Så er der en uge tilbage

Om en uge begiver jeg mig nordpå. Hjem til min mor – hvor jeg skal gøre mig klar til at løbe Coast2Coast. Det sidste halve år er gået med at blive klar til dette løb, så det føles meget underligt, at det nu er så tæt på. Jeg gætter på, at det føles endnu mere mærkeligt, når det så pludselig er overstået…IMG_0702

Jeg føler mig godt forberedt til løbet. Da jeg aldrig har løbet så langt før, og kun én gang tidligere har løbet et marathon, så er det selvfølgelig svært for mig at vurdere, om jeg er godt nok forberedt. Men det tror jeg, at jeg er. Jeg føler mig i rigtig god form. Selv efter en 20 km løbetur i roligt tempo, har jeg masser af energi i benene, og de sidste mange løbeture har haft det fælles træk, at de sidste 3-4 kilometer har været de hurtigste. Træningen er forløbet helt perfekt – og det store spørgsmål er så om træningen har været den rette. Det må vi jo se på fredag. Det sidste 3 måneder har jeg løbet mellem 40 og 60 kilometer om ugen, fordelt på 5 ugentlige løbeture. Min længste tur har været 34 kilometer. Efter den tur havde jeg stadig energi og kunne have fortsat, men følte ikke der var grund til det. Det må være langt nok til at give et godt hint om, at jeg nok skal komme igennem 50 km…

IMG_0683Det store spørgsmål de sidste par uger, som jeg har brugt meget tid på at fundere over, er hvilket pace jeg skal satse på. Det er helt klart en af de store udfordringer at finde det rette pace, der får mig igennem uden at gå helt ned undervejs. Mit første marathon sidste år, blev jo ikke løbet i en særlig imponerende tid, da jeg brugte al min energi på de første 21 kilometer, og måtte slæbe mig igennem den sidste halvdel af løbet. Det skal undgåes på næste fredag. Der skal der gerne være energi til hele løbet og det kræver jo at jeg finder det rette pace. Det skal heller ikke være for langsomt, for jeg vil jo gerne se solen stå op på Palmestranden. Så jeg har lagt følgende taktik for løbet: starte i et pace på 6:00 – 6:15 og holde det minimum indtil jeg er halvvejs. Kan jeg holde det hele vejen, så kommer jeg i mål i en tid mellem 5 timer og 5 timer og et kvarter. Det ville være fantastisk. Skulle det ikke lykkedes at holde tempoet på den sidste del, så skulle der stadig være en god chance for at nå i mål inden solen står op efter 5 timer og 54 minutters løb.

Så det er altså planen. Nu skal den bare udføres. Det glæder jeg mig til. Jeg er sikker på, at det bliver en fantastisk oplevelse.

Jelling Løbet

I går var det tid for Jelling Løbet. I år havde jeg meldt mig til på 10.1 km ruten. Jeg har en gang tidligere løbet dette løb, men det var 5 km ruten jeg var ude på den gang. Jeg har hørt meget om 10 km ruten, da folk omtaler den som ret hård, da der er masser bakker. I følge Jelling Løbets hjemmeside, så har de helt ret, da der ifølge deres rutekort er 381 højdemeter på de 10.1 km – altså 381 meters løb opad og 381 meters løb nedad. Lidt mere end jeg er vant til på mine ture rundt i Tørring.

Højdeprofil for 10.1 km ruten
Højdeprofil for 10.1 km ruten

 

Jeg glemte mit ur derhjemme og i stedet for at ærgre mig over det, så jeg en mulighed for blot at løbe efter hvad mine ben/krop fortalte mig. Uden et ur at tjekke pace på hele tiden ville jeg ikke have mulighed for at sætte farten efter en bestemt sluttid. Hvilket egentlig også var, hvad jeg havde tænkt mig. Løbe godt til, men ikke 100%. Hvad sluttiden skulle være havde jeg heller ikke en idé om, da jeg ikke havde løbet ruten for, og dermed ikke var klar over hvad der ventede mig. Men nu fik jeg så chancen for blot at løbe efter kroppens signaler.

Min nevø Andreas skulle også løbe denne aften, så derfor var min lillesøster der også sammen med lille skønne Anna Cecilie for at heppe på ham. De deltog alle i den fælles opvarming og Anna Cecilie var åbenbart så begejstret for oplevelsen, at hun erklærede at hun også skulle løbe næste år. Efter opvarmningen gik det så ud på ruten. Starten var meget behagelig, da det gik meget nedad. Det var sjovt at observere hvor stor forskel der var på folks nedløb. Nogle gav frit løb, mens andre bremsede temmelig meget. Jeg forsøgte at give los, da opbremsning giver mange hårde stød op gennem kroppen, så det gik i rask tempo. Samtidig med at det var en skøn start, så kunne jeg alligevel ikke lade være med at tænke på, at hver en meter vi løb ned, skulle vi senere løbe op ad igen.

Det er en meget flot rute med meget lidt løb i Jelling by og så ellers skov- og grus-stier i skovene omkring byen. Det startede blidt ud med masser af nedløb og små bakker op, men efter en 5-6 kilometer begyndte det at gå noget mere op ad. Jeg holdt et godt tempo uden for alvor at løbe mig ud. Jeg kunne godt mærke at pulsen hurtigt røg op, når jeg skulle op af bakkerne, men den faldt også hurtigt så snart toppen var nået. Der var nogle få der begyndte at gå op af bakkerne, men det havde jeg besluttet mig for ikke at gøre. Den sidste lange bakke kom omkring de 9 kilometer. Her var der en del flere der begyndte at gå, men jeg syntes egentlig ikke den var så slem igen. Den var lang, men heller ikke så stejl som nogle af de andre små bakker vi havde forceret. Så det foregik stadig i løb for mit vedkommende.

Løbere klar til Jelling Løbet

Efter den bakke var besejret gik det ind mod mål i fuldt firspring. Jeg havde stadig lidt energi i reserve (helt efter planen) og kunne sætte tempoet lidt op. Så snart jeg var kommet i mål, tikkede der en sms ind med resultatet: 54:32, hvilket var noget hurtigere end jeg havde troet. Det er trods alt kun 3 minutter langsommere end min PB på distancen, som blev sat i Billund Lufthavn, som er flad som en pandekage. Så en meget godkendt indsats og sjovt at prøve at løbe uden mit ur – det er dælme lang tid siden jeg sidst har prøvet det. Og skønt at mærke at jeg er i god form, og kan have energi i overskud efter et meget bakket 10km løb i sådan en tid. Måske vil det ligefrem lykkedes mig at løbe 50 kilometer Sct. Hans aften 🙂

Gamle skader

Det er nok de færreste der når min alder uden at samle sig lidt skader op. Som ung generer de ikke så meget. Kroppen kommer sig hurtigt og skaden er blot midlertidig. Som man bliver ældre begynder de så, at dukke op igen. For mit vedkommende er det min højre achillessene der driller. Det har den gjort i nogle år efterhånden. Min ankel er øm og stiv om morgenen, og det varer lige lidt inden den er varmet ordentligt op og jeg kan gå ordentligt uden at halte lidt.

Da jeg var 17 år spillede jeg ofte fodbold og det var under en fodboldkamp, at jeg blev sparket direkte ind på anklen på mit støtteben. Min venstre fod sparkede til bolden og min højre fod stod godt fast. Altså indtil den blev ramt af et hårdt spark direkte ind på anklen. Den hævede med det samme voldsomt op og jeg humpede ned til lægen. Hans dom lød på en kraftig forstuvning, men ikke andet. Hævelsen forsvandt dog ikke lige med det samme, og da den stadig var hævet (og meget øm) 14 dage senere, besøgte jeg ham igen. Han fastholdt hans dom, men indvilligede dog i at give den lidt ultralydsbehandling, hvilket skulle få hævelsen til at forsvinde. Det tog 1½ måned med 2 ugentlige behandlinger inden hævelsen var væk. Men så var jeg også klar til at spille fodbold igen. Kroppen restituerer nemt når man er 17 år 🙂

Men for en 10 år siden begyndte jeg så at mærke til det igen. Ikke noget voldsomt irriterende, blot at jeg skulle bruge lidt tid om morgenen før anklen havde sin normale smidighed. Da jeg begyndte at løbe for 4 år siden galdt det stadig, og det gav sig også udslag i, at min højre achillessene ofte var øm og lidt hævet. Ikke så hævet og øm, at jeg måtte indstille træningen, men nok til at jeg altid har været opmærksom på den og forsøgt at passe på den. achilles

Nu er der så 3 uger til mit store mål for i år: Coast2Coast d. 24/6, og nu driller den lidt ekstra. Den har været meget øm de sidste 4-5 dage, og jeg har haltet en del mere end normalt. Jeg tror det skyldtes at jeg har sat tempoet lidt op når jeg løber. Jeg føler mig i så god form, at jeg lige sætter lidt mere fart på. Det er bare skønt at løbe 7 kilometer i et ok pace, og så stadig have energi til at sætte tempoet op. Det betyder lidt længere skridtlængde, lidt mere pres på min achillessene og dermed mere ømhed. Jeg tror også, at det faktum at jeg nærmer mig Coast2Coast har lidt at sige. Når man er så tæt på et vigtigt løb, så bliver man bare mere opmærksom på kroppens signaler. En lille ømhed man normalt ville ignorere, bliver nu pludselig til en potentiel skade, der skal stoppe ens løb. Man vil så gerne undgå skader, så man bliver måske lidt mere opmærksom på det end godt er.

Men jeg har altså haltet lidt rundt de sidste 4-5 dage. Jeg løb en lille tur med bakketræning i mandags og en tur med løbeklubben tirsdag på trods af ømheden og det kunne mærkes. Så nu gælder det altså om at passe på den, uden at miste den gode form jeg føler mig i, så jeg kan komme igennem Coast2Coast. Når det er overstået skal jeg måske kigge på lidt specifik træning for at se om jeg kan styrke anklen lidt. Der er en masse arvæv der generer, men med træning bør jeg vel kunne styrke den, så den ikke så nemt bliver øm og hævet?

Nye løbesko
Nye løbesko

På den positive side, så har jeg fået nye sko, der lige skal løbes til inden d. 24/6. Jeg løb Hedensted Løbet i mine trofaste Skora sko, men fik efterfølgende en vabel under en af mine negle. (Så nu går jeg bare og venter på at den falder af) Det skyldtes snøringen. Skoen var nemlig gået lidt i stykker. Det øverste hul  til snørebåndet var flækket, så i den ene side var skoen ikke spændt helt tæt. Det gav altså en vabel, så min plan om at løbe Coast2Coast i de sko, måtte ændres. Jeg fandt så et par nye Skora sko på tilbud og det var faktisk luksus-udgaven af de forrige sko, så nu skal de bare løbes ordentligt til. Har været ude et par ture i dem, og de er ekstrem behagelige at have på og løbe i.

Og så vil jeg lige slutte af med at gøre opmærksom på min indsamling til Hovedpinesagen, som kan findes på dette link.