50 km natteløb

I min barndom var jeg spejder og én af de ting jeg elskede ved de lejrture vi kom på, var natteløbet. Der var nu ikke så meget løb over det, men vi fik lov at gå fra post til post i løbet af natten og det elskede jeg. I en alder af 47 fik jeg så igen muligheden for et natteløb, men denne gang skulle der virkelig løbes hele natten. Og jeg kan konstatere, at jeg stadig elsker natteløb.

Fredag d. 24. Juni var det tid til Coast2Coast løbet, som jeg har set frem til, og trænet til, siden min tilmelding i januar måned. De sidste par uger inden har været lidt underlige, da løbet pludselig var meget tæt på. Det er første gang jeg skal løbe 50 kilometer, og blot anden gang at jeg forsøger mig med en distance over 35 kilometer. Så jeg havde masser af ting at overveje; hvor hurtigt skulle/kunne jeg løbe? hvad ville benene sige til 50 kilometer i løb? hvordan ville mine fødder have det? Og hvad med hovedet – jeg skulle trods alt løbe i mere end 5 timer? og det hele skulle foregå om natten, hvor jeg plejer at sove trygt, hvordan vil kroppen reagere på det?

Så det spekulerede jeg en del på i ugerne op til løbet. Jeg følte mig i god form, så var overbevist om, at jeg  nok skulle komme i mål. Om ikke andet, så gående de sidste kilometer, hvis det gik helt galt. Men i mål skulle jeg nok komme. Min taktik ville være, at løbe i et pace på 6.00 – 6.15 så længe jeg kunne, og så ellers holde tempoet oppe så godt jeg kunne resten af vejen. Det ville forhåbentlig bringe mig i mål inden solen stod op igen kl 4.16, hvilket var mit ultimative mål.

Klar til 50 kilometer
Klar til 50 kilometer

Jeg havde taget fri fra arbejde fredag for at få sovet lidt længere, men det blev det nu ikke rigtigt til. Jeg duer bare ikke til at ligge og snue i sengen – så jeg stod op kl. 7 og så skulle tiden ellers bare gå indtil kæresten og jeg skulle drage nordpå. Sidst på eftermiddagen ankom vi til Skallerup, hvor min mor bor. Der tilbragte vi nogle hyggelige timer og fik noget aftensmad, inden vi skulle begive os de sidste par kilometer ned til Skallerup Klit, hvor løbet skulle starte kl 22.22. I min mors bil på vej derned, var det tydeligt, at Coast2Coast er blevet et meget polulært løb. Vejene var fyldte med biler, løbere og cykler, og det var lidt en udfordring at komme frem.

Da vi så var kommet frem, herskede der også lidt kaos. Der var ikke meget skiltning, så det var svært at finde ud af hvor starten skulle gå, i dette mylder af cykler, løbere og publikum. Men det lykkedes og snart stod jeg klar i start-området sammen med min kæreste og min mor, som var der for at sende mig godt afsted. Jeg aftalte med dem, at de skulle samle mig op i Frederikshavn kl. 4. Jeg ville i hvert fald forsøge at være der på det tidspunkt.  Min storesøster og hendes mand dukkede også op, og helt utroligt lykkedes det dem også at finde os i mængden inden starten gik. Skønt, at de også var der til at sende mig godt afsted.

Der var mange mennesker og da starten gik var det svært at komme til at løbe. Så de første 5 minutter havde jeg ikke uret tændt, da jeg havde besluttet at det først skulle tælle turen når jeg begyndte at løbe. Da vi kom ned til stranden var der plads til løb, så uret blev sat i gang og så startede jeg på de 50 kilometer løb. Jeg havde ikke løbet mange meter før jeg mødte den eneste anden løber jeg kendte i feltet. Min træner, Louise,  fra løbeklubben i Tørring var på et Bike&Run hold, og hende nåede jeg heldigvis lige at hilse på og ønske god tur. Ret heldigt, at jeg lige skulle finde hende,  i forhold til hvor mange mennesker der løb på stranden.

De første 10 kilometer fløj afsted. Der var utrolig mange mennesker at løbe sammen med, men alligevel lykkedes det mig at holde tempoet. På et tidspunkt fik Bike&Run holdene deres cykler, og nu skulle jeg pludselig også manøvrere rundt blandt cykler, men det gik forbavsende fint. Jeg havde taget en tynd jakke på i startområdet, da det var begyndt at blive lidt køligt at stå og vente på starten. Den blev meget hurtigt al for varm at løbe med, så ved det første depot brugte jeg tid på at få den af og proppet i rygsækken.

Og så gik det ellers østpå igen i et flot pace. Altså flot i forhold til hvad jeg havde planlagt. Mit planlagt pace holdt jeg faktisk i 35 kilometer inden jeg begyndte at blive lidt langsommere. Der var rigtig mange mennesker ved de første 3-4 depoter, så de tog lidt længere tid end planlagt at komme igennem. Men ikke noget der bekymrede mig. Jeg var “On schedule”. På trods af at ruten var 50 kilometer, så var der altid folk omkring en. Det var nu meget hyggeligt, og ikke helt hvad jeg havde forventet. Jeg havde troet der kom nogle strækninger, hvor man ville være alene. Men det var altså ikke tilfældet. Jeg fik ikke brug for at tænde min pandelampe, da der altid var folk med lys omkring mig de få timer der var lidt mørkt.

Skøn løbetur
Skøn løbetur

Da vi ramte Sindal ved halvvejs punktet, var jeg stadig i hopla. Jeg holdt fint tempo og begyndte for alvor at tro på, at jeg nok skulle nå i mål inden solopgang. På et tidspunkt begyndte tempoet at falde lidt. Jeg vidste faktisk ikke helt hvor langt jeg var, for jeg havde valgt ikke at kigge på distancen på uret. Det viste blot mit pace. Efterfølgende kan jeg se, at det var omkring de 35 kilometer at tempoet faldt lidt. Ikke ret meget, men nu lå pace på 6.15 – 6.30 og det besluttede jeg mig for at prøve at holde resten af vejen. Uden egentlig at vide hvor langt der var igen – blot at jeg i hvertfald havde passeret Sindal og halvvejen. Omkring de 42.2 kilometer, hvilket jeg fandt ud af, da jeg løb lige bag et par, der gav hinanden high-five, da de passerede marathon distancen, begyndte jeg at kunne mærke strabadserne. Mine fødder var begyndt at blive ømme, mine ben trætte og værst af alt, så begyndte jeg virkelig at ønske mig at løbeturen snart sluttede. Så det var ikke fysisk at jeg begyndte at have krise. Benene var trætte, men det var mentalt at krisen opstod. Jeg holdt mig til ikke at kigge på hvor langt jeg havde tilbage, men blot koncentrere mig om at holde mit pace oppe. Så skulle jeg nok komme i mål på et tidspunkt. De sidste par depoter var det også ret svært at komme i gang med at løb igen – pauserne blev lidt længere. Men det var mentalt, for så snart benene var i gang igen, så gik det der ud af.

Og sådan ser jeg ud efter at have løbet 50 kilometer
Og sådan ser jeg ud efter at have løbet 50 kilometer

De sidste par kilometre blev løbet med et stort smil på, da jeg nu vidste at det snart var slut. Solen stod snart op, og jeg ville stå på stranden og se det. Det var lidt specielt at løbe de sidste 200 meter på Palmestranden. Der var mange mennesker, der allerede var i mål, men ikke så mange der havde energi til at heppe. Så der var ikke så meget gang i den, som jeg ellers ville forvente, men det tror jeg skyldtes at folk var trætte. Det var jo trods alt også tidlig morgen. Jeg var i mål 4.04, altså 4 minutter senere end jeg havde sagt til mine chauffører og heppepiger. Men på grund af trafikken var de parkeret lidt langt væk, og nåede heller ikke frem til kl. 4. Så jeg måtte sende dem en sms og så ellers vente lidt inden jeg blev samlet op. Nu kunne jeg godt mærke, at jeg lige havde løbet 50 kilometer. Så snart jeg stod stille, begyndte benene at beklage sig, og det var nu ikke så nemt at komme i gang igen. Alligevel formåede jeg at sige til min mor, at hun ikke behøvede at hente bilen. Jeg skulle nok kunne gå derhen, bare vi gik lidt langsomt. Efter nogle 100 meter måtte jeg dog sande, at det gik lige langsomt nok og jeg fandt en bænk og satte mig med kæresten, mens min mor hentede bilen. Jeg fik skoene af og mine fødder fik lidt frisk luft, hvilket de virkelig satte pris på. Og så var det ellers bare tilbage til Skallerup, lidt morgenmad og så på hovedet i seng og få lidt søvn. Trætheden var virkelig begyndt at sætte ind på dette tidspunkt.

Mit første 50 kilometer løb var overstået, og jeg havde løbet det fuldstændig som jeg havde planlagt. På trods af at have brugt en del tid i depoter, så var det undervejs lykkedes mig at sætte ny personlig rekord på marathon distancen, hvilket giver mig forhåbning om en god tid til Skagen Marathon senere i år. Jeg nød at løbe turen, på trods af at jeg havde nogle kilometer hvor jeg bandede løbet langt væk, og virkelig stillede spørgsmål til hvorfor jeg dog havde meldt mig til det. Svaret på det fik jeg, da jeg løb de sidste 100 meter på Palmestranden. Det var en kæmpeoplevelse, og det er nok ikke det sidste ultraløb jeg giver mig i kast med – gad vide om jeg kan løbe endnu længere….?

Velfortjent belønning
Velfortjent belønning