FristedPedersen

En blog om løb

Tag: Skagen Marathon

En opdatering

Nu er det ved at være et godt stykke tid siden, at jeg sidst har givet lyd fra mig på denne blog. Lysten til at skrive skal være der, og det har knebet lidt. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, men nu er den kommet tilbage og så skal der selvfølgelig skrives igen.

Og så kan jeg jo passende starte med at opsummere hvad der er sket siden jeg løb Coast2Coast i juni måned, som var sidste gang i hørte fra mig. Allerede tirsdagen efter var jeg i gang igen, men kunne godt mærke at benene stadig var lidt mærkede. Så jeg tog et par uger med rolige og knap så lange løbeture, inden jeg startede på mit træningsprogram til årets andet store mål, nemlig Skagen Marathon. Det gik dog ikke så godt med det program – jeg sprang lidt løbeture over og var fantastisk god til at finde på undskyldninger for hvorfor der ikke lige skulles løbes den dag. Tror det skyldtes det faktum at selvtilfredsheden sætter ind efter at have nået et stort mål – så skal man lige have arbejdet med motivationen igen. Det lykkedes mig dog at komme i gang igen, men antallet af ugentlig kilometer var gået lidt ned i forhold til tiden før Coast2Coast.

En varm dag på motorvejen

En varm dag på motorvejen

I september måned skulle jeg så løbe Motorvejsløbet i Silkeborg. En ny strækning af motorvej skulle indvies og der var inviteret til løbe/skøjte/cykle fest. Jeg havde tilmeldt mig 3/4 marathon ruten, hvilket viste sig at være lige ambitiøst nok. Det var en meget varm dag med høj sol og eftersom det var på motorvejen, så var vi godt afskærmet fra vinden. Så det viste sig hurtigt at være en meget varm løbetur. Jeg drak masser af vand ved depoterne og svedte som en gal, men tror simpelthen ikke min krop kunne følge med til sidste. Omkring de 20 kilometer stoppede jeg med at svede. Altså ikke forstået sådan, at det ikke var varmt, men sveden løb ikke længere ned af ansigtet og ryggen og selv min løbetrøje blev hurtigt tør. Min krop nægtede simpelthen at skille sig af med vandet i kroppen. Det satte en kraftig dæmper på mine kræfter og de sidste 14 kilometer blev en lang, sej kamp på en sort, lige og brandvarm motorvejsstrækning, der så ud til at fortsætte i det uendelige. Ved 30 kilometer skiltet slog jeg over i gang, og gik frem til 31 kilometer hvorefter der var lidt energi i benene igen og jeg fik løbet i mål. En hård, men lærerig tur.

Det gjorde mig også opmærksom på, at ville jeg have en god tid til Skagen Marathon, som der trods alt kun var en måned til, så måtte jeg nok skære ned på de dårlige undskyldninger for ikke at løbe og tage mit træningprogram lidt alvorligt. Så det gjorde jeg. Og var klar i Skagen til at løbe mit blot andet marathon.

En god lang træningstur

En god lang træningstur

Målet var at forbedre min tid fra sidste år, hvilket jeg ikke regnede med blev det store problem. Men ikke blot det, jeg ville også løbe et marathon hvor jeg følte mig i kontrol fra start til slut. Så målet var to-delt: løbe i mål i en tid på 4:20 eller bedre og styre mit pace hele vejen, så den sidste energi blev brændt af på den sidste kilometer. Og det gik forrygende! Jeg havde planlagt et pace på 6.00 – 6.10 på første halvdel, og så kunne jeg forhåbentlig sætte tempoet lidt op på sidste halvdel. Men skulle det ikke lykkedes, så ville jeg stadig nå i mål i 4:20, hvis jeg blot holdt tempo. Jeg lagde lidt hurtigere ud, nemlig med 5:55, men det gik godt og føltes rigtigt. Det halve marathon blev rundet i 2:04, og benene havde det rigtig godt. Det lykkedes mig næsten at holdte tempo på sidste halvdel. Den blev gennemført i 2:07, hvilket jeg er meget tilfreds med. Jeg havde ingen perioder, hvor verden var uretfærdig og ubarmhjertig og marathon-løb var djævlens påfund (de perioder havde jeg også haft nok af i Silkeborg). Jeg holdt et højt pace og (forholdsvis) lav puls og overhalede mange andre løbere på den sidste halvdel af løbet. Ikke noget jeg lige frem er vant til. Samlet tid var 4:11:55, altså med et pace på 6:00 pr kilometer. Absolut godkendt, men samtidig gav det mig også forhåbning om, at jeg på et tidspunkt kan komme under 4 timer. Jeg følte ikke at jeg havde løbet mig selv ud – frygten for at gå ned på de sidste kilometer afholdte mig fra at sætte tempoet op. Så måske de 4 timer skal være et mål for de kommende år – det tror jeg da ikke er helt umuligt.

Her løber jeg over målstregen efter cirka 4 timer og 12 minutter.

Skagen Marathon 2016 - endnu en gang tak til min storesøster for at stå klar med kamera ved målstregen

Skagen Marathon 2016 – endnu en gang tak til min storesøster for at stå klar med kamera ved målstregen

Siden Skagen har jeg holdt formen ved lige med 4-5 ugentlige løbeture og på søndag skal jeg løbe hvad der (formodentlig) bliver det sidste officielle løb i år, nemlig Vejle Ådal Halvmarathon, som skal løbes sammen med Tørring Løbeklub. Jeg er ikke helt blevet enig med mig selv om hvad jeg skal satse på der – et hyggeligt løb, ja, men ved endnu ikke om jeg vil tage det roligt eller satse på en tid under 2 timer. Tror ikke der kommer en beslutning om det før jeg står ved startstregen på søndag. Men det er vel også tid nok.

Hvad angår denne blog, så kommer der flere opdateringer fremadrettet. Jeg overvejer hvilke løbe-mål jeg skal sætte mig næste år, og når det er på plads skal træningen fastlægges og så har jeg tænkt mig at indvi alle der læser denne blog omkring planerne, og så kan de følge hvordan det går lige her.

 

Første marathon gennemført

Så blev det endelig tid til Skagen Marathon, og dagen hvor jeg for første gang skulle prøve kræfter med 42.2 kilometer. Og hvilken fantastisk dag! Vejret var helt perfekt – lidt skyer på en ellers blå himmel og meget lidt vind. Havde ellers været lidt nervøs aftnen før, da jeg ankom til Skagen, for der var der gang i blæsten. Men det havde heldigvis lagt sig, og lørdagen bød på perfekt løbevejr.

Læs resten

Løbeteknik

Så er der 12 dage til mit livs første marathon skal løbes, og jeg kan godt begynde at mærke spændingen/forventningen. Det er en lidt underlig tilstand, hvor man pludselig bliver meget opmærksom på de mindste signaler kroppen sender, for det kunne jo være tegn på et eller andet problem. Men kroppen har det fint, og jeg føler mig klar, på trods af mange små signaler fra fødder, ben og ryg om pludselig ømhed. 🙂

Læs resten

Klar til marathon….?

Så er der 37 dage til jeg skal løbe mit første marathon. Spændende.

Efter at have løbet halvmarathon til Rubjerg Knude Løbet tilbragte jeg 5 dage i Indien, hvor der ikke lige var de store muligheder for løb. Så der gik præcis en uge efter det løb inden jeg igen snørede løbeskoene. Men så var jeg da også helt restitueret, og det gik helt fint.

Nu er jeg så begyndt at overveje hvordan jeg skal bruge de 41 dage frem til Skagen Marathon. Det primære er at få løbet nogle lange ture, og undgå skader. Jeg løber normalt 4 gange om ugen, så planlægger 2 korte 7-12km tempo-ture tirsdag og torsdag, hvor hastigheden gerne skal ligge omkring min 5:40. Det er det temp0 jeg har løbet mit hidtil hurtigste halvmarathon i. I weekenden vil jeg så sætte farten ned og løbe 2 rolige, men noget længere ture. En enkelt tur på 30+ km skulle det meget gerne blive til inden alt for længe.

Fyret ved Grenen

Fyret ved Grenen

Mit mål med Skagen Marathon er ikke en bestemt tid, men blot at gennemføre. Det er jo trods alt det første marathon jeg løber, så hvordan tiden bliver er ikke så vigtigt. Men jeg tror at min plan med 2 tempo-ture og 2 lange ture vil øge mine chancer for succes, og så må jeg ellers holde øje med kroppens signaler og tilpasse træningen. Jeg skal ikke have nogle overbelastningsskader nu.

Næste weekend skal jeg løbe Stafet for Livet i Filskov. Det bliver sammen med kollegaer fra LEGO. Hvor langt jeg skal løbe har jeg ikke lagt mig fast på, men eftersom hvert hold skal holde løbere i gang i 24 timer, så skulle der være basis for en god lang tur 🙂

Rubjerg Knude Løbet

I søndags gik det så løs med Rubjerg Knude Løbet, som jeg havde set frem til med stor spænding. Kl. 12 stod jeg klar ved startlinjen sammen, med cirka 150 andre forventningsfulde løbere. Klar til 21,2 hårde kilometer. De første 2-3 kilometer var på en rimelig small sti, så der var ikke meget plads til overhalinger. Det betød, at tempoet blev sat af løberne omkring dig, men det var vi blevet advaret om på forhånd. Så jeg havde lagt mig i den bagerste tredjedel af løbet, og det tempo passede mig fint. Så snart vi kom ud på lidt brede stier, kom der lidt mere fart på og mere spredning i feltet.

Efter 5 kilometer kom vi ud til området omkring Rubjerg Knude Fyr. Et meget smukt område, hvor vi løb et par kilometer inden vi kom til sandklitten ude ved fyret, og gik helt i stå. Det var umuligt at løbe op af klitten. På trods af at regn dagen før havde gjort sandet mere fast, så var løb ikke en mulighed og vi gik i rask trav op mod fyret. 2-300 meter fra fyret kom vi til et åben område, og her troede jeg at vi var tæt på toppen. Men så havde arrangørerne lige en overraskelse i ærmet. Ned af klitten igen, og endnu en gang op mod fyret i rask trav. På trods af at vi gik, så var det med høj puls at man endelig kunne modtage et stykke sandkage og klappe fyret, inden turen gik langs kysten mod Lønstrup.

Jeg følte mig godt brugt på dette tidspunkt, cirka 7,5 kilometer inde i løbet, men stadig ved godt mod og med ok fart i benene. Men efter 8 kilometer gik det galt. Jeg mærkede pludselig et skarpt jag i venstre fod, og smerten på ydersiden af foden vendte tilbage i stor stil. Et eller andet sad forkert i foden, det var tydeligt. Jeg humpede lidt videre, men kunne ikke rigtig løbe uden at det gjorde meget ondt, så var begyndt at overveje om jeg skulle gå til Lønstrup og så stoppe der. Min kæreste og min mor stod nemlig klar til at heppe på mig der, hvilket betød at der også var en bil, der kunne fragte mig til mållinjen.

Men efter en kilometers halten havde jeg fundet et tråd der ikke gjorde alt for ondt. Det var noget langsommere end jeg havde planlagt, men det betød at jeg kunne løbe, så alle spekulationer om at stoppe inden tid forsvandt igen. Så jeg nåede til Lønstrup og fik kærkommen opbakning fra familien, inden turen fortsatte op at den stejle Møllebakke og videre ud mod Harrerenden. Underlaget var nu mest grusveje, og jeg begyndte at kunne mærke det i fødderne. De var begyndt at være lidt ømme. Sammen med smerten i min venstre fod, så betød det, at tempoet var meget moderat. Jeg forsøgte nogle få gange at sætte tempoet lidt op for at se om jeg kunne hale ind på løberne foran, men det gjorde for ondt. Så i roligt tempo gik det gennem Harrerenden, og jeg kunne se løberne foran forsvinde længere og længere væk, og høre dem bagved komme tættere og tættere på.

Langsomt tempo gennem Harrerenden

Langsomt tempo gennem Harrerenden

Efter Harrerenden stødte vi på asfaltveje ved Vennebjerg Kirke efter 16,5 kilometer. Det hjalp lidt på de ømme tæer at slippe for småstenene, men jeg kunne stadig ikke sætte tempoet op. Nu var resten af turen asfalt, og jeg kæmpede en kamp for at sætte tempoet lidt op, især fordi vi på nuværende tidspunkt løb sammen med 10km løberne, som jo havde friske ben, og overhalede i stor stil. Men få mere fart på kunne jeg altså ikke. Ikke nok med at det gjorde ondt i foden, så havde jeg heller ikke mere energi at give af. Jeg var godt brugt nu, og glædede mig blot til at se målstregen.

Efter 2 timer og 25 minutter kom jeg over den. Mit langsomste halvmarathon til dato, men også det der har været den største oplevelse. Utrolig dejligt at løbe i terræn i stedet for kun at løbe på asfalt. Ingen tvivl om, at det kræver mere energi, men man får også et boost af at løbe i den flotte natur, så mon ikke det går lige op. Jeg bilder mig selv ind, at uden skaden i foden, så havde jeg løbet 13 minutter hurtigere, da tempoet faldt med cirka et minut pr kilometer, men ved ikke helt om det holder. Jeg havde ingen energi til at sætte tempoet op på de sidste 4-5 kilometer, så det kræver lidt fantasi at tro på at jeg havde kunnet løbe hurtigere. Men det må jo komme an på en prøve næste år.

Rubjerg Knude Løbet er et rigtig hyggeligt, udfordrende, hårdt og meget godt organiseret løb, som får min varmeste anbefaling. Ruten var perfekt afmærket, og på trods af smalle stier og mange sving, så var jeg aldrig i tvivl om hvor jeg skulle hen, og jeg så da heller ikke andre der for vild på ruten. Efter løbet var der koldskål med is til løberne. Det var jeg lidt skeptisk over, men det viste sig at være en fantastisk blanding, som hurtigt gav lidt energi, og tilmed smagte rigtig godt.

Her tre dage senere har min fod det meget bedre. Jeg har ikke været ude på nogle løbeture siden, da jeg rejste til New Delhi mandag morgen. På trods af en lang flyvetur, hvor det var svært at strække benene, så har jeg ikke været øm, og smerten i foden er minimal. Så måske skal jeg ned og tjekke løbebåndet på hotellet i aften, så jeg kan begynde at forberede mig til den næste store løbeoplevelse: mit første marathon, som skal løbes d. 4/10 i Skagen.

© 2019 FristedPedersen

Tema af Anders NorenOp ↑