til Bindeballe-stien, som vi så skulle følge helt ud til Bindeballe Købmanden, hvor vendepunktet var. Det foregik i planlagt tempo, som for mit vedkommende var et pace på 5:45 – 6:00 minutter per kilometer. Planen var at holde det tempo så længe jeg kunne, og så ellers se hvad tid jeg endte med.

Fint tempo her i starten

Der var mange der holdt sig omkring det samme tempo, så der var altid andre løbere omkring mig. Og det var tydeligt, at jeg løb i hygge-segmentet af løbet. Der var masser af snak og munterhed og første halvdel af løbet blev hurtigt overstået.

I Bindeballe skulle der så vendes, hvilket blev gjort efter en hurtig runde omkring juletræet. For det var der selvfølgelig, så man kunne danse en tur rundt om det. Mange af løberne tog sig en god pause her, dog ikke for at danse om juletræet, men mere fordi dette depot satte en tyk streg under vel-assorteret depot. Det havde alle depoterne egentlig gjort, med slik, chips, sodavand, vand, frugt, flødeboller, chokolade, Dr. Nielsen og øl. Men her ved vendepunktet kunne man også lige få sig en ristet pølse med brød, hvilket en del benyttede sig af. Jeg sprang den dog over, selv om jeg kort var fristet til at opgive min status som vegetar..

På turen tilbage til Vejle begyndte jeg at kunne mærke gårsdagens strabadser og blive mere og mere øm i lænden. Det lykkedes mig dog at holde tempo frem til de 34 kilometer, hvor jeg måtte opgive det gode tempo og sætte farten ned. Jeg var træt, bevares, men det var nu mere brokken fra ryggen der tvang tempoet ned.

Knap så fint tempo i slutningen af løbet

Det drænede en del energi at løbe og forsøge at afhjælpe smerter i ryggen. Men jeg løb da stadigvæk. Da første halvdel af løbet var overstået var jeg begyndt at drømme om en tid omkring 4 timer og  12 minutter, altså samme tid som i Skagen i oktober måned sidste år. Men det indså jeg hurtigt, at jeg ikke ville kunne klare. Min erklærede mål inden start var at komme i mål inden for 4:30 og det kom heldigvis aldrig i fare. Den officielle sluttid lød på 4:17:08, hvilket var meget tilfredsstillende.

Efter løbet var der så fællesspisning, men den sprang jeg over. Jeg trængte gevaldigt til at komme hjem på sofaen og hvile ryggen, så det valgte jeg at gøre i stedet for, selv om buffetten så vældig lokkende ud.

Så første maraton af 12 er overstået, og drømmen om de 12 maraton i år lever endnu. Næste planlagte løb er Middelfart Cannonball nummer 2, den 19/2 og det er jeg begyndt at glæde mig til. De sidste par uger har jeg dog ikke fået løbet så meget som jeg gerne ville. Andre ting er blevet prioriteret lidt højere, så det er ikke blevet til så mange kilometer. En enkelt tur på 36 kilometer rundt på Billund Travbane som led i Danmarksindsamlingen tæller godt i regnskabet, men eller har det kun stået på mindre ture. Men jeg føler nu ikke at formen har taget skade, så jeg ser frem til at løbe i Middelfart og satser på en tid omkring de 4 timer og 15 minutter igen. Det tempo virker til at passe mig godt.

Posemand workshop

logo-200x156-gz

posemand.dk

I lørdags var jeg til workshop med Claus, også kendt som Posemanden. Det var en workshop jeg har set frem til længe. Da jeg startede med at løbe i flade sko for lidt over 2 år siden, var det efter at have læst og set alt hvad jeg kunne finde på Posemand.dk og de sider der blev linket til der fra. Jeg syntes jo egentlig at det gik godt med selv-undervisningen, men planen har hele tiden været at komme på en workshop og lære det rigtigt, fra én som rent faktisk ved noget om det. Tiden har bare aldrig rigtig passet…der var jo altid lige et løb der skulle trænes op til, og så ville en pause med justering af løbestil ikke rigtigt passe ind. Eller det var i hvert fald hvad jeg bildte mig selv ind. Nu fik jeg så endelig taget mig sammen og tilmeldt mig på trods af mit forestående halvmarathon om en måneds tid.

Og det var da vist godt, for der var en del der skulle rettes til. Ganske som jeg havde haft en mistanke om. Vi var 10 personer der dukkede op til workshoppen i Aarhus, og efter de indledende teoretiske formaninger fra Claus om hvorfor det er en god ide at løbe i flade sko (og bruge den rigtige teknik) var vi klar til første video-optagelse. Stille og roligt løb forbi Claus, som holdt kameraet. Da optagelserne var i kassen, blev vi spurgt hvordan vi selv troede vores teknik var. Jeg var rimelig selvsikker – troede jeg ramte med rimelig flad fod, måske en anelse for meget på tæerne, men ikke meget. Det var så slet ikke tilfældet da videoen af mit løb blev afspillet. Faktisk var det min hæl der ramte gulvet først!

WP_20150604_002

Vivobarefeet

Det var noget af en åbenbaring. Ud over det, så det faktisk ok ud. Forholdsvis rank – dog med en tendens til at læne mig lidt tilbage – og foden ramte jorden under mit tyngdepunkt. Så det jeg skulle arbejde med resten af dagen var at slippe af med hæl-landingen og lande på hele foden. Da vi havde været alle 10 løbere igennem var det tid til fællestræning. Her forsøgte vi efter bedste formåen at ramme den rette løbeteknik. Claus gik så rundt og rettede på os, og han havde da pænt travlt. Der var en del at rette på. Så var det tid til anden video-optagelse, hvor vi forhåbentlig skulle kunne se forbedring i løbestilen.

Sidste del var individuel træning. Her var alle 10 løbere igennem en session, hvor Claus rettede ens løbestil til. Vi andre kunne så slappe af og kigge med, og det var faktisk ret givende og tankevækkende, at se hvordan de andre blev rettet til. Det var ikke meget justering der skulle til, selv hvor det så ud som om der var langt til den rette løbestil. Og ofte var det et spørgsmål om at ændre noget, som ikke umiddelbart var problemet. F.eks. at løfte hælen mere opad for at ikke at lande med foden for langt fremme. Claus brugte lidt tid på min løbestil, og sikrede sig at jeg kunne mærke forskel på hvornår jeg løb med den rigtige stil, og hvorfor det var forkert. Og så gav han mig 2 små tips til hvad jeg skulle huske på når jeg kom hjem, for at få trænet den rette løbestil: løfte hælen lidt mere op mod ballerne, og læne mig lidt frem. Når jeg selv syntes jeg var pænt rank, lænte jeg mig åbenbart lidt tilbage, så det skulle jeg være opmærksom på. Sådan fik alle 10 løbere personlig tilretning og tips til hvordan de skulle gribe det an. Og så blev der selvfølgelig også optaget video af os, hvor vi ramte den rigtige løbestil efter tilretning. Så kan vi studere den og se hvordan det skal se ud, hvis vi kommer i tvivl.

Nye løbesko

Skora løbesko

Og det er nemt at komme i tvivl. Det føles lidt underligt at løbe på denne måde, og jeg syntes faktisk det er meget svært at vurdere om jeg gør det rigtigt. Så jeg skal nok til at have aktiveret kæresten en gang imellem, så hun kan komme med ud og optage mit løb. Så burde jeg i hvert fald kunne se om jeg gør det rigtigt. Én ting jeg allerede har ændret er at løbe mere i mine Vivobarefeet sko. Jeg er meget glad for mine Skora sko. De har lidt mere sål, især omkring hælen. Det tror jeg har haft betydning for min løbestil – det er måske den ekstra polstring, der har gjort det muligt at lade hælen ramme først? Så nu er jeg smuttet i mine Vivobarefeet igen og begyndt træningen igen. Jeg skal jo være klar til 12 marathon næste år….

Ny personlig rekord på halvmarathon

Søndag eftermiddag blev tilbragt i Vejle Ådal, hvor et halvmarathon skulle løbes. Sidste år satte jeg personlig rekord på distancen, så jeg har gode erfaringer med dette løb, som ligger 2 uger efter Skagen Marathon. Så sammen med løbere fra Tørring Løbeklub (og en masse andre løbere) sad jeg i hallen i tørvejr og gjorde mig klar til at løbe. Vejret indtil da havde ikke ligefrem imponeret; kulde, blæst og regn havde præget de sidste mange dage og det så ud til at fortsætte. Så det var rart at kunne sidde i en (næsten) varm hal og gøre sig klar.

Vejret satte også sit præg på løbernes beklædning – det var bestemt ikke nemt at finde ud af påklædningen, og der var masser af forskellige løsninger. Lige fra korte shorts og t-shirt til lange busker, jakke, hue og vanter. Jeg havde valgt en lidt mere diplomatisk tilgang. Korte tights, en lang trøje med en kort t-shirt ud over og en kasket. Da vi kunne vente i hallen lige op til løbsstart regnede jeg med at denne påklædning kunne holde mig varm fra start til slut. Og det viste sig heldigvis at være tilfældet.

Da vi stod klar til start kl 14 var regnen holdt op og vi krydsede fingre for at den ville blive væk de næste par timer. Jeg startede løbet i et ok tempo, sammen med Claus og Katharina, et par løbe-‘kollegaer’ fra klubben. Vi holdt et godt pace omkring de 5:13 de første 3-4 kilometer og satte det så lidt ned. Til Vejle Ådal er der godt fyldt i starten, så det kan være svært at holde et stabilt tempo, men det gik fint denne gang. Omkring de 8 kilometer syntes jeg det blev lige en tand for langsomt – mit ur sagde pace lå lige omkring de 5:30 og jeg syntes mine ben føltes klar til lidt mere. Så jeg satte tempoet lidt op, og mit følgeskab med Claus og Katharina ophørte og jeg koncentrerede mig om mit eget tempo. Men det var rigtig rart at have følgeskab i starten, og det gjorde det noget nemmere at finde det gode tempo. Og så var det noget hyggeligere end blot at løbe selv.

Halvvejs i løbet vender man 90 grader og møder så de løbere der er lige bag en på ruten. Der kunne jeg så konstatere at Claus og Katharina ikke var langt væk på trods af højere tempo. De havde åbenbart også gode ben. Mine ben føltes stadig rigtig gode og jeg besluttede at prøve at sætte tempoet lidt op i håb om en bedre tid end sidste år og en negativ split på mit løb. Det vil sige, at anden halvdel af løbet skulle løbes hurtigere end første. Jeg begyndte nu at overhale folk. Det har jeg stadig ikke helt vænnet mig til. Det gør det altså lidt sjovere at løbe – og det er jo god motivation til at holde tempoet oppe. Ved 16 kilometer-mærket fik tempoet endnu et lille nøk op. Ikke ret meget, for selv om benene stadig ikke brokkede sig, så kunne jeg godt mærke at pulsen var begyndt at stige og jeg hev lidt mere efter vejret. Men jeg holdt et godt tempo og med 2 kilometer tilbage fik jeg endnu en gang sat tempoet lidt op. Min hurtigste kilometer den dag var faktisk fra 19-20 kilometer. Så der var godt med krudt i benene.

På vej mod mål

På vej mod mål

1 time 52 minutter og 50 sekunder efter jeg var startet løb jeg over målstregen. Det var en forbedring af min personlige rekord på ca. 2 minutter. Mit sekundære mål om en negativ split blev også opfyldt, da jeg løb de 10-20 kilometer 1 minut hurtiger end 1-10. Ganske tilfredsstillende. Jeg var ikke mere end lige nået over målstregen, da regnen begyndte igen. Det havde regnet en ganske lille smule undervejs, men intet i forhold til det vand der nu pludselig kom. Så det var god timing, for nu kunne jeg begive mig ind i hallen til en kop velfortjent kaffe og en kage. vaadal

Alt i alt en skøn søndag eftermiddag i selskab med løbeklubben og med en rigtig dejlig løbe-oplevelse. Med den energi, jeg havde i benene, skal jeg måske på et tidspunkt satse på at komme under 1:50 – det virker ikke længere så urealistisk som jeg tidligere har troet. Måske et mål for næste år?

Nu går sæsonen 2016 så på hæld, og jeg skal overveje hvilke mål jeg skal sætte mig næste år. Og lige så vigtigt, så skal jeg finde ud af hvordan jeg kommer igennem vinteren uden at komme ud af form. De to ting hænger selvfølgelig lidt sammen, for jeg har brug for målene for at kunne motivere mig til at løbe de dage hvor vejret er skidt og stuen dejlig varm.  Men løbet skal der nok blive – det er jo sjovt at løbe.

 

En opdatering

Nu er det ved at være et godt stykke tid siden, at jeg sidst har givet lyd fra mig på denne blog. Lysten til at skrive skal være der, og det har knebet lidt. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, men nu er den kommet tilbage og så skal der selvfølgelig skrives igen.

Og så kan jeg jo passende starte med at opsummere hvad der er sket siden jeg løb Coast2Coast i juni måned, som var sidste gang i hørte fra mig. Allerede tirsdagen efter var jeg i gang igen, men kunne godt mærke at benene stadig var lidt mærkede. Så jeg tog et par uger med rolige og knap så lange løbeture, inden jeg startede på mit træningsprogram til årets andet store mål, nemlig Skagen Marathon. Det gik dog ikke så godt med det program – jeg sprang lidt løbeture over og var fantastisk god til at finde på undskyldninger for hvorfor der ikke lige skulles løbes den dag. Tror det skyldtes det faktum at selvtilfredsheden sætter ind efter at have nået et stort mål – så skal man lige have arbejdet med motivationen igen. Det lykkedes mig dog at komme i gang igen, men antallet af ugentlig kilometer var gået lidt ned i forhold til tiden før Coast2Coast.

En varm dag på motorvejen

En varm dag på motorvejen

I september måned skulle jeg så løbe Motorvejsløbet i Silkeborg. En ny strækning af motorvej skulle indvies og der var inviteret til løbe/skøjte/cykle fest. Jeg havde tilmeldt mig 3/4 marathon ruten, hvilket viste sig at være lige ambitiøst nok. Det var en meget varm dag med høj sol og eftersom det var på motorvejen, så var vi godt afskærmet fra vinden. Så det viste sig hurtigt at være en meget varm løbetur. Jeg drak masser af vand ved depoterne og svedte som en gal, men tror simpelthen ikke min krop kunne følge med til sidste. Omkring de 20 kilometer stoppede jeg med at svede. Altså ikke forstået sådan, at det ikke var varmt, men sveden løb ikke længere ned af ansigtet og ryggen og selv min løbetrøje blev hurtigt tør. Min krop nægtede simpelthen at skille sig af med vandet i kroppen. Det satte en kraftig dæmper på mine kræfter og de sidste 14 kilometer blev en lang, sej kamp på en sort, lige og brandvarm motorvejsstrækning, der så ud til at fortsætte i det uendelige. Ved 30 kilometer skiltet slog jeg over i gang, og gik frem til 31 kilometer hvorefter der var lidt energi i benene igen og jeg fik løbet i mål. En hård, men lærerig tur.

Det gjorde mig også opmærksom på, at ville jeg have en god tid til Skagen Marathon, som der trods alt kun var en måned til, så måtte jeg nok skære ned på de dårlige undskyldninger for ikke at løbe og tage mit træningprogram lidt alvorligt. Så det gjorde jeg. Og var klar i Skagen til at løbe mit blot andet marathon.

En god lang træningstur

En god lang træningstur

Målet var at forbedre min tid fra sidste år, hvilket jeg ikke regnede med blev det store problem. Men ikke blot det, jeg ville også løbe et marathon hvor jeg følte mig i kontrol fra start til slut. Så målet var to-delt: løbe i mål i en tid på 4:20 eller bedre og styre mit pace hele vejen, så den sidste energi blev brændt af på den sidste kilometer. Og det gik forrygende! Jeg havde planlagt et pace på 6.00 – 6.10 på første halvdel, og så kunne jeg forhåbentlig sætte tempoet lidt op på sidste halvdel. Men skulle det ikke lykkedes, så ville jeg stadig nå i mål i 4:20, hvis jeg blot holdt tempo. Jeg lagde lidt hurtigere ud, nemlig med 5:55, men det gik godt og føltes rigtigt. Det halve marathon blev rundet i 2:04, og benene havde det rigtig godt. Det lykkedes mig næsten at holdte tempo på sidste halvdel. Den blev gennemført i 2:07, hvilket jeg er meget tilfreds med. Jeg havde ingen perioder, hvor verden var uretfærdig og ubarmhjertig og marathon-løb var djævlens påfund (de perioder havde jeg også haft nok af i Silkeborg). Jeg holdt et højt pace og (forholdsvis) lav puls og overhalede mange andre løbere på den sidste halvdel af løbet. Ikke noget jeg lige frem er vant til. Samlet tid var 4:11:55, altså med et pace på 6:00 pr kilometer. Absolut godkendt, men samtidig gav det mig også forhåbning om, at jeg på et tidspunkt kan komme under 4 timer. Jeg følte ikke at jeg havde løbet mig selv ud – frygten for at gå ned på de sidste kilometer afholdte mig fra at sætte tempoet op. Så måske de 4 timer skal være et mål for de kommende år – det tror jeg da ikke er helt umuligt.

Her løber jeg over målstregen efter cirka 4 timer og 12 minutter.

Skagen Marathon 2016 - endnu en gang tak til min storesøster for at stå klar med kamera ved målstregen

Skagen Marathon 2016 – endnu en gang tak til min storesøster for at stå klar med kamera ved målstregen

Siden Skagen har jeg holdt formen ved lige med 4-5 ugentlige løbeture og på søndag skal jeg løbe hvad der (formodentlig) bliver det sidste officielle løb i år, nemlig Vejle Ådal Halvmarathon, som skal løbes sammen med Tørring Løbeklub. Jeg er ikke helt blevet enig med mig selv om hvad jeg skal satse på der – et hyggeligt løb, ja, men ved endnu ikke om jeg vil tage det roligt eller satse på en tid under 2 timer. Tror ikke der kommer en beslutning om det før jeg står ved startstregen på søndag. Men det er vel også tid nok.

Hvad angår denne blog, så kommer der flere opdateringer fremadrettet. Jeg overvejer hvilke løbe-mål jeg skal sætte mig næste år, og når det er på plads skal træningen fastlægges og så har jeg tænkt mig at indvi alle der læser denne blog omkring planerne, og så kan de følge hvordan det går lige her.

 

Gamle skader

Det er nok de færreste der når min alder uden at samle sig lidt skader op. Som ung generer de ikke så meget. Kroppen kommer sig hurtigt og skaden er blot midlertidig. Som man bliver ældre begynder de så, at dukke op igen. For mit vedkommende er det min højre achillessene der driller. Det har den gjort i nogle år efterhånden. Min ankel er øm og stiv om morgenen, og det varer lige lidt inden den er varmet ordentligt op og jeg kan gå ordentligt uden at halte lidt.

Da jeg var 17 år spillede jeg ofte fodbold og det var under en fodboldkamp, at jeg blev sparket direkte ind på anklen på mit støtteben. Min venstre fod sparkede til bolden og min højre fod stod godt fast. Altså indtil den blev ramt af et hårdt spark direkte ind på anklen. Den hævede med det samme voldsomt op og jeg humpede ned til lægen. Hans dom lød på en kraftig forstuvning, men ikke andet. Hævelsen forsvandt dog ikke lige med det samme, og da den stadig var hævet (og meget øm) 14 dage senere, besøgte jeg ham igen. Han fastholdt hans dom, men indvilligede dog i at give den lidt ultralydsbehandling, hvilket skulle få hævelsen til at forsvinde. Det tog 1½ måned med 2 ugentlige behandlinger inden hævelsen var væk. Men så var jeg også klar til at spille fodbold igen. Kroppen restituerer nemt når man er 17 år 🙂

Men for en 10 år siden begyndte jeg så at mærke til det igen. Ikke noget voldsomt irriterende, blot at jeg skulle bruge lidt tid om morgenen før anklen havde sin normale smidighed. Da jeg begyndte at løbe for 4 år siden galdt det stadig, og det gav sig også udslag i, at min højre achillessene ofte var øm og lidt hævet. Ikke så hævet og øm, at jeg måtte indstille træningen, men nok til at jeg altid har været opmærksom på den og forsøgt at passe på den. achilles

Nu er der så 3 uger til mit store mål for i år: Coast2Coast d. 24/6, og nu driller den lidt ekstra. Den har været meget øm de sidste 4-5 dage, og jeg har haltet en del mere end normalt. Jeg tror det skyldtes at jeg har sat tempoet lidt op når jeg løber. Jeg føler mig i så god form, at jeg lige sætter lidt mere fart på. Det er bare skønt at løbe 7 kilometer i et ok pace, og så stadig have energi til at sætte tempoet op. Det betyder lidt længere skridtlængde, lidt mere pres på min achillessene og dermed mere ømhed. Jeg tror også, at det faktum at jeg nærmer mig Coast2Coast har lidt at sige. Når man er så tæt på et vigtigt løb, så bliver man bare mere opmærksom på kroppens signaler. En lille ømhed man normalt ville ignorere, bliver nu pludselig til en potentiel skade, der skal stoppe ens løb. Man vil så gerne undgå skader, så man bliver måske lidt mere opmærksom på det end godt er.

Men jeg har altså haltet lidt rundt de sidste 4-5 dage. Jeg løb en lille tur med bakketræning i mandags og en tur med løbeklubben tirsdag på trods af ømheden og det kunne mærkes. Så nu gælder det altså om at passe på den, uden at miste den gode form jeg føler mig i, så jeg kan komme igennem Coast2Coast. Når det er overstået skal jeg måske kigge på lidt specifik træning for at se om jeg kan styrke anklen lidt. Der er en masse arvæv der generer, men med træning bør jeg vel kunne styrke den, så den ikke så nemt bliver øm og hævet?

Nye løbesko

Nye løbesko

På den positive side, så har jeg fået nye sko, der lige skal løbes til inden d. 24/6. Jeg løb Hedensted Løbet i mine trofaste Skora sko, men fik efterfølgende en vabel under en af mine negle. (Så nu går jeg bare og venter på at den falder af) Det skyldtes snøringen. Skoen var nemlig gået lidt i stykker. Det øverste hul  til snørebåndet var flækket, så i den ene side var skoen ikke spændt helt tæt. Det gav altså en vabel, så min plan om at løbe Coast2Coast i de sko, måtte ændres. Jeg fandt så et par nye Skora sko på tilbud og det var faktisk luksus-udgaven af de forrige sko, så nu skal de bare løbes ordentligt til. Har været ude et par ture i dem, og de er ekstrem behagelige at have på og løbe i.

Og så vil jeg lige slutte af med at gøre opmærksom på min indsamling til Hovedpinesagen, som kan findes på dette link.

« Ældre indlæg

© 2019 FristedPedersen

Tema af Anders NorenOp ↑