En weekend uden løb

En weekend uden en løbetur er ikke noget der sker ret ofte. Men jeg fik ikke løbet i weekenden, selv om vejret var perfekt og det virkelig kriblede i kroppen for at komme ud at løbe. Efter Vejle Ådal løbet sidste weekend var jeg blevet lidt øm i venstre fod. Eller rettere ovenpå venstre fod. Ikke noget særligt, blot lidt ømhed som kunne mærkes hvis skoene blev strammet lidt for meget. Så der var ingen tvivl om at der skulle løbes tirsdag, hvor der var sæson-afslutning i løbeklubben. Det gik også fint med at løbe. Jeg kunne mærke ømheden lidt, men stadig var det ikke noget der generede mig i en grad, så jeg overvejede ikke at løbe. img_1140

Men onsdag var ømheden taget til, og nu kunne jeg også se at der var et problem. Min ankel var hævet og lignede ærlig talt noget der var forstuvet. Jeg havde ingen problemer med at gå normalt, men så snart jeg flexede foden kunne jeg mærke smerten. Det så noget voldsomt ud, og jeg var lidt forbavset over at det ikke gjorde mere ondt end det gjorde. Hele anklen var hævet, men ud over at se voldsomt ud, så var det faktisk slet ikke ømt. Kun på oversiden af foden. Resten af anklen kunne jeg fint trykke på, vrikke med og lignende uden at kunne mærke det.

Men det var nok til at jeg besluttede at droppe løbeturene indtil hævelsen var væk. Jeg er ikke typen der tror på, at tingene skal løbes væk. Oftest fører det blot til værre skader. Selvfølgelig var det med håbet om, at det hurtigt ville gå over, men søndag kunne jeg stadig kigge på en hævet ankel og dermed røg håbet om en løbetur i weekenden. I dag er hævelsen mindre, men den er der stadigvæk og det er stadig ømt. Jeg ved ikke hvad problemet er, men tror måske det høje tempo den sidste måneds tid, der har givet PR på både marathon og halvmarathon distancen, har ført til overanstrengelse af muskler/sener i fodleddet. Så hvile er forhåbentlig nok til at komme det til livs.img_1143

Den 26. november skal jeg på løbe workshop med Posemanden i Aarhus. Den har jeg tilmeldt mig for at få findpudset løbestilen. Det er gået godt indtil nu, hvor min løbestil har ført til masser af gode løb uden at blive skadet, men jeg vil tro at en workshop med fokus på løbestilen vil vise en masse områder, hvor stilen stadig kan forbedres. Og min nyligt opstået ømhed tyder da også på, at jeg gør et eller andet forkert. For det opstår jo ikke af sig selv, og jeg har jo ikke ændret på distancen jeg løber, så højst sandsynligt har den lidt højere hastighed blot gjort et eller andet mindre problem meget tydeligt. Så jeg glæder mig til den workshop.

Så må vi jo se, hvornår jeg kommer ud at løbe igen. Jeg tror på en lille tur med løbeklubben i morgen kan lade sig gøre, men det sker altså kun hvis anklen ikke er hævet.

Katten var ikke helt tilfreds med at jeg ikke skulle ud og løbe..
Katten var ikke helt tilfreds med at jeg ikke skulle ud og løbe..

Ny personlig rekord på halvmarathon

Søndag eftermiddag blev tilbragt i Vejle Ådal, hvor et halvmarathon skulle løbes. Sidste år satte jeg personlig rekord på distancen, så jeg har gode erfaringer med dette løb, som ligger 2 uger efter Skagen Marathon. Så sammen med løbere fra Tørring Løbeklub (og en masse andre løbere) sad jeg i hallen i tørvejr og gjorde mig klar til at løbe. Vejret indtil da havde ikke ligefrem imponeret; kulde, blæst og regn havde præget de sidste mange dage og det så ud til at fortsætte. Så det var rart at kunne sidde i en (næsten) varm hal og gøre sig klar.

Vejret satte også sit præg på løbernes beklædning – det var bestemt ikke nemt at finde ud af påklædningen, og der var masser af forskellige løsninger. Lige fra korte shorts og t-shirt til lange busker, jakke, hue og vanter. Jeg havde valgt en lidt mere diplomatisk tilgang. Korte tights, en lang trøje med en kort t-shirt ud over og en kasket. Da vi kunne vente i hallen lige op til løbsstart regnede jeg med at denne påklædning kunne holde mig varm fra start til slut. Og det viste sig heldigvis at være tilfældet.

Da vi stod klar til start kl 14 var regnen holdt op og vi krydsede fingre for at den ville blive væk de næste par timer. Jeg startede løbet i et ok tempo, sammen med Claus og Katharina, et par løbe-‘kollegaer’ fra klubben. Vi holdt et godt pace omkring de 5:13 de første 3-4 kilometer og satte det så lidt ned. Til Vejle Ådal er der godt fyldt i starten, så det kan være svært at holde et stabilt tempo, men det gik fint denne gang. Omkring de 8 kilometer syntes jeg det blev lige en tand for langsomt – mit ur sagde pace lå lige omkring de 5:30 og jeg syntes mine ben føltes klar til lidt mere. Så jeg satte tempoet lidt op, og mit følgeskab med Claus og Katharina ophørte og jeg koncentrerede mig om mit eget tempo. Men det var rigtig rart at have følgeskab i starten, og det gjorde det noget nemmere at finde det gode tempo. Og så var det noget hyggeligere end blot at løbe selv.

Halvvejs i løbet vender man 90 grader og møder så de løbere der er lige bag en på ruten. Der kunne jeg så konstatere at Claus og Katharina ikke var langt væk på trods af højere tempo. De havde åbenbart også gode ben. Mine ben føltes stadig rigtig gode og jeg besluttede at prøve at sætte tempoet lidt op i håb om en bedre tid end sidste år og en negativ split på mit løb. Det vil sige, at anden halvdel af løbet skulle løbes hurtigere end første. Jeg begyndte nu at overhale folk. Det har jeg stadig ikke helt vænnet mig til. Det gør det altså lidt sjovere at løbe – og det er jo god motivation til at holde tempoet oppe. Ved 16 kilometer-mærket fik tempoet endnu et lille nøk op. Ikke ret meget, for selv om benene stadig ikke brokkede sig, så kunne jeg godt mærke at pulsen var begyndt at stige og jeg hev lidt mere efter vejret. Men jeg holdt et godt tempo og med 2 kilometer tilbage fik jeg endnu en gang sat tempoet lidt op. Min hurtigste kilometer den dag var faktisk fra 19-20 kilometer. Så der var godt med krudt i benene.

På vej mod mål
På vej mod mål

1 time 52 minutter og 50 sekunder efter jeg var startet løb jeg over målstregen. Det var en forbedring af min personlige rekord på ca. 2 minutter. Mit sekundære mål om en negativ split blev også opfyldt, da jeg løb de 10-20 kilometer 1 minut hurtiger end 1-10. Ganske tilfredsstillende. Jeg var ikke mere end lige nået over målstregen, da regnen begyndte igen. Det havde regnet en ganske lille smule undervejs, men intet i forhold til det vand der nu pludselig kom. Så det var god timing, for nu kunne jeg begive mig ind i hallen til en kop velfortjent kaffe og en kage. vaadal

Alt i alt en skøn søndag eftermiddag i selskab med løbeklubben og med en rigtig dejlig løbe-oplevelse. Med den energi, jeg havde i benene, skal jeg måske på et tidspunkt satse på at komme under 1:50 – det virker ikke længere så urealistisk som jeg tidligere har troet. Måske et mål for næste år?

Nu går sæsonen 2016 så på hæld, og jeg skal overveje hvilke mål jeg skal sætte mig næste år. Og lige så vigtigt, så skal jeg finde ud af hvordan jeg kommer igennem vinteren uden at komme ud af form. De to ting hænger selvfølgelig lidt sammen, for jeg har brug for målene for at kunne motivere mig til at løbe de dage hvor vejret er skidt og stuen dejlig varm.  Men løbet skal der nok blive – det er jo sjovt at løbe.

 

En opdatering

Nu er det ved at være et godt stykke tid siden, at jeg sidst har givet lyd fra mig på denne blog. Lysten til at skrive skal være der, og det har knebet lidt. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, men nu er den kommet tilbage og så skal der selvfølgelig skrives igen.

Og så kan jeg jo passende starte med at opsummere hvad der er sket siden jeg løb Coast2Coast i juni måned, som var sidste gang i hørte fra mig. Allerede tirsdagen efter var jeg i gang igen, men kunne godt mærke at benene stadig var lidt mærkede. Så jeg tog et par uger med rolige og knap så lange løbeture, inden jeg startede på mit træningsprogram til årets andet store mål, nemlig Skagen Marathon. Det gik dog ikke så godt med det program – jeg sprang lidt løbeture over og var fantastisk god til at finde på undskyldninger for hvorfor der ikke lige skulles løbes den dag. Tror det skyldtes det faktum at selvtilfredsheden sætter ind efter at have nået et stort mål – så skal man lige have arbejdet med motivationen igen. Det lykkedes mig dog at komme i gang igen, men antallet af ugentlig kilometer var gået lidt ned i forhold til tiden før Coast2Coast.

En varm dag på motorvejen
En varm dag på motorvejen

I september måned skulle jeg så løbe Motorvejsløbet i Silkeborg. En ny strækning af motorvej skulle indvies og der var inviteret til løbe/skøjte/cykle fest. Jeg havde tilmeldt mig 3/4 marathon ruten, hvilket viste sig at være lige ambitiøst nok. Det var en meget varm dag med høj sol og eftersom det var på motorvejen, så var vi godt afskærmet fra vinden. Så det viste sig hurtigt at være en meget varm løbetur. Jeg drak masser af vand ved depoterne og svedte som en gal, men tror simpelthen ikke min krop kunne følge med til sidste. Omkring de 20 kilometer stoppede jeg med at svede. Altså ikke forstået sådan, at det ikke var varmt, men sveden løb ikke længere ned af ansigtet og ryggen og selv min løbetrøje blev hurtigt tør. Min krop nægtede simpelthen at skille sig af med vandet i kroppen. Det satte en kraftig dæmper på mine kræfter og de sidste 14 kilometer blev en lang, sej kamp på en sort, lige og brandvarm motorvejsstrækning, der så ud til at fortsætte i det uendelige. Ved 30 kilometer skiltet slog jeg over i gang, og gik frem til 31 kilometer hvorefter der var lidt energi i benene igen og jeg fik løbet i mål. En hård, men lærerig tur.

Det gjorde mig også opmærksom på, at ville jeg have en god tid til Skagen Marathon, som der trods alt kun var en måned til, så måtte jeg nok skære ned på de dårlige undskyldninger for ikke at løbe og tage mit træningprogram lidt alvorligt. Så det gjorde jeg. Og var klar i Skagen til at løbe mit blot andet marathon.

En god lang træningstur
En god lang træningstur

Målet var at forbedre min tid fra sidste år, hvilket jeg ikke regnede med blev det store problem. Men ikke blot det, jeg ville også løbe et marathon hvor jeg følte mig i kontrol fra start til slut. Så målet var to-delt: løbe i mål i en tid på 4:20 eller bedre og styre mit pace hele vejen, så den sidste energi blev brændt af på den sidste kilometer. Og det gik forrygende! Jeg havde planlagt et pace på 6.00 – 6.10 på første halvdel, og så kunne jeg forhåbentlig sætte tempoet lidt op på sidste halvdel. Men skulle det ikke lykkedes, så ville jeg stadig nå i mål i 4:20, hvis jeg blot holdt tempo. Jeg lagde lidt hurtigere ud, nemlig med 5:55, men det gik godt og føltes rigtigt. Det halve marathon blev rundet i 2:04, og benene havde det rigtig godt. Det lykkedes mig næsten at holdte tempo på sidste halvdel. Den blev gennemført i 2:07, hvilket jeg er meget tilfreds med. Jeg havde ingen perioder, hvor verden var uretfærdig og ubarmhjertig og marathon-løb var djævlens påfund (de perioder havde jeg også haft nok af i Silkeborg). Jeg holdt et højt pace og (forholdsvis) lav puls og overhalede mange andre løbere på den sidste halvdel af løbet. Ikke noget jeg lige frem er vant til. Samlet tid var 4:11:55, altså med et pace på 6:00 pr kilometer. Absolut godkendt, men samtidig gav det mig også forhåbning om, at jeg på et tidspunkt kan komme under 4 timer. Jeg følte ikke at jeg havde løbet mig selv ud – frygten for at gå ned på de sidste kilometer afholdte mig fra at sætte tempoet op. Så måske de 4 timer skal være et mål for de kommende år – det tror jeg da ikke er helt umuligt.

Her løber jeg over målstregen efter cirka 4 timer og 12 minutter.

Skagen Marathon 2016 - endnu en gang tak til min storesøster for at stå klar med kamera ved målstregen
Skagen Marathon 2016 – endnu en gang tak til min storesøster for at stå klar med kamera ved målstregen

Siden Skagen har jeg holdt formen ved lige med 4-5 ugentlige løbeture og på søndag skal jeg løbe hvad der (formodentlig) bliver det sidste officielle løb i år, nemlig Vejle Ådal Halvmarathon, som skal løbes sammen med Tørring Løbeklub. Jeg er ikke helt blevet enig med mig selv om hvad jeg skal satse på der – et hyggeligt løb, ja, men ved endnu ikke om jeg vil tage det roligt eller satse på en tid under 2 timer. Tror ikke der kommer en beslutning om det før jeg står ved startstregen på søndag. Men det er vel også tid nok.

Hvad angår denne blog, så kommer der flere opdateringer fremadrettet. Jeg overvejer hvilke løbe-mål jeg skal sætte mig næste år, og når det er på plads skal træningen fastlægges og så har jeg tænkt mig at indvi alle der læser denne blog omkring planerne, og så kan de følge hvordan det går lige her.