Så er det et nyt år med nye løbemål. Jeg må indrømme, at starten på året ikke just har været prangende for mit vedkommende. Jeg har haft en periode, hvor jeg virkelig har haft svært ved at komme ud på mine 3-4 ugentlige løbeture. Så jeg har ikke fået løbet så meget som jeg ville, men forhåbentlig bliver det bedre nu, hvor vejret forhåbentligt også bliver bedre. Det er det faktisk nødt til, da årets store løbemål er 12 timers løb ved 24 Timer Ved Havet. Der er mindre end 3 måneder til, så der skal da snart nogle kilometer ind på kontoen, hvis jeg skal være klar til det. Jeg fik dog løbet 54 kilometer på 6 timer i januar måned, i forbindelse med Danmarks Indsamlingen, så helt skidt er det altså ikke. 

Grundformen er der,  så det gælder bare om at komme ud og løbe noget oftere. Der er også andre løb i kalenderen for 2018, for eksempel en del løb med Bevæg Dig For Livet RUNNERS, hvor det første finder sted på søndag, hvor vi deltager i Taulov Halvmaraton, også kaldet Den Jyske Forårsklassiker. Hvor meget forår der bliver over det på søndag, er vist lidt tvivlsomt, men det skal nu nok blive en god oplevelse alligevel. Jeg skal ikke løbe halvmaraton-ruten, men nøjes med de 10 kilometer denne gang. Glæder mig til det, da det bliver årets første officielle løb for mit vedkommende.

Ud over de 2 løb, så er der andre jeg stadig overvejer. Jeg har ikke helt afskrevet Coast2Coast i år. Sidste frist for tilmelding er 1. april, så der skal snart tages en beslutning. Jeg havde egentlig sagt, at jeg ikke ville løbe det i år, med mindre jeg kunne finde en løbemakker. Det har jeg ikke fundet, men lysten til løbet er ved at indfinde sig igen. Det ligger 2 uger efter 12 timers løbet, så rent timingsmæssigt passer det jo fint. Så nu får vi se – jeg har stadig et par uger til at overveje det. Men det lokker – jeg kan virkelig godt lide det løb. Supersjovt og hyggeligt.

Så selv om jeg ikke har fået løbet så meget som ønsket i starten af 2018, så har jeg da fået løbet. Hver tirsdag vinteren igennem har jeg løbet med de friske løbere fra Tørring Løber. Det har været en fornøjelse, og godt at se så mange der dukkede op til en løbetur en mørk og ofte kold tirsdag aften. 3 april starter den nye sæson op i løbeklubben, og endnu en gang er jeg så heldig at være instruktør i denne sæson. Nu har jeg prøvet det én sæson, og er klar til endnu en tørn. Sidste år på denne tid var jeg noget usikker på hvordan det ville gå, men med erfaringen fra sidste sæson, samt de 3 grundlæggende instruktørkurser fra DGI føler jeg mig fuldstændig klar til at holde løbeglæden ved lige hos de erfarne løbere i Tørring. Det hjælper jo også på det, at jeg har alletiders med-instruktører. 

Så Den Jyske Forårsklassiker næste weekend og 24 Timer Ved Havet (dog kun 12 timer for mig) i starten af juni. Ud over disse løb, så er Royal Run i Århus også lagt i kalenderen, og så skal der ellers findes lidt flere løb hist og her, når tiden tillader det. Jeg skal helt klart ud og løbe maraton igen. Nu gik min plan om PR på maraton i januar jo ikke så godt på grund af alle hospitalsbesøgene sidste år, som satte en grundig bremse på mine træningssessioner. Men så må jeg jo se om jeg kan nå det senere i år. Det bliver så efter juni, da jeg indtil da skal koncentrere mig om at få kilometer i benene, og ikke at få fart i benene.

Så selv om der har været meget stille på denne blog meget længe, så bliver der stadig løbet og der skal nok blive mere at skrive om, nu hvor løbeåret 2018 for alvor går i gang på søndag.