Tid til opdatering

Nu har bloggen vist lagt stille længe nok. Det var egentlig ikke planen, men tiden går og inden man får set sig om, så er det pludselig lang tid siden man sidst har skrevet.

Siden sidst er jeg begyndt at forberede mig på Coast2Coast. Jeg startede et 15 ugers marathon-træningsprogram med 4 ugentlige løbeture og forhåbentlig får det mig i form til at komme igennem de 50 kilometer. Jeg har overvejet at proppe lidt ekstra kilometer på, men tror nu egentlig dette progam er godt nok som det er. Kan jeg løbe 42 km med et pace på 6:16, som planen lægger op til, så er de overstået på 4 timer og 23 minutter (hvilket vil være en klar forbedring af min tid på mit første marathon sidste år), og så har jeg 1½ time til at klare de sidste 8 kilometer og stadig nå at se solen stå op. Det bør være muligt, men skulle det ikke lykkedes at nå de 50 kilometer på 5 timer og 54 minutter, så vil jeg nu stadig være stolt. 50 kilometer er trods alt 50 kilometer. Men det mål jeg løber efter er, at komme i mål efter 5 timer og 20 minutter. Det vil være stort, hvis det lykkedes. Så vil mit gennemsnitspace være 30 sekunder hurtigere end jeg løb til Skagen Marathon. Det må siges at være en forbedring. Har du iøvrigt brug for en paceberegner, så du selv slipper for at jonglere med sekunder, minutter og kilometer, så kan denne her anbefales: Paceberegner.

Så min løbeskema er fastlagt frem til juni måned. 4 ugentlige løbeture, som fordeles på tirsdag, onsdag, lørdag og søndag. Jeg plejer normalt at løbe tirsdag og torsdag, men programmet lægger op til intervaltræning onsdag, og jeg har valgt at holde mig til det, da det giver mig 2 hviledage inden næste løbetur. Det er nu meget rart og, tror jeg, med til at holde skaderne væk. Så tirsdag er en kort langsom tur på 7-10 kilometer. Onsdag er der intervaltræning, som svinger mellem 8 og 12 kilometer. Lørdag er det igen en kort tur, 5-8 kilometer og søndag er så den lange tur. Den korteste af disse er 16 kilometer, men inden planen er gennemført har jeg været ude på en 30 kilometer tur. Ud of disse 4 dage, er der faktisk kun onsdag og nogle få gange søndag at der kommer lidt tempo på. Det passer mig ganske fint.

Løbebanen i Tørring
Løbebanen i Tørring

Min intervaltræning henlægger jeg til det lokale stadion i Tørring. Der er en 400 meter løbebane med gammel hullet asfalt. Ikke optimalt at løbe på, men det er nu ok. Og så er det dejligt nemt at holde styr på intervallerne. Det er typisk 200 meter eller 400 meter intervaller, så det er oplagt at bruge en løbebane til det. Noget nemmere at holde øje med halve og hele omgange, fremfor at tælle lygtepæle eller lignende.