Posemand workshop

logo-200x156-gz
posemand.dk

I lørdags var jeg til workshop med Claus, også kendt som Posemanden. Det var en workshop jeg har set frem til længe. Da jeg startede med at løbe i flade sko for lidt over 2 år siden, var det efter at have læst og set alt hvad jeg kunne finde på Posemand.dk og de sider der blev linket til der fra. Jeg syntes jo egentlig at det gik godt med selv-undervisningen, men planen har hele tiden været at komme på en workshop og lære det rigtigt, fra én som rent faktisk ved noget om det. Tiden har bare aldrig rigtig passet…der var jo altid lige et løb der skulle trænes op til, og så ville en pause med justering af løbestil ikke rigtigt passe ind. Eller det var i hvert fald hvad jeg bildte mig selv ind. Nu fik jeg så endelig taget mig sammen og tilmeldt mig på trods af mit forestående halvmarathon om en måneds tid.

Og det var da vist godt, for der var en del der skulle rettes til. Ganske som jeg havde haft en mistanke om. Vi var 10 personer der dukkede op til workshoppen i Aarhus, og efter de indledende teoretiske formaninger fra Claus om hvorfor det er en god ide at løbe i flade sko (og bruge den rigtige teknik) var vi klar til første video-optagelse. Stille og roligt løb forbi Claus, som holdt kameraet. Da optagelserne var i kassen, blev vi spurgt hvordan vi selv troede vores teknik var. Jeg var rimelig selvsikker – troede jeg ramte med rimelig flad fod, måske en anelse for meget på tæerne, men ikke meget. Det var så slet ikke tilfældet da videoen af mit løb blev afspillet. Faktisk var det min hæl der ramte gulvet først!

WP_20150604_002
Vivobarefeet

Det var noget af en åbenbaring. Ud over det, så det faktisk ok ud. Forholdsvis rank – dog med en tendens til at læne mig lidt tilbage – og foden ramte jorden under mit tyngdepunkt. Så det jeg skulle arbejde med resten af dagen var at slippe af med hæl-landingen og lande på hele foden. Da vi havde været alle 10 løbere igennem var det tid til fællestræning. Her forsøgte vi efter bedste formåen at ramme den rette løbeteknik. Claus gik så rundt og rettede på os, og han havde da pænt travlt. Der var en del at rette på. Så var det tid til anden video-optagelse, hvor vi forhåbentlig skulle kunne se forbedring i løbestilen.

Sidste del var individuel træning. Her var alle 10 løbere igennem en session, hvor Claus rettede ens løbestil til. Vi andre kunne så slappe af og kigge med, og det var faktisk ret givende og tankevækkende, at se hvordan de andre blev rettet til. Det var ikke meget justering der skulle til, selv hvor det så ud som om der var langt til den rette løbestil. Og ofte var det et spørgsmål om at ændre noget, som ikke umiddelbart var problemet. F.eks. at løfte hælen mere opad for at ikke at lande med foden for langt fremme. Claus brugte lidt tid på min løbestil, og sikrede sig at jeg kunne mærke forskel på hvornår jeg løb med den rigtige stil, og hvorfor det var forkert. Og så gav han mig 2 små tips til hvad jeg skulle huske på når jeg kom hjem, for at få trænet den rette løbestil: løfte hælen lidt mere op mod ballerne, og læne mig lidt frem. Når jeg selv syntes jeg var pænt rank, lænte jeg mig åbenbart lidt tilbage, så det skulle jeg være opmærksom på. Sådan fik alle 10 løbere personlig tilretning og tips til hvordan de skulle gribe det an. Og så blev der selvfølgelig også optaget video af os, hvor vi ramte den rigtige løbestil efter tilretning. Så kan vi studere den og se hvordan det skal se ud, hvis vi kommer i tvivl.

Nye løbesko
Skora løbesko

Og det er nemt at komme i tvivl. Det føles lidt underligt at løbe på denne måde, og jeg syntes faktisk det er meget svært at vurdere om jeg gør det rigtigt. Så jeg skal nok til at have aktiveret kæresten en gang imellem, så hun kan komme med ud og optage mit løb. Så burde jeg i hvert fald kunne se om jeg gør det rigtigt. Én ting jeg allerede har ændret er at løbe mere i mine Vivobarefeet sko. Jeg er meget glad for mine Skora sko. De har lidt mere sål, især omkring hælen. Det tror jeg har haft betydning for min løbestil – det er måske den ekstra polstring, der har gjort det muligt at lade hælen ramme først? Så nu er jeg smuttet i mine Vivobarefeet igen og begyndt træningen igen. Jeg skal jo være klar til 12 marathon næste år….

12 måneder – 12 marathon?

Jeg har ikke fået løbet så meget de sidste par uger – min venstre fod driller stadig lidt. Jeg fik dog løbet en tur i søndags, og den tur gav forhåbninger om at jeg snart er oppe i omdrejninger igen. Den er stadig lidt øm, men det er ikke noget der generer mig og det blev ikke værre af løbeturen, så nu prøver jeg at komme afsted 4-5 gange denne uge og så se hvordan den har det.

Løbepausen har jeg så brugt på at spekulere over hvad mit løbemål skal være næste år. Der er jo mange muligheder. Jeg er fascineret af ultraløb, og kunne godt tænke mig at udfordre mig selv på en længere løbetur på 80-100 kilometer. Men det bliver ikke næste år, for det føler jeg mig ikke klar til hverken mentalt eller fysisk. Der skal nogle flere kilometer i benene, og ikke mindst nogle flere lange ture i benene, før jeg tør kaste mig over det. Jeg har trods alt kun løbet 3 ture over 40 kilometer i mit liv. 1 marathon for 2 år siden, og så et marathon og et 50km løb i år. Så der er meget at lære endnu ved at løbe marathon.

Så mit mål næste år er at løbe flere marathon. Jeg overvejede at tage en 3-4 marathon fordelt på året, og så måske vælge ét i det sidste halvår, hvor jeg satte fart på og prøvede at nå under de 4 timer. Men jeg er nu begyndt at hælde til et andet mål, der hedder 1 marathon om måneden i et år. Så lad gennemførelsen af disse 12 løb være målet, og så ikke bekymre mig om tiden. Det vil give mig en masse erfaring på distancen, en masse kilometer i benene og forhåbentlig en masse kilometer hvor jeg føler mig udfordret mentalt, og hvor jeg kan træne min viljestyrke. Så det tror jeg bliver målet næste år – jeg har ikke helt besluttet mig endnu.

Men der er også et par ting i  år, der skal overståes først. I slutningen af november skal jeg lære at løbe! Det kan man måske mene, at jeg har bevist at jeg kan, men faktum er at min løbestil er helt selvlært. Jeg har set en masse videoer, og læst en masse kloge kommentarer og så ellers blot gået i gang. Og det er jo gået fint, men jeg er overbevist om, at der nok skal være plads til forbedring. Det vil jo være ærgerligt at sætte mig store mål til næste år, og så blive skadet fordi min løbestil ikke helt kan klare de ekstra kilometer der skal på kontoen for at opnå dem. Så jeg besøger Posemandens workshop i Aarhus, når han kigger der forbi, og får min løbestil kigget igennem og tilpasset. Det ser jeg frem til.

Der ud over har jeg et enkelt halvmarathon, der skal gennemføres inden årsskiftet. Nemlig Nytårsløbet i Herning d. 31/12. Det har jeg tilmeldt mig sammen med en kollega, da vi begge syntes det kunne være hyggeligt at slutte året af med et løb.

Ruten til årets sidste løb
Ruten til årets sidste løb