En opdatering

Nu er det ved at være et godt stykke tid siden, at jeg sidst har givet lyd fra mig på denne blog. Lysten til at skrive skal være der, og det har knebet lidt. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, men nu er den kommet tilbage og så skal der selvfølgelig skrives igen.

Og så kan jeg jo passende starte med at opsummere hvad der er sket siden jeg løb Coast2Coast i juni måned, som var sidste gang i hørte fra mig. Allerede tirsdagen efter var jeg i gang igen, men kunne godt mærke at benene stadig var lidt mærkede. Så jeg tog et par uger med rolige og knap så lange løbeture, inden jeg startede på mit træningsprogram til årets andet store mål, nemlig Skagen Marathon. Det gik dog ikke så godt med det program – jeg sprang lidt løbeture over og var fantastisk god til at finde på undskyldninger for hvorfor der ikke lige skulles løbes den dag. Tror det skyldtes det faktum at selvtilfredsheden sætter ind efter at have nået et stort mål – så skal man lige have arbejdet med motivationen igen. Det lykkedes mig dog at komme i gang igen, men antallet af ugentlig kilometer var gået lidt ned i forhold til tiden før Coast2Coast.

En varm dag på motorvejen
En varm dag på motorvejen

I september måned skulle jeg så løbe Motorvejsløbet i Silkeborg. En ny strækning af motorvej skulle indvies og der var inviteret til løbe/skøjte/cykle fest. Jeg havde tilmeldt mig 3/4 marathon ruten, hvilket viste sig at være lige ambitiøst nok. Det var en meget varm dag med høj sol og eftersom det var på motorvejen, så var vi godt afskærmet fra vinden. Så det viste sig hurtigt at være en meget varm løbetur. Jeg drak masser af vand ved depoterne og svedte som en gal, men tror simpelthen ikke min krop kunne følge med til sidste. Omkring de 20 kilometer stoppede jeg med at svede. Altså ikke forstået sådan, at det ikke var varmt, men sveden løb ikke længere ned af ansigtet og ryggen og selv min løbetrøje blev hurtigt tør. Min krop nægtede simpelthen at skille sig af med vandet i kroppen. Det satte en kraftig dæmper på mine kræfter og de sidste 14 kilometer blev en lang, sej kamp på en sort, lige og brandvarm motorvejsstrækning, der så ud til at fortsætte i det uendelige. Ved 30 kilometer skiltet slog jeg over i gang, og gik frem til 31 kilometer hvorefter der var lidt energi i benene igen og jeg fik løbet i mål. En hård, men lærerig tur.

Det gjorde mig også opmærksom på, at ville jeg have en god tid til Skagen Marathon, som der trods alt kun var en måned til, så måtte jeg nok skære ned på de dårlige undskyldninger for ikke at løbe og tage mit træningprogram lidt alvorligt. Så det gjorde jeg. Og var klar i Skagen til at løbe mit blot andet marathon.

En god lang træningstur
En god lang træningstur

Målet var at forbedre min tid fra sidste år, hvilket jeg ikke regnede med blev det store problem. Men ikke blot det, jeg ville også løbe et marathon hvor jeg følte mig i kontrol fra start til slut. Så målet var to-delt: løbe i mål i en tid på 4:20 eller bedre og styre mit pace hele vejen, så den sidste energi blev brændt af på den sidste kilometer. Og det gik forrygende! Jeg havde planlagt et pace på 6.00 – 6.10 på første halvdel, og så kunne jeg forhåbentlig sætte tempoet lidt op på sidste halvdel. Men skulle det ikke lykkedes, så ville jeg stadig nå i mål i 4:20, hvis jeg blot holdt tempo. Jeg lagde lidt hurtigere ud, nemlig med 5:55, men det gik godt og føltes rigtigt. Det halve marathon blev rundet i 2:04, og benene havde det rigtig godt. Det lykkedes mig næsten at holdte tempo på sidste halvdel. Den blev gennemført i 2:07, hvilket jeg er meget tilfreds med. Jeg havde ingen perioder, hvor verden var uretfærdig og ubarmhjertig og marathon-løb var djævlens påfund (de perioder havde jeg også haft nok af i Silkeborg). Jeg holdt et højt pace og (forholdsvis) lav puls og overhalede mange andre løbere på den sidste halvdel af løbet. Ikke noget jeg lige frem er vant til. Samlet tid var 4:11:55, altså med et pace på 6:00 pr kilometer. Absolut godkendt, men samtidig gav det mig også forhåbning om, at jeg på et tidspunkt kan komme under 4 timer. Jeg følte ikke at jeg havde løbet mig selv ud – frygten for at gå ned på de sidste kilometer afholdte mig fra at sætte tempoet op. Så måske de 4 timer skal være et mål for de kommende år – det tror jeg da ikke er helt umuligt.

Her løber jeg over målstregen efter cirka 4 timer og 12 minutter.

Skagen Marathon 2016 - endnu en gang tak til min storesøster for at stå klar med kamera ved målstregen
Skagen Marathon 2016 – endnu en gang tak til min storesøster for at stå klar med kamera ved målstregen

Siden Skagen har jeg holdt formen ved lige med 4-5 ugentlige løbeture og på søndag skal jeg løbe hvad der (formodentlig) bliver det sidste officielle løb i år, nemlig Vejle Ådal Halvmarathon, som skal løbes sammen med Tørring Løbeklub. Jeg er ikke helt blevet enig med mig selv om hvad jeg skal satse på der – et hyggeligt løb, ja, men ved endnu ikke om jeg vil tage det roligt eller satse på en tid under 2 timer. Tror ikke der kommer en beslutning om det før jeg står ved startstregen på søndag. Men det er vel også tid nok.

Hvad angår denne blog, så kommer der flere opdateringer fremadrettet. Jeg overvejer hvilke løbe-mål jeg skal sætte mig næste år, og når det er på plads skal træningen fastlægges og så har jeg tænkt mig at indvi alle der læser denne blog omkring planerne, og så kan de følge hvordan det går lige her.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.