Nu er der kun en måneds tid til det går løs med Coast2Coast, og jeg begynder så småt at føle mig klar. Så klar som man nu kan blive det, når distancen er 50km – 8km længere end man
med nød og næppe kom igennem i oktober måned. Den lange tur i søndags var på 30 kilometer og den gik fint. Tempoet var meget roligt, 6:58 minutter pr. kilometer og det medførte at jeg stadig havde overskud, da jeg stoppede løbet. Jeg kunne mærke IMG_0619det, og tempoet var da gået lidt ned, men kunne sagtens have løbet videre. Så 30
km er der styr på. Så mangler jeg bare lige de sidste 20 kilometer. Iøvrigt, hvis jeg løber i det samme tempo til Coast2Coast, så kommer jeg i mål 4 minutter før solen står op. Det ville da ikke være så ringe. Jeg tror dog jeg vil forsøge at komme lidt hurtigere ud over stepperne, men nu får vi se.

I morgen løber jeg årets andet officielle halvmarathon i Hedensted. Jeg har ikke helt besluttet mig for strategien. Min absolut første prioritet er at undgå skader, men jeg kunne nu godt tænke mig at få lidt fart på i morgen. Jeg kender ikke ruten, så jeg ved ikke om det er en hurtig eller langsom rute. Men det er en 10km rute der skal løbes to gange, så efter den første omgang vil jeg nok have en rigtig god ide om det. Så tror jeg satser på et 5:30 pace på første omgang, og så må vi se hvad der skal ske med farten på anden omgang.

hovedpinesagenJeg har oprettet en indsamling i forbindelse med min Coast2Coast deltagelse. Pengene går til Hovedpinesagen. Jeg skal nok senere komme med et indlæg om min egen kamp mod hovedpine og migræne, og hvorfor det lige er dem der skal modtage lidt penge. Men skulle du lige have lidt småpenge i overskud, så vil jeg sætte pris på et lille indskud.