FristedPedersen

En blog om løb

Tag: Løbsrapport (side 1 af 3)

6/12 Coast2Coast

Så nåede jeg halvvejs i mit 12 måneders projekt. Også selv om jeg ikke løb et marathon i juni måned. Da det blev tid til at beslutte sig for et marathonløb i juni måned, blev fristelsen simpelthen for stor, og jeg besluttede at løbe Coast2Coast igen. Og det er jo teknisk set ikke et marathon, men et løb på 50 kilometer. Men da jeg ikke kan løbe 50 kilometer uden først at have passeret de 42,2 kilometer, så besluttede jeg at det nok gik alligevel. Dermed er 6 marathon overstået på 6 måneder, og så resterer der 6 måneder og 6 løb.

 

Løbet startede i Skallerup Klit, da solen gik ned kl 22.22. Ganske som sidste år var der et hav af cykler, cyklister, løbere og tilskuere, men det virker som om arrangørerne har fået lidt bedre styr på det, og det virkede ikke så kaotisk som sidste år. En ting der dog gik lidt kaotisk var starten. De første blev sendt afsted 22.22, næste gruppe 22.23 og så bredte der sig lidt forvirring, da nogle troede de også var sendt afsted (uden at være det) og begyndte og løbe, og da det begyndte at sprede forvirring, greb arrangørerne megafonen og sendte os resterende afsted på en gang. Lidt kaotisk, men jeg vidste fra sidste år hvad der ventede, så jeg havde ikke travlt med at komme afsted. Det første stykke ned til stranden er nemlig så smalt at man ikke kan løbe alligevel. Så jeg tog den med ro og satte i løb så snart jeg ramte strandsandet.

Så gik det ellers i rask tempo hen langs stranden og op i bakkerne til whisky depotet. Her stod glade hjælpere klar med små shotglas med æblejuice. Det var tydeligt, at det ikke var alle løbere der var klar over, at der var æblejuice og ikke whisky i glassene, for nogle af dem så da lidt forbavsede ud og skyndte sig forbi. Jeg greb dog en enkelt lille “dram” i farten. Derefter ramte vi cykeldepotet, hvor alle Bike&Run holdene skulle samle deres cykler op. Det havde jeg frygtet lidt, for sidste år havde det været lidt kaotisk og ført til en frygtelig masse zigzag ind og ud imellem cykler og stillestående løbere på vejen, Men i år gik det meget nemt. Næste stop på ruten er Julemandens Depot. Det løb jeg dog forbi. Der var så mange mennesker samlet der, at jeg valgte at springe det over for at spare lidt tid. Så mit næste depot var Rødvinsdepotet i Højene. Der fik jeg så til gengæld fyldt lidt op i depoterne. Vand, Cola, slik og chips. Jeg sprang dog over rødvinen. Og så gik det ellers videre ud i nattemørket. Det var lidt mørkere end jeg huskede det sidste år, og det skyldtes nok vejret. Det var overskyet og regnede da også lidt en gang imellem, men var nu meget behageligt alligevel. Sidste år havde jeg haft alt for meget tøj på, så i år løb jeg i shorts og kortærmet trøje. Det passede perfekt til de 14-16 grader vi havde.

 

Halvvejspunktet for løbet er i SIndal, så det depot havde jeg set frem. Så er man da halvvejs. Men det viste sig at være lidt skuffende. De tilbød vand, chips og øl. Jeg kunne ihvertfald ikke finde andet, og løb hurtigt videre efter at have fået en slurk vand. Heldigvis havde jeg en banan med i rygsækken, som jeg valgte at fortære nu. Og så gik det ellers der ud af igen. Lige efter de 30 kilometer begyndte jeg at sætte tempoet lidt ned – ikke bevidst, men nu begyndte trætheden at sætte ind. Det næste pejlemærke for mig er Bollehededepotet, som ligger ved cirka 37 kilometer. Det er der, hvor jeg mentalt begynder sidste del af løbet. Det var på dette tidspunkt sidste år, at jeg for alvor blev træt, og i år kunne jeg også godt begynde at mærke nattens strabadser. Jeg valgte at finde lidt musik frem, for at se om ikke det kunne hjælpe mig til at få fokus væk fra de trætte ben og ømme fødder. Det lykkedes ikke helt, men det var nu egentlig meget rart at lukke sig ind i sin egen lille boble af musik for en stund. Højdepunktet i nattens musik var helt klart, da Joe Bonamassa gik i gang med “Driving towards the daylight”. Jeg var ikke ligefrem kørende, men teksten passede nu alligevel meget godt.

Driving towards the daylight
Running from the midnight
Trying to get my way home
Running from the spotlight
Trying to find the daylight
Trying to get back home

 

På de sidste 5 kilometer tillod jeg mig at tage et par korte gåpauser. Det er jeg normalt ikke meget for, da jeg føler det er svært at komme i gang med at løbe igen, men belært af mine erfaringer fra Rødekro Cannonball, så følte jeg det var værd at prøve for at aflaste mine ømme fødder lidt. Ganske som sidste år, så skal man lige forcere en viadukt når man løber ind i Frederikshavn, og ganske som sidste år bandede jeg den langt væk, da jeg kunne se den tone frem. Den er egentlig ikke så slem, men lige på dette tidspunkt er den bare inkarnationen af ondskab. Hvorfor skal den ligge lige der, hvor man er så tæt på mål? Men jeg fik den forceret endnu en gang, og så var der ikke langt til målstregen. Denne gang var min kæreste og min mor nået frem i tide, så de stod klar til at heppe på mig de sidste meter. Min mor stod klar med kameraet, men heller ikke denne gang lykkedes det hende at få et billede af mig der løber over målstregen. Det har hun efterhånden forsøgt nogle gange, men der går altid et eller andet galt. Ved ikke helt hvad det er for en forbandelse, men hvis nu jeg bliver ved med at løbe, mon ikke det så lykkedes hende at få det på et tidspunkt.

Sidste år løb jeg i mine Skoora sko, men de er blevet lidt slidte og har givet mig nogle trælse vabler og blå negle på de sidste lange ture. Så i år valgte jeg at løbe i mine Born2Run sko, hvilket jeg var meget spændt på. Det gik helt fint. Da jeg tog dem af var der 2 vabler, en på hver fod og begge sad samme sted på midterste tå. jeg havde ikke mærket noget til dem under løbet, så var lidt overrasket over at se dem. Men der blev prikket hul på dem, og så var det problem løst og jeg har intet mærket til dem. Så skoene fungerede fint, hvad vabler og blå negle angår. Under løbet lagde jeg dog mærke til, at mit normalt stille løb blev til klasken, da jeg blev træt. Især min venstre fod slaskede ned i asfalten ved hvert skridt, og det lød ærlig talt ikke særligt sundt. Det gjorde dog hverken fra eller til med smerten, og i dagene efter har jeg heller ikke kunne mærke noget usædvanligt. Så det er måske bare sådan de sko lyder, når man er godt træt….

 

Årets Coast2Coast løb blev en næsten tro kopi af løbet sidste år for mit vedkommende. I hvert fald rent fartmæssigt. Mit ur satte ud inden jeg kom i mål, men jeg kom i mål i nogenlunde samme tid som sidste år. 4.02 løb jeg over målstregen, hvor den hed 4.06 sidste år. Kigger jeg på mit pace de første 45 kilometer (hvor efter uret satte ud), så er det indenfor 5 sekunder på hver eneste af de 45 kilometer. De fire minutter er primært hentet i depoterne, og ikke i løb. Så rent fartmæssigt har jeg ikke forbedret mig så meget, på trods af at jeg har trænet en del mere i år end på tilsvarende tidspunkt sidste år. Men konditionen er bedre, for gennemsnitspulsen for løbet var 161 i år, hvor den havde været 167 sidste år. Så man skulle tro, der var råderum til at sætte farten op. Jeg havde sigtet efter en tid der var et kvarter hurtigere i år, så jeg har spekuleret lidt over  hvorfor jeg dog ikke kunne holde tempoet oppe, men faldt i tempo i stort set samme grad som sidste år. Jeg tror det er mentalt. Forstået på den måde, at det bare kræver stor mental koncentration at holde tempoet oppe, når man er så træt. Benene kan egentlig godt, men den mentale energi er der bare ikke, og jeg sætter benene på autopilot, hvilket bare ikke er så højt et tempo. Så skal jeg forbedre min tid, og det tror jeg egentlig også gælder for marathon, så skal jeg træne den del noget mere. Forsøge at holde tempoet oppe når trætheden sætter ind. Jeg har måske en tendens til at fyre “tiden er ikke vigtig” af for tit, og det giver mig jo en god undskyldning for ikke at kæmpe for at holde tempoet oppe. Så det må blive fokus for træningen på et tidspunkt. Dog ikke i år, for der er fokus at få 12 marathon overstået uden at blive skadet.

 

 

5/12 Mors Marathon (Rødekro Cannonball)

Endnu en måned, endnu et marathon. Belært af erfaringerne fra Fusager i sidste måned, vendte jeg denne gang tilbage til asfalten. Trail er rigtig sjovt, men skal man løbe et marathon på en trailrute, så kræver det en del træning med trailløb, og det har jeg ikke været så god til. Langt de fleste af de kilometer jeg løber foregår på asfalt, så denne måneds marathon blev valgt ud fra det. Det blev Mors Marathon arrangeret af Hans Renkwitzh som en del af Rødekro Cannonball. Det blev valgt af to grunde: det var mestendels på asfalt, og så kaldte de det et socialmarathon. Ved tilmelding oplyste man den tid man ville fuldføre i, og så var planen at løbe i en samlet gruppe hele turen. Jeg tilmeldte mig 4½ time gruppen. Det burde være et løb, hvor jeg kunne følge med uden at overanstrenge mig, uden at det ligefrem blev et walkover.

Inden løbet i Rødekro skulle Lillebælt Halvmarathon lige overståes først. Jeg faldt for fristelsen, da de meldte ud at vi skulle løbe over den nye Lillebæltsbro. Det blev jeg nødt til at prøve, så lørdag den 6. maj om aftenen stod jeg klar til 21.1 kilometer. Det var perfekt vejr til at løbe i, og da det blev tid at gå til starten besluttede jeg mig for at stille mig midt i mellem 1:50  og 1:55 fartballonerne. Så ville udgangspunktet være et tempo omkring min PR, og havde jeg en dårlig dag kunne jeg sætte tempoet lidt ned, men forhåbentlig stadig komme i mål under 2 timer. Der skulle jo også gemmes lidt energi til marathon ugen efter.

Det med at gemme energi glemte jeg så alt om da løbet gik i gang. Jeg havde ingen problemer med at følge med 1:50 ballonerne, og på hjemturen over broen, ved cirka 15-16 kilometer, var jeg endda tæt på at overhale dem. Dér besluttede jeg dog at sætte tempoet lidt ned og holde mig bag dem, for jeg var nervøs for at mit tempo var for højt, og at jeg ville ville gå kold på det sidste stykke. Det skete dog slet ikke, og jeg løb over målstregen i 1:50:18 – en forbedring på 2 minutter af min hidtige personlige bedste tid på distancen. Det havde jeg alligevel ikke regnet med, men det gode vejr og den fine stemning gav altså vinger denne aften.

En uge senere var jeg så klar til Mors Marathon i Rødekro. Jeg havde forsøgt at hvile benene, og det var kun blevet til én løbetur i den forgangne uge; en 10 kilometer trailtur med løbeklubben. Men jeg var nu alligevel ikke helt på toppen lørdag morgen, da jeg satte mig i bilen for at begive mig til Rødekro. En begyndende hovedpine/migræne havde sat ind, men jeg regnede med at den ville nå at forsvinde inden jeg skulle løbe. Jeg ankom til Rødekro et kvarters tid før løbets start og mødte en masse friske sønderjyske løbere, der tydeligvis kendte hinanden godt og var vant til at løbe sammen. De tog dog rigtig godt imod mig og efter indledende instrukser om ruten fra Hans og en kort gåtur til start-stregen, gik løbet i gang. Ruten var en ud-og-hjem tur, hvor vi løb hen til Hans’ mor og hjem igen.

På turen ud var vi 7 i min gruppe. Det var nogle rigtig hyggelige folk at løbe med og selv om jeg var eneste fremmede i gruppen, så følte jeg mig straks tryg i deres selskab. Der blev hyggesnakket, og selv om denne stille nordjyde måske ikke sagde så meget, så nød jeg at løbe og lytte til deres sønderjyske accent, som jeg ikke har mulighed for at høre så tit. En af løberne, Bent, var også oprindelig fra Hirtshals, så der kunne vi da snakke lidt om barndomsegnen. Der var rigtig fine depoter undervejs med masser af drikkelse, slik og frugt. Der var 3 depoter hver vej plus depotet hos Hans’ mor, så det var bestemt ikke forsyninger vi manglede. Et af depoterne var endda hos en berømthed i løbekredse, nemlig Ove Schneider, som står bag siden Ove’s Løbeside, som blandt andet indeholder den nok mest komplette oversigt over løb i Danmark og Europa.

Det jeg manglede denne dag var krudt i benene. Jeg tror jeg betalte prisen for mit løb over Lillebæltsbroen weekenden før. Allerede ved 20 kilometer begyndte jeg at føle mig flad. Vi holdt faktisk et fint pace der ville give en slut tid på 4:30, men det begyndte altså at føles ret anstrengende. Fordelen ved det var, at min hovedpine fortog sig i takt med at andre dele af kroppen (primørt benene) begyndte at brokke sig. På hjemturen var vi 5 løbere tilbage i gruppen (da to af de oprindelige kun skulle løbe halvmarathon) og vi hyggede os stadig, men jeg begyndte langsomt at føle mig mere og mere presset. Men de passede godt på mig, og var alle enige om at vi skulle løbe samlet i mål. Så de satte tempoet lidt ned og begyndte at holde små gåture på 100 meter en gang i mellem. Det var meget værdsat af mig, selv om jeg måske ikke lige havde den store energi til at udtrykke det. Men det gjorde at jeg kunne følge med, og efter 4:44:11 (på mit ur) kunne vi løbe samlet over målstregen. Stor tak til mine løbemakkere denne dag for at hjælpe mig i mål!

Foto taget af Hans Renkwitzh

Så var det tid til hygge, og det var meget tydeligt, at denne gruppe løbere var vant til at hygge sig sammen, og at tiden efter løbet var mindst lige så vigtig som selve løbet. Der var linet op med masser af drikkelse, forfriskninger og Hans havde sågar startet grillen op, så man kunne få sig en grillpølse og en kold øl. En af deltagerne i min gruppe, Susanne, havde haft fødselsdag i ugens løb, så fødselsdagskage var der endda også. Jeg havde dog lovet at være hjemme igen ved 15 tiden, så der var desværre ikke så meget tid for mig til at deltage i hyggen. Det må blive næste gang – sådan en tror jeg kommer, for Mors Marathon er så absolut det hyggeligste marathonløb jeg har deltaget i til dato, og jeg tager gerne en times køretur på et andet tidspunkt for at deltage igen.

På køreturen hjem kom migrænen desværre tilbage, og det drænede den sidste energi jeg havde. Så en løbetur kan ikke stoppe migræne, blot fortrænge den, hvis man bliver presset nok 🙂  Efter aftensmaden lørdag aften gik jeg i seng kl. 19:45, fuldstændig drænet for energi, og vågnede først igen søndag kl. 6.  Hvert et løb er lærerigt, og denne gang lærte jeg at én uge er for lidt til at restituere efter et hurtigt halvmarathon, man kan løbe med migræne (men det er ikke så sjovt), løb er sjovere når man er flere sammen om det, og sønderjyder er rigtig gode løbemakkere.

De næste par planlagte løb er knap så krævende. På lørdag løber jeg Klovneløbet i Tørring og onsdag d. 7/6 er det Jelling Løbet, hvor jeg har meldt mig til 10 km ruten. Marathon i næste måned er jo så ikke et marathon, men Coast2Coast, altså 50 kilometer. Det var så stor en oplevelse at løbe sidste år, at jeg har besluttet at prøve og gentage det. Det finder sted 23/6, så  forhåbentlig kan jeg møde godt restitueret op til det løb.

4/12 Fusager 2017

Det siges, at man lærer af sine fejl. Da jeg til daglig arbejder med softwaretest og kvalitet, så er det et udsagn, jeg er fuldstændig enig i. Men der er åbenbart også nogle fejl (erfaringer),  jeg kan lide at lave to gange.  Bare lige for at se, om erfaringerne lært første gang, nu også holder vand. Marathon i skoven er én af dem.

I februar mødte jeg op til Middelfart Cannonball uden rigtig at vide noget om løbet. En kollega havde lokket mig med, med ord alá “Det er en god flad rute..:”. Det skulle vise sig slet ikke at holde vand – en hård rute med masser af bakker, som det tog mig 5 timer at gennemføre. Det kan man læse om her. Kombinationen af bløde skovstier samt bakker drænede mine ben for energi, og det viste sig at blive en stor udfordring for mig. Alligevel besluttede jeg at aprils marathon skulle være et trail marathon. Jeg kan godt lide at prøve lidt forskelligt, så det ikke bare bliver 42.2 kilometer på asfalt hver gang, og da Middelfart Cannonball ikke var et officielt trail-marathon, så det stod stadig på To-Do listen.

Den 22. april stod jeg så klar i skoven ved Fusager. Det er et rundeløb, hvor en rute på 7 km skal gennemføres 6 gange. Start-stedet var en hyggelig hytte, hvor der var linet op med den fornemste forplejning. Der var allerede god stemning, og vejret artede sig rigtig flot. Det var overskyet og en smule køligt, og det er jo bestemt ikke det værste vejr at løbe i. Jeg var ved godt mod – vidste det ville blive en hård udfordring, men det følte jeg mig også klar til. 

Startskuddet gik og de cirka 50-60 løbere, der var mødt op, løb rundt om hytten og ud i skoven. De første 300 meter tog dog lidt pusten fra de fleste. Det var zig-zag op og ned af en bakke, hvor der var fældet træer i et smalt område, som vi kunne løbe i. Det var meget blød skovbund med masser af mos, og træstubbene fra de fældede træer skjulte sig godt. Det var et sted, hvor man virkelig skulle passe på. Og den start fik mig endnu en gang til at overveje, hvad jeg dog var gået i gang med…

Det blev heldigvis bedre, forstået på den måde, at vi løb på regulære stier og markveje, og jeg kunne ånde lettet op og koncentrere mig om at finde et godt tempo. Det blev lidt hurtigere end jeg havde forestillet mig, men jeg var ved godt mod og benene fungerede fint. Første runde blev ret hurtigt overstået, og nu vidste jeg hvad der ventede mig 5 gange mere. Den sidste halvanden kilometer tilbage til hytten var igen meget blød skovsti, hvor det gik en del op af bakke, og det var ubetinget det hårdeste sted på ruten for mig. De næste par runder koncentrerede jeg mig blot om ikke at lade begejstringen fange mig og holde tempoet nede, så der også var lidt energi til de sidste runder. Det halve marathon blev rundet omkring de 2 timer og 15 minutter. Ikke nogen overvældende tid, men rutens beskaffenhed taget i betragtning, så var det for mig en fin tid, som gav mig håb om at komme helskindet igennem løbet.

På fjerde runde var jeg så for første gang nede og ligge – de mange stubbe i starten af ruten fangede mig på vej ned af bakke, og pludselig lå jeg så lang jeg var i skovbunden og undrede mig over hvad der var sket. Træthed var sat ind og jeg løftede ikke mine fødder højt nok…Jeg nåede overhovedet ikke at reagere på faldet, men heldigvis ramte jeg ikke nogle af de mange stubbe i mit fald. Mit knæ gjorde ret ondt, og jeg gik i et par minutter inden jeg satte i gang med løb igen. Knæet var ømt, men ikke så slemt at jeg ikke kunne løbe. Heldigvis.

De næste par runder drænede mig langsomt for energi. Tempoet blev langsommere og langsommere, og jeg begyndte at gå op ad de værste bakker. Der var simpelthen ikke energi i tanken til at løbe. Rent mentalt gik det egentlig fint – jeg var ved godt mod, og ikke i tvivl om at jeg nok skulle komme i mål på et tidspunkt. Jeg forsøgte at holde tempoet oppe, men måtte erkende at det ikke var så nemt. På sidste tur gik jeg op af de fleste af bakkerne, og nu var jeg begyndt at glæde mig til at komme i mål for sidste gang. På det sidste skovstykke inden mål besluttede jeg mig for at give den lidt gas og bruge de sidste rester af energi. Det stoppede ret brat efter 10 meters “fuld gas” løb. Jeg havde endnu en gang problemer med at løfte fødderne højt nok, og lå endnu en gang ned og studerede skovbunden i detaljer. Nøj, hvor føltes det dejligt at ligge der og ikke løbe….Det krævede lidt mental overtalelse at rejse mig op, og så var lysten til at spæne i mål forsvundet, så jeg luntede stille og roligt det sidste stykke og kom i mål lige omkring de 5 timer.

Jeg har ikke nogen præcis tid for løbet, da mit ur løb tør for strøm én kilometer før mål efter 4.42 minutters løb. Men altså en tid lige omkring de 5 timer. Der var et ur ved målområdet, men det glemte jeg alt om i min iver for at få noget at spise og drikke (samt sidde ned på en stol) og da jeg endelig fik kigget på det, stod det på 5:02. Så en tid mellem 4:42 og 5:02, hvilket var ok for mig. Jeg havde lagt lidt for hårdt ud, da den bløde skovbund og de mange stigninger drænede mine ben for energi, og på de sidste par runder var der bare ikke energi til at holde tempoet oppe. Men et skønt løb i skoven, og leder man efter en god trail udfordring, så er Fusager absolut værd at overveje. Jeg skal nok træne lidt mere i skoven inden jeg vender tilbage, men vil da ikke udelukke, at jeg vil prøve kræfter med det igen på et tidspunkt.

Det næste jeg skal prøve kræfter med er dog Lillebælt Halvmarathon d. 6/5. Det skal nok blive sjovt at løbe igen, især fordi vi ikke løber over den gamle Lillebæltsbro i år, men får lov at invadere den nye. Det har jeg ikke prøvet før, så det ser jeg frem til. Det næste marathon der er planlagt er Mors Marathon d. 13/5, som igen bliver et lidt anderledes marathon end jeg har løbet før. Det er nemlig et social marathon, hvor vi skal løbe i samlet flok og forhåbentlig komme samlet i mål efter 4½ time. Det glæder jeg mig til at prøve. Indtil nu har mine marathonløb været kendetegnet ved at løbe rimelig alene i mit eget tempo de sidste 10-20 kilometer, så det bliver rart at have selskab på hele turen.

 

3/12 Fruens Bøge Vinterenslutter Marathon

Søndag den 12/3 skulle årets tredje marathon løbes. Denne gang var jeg kørt til Odense for at løbe. Fruens Bøge Marathon havde jeg længe holdt lidt øje med, og de har efterhånden været i gang i lang tid med månedlige løb. Nu var det så min tur til at deltage.

Jeg ankom til Fruens Bøge i Dalum en lille halv times tid før løbet gik i gang, og der var allerede ved at være mødt mange op. Det var tydeligt, at dette var et løb, som havde fundet sted mange gange før. Rigtig mange af deltagerne kendte hinanden og snakkede om tidligere erfaringer på ruten. Det var en snak jeg ikke rigtig kunne være med på, men det gav nu en hyggelig og behagelig ventetid. Det var meget tydeligt, at for langt de fleste af løberne, så var et hyggeligt løb det primære, og tiden så absolut det sekundære. Det passede jo perfekt til mig.

Selve ruten er en 7km rute, som man skal igennem 3 eller 6 gange, alt efter om man vil løbe et halvt eller et helt marathon. Jeg var lidt spændt på ruten, for hvis man kiggede på profilen på billede Fruens Bøge Marathon havde lagt op på deres hjemmeside, så var det en meget kuperet rute med 583 meters løb opad (og så selvfølgelig også nedad). Det troede jeg dog ikke helt på, da beskrivelsen sagde meget lidt kuperet, men man ved jo aldrig. Efter mit Middelfart Cannonball i sidste måned, så var en kuperet rute ikke lige det der stod øverst på ønskelisten.

Ruten var heldigvis ikke så kuperet. Det var en rigtig skøn rute langs med Odense Å, forbi Zoo, hvor man kunne få et lille kig ind til dyrene. Jeg fik set både løver, tigre, kameler, giraffer og zebraer på min løbetur, hvilket bestemt var en rar afveksling fra mine normale løbeture. Samtidig var ruten på en meget benyttet sti gennem Odense by, og man mødte mange der var ude at gå, løbe og cykle. Det var ikke noget irritationsmoment (det ville det måske have været hvis sluttiden var vigtig), men faktisk meget rart at der hele tiden var liv omkring én.

Ud over de gange man skulle over Odense Å, hvor der var lidt stigninger op over broerne, så kom den eneste rigtige bakke efter 6 kilometer. Den var heldigvis ikke så slem og slet ikke i nærheden af 583 meter opad. Snarere 8 meter 🙂 Så beskrivelsen af løbet var helt rigtig: lidt kuperet. Det var en fin blandning af faste grusstier, lidt asfalt og nogle få skovstier, man løb på.

Jeg brugte den første omgang til at finde mit tempo for dagen, og det endte omkring 5:45 – lidt hurtigt, men benene havde det godt og det var skønt vejr, så hvorfor ikke? Så måtte jeg jo se hvor mange omgange jeg kunne holde det tempo. Det gjorde jeg så i tre runder. Efter halvmarathon blev rundet (efter 2 timer og 4 minutter), og jeg pludselig befandt mig alene, i stedet for i en lille gruppe, da de andre i gruppen stoppede her, ja så faldt tempoet lidt. En runde senere faldt det endnu mere. Egentlig ikke fordi jeg følte mig specielt træt eller udmattet, men tempoet sivede bare lige så langsomt ud af mig. Det lagde jeg ikke rigtig mærke til på dagen, for jeg var holdt op med at holde øje med mit ur. Efter de første 3 runder besluttede jeg mig for blot at lade benene bestemme og løbe uden at holde øje med pace. Jeg lå egentlig til, at jeg kunne få en god tid omkring min rekord på distancen, men det var ikke fokus for dagen, og jeg vidste at hvis jeg begyndte at kigge for meget på uret, så ville det ende med at have fokus. Så ingen kiggen på uret på de sidste tre runder, da jeg ikke ville ud i at presse mig selv til at løbe en hurtig tid. Jeg skal jo stadig løbe 9 marathon mere i år, så ingen grund til at bruge al energien denne dag.

På den sidste runde, begyndte det dog alligevel at gå op for mig, at tempoet var gået ned. Ikke kun fordi jeg nu begyndte af få meget ømme fødder, og det normalt betyder en nedsætning af tempo, men også fordi jeg pludselig begyndte at bliver overhalet af andre løbere. På nuværende tidspunkt var jeg nu også ved at være lidt træt, og det sædvanlige spørgsmål om, hvorfor jeg dog valgte at bruge 4½ time på at løbe, var begyndt at dukke op i mit hoved. Jeg fandt ikke rigtigt noget svar, før jeg kom i mål ved depotet efter min 6. omgang. Men der kom svaret så også – en klapsalve fra de andre deltagere ved depotet, og stolthed over at have fuldført endnu et marathon. Mit tredje marathon i år blev overstået i en tid der hed 4:26:34.

Det er en tid jeg er meget tilfreds med. Jeg gik ind til løbet uden at have fokus på tiden (ud over et lille stille håb om at komme i mål indenfor 4½ time), og løb den sidste halvdel uden at kigge på uret, men blot i det tempo der føltes godt. Det var en meget hyggelig rute, og et meget godt arrangeret løb, hvor der intet manglede ved depotet. Denne dag var der sågar flødeboller, som en deltager havde taget med, da hun denne dag løb sit halvmarathon nummer 50!  Det kan absolut anbefales at prøve dette løb, og det er rart at vide, at der løbes her næsten hver måned. Det er ikke helt utænkeligt, at jeg kommer tilbage senere i år og løber det igen.

2/12 Middelfart Cannonball

I søndags var det tid til årets andet maraton. Min kollega Morten havde lokket mig med til dette løb. Han skulle løbe halvmaraton, og planen var at vi skulle følges af de første 21.1 kilometer, og så måtte jeg klare resten selv. Jeg vidste ikke så meget om løbet, og havde ikke de store forventninger, andet end at komme i mål på et tidspunkt. Da jeg ankom til startområdet, på denne lidt fugtige og halvkolde formiddag, begyndte jeg dog at få en lille mistanke om, at det nok ikke blev “a-walk-in-the-park”. Startområdet lå helt nede ved vandet, og jeg kunne godt regne ud at der ville være en del højdemeter på ruten, for man kunne ikke bevæge sig ret langt væk fra starten uden at støde ind i en bakke.  Samtidig fik vi at vide, at ruten mest var skovstier og grusstier, og de var godt glatte og mudrede. Det havde jeg ikke lige sko med til, så jeg var ikke i tvivl om, at jeg nok skulle få lov at kæmpe for at få mit maraton logget. 

Kl. 10 gik starten og Morten og jeg begav os ud på den første af de 4 runder vi skulle løbe sammen. Morten har lige været skadet, og var usikker på formen, så han fik lov at bestemme tempoet og jeg ville så blot følge trop. Det gik ok, uden at være prangende. Det gik hurtigt op for os, at ruten var præget af bakker og vi skulle nok passe lidt på tempoet for ikke at løbe tør for energi for hurtigt. De første 5 kilometer blev overstået på 31:22. Runden blev afsluttet med et flot nedløb af en lang bakke, og så et stykke på stranden inden man ramte depotet. I det våde sand fik man lige lov at arbejde lidt ekstra for at holde tempoet. Anden runde gik en lille smule langsommere, men der var stadig energi i benene og det gik fint. På tredje omgang gik tempoet mere ned. Mortens manglende træning begyndte at sætte sine spor og jeg skulle nu til at passe på ikke at løbe fra ham. Normalt plejer jeg at finde et pace, hvor det føles godt at løbe og så ellers holde det, men her måtte jeg altså begynde at trække lidt i bremsen. Sikkert en meget god øvelse, at kunne det også. (Og 2½ time senere var jeg meget glad for at have sparet lidt på energien…)

Fjerde omgang var langsommere endnu, men vi kom rundt og Morten gennemførte sit halvmaraton, selv om ruten var noget hårdere end han havde forventet og træningen ikke helt stod mål med ambitionerne denne dag. Det tog 2½ time i alt at få løbet de første 21.1 kilometer, og så sagde jeg farvel til Morten og gik i gang med de sidste 4 runder. Jeg var jo kun halvvejs. 

Nu blev tempoet sat lidt op igen, men da jeg havde været ruten igennem 4 gange, vidste jeg hvad der ventede mig og gav ikke fuld gas, da jeg gerne ville have lidt energi tilbage til den sidste runde. Så gik det ellers i ensom majestæt rundt igen. Sporene jeg løb i var ved at være rigtig godt smattede, for ikke nok med at 100 løbere havde trampet rundt her hele formiddagen, så havde det også småregnet og jeg fik nu store problemer med at finde fæste. På nogle strækninger måtte jeg gå, for hvis jeg forsøgte at løbe, skøjtede jeg rundt i mudderet som Bambi på glatis. Da jeg løb på stranden for syvende gang, begyndte jeg også at kunne mærke trætheden sætte ind. Nu var jeg ved at være godt brugt, men heldigvis var der kun én omgang tilbage nu. Men den skulle så gennemføres med et energiniveau, der var tæt på at være udtømt. Det blev en langsom tur og jeg gik en del mere end jeg normalt ville, da jeg valgte at gå op ad de fleste af stigningerne. Både fordi jeg ikke kunne stå ordentligt fast, og fordi energien simpelthen ikke var der til at løbe op af bakkerne.

Efter 4 timer og 57 minutters løb kunne jeg endelig afslutte dagens løbetur. Jeg var godt brugt efter 5 timer i det krævende terræn og glad for at have gennemført endnu et maraton, selv om det er mit langsomste maraton til dato. Det var det selvfølgelig fordi ruten var krævende, men jeg tror også det har spillet ind, at det hurtigt gik op for mig, at det ikke ville blive en god tid. Så er det en hård mental udfordring at holde tempoet oppe. Det er nemmere når man har en god tid i sigte. Men årets andet maraton er gennemført, og det blev, som sædvanlig fristes jeg til at sige, en god oplevelse. Både fordi terrænet var så anderledes end de andre maraton jeg har gennemført, men også fordi der var selskab på første halvdel af ruten. Arrangørerne havde lavet en rigtig godt løb med et super-depot, og det kan bestemt anbefales hvis man er til skovstier og bakker. Det kan nok ikke kaldes et trail-løb, men det er tæt på.

Næste udfordring bliver i Odense den 12. marts, hvor Fruens Bøge Maraton skal løbes. Så bliver det spændende at se, hvilket terræn det byder på.

 

1/12 – Dr. Nielsens Vinterhyggemaraton

Søndag den 21. januar fik jeg startet på mit, syntes jeg selv, ambitiøse løbeprojekt for i år. 12 maraton skal løbes i løbet af 12 måneder. Det første af dem blev så et lokalt løb, nemlig Dr. Nielsens Vinterhyggemaraton i Vejle og jeg fik en rigtig god start på mit løbeprojekt.

Dr. Nielsens Vinterhyggemaraton er et ud og hjem maraton, hvor man løber fra Vejle til Bindeballe og hjem igen af samme rute. Det er et populært løb og der var lidt over 500 deltagere klar denne søndag formiddag. Og straks jeg ankom til DGI hallen kunne jeg fornemme hvorfor det er populært. Der var fælles morgenmad og super stemning blandt løberne. Alle gik rundt og småsnakkede og hyggede sig, og der var en rigtig afslappet og forventningsfuld stemning. Jeg var stået op søndag morgen, noget øm i kroppen, da jeg havde brugt lørdagen på at flytte. Det kunne mærkes, især i ryggen, som var godt øm, og jeg var begyndt at spekulere i det smarte i, at løbe et maraton dagen efter at have slæbt rundt på flyttekasser og møbler en hel dag. Men jeg blev grebet af stemningen og var helt klar til 42,2 kilometer løb, da klokken blev 10.

Vi startede indenfor i hallen, og efter et par kilometers løb igennem Vejle, kom vi til Bindeballe-stien, som vi så skulle følge helt ud til Bindeballe Købmanden, hvor vendepunktet var. Det foregik i planlagt tempo, som for mit vedkommende var et pace på 5:45 – 6:00 minutter per kilometer. Planen var at holde det tempo så længe jeg kunne, og så ellers se hvad tid jeg endte med.

Fint tempo her i starten

Der var mange der holdt sig omkring det samme tempo, så der var altid andre løbere omkring mig. Og det var tydeligt, at jeg løb i hygge-segmentet af løbet. Der var masser af snak og munterhed og første halvdel af løbet blev hurtigt overstået.

I Bindeballe skulle der så vendes, hvilket blev gjort efter en hurtig runde omkring juletræet. For det var der selvfølgelig, så man kunne danse en tur rundt om det. Mange af løberne tog sig en god pause her, dog ikke for at danse om juletræet, men mere fordi dette depot satte en tyk streg under vel-assorteret depot. Det havde alle depoterne egentlig gjort, med slik, chips, sodavand, vand, frugt, flødeboller, chokolade, Dr. Nielsen og øl. Men her ved vendepunktet kunne man også lige få sig en ristet pølse med brød, hvilket en del benyttede sig af. Jeg sprang den dog over, selv om jeg kort var fristet til at opgive min status som vegetar..

På turen tilbage til Vejle begyndte jeg at kunne mærke gårsdagens strabadser og blive mere og mere øm i lænden. Det lykkedes mig dog at holde tempo frem til de 34 kilometer, hvor jeg måtte opgive det gode tempo og sætte farten ned. Jeg var træt, bevares, men det var nu mere brokken fra ryggen der tvang tempoet ned.

Knap så fint tempo i slutningen af løbet

Det drænede en del energi at løbe og forsøge at afhjælpe smerter i ryggen. Men jeg løb da stadigvæk. Da første halvdel af løbet var overstået var jeg begyndt at drømme om en tid omkring 4 timer og  12 minutter, altså samme tid som i Skagen i oktober måned sidste år. Men det indså jeg hurtigt, at jeg ikke ville kunne klare. Min erklærede mål inden start var at komme i mål inden for 4:30 og det kom heldigvis aldrig i fare. Den officielle sluttid lød på 4:17:08, hvilket var meget tilfredsstillende.

Efter løbet var der så fællesspisning, men den sprang jeg over. Jeg trængte gevaldigt til at komme hjem på sofaen og hvile ryggen, så det valgte jeg at gøre i stedet for, selv om buffetten så vældig lokkende ud.

Så første maraton af 12 er overstået, og drømmen om de 12 maraton i år lever endnu. Næste planlagte løb er Middelfart Cannonball nummer 2, den 19/2 og det er jeg begyndt at glæde mig til. De sidste par uger har jeg dog ikke fået løbet så meget som jeg gerne ville. Andre ting er blevet prioriteret lidt højere, så det er ikke blevet til så mange kilometer. En enkelt tur på 36 kilometer rundt på Billund Travbane som led i Danmarksindsamlingen tæller godt i regnskabet, men eller har det kun stået på mindre ture. Men jeg føler nu ikke at formen har taget skade, så jeg ser frem til at løbe i Middelfart og satser på en tid omkring de 4 timer og 15 minutter igen. Det tempo virker til at passe mig godt.

Ældre indlæg

© 2018 FristedPedersen

Tema af Anders NorenOp ↑