FristedPedersen

En blog om løb

Tag: halvmarathon (side 1 af 2)

5/12 Mors Marathon (Rødekro Cannonball)

Endnu en måned, endnu et marathon. Belært af erfaringerne fra Fusager i sidste måned, vendte jeg denne gang tilbage til asfalten. Trail er rigtig sjovt, men skal man løbe et marathon på en trailrute, så kræver det en del træning med trailløb, og det har jeg ikke været så god til. Langt de fleste af de kilometer jeg løber foregår på asfalt, så denne måneds marathon blev valgt ud fra det. Det blev Mors Marathon arrangeret af Hans Renkwitzh som en del af Rødekro Cannonball. Det blev valgt af to grunde: det var mestendels på asfalt, og så kaldte de det et socialmarathon. Ved tilmelding oplyste man den tid man ville fuldføre i, og så var planen at løbe i en samlet gruppe hele turen. Jeg tilmeldte mig 4½ time gruppen. Det burde være et løb, hvor jeg kunne følge med uden at overanstrenge mig, uden at det ligefrem blev et walkover.

Inden løbet i Rødekro skulle Lillebælt Halvmarathon lige overståes først. Jeg faldt for fristelsen, da de meldte ud at vi skulle løbe over den nye Lillebæltsbro. Det blev jeg nødt til at prøve, så lørdag den 6. maj om aftenen stod jeg klar til 21.1 kilometer. Det var perfekt vejr til at løbe i, og da det blev tid at gå til starten besluttede jeg mig for at stille mig midt i mellem 1:50  og 1:55 fartballonerne. Så ville udgangspunktet være et tempo omkring min PR, og havde jeg en dårlig dag kunne jeg sætte tempoet lidt ned, men forhåbentlig stadig komme i mål under 2 timer. Der skulle jo også gemmes lidt energi til marathon ugen efter.

Det med at gemme energi glemte jeg så alt om da løbet gik i gang. Jeg havde ingen problemer med at følge med 1:50 ballonerne, og på hjemturen over broen, ved cirka 15-16 kilometer, var jeg endda tæt på at overhale dem. Dér besluttede jeg dog at sætte tempoet lidt ned og holde mig bag dem, for jeg var nervøs for at mit tempo var for højt, og at jeg ville ville gå kold på det sidste stykke. Det skete dog slet ikke, og jeg løb over målstregen i 1:50:18 – en forbedring på 2 minutter af min hidtige personlige bedste tid på distancen. Det havde jeg alligevel ikke regnet med, men det gode vejr og den fine stemning gav altså vinger denne aften.

En uge senere var jeg så klar til Mors Marathon i Rødekro. Jeg havde forsøgt at hvile benene, og det var kun blevet til én løbetur i den forgangne uge; en 10 kilometer trailtur med løbeklubben. Men jeg var nu alligevel ikke helt på toppen lørdag morgen, da jeg satte mig i bilen for at begive mig til Rødekro. En begyndende hovedpine/migræne havde sat ind, men jeg regnede med at den ville nå at forsvinde inden jeg skulle løbe. Jeg ankom til Rødekro et kvarters tid før løbets start og mødte en masse friske sønderjyske løbere, der tydeligvis kendte hinanden godt og var vant til at løbe sammen. De tog dog rigtig godt imod mig og efter indledende instrukser om ruten fra Hans og en kort gåtur til start-stregen, gik løbet i gang. Ruten var en ud-og-hjem tur, hvor vi løb hen til Hans’ mor og hjem igen.

På turen ud var vi 7 i min gruppe. Det var nogle rigtig hyggelige folk at løbe med og selv om jeg var eneste fremmede i gruppen, så følte jeg mig straks tryg i deres selskab. Der blev hyggesnakket, og selv om denne stille nordjyde måske ikke sagde så meget, så nød jeg at løbe og lytte til deres sønderjyske accent, som jeg ikke har mulighed for at høre så tit. En af løberne, Bent, var også oprindelig fra Hirtshals, så der kunne vi da snakke lidt om barndomsegnen. Der var rigtig fine depoter undervejs med masser af drikkelse, slik og frugt. Der var 3 depoter hver vej plus depotet hos Hans’ mor, så det var bestemt ikke forsyninger vi manglede. Et af depoterne var endda hos en berømthed i løbekredse, nemlig Ove Schneider, som står bag siden Ove’s Løbeside, som blandt andet indeholder den nok mest komplette oversigt over løb i Danmark og Europa.

Det jeg manglede denne dag var krudt i benene. Jeg tror jeg betalte prisen for mit løb over Lillebæltsbroen weekenden før. Allerede ved 20 kilometer begyndte jeg at føle mig flad. Vi holdt faktisk et fint pace der ville give en slut tid på 4:30, men det begyndte altså at føles ret anstrengende. Fordelen ved det var, at min hovedpine fortog sig i takt med at andre dele af kroppen (primørt benene) begyndte at brokke sig. På hjemturen var vi 5 løbere tilbage i gruppen (da to af de oprindelige kun skulle løbe halvmarathon) og vi hyggede os stadig, men jeg begyndte langsomt at føle mig mere og mere presset. Men de passede godt på mig, og var alle enige om at vi skulle løbe samlet i mål. Så de satte tempoet lidt ned og begyndte at holde små gåture på 100 meter en gang i mellem. Det var meget værdsat af mig, selv om jeg måske ikke lige havde den store energi til at udtrykke det. Men det gjorde at jeg kunne følge med, og efter 4:44:11 (på mit ur) kunne vi løbe samlet over målstregen. Stor tak til mine løbemakkere denne dag for at hjælpe mig i mål!

Foto taget af Hans Renkwitzh

Så var det tid til hygge, og det var meget tydeligt, at denne gruppe løbere var vant til at hygge sig sammen, og at tiden efter løbet var mindst lige så vigtig som selve løbet. Der var linet op med masser af drikkelse, forfriskninger og Hans havde sågar startet grillen op, så man kunne få sig en grillpølse og en kold øl. En af deltagerne i min gruppe, Susanne, havde haft fødselsdag i ugens løb, så fødselsdagskage var der endda også. Jeg havde dog lovet at være hjemme igen ved 15 tiden, så der var desværre ikke så meget tid for mig til at deltage i hyggen. Det må blive næste gang – sådan en tror jeg kommer, for Mors Marathon er så absolut det hyggeligste marathonløb jeg har deltaget i til dato, og jeg tager gerne en times køretur på et andet tidspunkt for at deltage igen.

På køreturen hjem kom migrænen desværre tilbage, og det drænede den sidste energi jeg havde. Så en løbetur kan ikke stoppe migræne, blot fortrænge den, hvis man bliver presset nok 🙂  Efter aftensmaden lørdag aften gik jeg i seng kl. 19:45, fuldstændig drænet for energi, og vågnede først igen søndag kl. 6.  Hvert et løb er lærerigt, og denne gang lærte jeg at én uge er for lidt til at restituere efter et hurtigt halvmarathon, man kan løbe med migræne (men det er ikke så sjovt), løb er sjovere når man er flere sammen om det, og sønderjyder er rigtig gode løbemakkere.

De næste par planlagte løb er knap så krævende. På lørdag løber jeg Klovneløbet i Tørring og onsdag d. 7/6 er det Jelling Løbet, hvor jeg har meldt mig til 10 km ruten. Marathon i næste måned er jo så ikke et marathon, men Coast2Coast, altså 50 kilometer. Det var så stor en oplevelse at løbe sidste år, at jeg har besluttet at prøve og gentage det. Det finder sted 23/6, så  forhåbentlig kan jeg møde godt restitueret op til det løb.

Klar til et nyt år

Så blev det et nyt år – 2016 blev afsluttet med Nytårsløbet i Herning, hvilket fik min totale løbedistance for året op på 1803 kilometer. Det absolut længste jeg har løbet på et år, og det var muligt fordi jeg undgik skader. Det er nu mere end 2 år jeg har løbet uden skader, og det føles helt fantastisk. Ændring af løbestil til fladfodsløb har helt klart været det rigtige for mig.

Jeg vågnede nytårsaftensdag med en svag migræne, hvilket bestemt ikke var et godt udgangspunkt for årets sidste løb: Sydbank Nytårsløb i Herning. Jeg havde så tre muligheder: at aflyse løbet, tage en migrænepille og løbe, eller løbe med migræne (og håbe den ikke blev værre). Jeg havde ikke lyst til at aflyse. Jeg valgte at løbe med migrænen. Mine migrænepiller virker fint, men de har to uheldige bivirkninger i forhold til løb. Jeg bliver træt/energiforladt af dem, og så bliver jeg øm i mine led. Hvis jeg har den mindste smule ømhed, så forstærkes det en del, så ting der normalt ikke generer, som lidt ømhed i akillessenen for eksempel, bliver så slemt at jeg halter lidt. Så det er meget sjældent jeg løber de dage, hvor jeg har taget migræne-medicin.

Så jeg kørte til Herning i god tid for at hente mit løbenummer og satte mig så i et roligt hjørne og slappede af med lukkede øjne, indtil det blev tid til at løbe. Migrænen blev heldigvis ikke værre, så jeg var ved godt mod da starten gik. Jeg lagde ud i et tempo omkring d 5:20, hvilket jeg havde planlagt at holde den første halvdel af løbet. Derefter ville jeg vurdere hvad tempoet ville være resten af løbet. Det satsede jeg på ville give mig en tid omkring min personlige bedste på halvmarathon distancen, som jeg jo satte for et par måneder siden til Vejle Ådal løbet. Egentlig ret ambitiøst, da løbet blot skulle være en rolig afslutning på året. Men jeg følte mig i god form, så hvorfor ikke? Og desuden var min kollega, som jeg skulle have løbet sammen med, blevet skadet, så jeg kunne helt selv bestemme tempoet.

Uvejr på vej under træningstur uden før Tørring.

Og det blev altså et tempo der lå og svingede mellem 5:10 og 5:20. Efter de 10 kilometer besluttede jeg at forsøge at holde tempoet. Det gik jo fint, så hvorfor ikke gå efter en ny rekord? Så jeg forsøgte at holde tempoet oppe – det faldt dog en lille smule, og lå nu mellem 5:15 og 5:30. Det gjorde det frem til kilometer nummer 18, hvor der ikke længere var energi til at holde tempoet oppe. Jeg var blevet overrasket over depoterne, hvor der hverken var energi-drik eller frugt, men kun vand. Jeg havde ikke selv medbragt noget, og nu begyndte jeg at kunne mærke at jeg trængte til lidt energi. De 3 krus vand jeg havde drukket, var ikke ligefrem sprudlende energi-kilder, så nu begyndte jeg at løbe tør for energi. Jeg kæmpede for at holde tempo, men kunne simpelthen ikke holde det og nu faldt tempoet og lå på 5:30 – 4:45 for de sidste 3 kilometer. Lidt ærgerligt, men jeg kom stadig i mål i en god tid, nemlig 1:53:51. Det næsthurtigste jeg har gennemført distancen. Da jeg stod og spiste et æble efter løbet slog det mig, at jeg overhovedet ikke havde mærket noget til migrænen mens jeg løb. Nu var den så tilbage, men i de næsten 2 timer havde koncentrationen om løb fået den til at forsvinde i baggrunden. Ærgerligt at den vendte tilbage, for jeg ville da foretrække at løbe en tur for at få migrænen væk, frem for at skulle tage en migrænepille.

Nytårsløbet var egentlig et meget hyggeligt løb. Der var god stemning både inden og efter løbet, og rutens udformning, hvor de sidste 13 kilometer var en ud/hjem-strækning, gjorde at der altid var andre løbere omkring dig. Men jeg var lidt skuffet over selve ruten, hvor der ikke var meget interessant at kigge på. Den var lidt kedelig og ikke ligefrem seværdig. Værd at deltage i for stemningens skyld, ikke for ruten.

Formiddagssolen forsøger at trænge gennem skyerne i Uldum Kær

Nu er der så tre uger til det første løb i 2017: Dr. Nielsens Vinterhyggemarathon i Vejle. Det skal nok blive sjovt – jeg glæder mig til at komme i gang med årets udfordring til mig selv, nemlig at løbe et marathon om måneden. Det vil kræve god restitution, men også at jeg formår at sætte tempoet rigtigt når jeg løber dem. Målet er at gennemføre de 12 løb, ikke at sætte ny rekord på distancen. Det kan da godt være det sker alligevel, men jeg tror det bliver vigtigt at jeg ikke presser mig selv for meget rent tempomæssigt. Det er altid en udfordring, når man løber i flok til et officielt løb, men jeg bliver nødt til at sætte mit eget tempo og holde det. Min plan er at starte ud i cirka samme tempo som i Skagen, nemlig 5:50-6:00 per kilometer den første halvdel af løbet og så ellers se hvad benene kan holde til på den sidste halvdel. Og så ellers hygge mig og få gennemført mit tredje marathon.

12 måneder – 12 marathon?

Jeg har ikke fået løbet så meget de sidste par uger – min venstre fod driller stadig lidt. Jeg fik dog løbet en tur i søndags, og den tur gav forhåbninger om at jeg snart er oppe i omdrejninger igen. Den er stadig lidt øm, men det er ikke noget der generer mig og det blev ikke værre af løbeturen, så nu prøver jeg at komme afsted 4-5 gange denne uge og så se hvordan den har det.

Løbepausen har jeg så brugt på at spekulere over hvad mit løbemål skal være næste år. Der er jo mange muligheder. Jeg er fascineret af ultraløb, og kunne godt tænke mig at udfordre mig selv på en længere løbetur på 80-100 kilometer. Men det bliver ikke næste år, for det føler jeg mig ikke klar til hverken mentalt eller fysisk. Der skal nogle flere kilometer i benene, og ikke mindst nogle flere lange ture i benene, før jeg tør kaste mig over det. Jeg har trods alt kun løbet 3 ture over 40 kilometer i mit liv. 1 marathon for 2 år siden, og så et marathon og et 50km løb i år. Så der er meget at lære endnu ved at løbe marathon.

Så mit mål næste år er at løbe flere marathon. Jeg overvejede at tage en 3-4 marathon fordelt på året, og så måske vælge ét i det sidste halvår, hvor jeg satte fart på og prøvede at nå under de 4 timer. Men jeg er nu begyndt at hælde til et andet mål, der hedder 1 marathon om måneden i et år. Så lad gennemførelsen af disse 12 løb være målet, og så ikke bekymre mig om tiden. Det vil give mig en masse erfaring på distancen, en masse kilometer i benene og forhåbentlig en masse kilometer hvor jeg føler mig udfordret mentalt, og hvor jeg kan træne min viljestyrke. Så det tror jeg bliver målet næste år – jeg har ikke helt besluttet mig endnu.

Men der er også et par ting i  år, der skal overståes først. I slutningen af november skal jeg lære at løbe! Det kan man måske mene, at jeg har bevist at jeg kan, men faktum er at min løbestil er helt selvlært. Jeg har set en masse videoer, og læst en masse kloge kommentarer og så ellers blot gået i gang. Og det er jo gået fint, men jeg er overbevist om, at der nok skal være plads til forbedring. Det vil jo være ærgerligt at sætte mig store mål til næste år, og så blive skadet fordi min løbestil ikke helt kan klare de ekstra kilometer der skal på kontoen for at opnå dem. Så jeg besøger Posemandens workshop i Aarhus, når han kigger der forbi, og får min løbestil kigget igennem og tilpasset. Det ser jeg frem til.

Der ud over har jeg et enkelt halvmarathon, der skal gennemføres inden årsskiftet. Nemlig Nytårsløbet i Herning d. 31/12. Det har jeg tilmeldt mig sammen med en kollega, da vi begge syntes det kunne være hyggeligt at slutte året af med et løb.

Ruten til årets sidste løb

Ruten til årets sidste løb

En god dag

Lørdag stod den på halvmarathon i Hedensted. Jeg havde været lidt i tvivl om hvordan jeg skulle takle dette løb. Skulle jeg gå efter en god tid, eller blot komme igennem i “sædvanlig” tid omkring de 2 timer. I løbet af formiddagen havde jeg god energi og overskud, så jeg besluttede mig at prøve at holde et godt tempo. Hedensted løbet er en 10 km rute, der skal løbes 2 gange med en lille sløjfe midtvejs, så man kommer op på de 21,1 kilometer. Så planen lød på et tempo på 5 minutter og 30 sekunder per kilometer for første omgang, og så ville jeg derfra vurdere hvordan 2. omgang skulle løbes. En simpel plan, syntes jeg selv. IMG_0640

Første omgang forløb helt som planlagt, og de 10 kilometer blev rundet på 54 minutter. Mine ben havde det fint og jeg besluttede at prøve at holde samme tempo resten af løbet. Det førte til, at jeg prøvede noget helt nyt: nemlig at overhale andre løbere. Det plejer jeg ikke at gøre efter de 10 kilometer, hvor tempoet plejer at gå ned, så det er mig der bliver overhalet. Men ikke denne gang. Jeg holdt tempoet oppe og trak fra de omkringliggende løbere. Sjovt at prøve. En ung fyr besluttede sig for at hægte sig på toget, og vi løb stort set samlet fra 13 km og indtil mål, hvor han med en spurt sikrede sig et forspring på 3-4 meter. Jeg er ikke den store sprinter, så selv om jeg stadig havde energi i benene efter de 21 kilometer, så var der ikke speed nok til at følge med der. Men alt i alt et skønt løb, og jeg satte ny personlig rekord på halvmarathon med en tid på mit ur der sagde 1:54:21 – den officielle tid har jeg ikke modtaget endnu.

Altså en forbedring på 3 minutter! Ikke ringe og slet ikke da jeg denne gang følte mere overskud da jeg løb over målstregen end jeg gjorde, da jeg løb til Vejle Ådal. Så vinterens træning har bestemt givet bonus.

Da jeg kom hjem fra Hedensted dukkede min gode gamle barndomsven, Martin op. Vi havde planlagt en tur i Crossroads for at høre B.B. and the Blues Shacks. Det var rart at se ham igen. Inden den stod på musik var vi ude at spise. Det blev en tur på Vino Vejle til en omgang indisk mad. Det kan anbefales. Et hyggeligt sted med god mad. IMG_0642

Og så stod den ellers på blues. B.B. and the Blues Shacks bliver ofte kaldt Europas bedste bluesband, og det er bestemt ikke helt ved siden af. Kanon musik og underholdning. Kan man lide blues og får mulighed for at høre dette band, så bør man ikke snyde sig for oplevelsen.

Alt i alt en rigtig god lørdag, og i dag står den blot på afslapning og ingen løb, da der røg lige lidt flere øl ind  i løbet af aftnen end jeg er vant til.

Snart klar

Nu er der kun en måneds tid til det går løs med Coast2Coast, og jeg begynder så småt at føle mig klar. Så klar som man nu kan blive det, når distancen er 50km – 8km længere end man
med nød og næppe kom igennem i oktober måned. Den lange tur i søndags var på 30 kilometer og den gik fint. Tempoet var meget roligt, 6:58 minutter pr. kilometer og det medførte at jeg stadig havde overskud, da jeg stoppede løbet. Jeg kunne mærke IMG_0619det, og tempoet var da gået lidt ned, men kunne sagtens have løbet videre. Så 30
km er der styr på. Så mangler jeg bare lige de sidste 20 kilometer. Iøvrigt, hvis jeg løber i det samme tempo til Coast2Coast, så kommer jeg i mål 4 minutter før solen står op. Det ville da ikke være så ringe. Jeg tror dog jeg vil forsøge at komme lidt hurtigere ud over stepperne, men nu får vi se.

I morgen løber jeg årets andet officielle halvmarathon i Hedensted. Jeg har ikke helt besluttet mig for strategien. Min absolut første prioritet er at undgå skader, men jeg kunne nu godt tænke mig at få lidt fart på i morgen. Jeg kender ikke ruten, så jeg ved ikke om det er en hurtig eller langsom rute. Men det er en 10km rute der skal løbes to gange, så efter den første omgang vil jeg nok have en rigtig god ide om det. Så tror jeg satser på et 5:30 pace på første omgang, og så må vi se hvad der skal ske med farten på anden omgang.

hovedpinesagenJeg har oprettet en indsamling i forbindelse med min Coast2Coast deltagelse. Pengene går til Hovedpinesagen. Jeg skal nok senere komme med et indlæg om min egen kamp mod hovedpine og migræne, og hvorfor det lige er dem der skal modtage lidt penge. Men skulle du lige have lidt småpenge i overskud, så vil jeg sætte pris på et lille indskud.

 

Rubjerg Knude Løbet

I søndags gik det så løs med Rubjerg Knude Løbet, som jeg havde set frem til med stor spænding. Kl. 12 stod jeg klar ved startlinjen sammen, med cirka 150 andre forventningsfulde løbere. Klar til 21,2 hårde kilometer. De første 2-3 kilometer var på en rimelig small sti, så der var ikke meget plads til overhalinger. Det betød, at tempoet blev sat af løberne omkring dig, men det var vi blevet advaret om på forhånd. Så jeg havde lagt mig i den bagerste tredjedel af løbet, og det tempo passede mig fint. Så snart vi kom ud på lidt brede stier, kom der lidt mere fart på og mere spredning i feltet.

Efter 5 kilometer kom vi ud til området omkring Rubjerg Knude Fyr. Et meget smukt område, hvor vi løb et par kilometer inden vi kom til sandklitten ude ved fyret, og gik helt i stå. Det var umuligt at løbe op af klitten. På trods af at regn dagen før havde gjort sandet mere fast, så var løb ikke en mulighed og vi gik i rask trav op mod fyret. 2-300 meter fra fyret kom vi til et åben område, og her troede jeg at vi var tæt på toppen. Men så havde arrangørerne lige en overraskelse i ærmet. Ned af klitten igen, og endnu en gang op mod fyret i rask trav. På trods af at vi gik, så var det med høj puls at man endelig kunne modtage et stykke sandkage og klappe fyret, inden turen gik langs kysten mod Lønstrup.

Jeg følte mig godt brugt på dette tidspunkt, cirka 7,5 kilometer inde i løbet, men stadig ved godt mod og med ok fart i benene. Men efter 8 kilometer gik det galt. Jeg mærkede pludselig et skarpt jag i venstre fod, og smerten på ydersiden af foden vendte tilbage i stor stil. Et eller andet sad forkert i foden, det var tydeligt. Jeg humpede lidt videre, men kunne ikke rigtig løbe uden at det gjorde meget ondt, så var begyndt at overveje om jeg skulle gå til Lønstrup og så stoppe der. Min kæreste og min mor stod nemlig klar til at heppe på mig der, hvilket betød at der også var en bil, der kunne fragte mig til mållinjen.

Men efter en kilometers halten havde jeg fundet et tråd der ikke gjorde alt for ondt. Det var noget langsommere end jeg havde planlagt, men det betød at jeg kunne løbe, så alle spekulationer om at stoppe inden tid forsvandt igen. Så jeg nåede til Lønstrup og fik kærkommen opbakning fra familien, inden turen fortsatte op at den stejle Møllebakke og videre ud mod Harrerenden. Underlaget var nu mest grusveje, og jeg begyndte at kunne mærke det i fødderne. De var begyndt at være lidt ømme. Sammen med smerten i min venstre fod, så betød det, at tempoet var meget moderat. Jeg forsøgte nogle få gange at sætte tempoet lidt op for at se om jeg kunne hale ind på løberne foran, men det gjorde for ondt. Så i roligt tempo gik det gennem Harrerenden, og jeg kunne se løberne foran forsvinde længere og længere væk, og høre dem bagved komme tættere og tættere på.

Langsomt tempo gennem Harrerenden

Langsomt tempo gennem Harrerenden

Efter Harrerenden stødte vi på asfaltveje ved Vennebjerg Kirke efter 16,5 kilometer. Det hjalp lidt på de ømme tæer at slippe for småstenene, men jeg kunne stadig ikke sætte tempoet op. Nu var resten af turen asfalt, og jeg kæmpede en kamp for at sætte tempoet lidt op, især fordi vi på nuværende tidspunkt løb sammen med 10km løberne, som jo havde friske ben, og overhalede i stor stil. Men få mere fart på kunne jeg altså ikke. Ikke nok med at det gjorde ondt i foden, så havde jeg heller ikke mere energi at give af. Jeg var godt brugt nu, og glædede mig blot til at se målstregen.

Efter 2 timer og 25 minutter kom jeg over den. Mit langsomste halvmarathon til dato, men også det der har været den største oplevelse. Utrolig dejligt at løbe i terræn i stedet for kun at løbe på asfalt. Ingen tvivl om, at det kræver mere energi, men man får også et boost af at løbe i den flotte natur, så mon ikke det går lige op. Jeg bilder mig selv ind, at uden skaden i foden, så havde jeg løbet 13 minutter hurtigere, da tempoet faldt med cirka et minut pr kilometer, men ved ikke helt om det holder. Jeg havde ingen energi til at sætte tempoet op på de sidste 4-5 kilometer, så det kræver lidt fantasi at tro på at jeg havde kunnet løbe hurtigere. Men det må jo komme an på en prøve næste år.

Rubjerg Knude Løbet er et rigtig hyggeligt, udfordrende, hårdt og meget godt organiseret løb, som får min varmeste anbefaling. Ruten var perfekt afmærket, og på trods af smalle stier og mange sving, så var jeg aldrig i tvivl om hvor jeg skulle hen, og jeg så da heller ikke andre der for vild på ruten. Efter løbet var der koldskål med is til løberne. Det var jeg lidt skeptisk over, men det viste sig at være en fantastisk blanding, som hurtigt gav lidt energi, og tilmed smagte rigtig godt.

Her tre dage senere har min fod det meget bedre. Jeg har ikke været ude på nogle løbeture siden, da jeg rejste til New Delhi mandag morgen. På trods af en lang flyvetur, hvor det var svært at strække benene, så har jeg ikke været øm, og smerten i foden er minimal. Så måske skal jeg ned og tjekke løbebåndet på hotellet i aften, så jeg kan begynde at forberede mig til den næste store løbeoplevelse: mit første marathon, som skal løbes d. 4/10 i Skagen.

Ældre indlæg

© 2018 FristedPedersen

Tema af Anders NorenOp ↑