FristedPedersen

En blog om løb og lidt andet..

Page 3 of 10

Posemand workshop

logo-200x156-gz

posemand.dk

I lørdags var jeg til workshop med Claus, også kendt som Posemanden. Det var en workshop jeg har set frem til længe. Da jeg startede med at løbe i flade sko for lidt over 2 år siden, var det efter at have læst og set alt hvad jeg kunne finde på Posemand.dk og de sider der blev linket til der fra. Jeg syntes jo egentlig at det gik godt med selv-undervisningen, men planen har hele tiden været at komme på en workshop og lære det rigtigt, fra én som rent faktisk ved noget om det. Tiden har bare aldrig rigtig passet…der var jo altid lige et løb der skulle trænes op til, og så ville en pause med justering af løbestil ikke rigtigt passe ind. Eller det var i hvert fald hvad jeg bildte mig selv ind. Nu fik jeg så endelig taget mig sammen og tilmeldt mig på trods af mit forestående halvmarathon om en måneds tid.

Og det var da vist godt, for der var en del der skulle rettes til. Ganske som jeg havde haft en mistanke om. Vi var 10 personer der dukkede op til workshoppen i Aarhus, og efter de indledende teoretiske formaninger fra Claus om hvorfor det er en god ide at løbe i flade sko (og bruge den rigtige teknik) var vi klar til første video-optagelse. Stille og roligt løb forbi Claus, som holdt kameraet. Da optagelserne var i kassen, blev vi spurgt hvordan vi selv troede vores teknik var. Jeg var rimelig selvsikker – troede jeg ramte med rimelig flad fod, måske en anelse for meget på tæerne, men ikke meget. Det var så slet ikke tilfældet da videoen af mit løb blev afspillet. Faktisk var det min hæl der ramte gulvet først!

WP_20150604_002

Vivobarefeet

Det var noget af en åbenbaring. Ud over det, så det faktisk ok ud. Forholdsvis rank – dog med en tendens til at læne mig lidt tilbage – og foden ramte jorden under mit tyngdepunkt. Så det jeg skulle arbejde med resten af dagen var at slippe af med hæl-landingen og lande på hele foden. Da vi havde været alle 10 løbere igennem var det tid til fællestræning. Her forsøgte vi efter bedste formåen at ramme den rette løbeteknik. Claus gik så rundt og rettede på os, og han havde da pænt travlt. Der var en del at rette på. Så var det tid til anden video-optagelse, hvor vi forhåbentlig skulle kunne se forbedring i løbestilen.

Sidste del var individuel træning. Her var alle 10 løbere igennem en session, hvor Claus rettede ens løbestil til. Vi andre kunne så slappe af og kigge med, og det var faktisk ret givende og tankevækkende, at se hvordan de andre blev rettet til. Det var ikke meget justering der skulle til, selv hvor det så ud som om der var langt til den rette løbestil. Og ofte var det et spørgsmål om at ændre noget, som ikke umiddelbart var problemet. F.eks. at løfte hælen mere opad for at ikke at lande med foden for langt fremme. Claus brugte lidt tid på min løbestil, og sikrede sig at jeg kunne mærke forskel på hvornår jeg løb med den rigtige stil, og hvorfor det var forkert. Og så gav han mig 2 små tips til hvad jeg skulle huske på når jeg kom hjem, for at få trænet den rette løbestil: løfte hælen lidt mere op mod ballerne, og læne mig lidt frem. Når jeg selv syntes jeg var pænt rank, lænte jeg mig åbenbart lidt tilbage, så det skulle jeg være opmærksom på. Sådan fik alle 10 løbere personlig tilretning og tips til hvordan de skulle gribe det an. Og så blev der selvfølgelig også optaget video af os, hvor vi ramte den rigtige løbestil efter tilretning. Så kan vi studere den og se hvordan det skal se ud, hvis vi kommer i tvivl.

Nye løbesko

Skora løbesko

Og det er nemt at komme i tvivl. Det føles lidt underligt at løbe på denne måde, og jeg syntes faktisk det er meget svært at vurdere om jeg gør det rigtigt. Så jeg skal nok til at have aktiveret kæresten en gang imellem, så hun kan komme med ud og optage mit løb. Så burde jeg i hvert fald kunne se om jeg gør det rigtigt. Én ting jeg allerede har ændret er at løbe mere i mine Vivobarefeet sko. Jeg er meget glad for mine Skora sko. De har lidt mere sål, især omkring hælen. Det tror jeg har haft betydning for min løbestil – det er måske den ekstra polstring, der har gjort det muligt at lade hælen ramme først? Så nu er jeg smuttet i mine Vivobarefeet igen og begyndt træningen igen. Jeg skal jo være klar til 12 marathon næste år….

12 måneder – 12 marathon?

Jeg har ikke fået løbet så meget de sidste par uger – min venstre fod driller stadig lidt. Jeg fik dog løbet en tur i søndags, og den tur gav forhåbninger om at jeg snart er oppe i omdrejninger igen. Den er stadig lidt øm, men det er ikke noget der generer mig og det blev ikke værre af løbeturen, så nu prøver jeg at komme afsted 4-5 gange denne uge og så se hvordan den har det.

Løbepausen har jeg så brugt på at spekulere over hvad mit løbemål skal være næste år. Der er jo mange muligheder. Jeg er fascineret af ultraløb, og kunne godt tænke mig at udfordre mig selv på en længere løbetur på 80-100 kilometer. Men det bliver ikke næste år, for det føler jeg mig ikke klar til hverken mentalt eller fysisk. Der skal nogle flere kilometer i benene, og ikke mindst nogle flere lange ture i benene, før jeg tør kaste mig over det. Jeg har trods alt kun løbet 3 ture over 40 kilometer i mit liv. 1 marathon for 2 år siden, og så et marathon og et 50km løb i år. Så der er meget at lære endnu ved at løbe marathon.

Så mit mål næste år er at løbe flere marathon. Jeg overvejede at tage en 3-4 marathon fordelt på året, og så måske vælge ét i det sidste halvår, hvor jeg satte fart på og prøvede at nå under de 4 timer. Men jeg er nu begyndt at hælde til et andet mål, der hedder 1 marathon om måneden i et år. Så lad gennemførelsen af disse 12 løb være målet, og så ikke bekymre mig om tiden. Det vil give mig en masse erfaring på distancen, en masse kilometer i benene og forhåbentlig en masse kilometer hvor jeg føler mig udfordret mentalt, og hvor jeg kan træne min viljestyrke. Så det tror jeg bliver målet næste år – jeg har ikke helt besluttet mig endnu.

Men der er også et par ting i  år, der skal overståes først. I slutningen af november skal jeg lære at løbe! Det kan man måske mene, at jeg har bevist at jeg kan, men faktum er at min løbestil er helt selvlært. Jeg har set en masse videoer, og læst en masse kloge kommentarer og så ellers blot gået i gang. Og det er jo gået fint, men jeg er overbevist om, at der nok skal være plads til forbedring. Det vil jo være ærgerligt at sætte mig store mål til næste år, og så blive skadet fordi min løbestil ikke helt kan klare de ekstra kilometer der skal på kontoen for at opnå dem. Så jeg besøger Posemandens workshop i Aarhus, når han kigger der forbi, og får min løbestil kigget igennem og tilpasset. Det ser jeg frem til.

Der ud over har jeg et enkelt halvmarathon, der skal gennemføres inden årsskiftet. Nemlig Nytårsløbet i Herning d. 31/12. Det har jeg tilmeldt mig sammen med en kollega, da vi begge syntes det kunne være hyggeligt at slutte året af med et løb.

Ruten til årets sidste løb

Ruten til årets sidste løb

En weekend uden løb

En weekend uden en løbetur er ikke noget der sker ret ofte. Men jeg fik ikke løbet i weekenden, selv om vejret var perfekt og det virkelig kriblede i kroppen for at komme ud at løbe. Efter Vejle Ådal løbet sidste weekend var jeg blevet lidt øm i venstre fod. Eller rettere ovenpå venstre fod. Ikke noget særligt, blot lidt ømhed som kunne mærkes hvis skoene blev strammet lidt for meget. Så der var ingen tvivl om at der skulle løbes tirsdag, hvor der var sæson-afslutning i løbeklubben. Det gik også fint med at løbe. Jeg kunne mærke ømheden lidt, men stadig var det ikke noget der generede mig i en grad, så jeg overvejede ikke at løbe. img_1140

Men onsdag var ømheden taget til, og nu kunne jeg også se at der var et problem. Min ankel var hævet og lignede ærlig talt noget der var forstuvet. Jeg havde ingen problemer med at gå normalt, men så snart jeg flexede foden kunne jeg mærke smerten. Det så noget voldsomt ud, og jeg var lidt forbavset over at det ikke gjorde mere ondt end det gjorde. Hele anklen var hævet, men ud over at se voldsomt ud, så var det faktisk slet ikke ømt. Kun på oversiden af foden. Resten af anklen kunne jeg fint trykke på, vrikke med og lignende uden at kunne mærke det.

Men det var nok til at jeg besluttede at droppe løbeturene indtil hævelsen var væk. Jeg er ikke typen der tror på, at tingene skal løbes væk. Oftest fører det blot til værre skader. Selvfølgelig var det med håbet om, at det hurtigt ville gå over, men søndag kunne jeg stadig kigge på en hævet ankel og dermed røg håbet om en løbetur i weekenden. I dag er hævelsen mindre, men den er der stadigvæk og det er stadig ømt. Jeg ved ikke hvad problemet er, men tror måske det høje tempo den sidste måneds tid, der har givet PR på både marathon og halvmarathon distancen, har ført til overanstrengelse af muskler/sener i fodleddet. Så hvile er forhåbentlig nok til at komme det til livs.img_1143

Den 26. november skal jeg på løbe workshop med Posemanden i Aarhus. Den har jeg tilmeldt mig for at få findpudset løbestilen. Det er gået godt indtil nu, hvor min løbestil har ført til masser af gode løb uden at blive skadet, men jeg vil tro at en workshop med fokus på løbestilen vil vise en masse områder, hvor stilen stadig kan forbedres. Og min nyligt opstået ømhed tyder da også på, at jeg gør et eller andet forkert. For det opstår jo ikke af sig selv, og jeg har jo ikke ændret på distancen jeg løber, så højst sandsynligt har den lidt højere hastighed blot gjort et eller andet mindre problem meget tydeligt. Så jeg glæder mig til den workshop.

Så må vi jo se, hvornår jeg kommer ud at løbe igen. Jeg tror på en lille tur med løbeklubben i morgen kan lade sig gøre, men det sker altså kun hvis anklen ikke er hævet.

Katten var ikke helt tilfreds med at jeg ikke skulle ud og løbe..

Katten var ikke helt tilfreds med at jeg ikke skulle ud og løbe..

Ny personlig rekord på halvmarathon

Søndag eftermiddag blev tilbragt i Vejle Ådal, hvor et halvmarathon skulle løbes. Sidste år satte jeg personlig rekord på distancen, så jeg har gode erfaringer med dette løb, som ligger 2 uger efter Skagen Marathon. Så sammen med løbere fra Tørring Løbeklub (og en masse andre løbere) sad jeg i hallen i tørvejr og gjorde mig klar til at løbe. Vejret indtil da havde ikke ligefrem imponeret; kulde, blæst og regn havde præget de sidste mange dage og det så ud til at fortsætte. Så det var rart at kunne sidde i en (næsten) varm hal og gøre sig klar.

Vejret satte også sit præg på løbernes beklædning – det var bestemt ikke nemt at finde ud af påklædningen, og der var masser af forskellige løsninger. Lige fra korte shorts og t-shirt til lange busker, jakke, hue og vanter. Jeg havde valgt en lidt mere diplomatisk tilgang. Korte tights, en lang trøje med en kort t-shirt ud over og en kasket. Da vi kunne vente i hallen lige op til løbsstart regnede jeg med at denne påklædning kunne holde mig varm fra start til slut. Og det viste sig heldigvis at være tilfældet.

Da vi stod klar til start kl 14 var regnen holdt op og vi krydsede fingre for at den ville blive væk de næste par timer. Jeg startede løbet i et ok tempo, sammen med Claus og Katharina, et par løbe-‘kollegaer’ fra klubben. Vi holdt et godt pace omkring de 5:13 de første 3-4 kilometer og satte det så lidt ned. Til Vejle Ådal er der godt fyldt i starten, så det kan være svært at holde et stabilt tempo, men det gik fint denne gang. Omkring de 8 kilometer syntes jeg det blev lige en tand for langsomt – mit ur sagde pace lå lige omkring de 5:30 og jeg syntes mine ben føltes klar til lidt mere. Så jeg satte tempoet lidt op, og mit følgeskab med Claus og Katharina ophørte og jeg koncentrerede mig om mit eget tempo. Men det var rigtig rart at have følgeskab i starten, og det gjorde det noget nemmere at finde det gode tempo. Og så var det noget hyggeligere end blot at løbe selv.

Halvvejs i løbet vender man 90 grader og møder så de løbere der er lige bag en på ruten. Der kunne jeg så konstatere at Claus og Katharina ikke var langt væk på trods af højere tempo. De havde åbenbart også gode ben. Mine ben føltes stadig rigtig gode og jeg besluttede at prøve at sætte tempoet lidt op i håb om en bedre tid end sidste år og en negativ split på mit løb. Det vil sige, at anden halvdel af løbet skulle løbes hurtigere end første. Jeg begyndte nu at overhale folk. Det har jeg stadig ikke helt vænnet mig til. Det gør det altså lidt sjovere at løbe – og det er jo god motivation til at holde tempoet oppe. Ved 16 kilometer-mærket fik tempoet endnu et lille nøk op. Ikke ret meget, for selv om benene stadig ikke brokkede sig, så kunne jeg godt mærke at pulsen var begyndt at stige og jeg hev lidt mere efter vejret. Men jeg holdt et godt tempo og med 2 kilometer tilbage fik jeg endnu en gang sat tempoet lidt op. Min hurtigste kilometer den dag var faktisk fra 19-20 kilometer. Så der var godt med krudt i benene.

På vej mod mål

På vej mod mål

1 time 52 minutter og 50 sekunder efter jeg var startet løb jeg over målstregen. Det var en forbedring af min personlige rekord på ca. 2 minutter. Mit sekundære mål om en negativ split blev også opfyldt, da jeg løb de 10-20 kilometer 1 minut hurtiger end 1-10. Ganske tilfredsstillende. Jeg var ikke mere end lige nået over målstregen, da regnen begyndte igen. Det havde regnet en ganske lille smule undervejs, men intet i forhold til det vand der nu pludselig kom. Så det var god timing, for nu kunne jeg begive mig ind i hallen til en kop velfortjent kaffe og en kage. vaadal

Alt i alt en skøn søndag eftermiddag i selskab med løbeklubben og med en rigtig dejlig løbe-oplevelse. Med den energi, jeg havde i benene, skal jeg måske på et tidspunkt satse på at komme under 1:50 – det virker ikke længere så urealistisk som jeg tidligere har troet. Måske et mål for næste år?

Nu går sæsonen 2016 så på hæld, og jeg skal overveje hvilke mål jeg skal sætte mig næste år. Og lige så vigtigt, så skal jeg finde ud af hvordan jeg kommer igennem vinteren uden at komme ud af form. De to ting hænger selvfølgelig lidt sammen, for jeg har brug for målene for at kunne motivere mig til at løbe de dage hvor vejret er skidt og stuen dejlig varm.  Men løbet skal der nok blive – det er jo sjovt at løbe.

 

En opdatering

Nu er det ved at være et godt stykke tid siden, at jeg sidst har givet lyd fra mig på denne blog. Lysten til at skrive skal være der, og det har knebet lidt. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, men nu er den kommet tilbage og så skal der selvfølgelig skrives igen.

Og så kan jeg jo passende starte med at opsummere hvad der er sket siden jeg løb Coast2Coast i juni måned, som var sidste gang i hørte fra mig. Allerede tirsdagen efter var jeg i gang igen, men kunne godt mærke at benene stadig var lidt mærkede. Så jeg tog et par uger med rolige og knap så lange løbeture, inden jeg startede på mit træningsprogram til årets andet store mål, nemlig Skagen Marathon. Det gik dog ikke så godt med det program – jeg sprang lidt løbeture over og var fantastisk god til at finde på undskyldninger for hvorfor der ikke lige skulles løbes den dag. Tror det skyldtes det faktum at selvtilfredsheden sætter ind efter at have nået et stort mål – så skal man lige have arbejdet med motivationen igen. Det lykkedes mig dog at komme i gang igen, men antallet af ugentlig kilometer var gået lidt ned i forhold til tiden før Coast2Coast.

En varm dag på motorvejen

En varm dag på motorvejen

I september måned skulle jeg så løbe Motorvejsløbet i Silkeborg. En ny strækning af motorvej skulle indvies og der var inviteret til løbe/skøjte/cykle fest. Jeg havde tilmeldt mig 3/4 marathon ruten, hvilket viste sig at være lige ambitiøst nok. Det var en meget varm dag med høj sol og eftersom det var på motorvejen, så var vi godt afskærmet fra vinden. Så det viste sig hurtigt at være en meget varm løbetur. Jeg drak masser af vand ved depoterne og svedte som en gal, men tror simpelthen ikke min krop kunne følge med til sidste. Omkring de 20 kilometer stoppede jeg med at svede. Altså ikke forstået sådan, at det ikke var varmt, men sveden løb ikke længere ned af ansigtet og ryggen og selv min løbetrøje blev hurtigt tør. Min krop nægtede simpelthen at skille sig af med vandet i kroppen. Det satte en kraftig dæmper på mine kræfter og de sidste 14 kilometer blev en lang, sej kamp på en sort, lige og brandvarm motorvejsstrækning, der så ud til at fortsætte i det uendelige. Ved 30 kilometer skiltet slog jeg over i gang, og gik frem til 31 kilometer hvorefter der var lidt energi i benene igen og jeg fik løbet i mål. En hård, men lærerig tur.

Det gjorde mig også opmærksom på, at ville jeg have en god tid til Skagen Marathon, som der trods alt kun var en måned til, så måtte jeg nok skære ned på de dårlige undskyldninger for ikke at løbe og tage mit træningprogram lidt alvorligt. Så det gjorde jeg. Og var klar i Skagen til at løbe mit blot andet marathon.

En god lang træningstur

En god lang træningstur

Målet var at forbedre min tid fra sidste år, hvilket jeg ikke regnede med blev det store problem. Men ikke blot det, jeg ville også løbe et marathon hvor jeg følte mig i kontrol fra start til slut. Så målet var to-delt: løbe i mål i en tid på 4:20 eller bedre og styre mit pace hele vejen, så den sidste energi blev brændt af på den sidste kilometer. Og det gik forrygende! Jeg havde planlagt et pace på 6.00 – 6.10 på første halvdel, og så kunne jeg forhåbentlig sætte tempoet lidt op på sidste halvdel. Men skulle det ikke lykkedes, så ville jeg stadig nå i mål i 4:20, hvis jeg blot holdt tempo. Jeg lagde lidt hurtigere ud, nemlig med 5:55, men det gik godt og føltes rigtigt. Det halve marathon blev rundet i 2:04, og benene havde det rigtig godt. Det lykkedes mig næsten at holdte tempo på sidste halvdel. Den blev gennemført i 2:07, hvilket jeg er meget tilfreds med. Jeg havde ingen perioder, hvor verden var uretfærdig og ubarmhjertig og marathon-løb var djævlens påfund (de perioder havde jeg også haft nok af i Silkeborg). Jeg holdt et højt pace og (forholdsvis) lav puls og overhalede mange andre løbere på den sidste halvdel af løbet. Ikke noget jeg lige frem er vant til. Samlet tid var 4:11:55, altså med et pace på 6:00 pr kilometer. Absolut godkendt, men samtidig gav det mig også forhåbning om, at jeg på et tidspunkt kan komme under 4 timer. Jeg følte ikke at jeg havde løbet mig selv ud – frygten for at gå ned på de sidste kilometer afholdte mig fra at sætte tempoet op. Så måske de 4 timer skal være et mål for de kommende år – det tror jeg da ikke er helt umuligt.

Her løber jeg over målstregen efter cirka 4 timer og 12 minutter.

Skagen Marathon 2016 - endnu en gang tak til min storesøster for at stå klar med kamera ved målstregen

Skagen Marathon 2016 – endnu en gang tak til min storesøster for at stå klar med kamera ved målstregen

Siden Skagen har jeg holdt formen ved lige med 4-5 ugentlige løbeture og på søndag skal jeg løbe hvad der (formodentlig) bliver det sidste officielle løb i år, nemlig Vejle Ådal Halvmarathon, som skal løbes sammen med Tørring Løbeklub. Jeg er ikke helt blevet enig med mig selv om hvad jeg skal satse på der – et hyggeligt løb, ja, men ved endnu ikke om jeg vil tage det roligt eller satse på en tid under 2 timer. Tror ikke der kommer en beslutning om det før jeg står ved startstregen på søndag. Men det er vel også tid nok.

Hvad angår denne blog, så kommer der flere opdateringer fremadrettet. Jeg overvejer hvilke løbe-mål jeg skal sætte mig næste år, og når det er på plads skal træningen fastlægges og så har jeg tænkt mig at indvi alle der læser denne blog omkring planerne, og så kan de følge hvordan det går lige her.

 

50 km natteløb

I min barndom var jeg spejder og én af de ting jeg elskede ved de lejrture vi kom på, var natteløbet. Der var nu ikke så meget løb over det, men vi fik lov at gå fra post til post i løbet af natten og det elskede jeg. I en alder af 47 fik jeg så igen muligheden for et natteløb, men denne gang skulle der virkelig løbes hele natten. Og jeg kan konstatere, at jeg stadig elsker natteløb.

Fredag d. 24. Juni var det tid til Coast2Coast løbet, som jeg har set frem til, og trænet til, siden min tilmelding i januar måned. De sidste par uger inden har været lidt underlige, da løbet pludselig var meget tæt på. Det er første gang jeg skal løbe 50 kilometer, og blot anden gang at jeg forsøger mig med en distance over 35 kilometer. Så jeg havde masser af ting at overveje; hvor hurtigt skulle/kunne jeg løbe? hvad ville benene sige til 50 kilometer i løb? hvordan ville mine fødder have det? Og hvad med hovedet – jeg skulle trods alt løbe i mere end 5 timer? og det hele skulle foregå om natten, hvor jeg plejer at sove trygt, hvordan vil kroppen reagere på det?

Så det spekulerede jeg en del på i ugerne op til løbet. Jeg følte mig i god form, så var overbevist om, at jeg  nok skulle komme i mål. Om ikke andet, så gående de sidste kilometer, hvis det gik helt galt. Men i mål skulle jeg nok komme. Min taktik ville være, at løbe i et pace på 6.00 – 6.15 så længe jeg kunne, og så ellers holde tempoet oppe så godt jeg kunne resten af vejen. Det ville forhåbentlig bringe mig i mål inden solen stod op igen kl 4.16, hvilket var mit ultimative mål.

Klar til 50 kilometer

Klar til 50 kilometer

Jeg havde taget fri fra arbejde fredag for at få sovet lidt længere, men det blev det nu ikke rigtigt til. Jeg duer bare ikke til at ligge og snue i sengen – så jeg stod op kl. 7 og så skulle tiden ellers bare gå indtil kæresten og jeg skulle drage nordpå. Sidst på eftermiddagen ankom vi til Skallerup, hvor min mor bor. Der tilbragte vi nogle hyggelige timer og fik noget aftensmad, inden vi skulle begive os de sidste par kilometer ned til Skallerup Klit, hvor løbet skulle starte kl 22.22. I min mors bil på vej derned, var det tydeligt, at Coast2Coast er blevet et meget polulært løb. Vejene var fyldte med biler, løbere og cykler, og det var lidt en udfordring at komme frem.

Da vi så var kommet frem, herskede der også lidt kaos. Der var ikke meget skiltning, så det var svært at finde ud af hvor starten skulle gå, i dette mylder af cykler, løbere og publikum. Men det lykkedes og snart stod jeg klar i start-området sammen med min kæreste og min mor, som var der for at sende mig godt afsted. Jeg aftalte med dem, at de skulle samle mig op i Frederikshavn kl. 4. Jeg ville i hvert fald forsøge at være der på det tidspunkt.  Min storesøster og hendes mand dukkede også op, og helt utroligt lykkedes det dem også at finde os i mængden inden starten gik. Skønt, at de også var der til at sende mig godt afsted.

Der var mange mennesker og da starten gik var det svært at komme til at løbe. Så de første 5 minutter havde jeg ikke uret tændt, da jeg havde besluttet at det først skulle tælle turen når jeg begyndte at løbe. Da vi kom ned til stranden var der plads til løb, så uret blev sat i gang og så startede jeg på de 50 kilometer løb. Jeg havde ikke løbet mange meter før jeg mødte den eneste anden løber jeg kendte i feltet. Min træner, Louise,  fra løbeklubben i Tørring var på et Bike&Run hold, og hende nåede jeg heldigvis lige at hilse på og ønske god tur. Ret heldigt, at jeg lige skulle finde hende,  i forhold til hvor mange mennesker der løb på stranden.

De første 10 kilometer fløj afsted. Der var utrolig mange mennesker at løbe sammen med, men alligevel lykkedes det mig at holde tempoet. På et tidspunkt fik Bike&Run holdene deres cykler, og nu skulle jeg pludselig også manøvrere rundt blandt cykler, men det gik forbavsende fint. Jeg havde taget en tynd jakke på i startområdet, da det var begyndt at blive lidt køligt at stå og vente på starten. Den blev meget hurtigt al for varm at løbe med, så ved det første depot brugte jeg tid på at få den af og proppet i rygsækken.

Og så gik det ellers østpå igen i et flot pace. Altså flot i forhold til hvad jeg havde planlagt. Mit planlagt pace holdt jeg faktisk i 35 kilometer inden jeg begyndte at blive lidt langsommere. Der var rigtig mange mennesker ved de første 3-4 depoter, så de tog lidt længere tid end planlagt at komme igennem. Men ikke noget der bekymrede mig. Jeg var “On schedule”. På trods af at ruten var 50 kilometer, så var der altid folk omkring en. Det var nu meget hyggeligt, og ikke helt hvad jeg havde forventet. Jeg havde troet der kom nogle strækninger, hvor man ville være alene. Men det var altså ikke tilfældet. Jeg fik ikke brug for at tænde min pandelampe, da der altid var folk med lys omkring mig de få timer der var lidt mørkt.

Skøn løbetur

Skøn løbetur

Da vi ramte Sindal ved halvvejs punktet, var jeg stadig i hopla. Jeg holdt fint tempo og begyndte for alvor at tro på, at jeg nok skulle nå i mål inden solopgang. På et tidspunkt begyndte tempoet at falde lidt. Jeg vidste faktisk ikke helt hvor langt jeg var, for jeg havde valgt ikke at kigge på distancen på uret. Det viste blot mit pace. Efterfølgende kan jeg se, at det var omkring de 35 kilometer at tempoet faldt lidt. Ikke ret meget, men nu lå pace på 6.15 – 6.30 og det besluttede jeg mig for at prøve at holde resten af vejen. Uden egentlig at vide hvor langt der var igen – blot at jeg i hvertfald havde passeret Sindal og halvvejen. Omkring de 42.2 kilometer, hvilket jeg fandt ud af, da jeg løb lige bag et par, der gav hinanden high-five, da de passerede marathon distancen, begyndte jeg at kunne mærke strabadserne. Mine fødder var begyndt at blive ømme, mine ben trætte og værst af alt, så begyndte jeg virkelig at ønske mig at løbeturen snart sluttede. Så det var ikke fysisk at jeg begyndte at have krise. Benene var trætte, men det var mentalt at krisen opstod. Jeg holdt mig til ikke at kigge på hvor langt jeg havde tilbage, men blot koncentrere mig om at holde mit pace oppe. Så skulle jeg nok komme i mål på et tidspunkt. De sidste par depoter var det også ret svært at komme i gang med at løb igen – pauserne blev lidt længere. Men det var mentalt, for så snart benene var i gang igen, så gik det der ud af.

Og sådan ser jeg ud efter at have løbet 50 kilometer

Og sådan ser jeg ud efter at have løbet 50 kilometer

De sidste par kilometre blev løbet med et stort smil på, da jeg nu vidste at det snart var slut. Solen stod snart op, og jeg ville stå på stranden og se det. Det var lidt specielt at løbe de sidste 200 meter på Palmestranden. Der var mange mennesker, der allerede var i mål, men ikke så mange der havde energi til at heppe. Så der var ikke så meget gang i den, som jeg ellers ville forvente, men det tror jeg skyldtes at folk var trætte. Det var jo trods alt også tidlig morgen. Jeg var i mål 4.04, altså 4 minutter senere end jeg havde sagt til mine chauffører og heppepiger. Men på grund af trafikken var de parkeret lidt langt væk, og nåede heller ikke frem til kl. 4. Så jeg måtte sende dem en sms og så ellers vente lidt inden jeg blev samlet op. Nu kunne jeg godt mærke, at jeg lige havde løbet 50 kilometer. Så snart jeg stod stille, begyndte benene at beklage sig, og det var nu ikke så nemt at komme i gang igen. Alligevel formåede jeg at sige til min mor, at hun ikke behøvede at hente bilen. Jeg skulle nok kunne gå derhen, bare vi gik lidt langsomt. Efter nogle 100 meter måtte jeg dog sande, at det gik lige langsomt nok og jeg fandt en bænk og satte mig med kæresten, mens min mor hentede bilen. Jeg fik skoene af og mine fødder fik lidt frisk luft, hvilket de virkelig satte pris på. Og så var det ellers bare tilbage til Skallerup, lidt morgenmad og så på hovedet i seng og få lidt søvn. Trætheden var virkelig begyndt at sætte ind på dette tidspunkt.

Mit første 50 kilometer løb var overstået, og jeg havde løbet det fuldstændig som jeg havde planlagt. På trods af at have brugt en del tid i depoter, så var det undervejs lykkedes mig at sætte ny personlig rekord på marathon distancen, hvilket giver mig forhåbning om en god tid til Skagen Marathon senere i år. Jeg nød at løbe turen, på trods af at jeg havde nogle kilometer hvor jeg bandede løbet langt væk, og virkelig stillede spørgsmål til hvorfor jeg dog havde meldt mig til det. Svaret på det fik jeg, da jeg løb de sidste 100 meter på Palmestranden. Det var en kæmpeoplevelse, og det er nok ikke det sidste ultraløb jeg giver mig i kast med – gad vide om jeg kan løbe endnu længere….?

Velfortjent belønning

Velfortjent belønning

« Ældre indlæg Nyere indlæg »

© 2019 FristedPedersen

Tema af Anders NorenOp ↑