Forbedringer

Så blev det weekend igen, og denne gang knap så blæsende, så jeg kunne komme ud og få løbet en Maffetone løbetest. Den har jeg været ret spændt på. Jeg skal ærligt indrømme, at det meget langsomme tempo, jeg holder i øjeblikket, ikke ligefrem hjælper på løbelysten. Det er lidt demotiverende hele tiden at løbe langsomt. Så denne test skulle gerne vise fremskridt og dermed hjælpe på motivationen. Sidste gang så resultatet således ud:

Meget langsomt løb
Meget langsomt løb

Så de 8 kilometer tog 1 time 15 minutter og 28 sekunder at komme igennem. Ikke ligefrem imponerende, men pulsen blev holdt pænt nede, så det var også en tur der bleve løbet uden at få sved på panden. Men denne weekend skulle der meget gerne være fremskridt. Det var der heldigvis. Resultatet for test løb nummer 2 så sådan her ud:

Knap så langsomt løb
Knap så langsomt løb

Da jeg først så dette resultat var jeg ikke imponeret. 4 minutters forbedring virkede ikke ligefrem imponerende, når jeg tænker på de mange løbeture jeg har været ude på de sidste 5 uger. Heller ikke selv om der har været lidt flere pjækkedage end jeg havde ønsket. Men når man så begynder at analysere lidt på det, så er det faktisk ikke så skidt. 4 minutter og 26 sekunders forbedring på 8 kilometer er faktisk en forbedring på mere end et halvt minut pr. kilometer. Det er da ikke så ringe. Man kan selvfølgelig altid ønske sig det var bedre, men jeg er nu godt tilfreds.

Det er ikke i nærheden af at være et tempo jeg kan bruge til noget i løb, men kan jeg forbedre mig med et halvt minut for hver måned jeg træner, så løber jeg i tempo 6:52 på min fødselsdag i april…og det med en meget lav puls og uden at blive forpustet! Det ville da være fantastisk. Det er faktisk samme tempo, som jeg gennemførte mit første marathon i, og der havde jeg en gennemsnitspuls på 165. Så jeg ser bestemt muligheder i dette. Jeg tvivler dog på, at jeg forbedrer mig med et halvt minut hver måned fra nu og til april. Men mindre kan også gøre det. Så jeg fortsætter med Maffetone træningen så længe jeg kan se forbedring. Der er også den ekstra fordel ved træningen, at man lærer sin krop og sit pace at kende. Jeg kan efterhånden ret præcist sige hvornår min puls er over 139 eller under 129, helt uden at kigge på mit ur. Det er jeg sikker på nok skal være en fordel når jeg skal styre mit pace på de mange løbeudfordringer der venter mig i fremtiden.

Og så har jeg i øvrigt tilmeldt mig årets første løb. Den 23. januar løbes 1. afdeling af Trail Experience Spring Tour 2016 i Vejle, og det er så dejligt tæt på, at jeg har meldt mig til. Og så er det ovenikøbet gratis. Der kan læses mere om løbet på facebook siden: Trail Experience Spring Tour 2016

 

Efterårsvejr og dårlige undskyldninger

vintervejr

Den sidste uge har været præget af dovenskab. Én løbetur blev det til, men det meget våde og blæsende efterårsvejr har ikke just gjort udsigten til at spænde løbeskoene tiltrækkende. Jeg ved egentlig ikke hvorfor lige denne uge var specielt udfordrende. Jeg tror ikke efterårsvejret var den eneste faktor. Forhåbentlig bliver det lidt nemmere i den kommende uge, for der skal da ikke være for mange af denne slags uger, før gevinsten ved min Maffetone træning nok forsvinder…

Tilde kigger på vejret
Det var egentlig sådan min løbeuge føltes

Denne weekend var det 4 uger siden jeg startede på mit meget langsomme løb, og dermed tid til en ny Maffetone test. En test der gerne skulle vise fremgang, i hvert fald hvis jeg skulle bevare motivationen til flere måneder med så langsomt løb. Men lørdag var det frygteligt vejr, med masser af blæst. Dermed ville det ikke give meget mening at løbe en test, da resultatet uden tvivl ville bære præg af vejret. Man skal gerne forsøge at lave testen under samme forhold hver gang, hvilket også er grunden til at jeg løber 20 omgange på den lokale løbebane, selv om det må siges at være temmelig kedeligt og uinspirerende. Så den blev droppet, og jeg blev enig om at se på vejret søndag. Hvis det stadig var lige elendigt, ville jeg udsætte testen til næste weekend og blot nøjes med en almindelig løbetur.

Vejret var så lige så dårligt. Da jeg også startede morgenen med hovedpine, som forfulgte mig resten af dagen, blev løbeturen også droppet og dermed blev det kun til én løbetur i denne uge. Lidt skuffende, især fordi min Maffetone træning gerne skulle være basis for mit løb i 2016, og jo bedre jeg kan gøre det, jo bedre kan jeg forhåbentlig løbe i 2016. Så forhåbentlig var denne uge en enlig svale, og der kommer lidt flere kilometer i benene fra nu af.

Hvad angår den annullerede test, så havde jeg virkelig set frem til den. Resultatet af den kommer jo til at bestemme om jeg skal fortsætte med Maffetone eller skifte til noget andet. Den kommer nok også til at bestemme hvilke løbemål jeg skal sætte mig næste år. Min egen fornemmelse er, at der bestemt har været fremskridt. Men det er jo blot en fornemmelse, og testen kan forhåbentlig bekræfte det. Men det bliver så på lørdag jeg finder ud af det.

Jeg er begyndt at overveje hvilke løb, der skal løbes næste år. Har næsten tingene på plads indtil Juni, men har endnu ikke meldt mig til løbene endnu. Det store mål er stadig Coast2Coast. Hvis min test giver et resultat, der giver mig håb om at kunne løbe ruten så jeg kan se solen stå op, så  er jeg klar når tilmeldingen åbner den 1/1 2016, så mit navn kan stå på deltagerlisten. Men ud over det, har jeg planlagt en godt miks af forskellige løb indtil da, og det kan jeg måske løfte sløret for i næste blog, når jeg er lidt mere sikker på planerne.