FristedPedersen

En blog om løb og lidt andet..

Tag: 24 Timer Ved havet

Et år er fløjet forbi

Så er det et år siden, at jeg sidst har skrevet et blog-indlæg her på siden. Jeg ved egentlig ikke helt hvorfor, men min skrivetrang forsvandt, og hvis den ikke er der, så er der jo egentlig ikke nogen grund til at skrive. Så det gjorde jeg ikke.

Der er så, i sagens natur, sket en del siden sidst. Det har dog været et forholdsvist roligt løbe-år, i hvert fald i sammenligning med 2016 og 2017, hvor jeg løb rigtig mange løb. I 2018 blev det ikke til så mange løb, men dog alligevel nogle mindeværdige oplevelser. Jeg gennemførte 12 timers løb ved 24 Timer Ved Havet i Sæby en meget varm sommerdag i strålende solskin. Det gik forbavsende godt. Varmen generede mig egentlig ikke så meget; væske og energi-indtaget forløb fint og jeg formåede at holde mig i gang i alle 12 timer. Jeg fik dog problemer med knæet cirka halvvejs i forløbet. Det begyndte simpelthen at gøre ondt i knæet ved hvert nedslag af foden. Jeg prædiker ofte til mine medløbere i løbeklubben, at hvis det gør ondt, så er det et advarsels-signal om, at der er et eller andet galt, og man skal stoppe med at gøre det, der forårsager smerten. Det er et ret svært princip at holde, når man i 6 måneder har trænet op til et 12 timers løb, og har et personligt mål der hedder mindst 90 kilometer. Men jeg formåede faktisk at undgå en skade, da jeg gik mere end jeg løb de sidste 6 timer af løbet. Det betød at slutresultatet lød på 73,6 kilometer efter 12 timers løb/gang, og det er jeg egentlig ganske godt tilfreds med. Som sagt var målet 90 kilometer, men mit hovedmål var jo egentlig at gennemføre uden at blive skadet, og det lykkedes jo fint. Så får vi se, om jeg har mod på at prøve igen og komme lidt længere på et tidspunkt.

Et andet mindeværdigt løb var Royal Run i Århus. En fantastisk løbefest, og jeg deltog som Bevæg Dig For Livet Runners ambassadør, og det var en sand fornøjelse. Store smil, genial stemning og masser af publikum på ruten. Så bliver det altså ikke meget bedre. I det hele taget har det sidste år budt på rigtig mange gode oplevelser til både store og små løb som Runners ambassadør. Det er en speciel måde at deltage i et løb; det at man ikke løber for en god tid, eller blot for sin egen fornøjelse, men har fokus på de andre løbere, hjælperne og tilskuerne, og på at de har en god oplevelse.

2018 blev også året, hvor jeg fik gennemført DGI & DAF’s løbe-træner uddannelse, og nu officielt kan kalde mig løbetræner. Havde nogen påstået for 5 år siden, at jeg nogensinde ville kunne skrive det på mit cv, så havde jeg nok ikke taget dem alvorligt. Men det kan jeg altså nu. Det er nu meget rart. Ikke at man behøver det for at kunne hjælpe folk i gang med løb; jeg har trods alt været træner i Tørring Løber i 2 år uden det papir, men det giver et boost. For mig er det også et bevis på, at jeg ved det jeg skal bruge for at kunne træne andre. Det er ikke blot en viden jeg har tiltusket mig fra diverse blogs, hjemmesider og samtaler, men den viden, som de to store idrætsorganisationer i Danmark mener man skal have for at kunne træne løbere.

Hvad skal der så ske i året 2019, rent løbemæssigt? Jeg har tilmeldt mig Coas2Coast igen, så det er årets første mål. Jeg har ikke været så god til at holde formen ved lige i vinterperioden, og der er nu kun 3 måneder til at komme ordentligt i form til det. Jeg bilder mig ind, at det er vores nye hund der har krævet lidt tid og opmærksomhed, men ærlig talt så havde jeg nok ikke løbet så meget mere, selv hvis vi ikke havde fået ham. Konsekvensen af det er, at jeg ikke satser på at komme i mål hurtigere end de tidligere år, men blot på at komme i mål. Til gengæld vil jeg så til efteråret forsøge at sætte ny PR på maraton distancen. Jeg har aldrig trænet op til at forsøge at løbe det så hurtigt som muligt, og det kunne jeg egentlig godt tænke mig at prøve. Som udgangspunkt er målet at forbedre min PR, men det ultimative mål må være, at gøre det så godt at jeg kan komme under 4 timer. Absolut ikke et nemt mål, da der så skal skæres 17 minutter af tiden! Men det ville da være sejt, hvis det kunne lade sig gøre.

Løbeåret 2018

Så er det et nyt år med nye løbemål. Jeg må indrømme, at starten på året ikke just har været prangende for mit vedkommende. Jeg har haft en periode, hvor jeg virkelig har haft svært ved at komme ud på mine 3-4 ugentlige løbeture. Så jeg har ikke fået løbet så meget som jeg ville, men forhåbentlig bliver det bedre nu, hvor vejret forhåbentligt også bliver bedre. Det er det faktisk nødt til, da årets store løbemål er 12 timers løb ved 24 Timer Ved Havet. Der er mindre end 3 måneder til, så der skal da snart nogle kilometer ind på kontoen, hvis jeg skal være klar til det. Jeg fik dog løbet 54 kilometer på 6 timer i januar måned, i forbindelse med Danmarks Indsamlingen, så helt skidt er det altså ikke. 

Grundformen er der,  så det gælder bare om at komme ud og løbe noget oftere. Der er også andre løb i kalenderen for 2018, for eksempel en del løb med Bevæg Dig For Livet RUNNERS, hvor det første finder sted på søndag, hvor vi deltager i Taulov Halvmaraton, også kaldet Den Jyske Forårsklassiker. Hvor meget forår der bliver over det på søndag, er vist lidt tvivlsomt, men det skal nu nok blive en god oplevelse alligevel. Jeg skal ikke løbe halvmaraton-ruten, men nøjes med de 10 kilometer denne gang. Glæder mig til det, da det bliver årets første officielle løb for mit vedkommende.

Ud over de 2 løb, så er der andre jeg stadig overvejer. Jeg har ikke helt afskrevet Coast2Coast i år. Sidste frist for tilmelding er 1. april, så der skal snart tages en beslutning. Jeg havde egentlig sagt, at jeg ikke ville løbe det i år, med mindre jeg kunne finde en løbemakker. Det har jeg ikke fundet, men lysten til løbet er ved at indfinde sig igen. Det ligger 2 uger efter 12 timers løbet, så rent timingsmæssigt passer det jo fint. Så nu får vi se – jeg har stadig et par uger til at overveje det. Men det lokker – jeg kan virkelig godt lide det løb. Supersjovt og hyggeligt.

Så selv om jeg ikke har fået løbet så meget som ønsket i starten af 2018, så har jeg da fået løbet. Hver tirsdag vinteren igennem har jeg løbet med de friske løbere fra Tørring Løber. Det har været en fornøjelse, og godt at se så mange der dukkede op til en løbetur en mørk og ofte kold tirsdag aften. 3 april starter den nye sæson op i løbeklubben, og endnu en gang er jeg så heldig at være instruktør i denne sæson. Nu har jeg prøvet det én sæson, og er klar til endnu en tørn. Sidste år på denne tid var jeg noget usikker på hvordan det ville gå, men med erfaringen fra sidste sæson, samt de 3 grundlæggende instruktørkurser fra DGI føler jeg mig fuldstændig klar til at holde løbeglæden ved lige hos de erfarne løbere i Tørring. Det hjælper jo også på det, at jeg har alletiders med-instruktører. 

Så Den Jyske Forårsklassiker næste weekend og 24 Timer Ved Havet (dog kun 12 timer for mig) i starten af juni. Ud over disse løb, så er Royal Run i Århus også lagt i kalenderen, og så skal der ellers findes lidt flere løb hist og her, når tiden tillader det. Jeg skal helt klart ud og løbe maraton igen. Nu gik min plan om PR på maraton i januar jo ikke så godt på grund af alle hospitalsbesøgene sidste år, som satte en grundig bremse på mine træningssessioner. Men så må jeg jo se om jeg kan nå det senere i år. Det bliver så efter juni, da jeg indtil da skal koncentrere mig om at få kilometer i benene, og ikke at få fart i benene.

Så selv om der har været meget stille på denne blog meget længe, så bliver der stadig løbet og der skal nok blive mere at skrive om, nu hvor løbeåret 2018 for alvor går i gang på søndag.

© 2019 FristedPedersen

Tema af Anders NorenOp ↑