FristedPedersen

En blog om løb

Tag: 50km

6/12 Coast2Coast

Så nåede jeg halvvejs i mit 12 måneders projekt. Også selv om jeg ikke løb et marathon i juni måned. Da det blev tid til at beslutte sig for et marathonløb i juni måned, blev fristelsen simpelthen for stor, og jeg besluttede at løbe Coast2Coast igen. Og det er jo teknisk set ikke et marathon, men et løb på 50 kilometer. Men da jeg ikke kan løbe 50 kilometer uden først at have passeret de 42,2 kilometer, så besluttede jeg at det nok gik alligevel. Dermed er 6 marathon overstået på 6 måneder, og så resterer der 6 måneder og 6 løb.

 

Løbet startede i Skallerup Klit, da solen gik ned kl 22.22. Ganske som sidste år var der et hav af cykler, cyklister, løbere og tilskuere, men det virker som om arrangørerne har fået lidt bedre styr på det, og det virkede ikke så kaotisk som sidste år. En ting der dog gik lidt kaotisk var starten. De første blev sendt afsted 22.22, næste gruppe 22.23 og så bredte der sig lidt forvirring, da nogle troede de også var sendt afsted (uden at være det) og begyndte og løbe, og da det begyndte at sprede forvirring, greb arrangørerne megafonen og sendte os resterende afsted på en gang. Lidt kaotisk, men jeg vidste fra sidste år hvad der ventede, så jeg havde ikke travlt med at komme afsted. Det første stykke ned til stranden er nemlig så smalt at man ikke kan løbe alligevel. Så jeg tog den med ro og satte i løb så snart jeg ramte strandsandet.

Så gik det ellers i rask tempo hen langs stranden og op i bakkerne til whisky depotet. Her stod glade hjælpere klar med små shotglas med æblejuice. Det var tydeligt, at det ikke var alle løbere der var klar over, at der var æblejuice og ikke whisky i glassene, for nogle af dem så da lidt forbavsede ud og skyndte sig forbi. Jeg greb dog en enkelt lille “dram” i farten. Derefter ramte vi cykeldepotet, hvor alle Bike&Run holdene skulle samle deres cykler op. Det havde jeg frygtet lidt, for sidste år havde det været lidt kaotisk og ført til en frygtelig masse zigzag ind og ud imellem cykler og stillestående løbere på vejen, Men i år gik det meget nemt. Næste stop på ruten er Julemandens Depot. Det løb jeg dog forbi. Der var så mange mennesker samlet der, at jeg valgte at springe det over for at spare lidt tid. Så mit næste depot var Rødvinsdepotet i Højene. Der fik jeg så til gengæld fyldt lidt op i depoterne. Vand, Cola, slik og chips. Jeg sprang dog over rødvinen. Og så gik det ellers videre ud i nattemørket. Det var lidt mørkere end jeg huskede det sidste år, og det skyldtes nok vejret. Det var overskyet og regnede da også lidt en gang imellem, men var nu meget behageligt alligevel. Sidste år havde jeg haft alt for meget tøj på, så i år løb jeg i shorts og kortærmet trøje. Det passede perfekt til de 14-16 grader vi havde.

 

Halvvejspunktet for løbet er i SIndal, så det depot havde jeg set frem. Så er man da halvvejs. Men det viste sig at være lidt skuffende. De tilbød vand, chips og øl. Jeg kunne ihvertfald ikke finde andet, og løb hurtigt videre efter at have fået en slurk vand. Heldigvis havde jeg en banan med i rygsækken, som jeg valgte at fortære nu. Og så gik det ellers der ud af igen. Lige efter de 30 kilometer begyndte jeg at sætte tempoet lidt ned – ikke bevidst, men nu begyndte trætheden at sætte ind. Det næste pejlemærke for mig er Bollehededepotet, som ligger ved cirka 37 kilometer. Det er der, hvor jeg mentalt begynder sidste del af løbet. Det var på dette tidspunkt sidste år, at jeg for alvor blev træt, og i år kunne jeg også godt begynde at mærke nattens strabadser. Jeg valgte at finde lidt musik frem, for at se om ikke det kunne hjælpe mig til at få fokus væk fra de trætte ben og ømme fødder. Det lykkedes ikke helt, men det var nu egentlig meget rart at lukke sig ind i sin egen lille boble af musik for en stund. Højdepunktet i nattens musik var helt klart, da Joe Bonamassa gik i gang med “Driving towards the daylight”. Jeg var ikke ligefrem kørende, men teksten passede nu alligevel meget godt.

Driving towards the daylight
Running from the midnight
Trying to get my way home
Running from the spotlight
Trying to find the daylight
Trying to get back home

 

På de sidste 5 kilometer tillod jeg mig at tage et par korte gåpauser. Det er jeg normalt ikke meget for, da jeg føler det er svært at komme i gang med at løbe igen, men belært af mine erfaringer fra Rødekro Cannonball, så følte jeg det var værd at prøve for at aflaste mine ømme fødder lidt. Ganske som sidste år, så skal man lige forcere en viadukt når man løber ind i Frederikshavn, og ganske som sidste år bandede jeg den langt væk, da jeg kunne se den tone frem. Den er egentlig ikke så slem, men lige på dette tidspunkt er den bare inkarnationen af ondskab. Hvorfor skal den ligge lige der, hvor man er så tæt på mål? Men jeg fik den forceret endnu en gang, og så var der ikke langt til målstregen. Denne gang var min kæreste og min mor nået frem i tide, så de stod klar til at heppe på mig de sidste meter. Min mor stod klar med kameraet, men heller ikke denne gang lykkedes det hende at få et billede af mig der løber over målstregen. Det har hun efterhånden forsøgt nogle gange, men der går altid et eller andet galt. Ved ikke helt hvad det er for en forbandelse, men hvis nu jeg bliver ved med at løbe, mon ikke det så lykkedes hende at få det på et tidspunkt.

Sidste år løb jeg i mine Skoora sko, men de er blevet lidt slidte og har givet mig nogle trælse vabler og blå negle på de sidste lange ture. Så i år valgte jeg at løbe i mine Born2Run sko, hvilket jeg var meget spændt på. Det gik helt fint. Da jeg tog dem af var der 2 vabler, en på hver fod og begge sad samme sted på midterste tå. jeg havde ikke mærket noget til dem under løbet, så var lidt overrasket over at se dem. Men der blev prikket hul på dem, og så var det problem løst og jeg har intet mærket til dem. Så skoene fungerede fint, hvad vabler og blå negle angår. Under løbet lagde jeg dog mærke til, at mit normalt stille løb blev til klasken, da jeg blev træt. Især min venstre fod slaskede ned i asfalten ved hvert skridt, og det lød ærlig talt ikke særligt sundt. Det gjorde dog hverken fra eller til med smerten, og i dagene efter har jeg heller ikke kunne mærke noget usædvanligt. Så det er måske bare sådan de sko lyder, når man er godt træt….

 

Årets Coast2Coast løb blev en næsten tro kopi af løbet sidste år for mit vedkommende. I hvert fald rent fartmæssigt. Mit ur satte ud inden jeg kom i mål, men jeg kom i mål i nogenlunde samme tid som sidste år. 4.02 løb jeg over målstregen, hvor den hed 4.06 sidste år. Kigger jeg på mit pace de første 45 kilometer (hvor efter uret satte ud), så er det indenfor 5 sekunder på hver eneste af de 45 kilometer. De fire minutter er primært hentet i depoterne, og ikke i løb. Så rent fartmæssigt har jeg ikke forbedret mig så meget, på trods af at jeg har trænet en del mere i år end på tilsvarende tidspunkt sidste år. Men konditionen er bedre, for gennemsnitspulsen for løbet var 161 i år, hvor den havde været 167 sidste år. Så man skulle tro, der var råderum til at sætte farten op. Jeg havde sigtet efter en tid der var et kvarter hurtigere i år, så jeg har spekuleret lidt over  hvorfor jeg dog ikke kunne holde tempoet oppe, men faldt i tempo i stort set samme grad som sidste år. Jeg tror det er mentalt. Forstået på den måde, at det bare kræver stor mental koncentration at holde tempoet oppe, når man er så træt. Benene kan egentlig godt, men den mentale energi er der bare ikke, og jeg sætter benene på autopilot, hvilket bare ikke er så højt et tempo. Så skal jeg forbedre min tid, og det tror jeg egentlig også gælder for marathon, så skal jeg træne den del noget mere. Forsøge at holde tempoet oppe når trætheden sætter ind. Jeg har måske en tendens til at fyre “tiden er ikke vigtig” af for tit, og det giver mig jo en god undskyldning for ikke at kæmpe for at holde tempoet oppe. Så det må blive fokus for træningen på et tidspunkt. Dog ikke i år, for der er fokus at få 12 marathon overstået uden at blive skadet.

 

 

50 km natteløb

I min barndom var jeg spejder og én af de ting jeg elskede ved de lejrture vi kom på, var natteløbet. Der var nu ikke så meget løb over det, men vi fik lov at gå fra post til post i løbet af natten og det elskede jeg. I en alder af 47 fik jeg så igen muligheden for et natteløb, men denne gang skulle der virkelig løbes hele natten. Og jeg kan konstatere, at jeg stadig elsker natteløb.

Fredag d. 24. Juni var det tid til Coast2Coast løbet, som jeg har set frem til, og trænet til, siden min tilmelding i januar måned. De sidste par uger inden har været lidt underlige, da løbet pludselig var meget tæt på. Det er første gang jeg skal løbe 50 kilometer, og blot anden gang at jeg forsøger mig med en distance over 35 kilometer. Så jeg havde masser af ting at overveje; hvor hurtigt skulle/kunne jeg løbe? hvad ville benene sige til 50 kilometer i løb? hvordan ville mine fødder have det? Og hvad med hovedet – jeg skulle trods alt løbe i mere end 5 timer? og det hele skulle foregå om natten, hvor jeg plejer at sove trygt, hvordan vil kroppen reagere på det?

Så det spekulerede jeg en del på i ugerne op til løbet. Jeg følte mig i god form, så var overbevist om, at jeg  nok skulle komme i mål. Om ikke andet, så gående de sidste kilometer, hvis det gik helt galt. Men i mål skulle jeg nok komme. Min taktik ville være, at løbe i et pace på 6.00 – 6.15 så længe jeg kunne, og så ellers holde tempoet oppe så godt jeg kunne resten af vejen. Det ville forhåbentlig bringe mig i mål inden solen stod op igen kl 4.16, hvilket var mit ultimative mål.

Klar til 50 kilometer

Klar til 50 kilometer

Jeg havde taget fri fra arbejde fredag for at få sovet lidt længere, men det blev det nu ikke rigtigt til. Jeg duer bare ikke til at ligge og snue i sengen – så jeg stod op kl. 7 og så skulle tiden ellers bare gå indtil kæresten og jeg skulle drage nordpå. Sidst på eftermiddagen ankom vi til Skallerup, hvor min mor bor. Der tilbragte vi nogle hyggelige timer og fik noget aftensmad, inden vi skulle begive os de sidste par kilometer ned til Skallerup Klit, hvor løbet skulle starte kl 22.22. I min mors bil på vej derned, var det tydeligt, at Coast2Coast er blevet et meget polulært løb. Vejene var fyldte med biler, løbere og cykler, og det var lidt en udfordring at komme frem.

Da vi så var kommet frem, herskede der også lidt kaos. Der var ikke meget skiltning, så det var svært at finde ud af hvor starten skulle gå, i dette mylder af cykler, løbere og publikum. Men det lykkedes og snart stod jeg klar i start-området sammen med min kæreste og min mor, som var der for at sende mig godt afsted. Jeg aftalte med dem, at de skulle samle mig op i Frederikshavn kl. 4. Jeg ville i hvert fald forsøge at være der på det tidspunkt.  Min storesøster og hendes mand dukkede også op, og helt utroligt lykkedes det dem også at finde os i mængden inden starten gik. Skønt, at de også var der til at sende mig godt afsted.

Der var mange mennesker og da starten gik var det svært at komme til at løbe. Så de første 5 minutter havde jeg ikke uret tændt, da jeg havde besluttet at det først skulle tælle turen når jeg begyndte at løbe. Da vi kom ned til stranden var der plads til løb, så uret blev sat i gang og så startede jeg på de 50 kilometer løb. Jeg havde ikke løbet mange meter før jeg mødte den eneste anden løber jeg kendte i feltet. Min træner, Louise,  fra løbeklubben i Tørring var på et Bike&Run hold, og hende nåede jeg heldigvis lige at hilse på og ønske god tur. Ret heldigt, at jeg lige skulle finde hende,  i forhold til hvor mange mennesker der løb på stranden.

De første 10 kilometer fløj afsted. Der var utrolig mange mennesker at løbe sammen med, men alligevel lykkedes det mig at holde tempoet. På et tidspunkt fik Bike&Run holdene deres cykler, og nu skulle jeg pludselig også manøvrere rundt blandt cykler, men det gik forbavsende fint. Jeg havde taget en tynd jakke på i startområdet, da det var begyndt at blive lidt køligt at stå og vente på starten. Den blev meget hurtigt al for varm at løbe med, så ved det første depot brugte jeg tid på at få den af og proppet i rygsækken.

Og så gik det ellers østpå igen i et flot pace. Altså flot i forhold til hvad jeg havde planlagt. Mit planlagt pace holdt jeg faktisk i 35 kilometer inden jeg begyndte at blive lidt langsommere. Der var rigtig mange mennesker ved de første 3-4 depoter, så de tog lidt længere tid end planlagt at komme igennem. Men ikke noget der bekymrede mig. Jeg var “On schedule”. På trods af at ruten var 50 kilometer, så var der altid folk omkring en. Det var nu meget hyggeligt, og ikke helt hvad jeg havde forventet. Jeg havde troet der kom nogle strækninger, hvor man ville være alene. Men det var altså ikke tilfældet. Jeg fik ikke brug for at tænde min pandelampe, da der altid var folk med lys omkring mig de få timer der var lidt mørkt.

Skøn løbetur

Skøn løbetur

Da vi ramte Sindal ved halvvejs punktet, var jeg stadig i hopla. Jeg holdt fint tempo og begyndte for alvor at tro på, at jeg nok skulle nå i mål inden solopgang. På et tidspunkt begyndte tempoet at falde lidt. Jeg vidste faktisk ikke helt hvor langt jeg var, for jeg havde valgt ikke at kigge på distancen på uret. Det viste blot mit pace. Efterfølgende kan jeg se, at det var omkring de 35 kilometer at tempoet faldt lidt. Ikke ret meget, men nu lå pace på 6.15 – 6.30 og det besluttede jeg mig for at prøve at holde resten af vejen. Uden egentlig at vide hvor langt der var igen – blot at jeg i hvertfald havde passeret Sindal og halvvejen. Omkring de 42.2 kilometer, hvilket jeg fandt ud af, da jeg løb lige bag et par, der gav hinanden high-five, da de passerede marathon distancen, begyndte jeg at kunne mærke strabadserne. Mine fødder var begyndt at blive ømme, mine ben trætte og værst af alt, så begyndte jeg virkelig at ønske mig at løbeturen snart sluttede. Så det var ikke fysisk at jeg begyndte at have krise. Benene var trætte, men det var mentalt at krisen opstod. Jeg holdt mig til ikke at kigge på hvor langt jeg havde tilbage, men blot koncentrere mig om at holde mit pace oppe. Så skulle jeg nok komme i mål på et tidspunkt. De sidste par depoter var det også ret svært at komme i gang med at løb igen – pauserne blev lidt længere. Men det var mentalt, for så snart benene var i gang igen, så gik det der ud af.

Og sådan ser jeg ud efter at have løbet 50 kilometer

Og sådan ser jeg ud efter at have løbet 50 kilometer

De sidste par kilometre blev løbet med et stort smil på, da jeg nu vidste at det snart var slut. Solen stod snart op, og jeg ville stå på stranden og se det. Det var lidt specielt at løbe de sidste 200 meter på Palmestranden. Der var mange mennesker, der allerede var i mål, men ikke så mange der havde energi til at heppe. Så der var ikke så meget gang i den, som jeg ellers ville forvente, men det tror jeg skyldtes at folk var trætte. Det var jo trods alt også tidlig morgen. Jeg var i mål 4.04, altså 4 minutter senere end jeg havde sagt til mine chauffører og heppepiger. Men på grund af trafikken var de parkeret lidt langt væk, og nåede heller ikke frem til kl. 4. Så jeg måtte sende dem en sms og så ellers vente lidt inden jeg blev samlet op. Nu kunne jeg godt mærke, at jeg lige havde løbet 50 kilometer. Så snart jeg stod stille, begyndte benene at beklage sig, og det var nu ikke så nemt at komme i gang igen. Alligevel formåede jeg at sige til min mor, at hun ikke behøvede at hente bilen. Jeg skulle nok kunne gå derhen, bare vi gik lidt langsomt. Efter nogle 100 meter måtte jeg dog sande, at det gik lige langsomt nok og jeg fandt en bænk og satte mig med kæresten, mens min mor hentede bilen. Jeg fik skoene af og mine fødder fik lidt frisk luft, hvilket de virkelig satte pris på. Og så var det ellers bare tilbage til Skallerup, lidt morgenmad og så på hovedet i seng og få lidt søvn. Trætheden var virkelig begyndt at sætte ind på dette tidspunkt.

Mit første 50 kilometer løb var overstået, og jeg havde løbet det fuldstændig som jeg havde planlagt. På trods af at have brugt en del tid i depoter, så var det undervejs lykkedes mig at sætte ny personlig rekord på marathon distancen, hvilket giver mig forhåbning om en god tid til Skagen Marathon senere i år. Jeg nød at løbe turen, på trods af at jeg havde nogle kilometer hvor jeg bandede løbet langt væk, og virkelig stillede spørgsmål til hvorfor jeg dog havde meldt mig til det. Svaret på det fik jeg, da jeg løb de sidste 100 meter på Palmestranden. Det var en kæmpeoplevelse, og det er nok ikke det sidste ultraløb jeg giver mig i kast med – gad vide om jeg kan løbe endnu længere….?

Velfortjent belønning

Velfortjent belønning

© 2018 FristedPedersen

Tema af Anders NorenOp ↑