The Ritual

Der er rigtig meget indhold på Netflix, og at finde de gode ting at se; dem som det er værd at bruge tid på, kan være svært. Så nu vil jeg hjælpe jer lidt, og skrive anmeldelser af de ting jeg ser på Netflix. Så kan I jo, ud fra det, vurdere om I vil bruge tid på at se det også.

Første film på listen er The Ritual, en horror film. I mine yngre dage var jeg ret vild med gyser og horror film, men med alderen er jeg blevet lidt immun over for dem. De fanger mig ikke på samme måde, og jeg har, for det meste, undgået dem de sidste mange år. Derfor har jeg besluttet at se en ordentlig bunke af dem på Netflix, for nu lige at undersøge nogle ting: Er horror-film bare generelt dårlige? Hvis det er tilfældet, er der så undtagelser? Eller er det bare mig, der er blevet mere kynisk og urørlig med alderen?

Første film på min ( ret lange) liste af horror film på Netflix er, som sagt, The Ritual. En forholdsvis ny film fra 2018, der fortæller historien om fire mænd, der drager ud i den svenske ødemark. Den er baseret på en bog af Adam Nevill (som jeg ikke har læst), og instrueret af David Bruckner (hvis tidligere film, jeg ikke har set), så jeg vidste ikke helt hvad jeg kunne forvente.

Filmen lægger ud med at introducere fem mænd, der planlægger deres næste fælles ferie-tur. De er tydeligvis gode venner fra studie-tiden, og den fælles tur er noget de har holdt ved siden dengang. En af dem, Robert, foreslår en vandretur i den svenske ødemark, hvilket ikke ligefrem vækker begejstring hos de øvrige, og de bliver aldrig helt enige om, hvor ferien skal gå hen. Sidst på aftenen går Luke og Robert ind i en butik for at købe sprut, men overrasker nogle røvere og Robert bliver slået ihjel, mens Luke slipper uskadt, da han når at gemme sig.

Seks måneder senere er de fire resterende venner så på vandretur i Sverige. Helt tydeligt for at vise deres respekt for deres døde ven, for ingen af dem er vildt begejstrede for at være der. Hurtigt begynder deres gamle venskab at slå revner, og det er tydeligt at tabet af Robert tynger tungt på gruppen, men især på Luke, som føler sig ansvarlig. Da Dom kommer til skade med sit knæ, beslutter gruppen at slå genvej gennem skoven for at komme hurtigere frem.

Det viser sig selvfølgelig at være en dårlig ide. Det er en tæt, mørk skov og ved solnedgang er de faret vild og slet ikke kommet igennem skoven, som de havde forventet. Heldigvis finder de en gammel hytte, som de kan søge ly i. Den er tom, bortset fra et bizart momument af en slags. De vågner alle fire efter en nat plaget af mareridt. Luke befinder sig uden for hytten med fem åbne sår i sin brystkasse, han ikke kan forklare. Hutch vågner og har tisset i søvne. Dom vågner skrigende og nærmest katatonisk, mens Phil vågner nøgen foran det bizarre monument i færd med at bede til det. Ingen af dem kan forklare hvad der er sket i nattens løb, men de er alle enige om at komme hurtigt ud af skoven og lægge det bag sig.

Så vil jeg ikke komme så meget mere ind på selve handlingen. Den skal I selv have lov at opleve her fra. Der foregår tydeligvis noget overnaturligt, men hvad foregår i deres hoveder. og hvad er virkeligt? Det ved man ikke, og det er egentlig ret uhyggeligt. Skoven er virkelig uhyggelig, og man skal nok ikke se denne film inden man drager på hytteferie i Sverige. Kameraet, styret af Andrew Shulkind, viser en tæt, mørk skov, som får personerne til at virke virkelig sårbare og alene. Samtidig er skoven helt stille, fuldstændig uden dyrelyde, og bestemt ikke et sted man har lyst til at vandre. Den forstærker det indre drama, der foregår i hovedpersonernes tanker, da den virker så fortættet og undertrykkende. Især var jeg imponeret af en scene, hvor Luke sidder i sit telt og lytter til de uhyggelige lyde udenfor. Sker der virkelig noget lige udenfor teltet, eller er det blot hans fantasi? Uanset om det er det ene eller det andet, så sad jeg og gruede for, hvad han ville finde, når han hev teltåbningen til side og kiggede ud.

Deres venskab kommer for alvor på prøve, da de ikke kan blive enige om hvodan de skal komme ud af skoven. Men de bliver også klar over, at et eller andet jager dem, og at de kan kun klare sig ud ved at stå sammen. På dette tidspunkt begynder det psykologiske drama, som filmen egentlig har været indtil nu, at træde i baggrunden til fordel for en typisk horror-film, og det er lidt ærgerligt. Første to trejdedele af filmen var virkelig uhyggelig, men til sidst forsvinder uhyggen. Uhyggen er der i form af den mørke skov, det ukendte, hovedpersonernes egne tanker, og deres skrøbelige venskab, men til sidst bliver hele billedet stjålet af noget andet, og det er lidt ærgerligt.

Det var egentlig rart med en horror-film, hvor det ikke er en gruppe af unge, naive teenagere på skovtur, men i stedet 4 voksne mænd. Det giver en lidt anden dynamik og troværdighed, og lidt mere plads til det psykologiske drama. Filmen taber det lidt på gulvet til sidst, da den skal forklare hændelserne, men på trods af det, så er The Ritual en film, man godt kan bruge 1½ time på at se. Jeg var i hvert fald godt underholdt, og det skal nok ikke være i år, at jeg skal på skovtur i Sverige.

Skriv et svar