Så blev det endelig tid til Skagen Marathon, og dagen hvor jeg for første gang skulle prøve kræfter med 42.2 kilometer. Og hvilken fantastisk dag! Vejret var helt perfekt – lidt skyer på en ellers blå himmel og meget lidt vind. Havde ellers været lidt nervøs aftnen før, da jeg ankom til Skagen, for der var der gang i blæsten. Men det havde heldigvis lagt sig, og lørdagen bød på perfekt løbevejr.

Skønt vejr i Skagen inden løbet

Skønt vejr i Skagen inden løbet

Jeg havde hentet mit løbenummer aftnen før, så efter morgenmaden kunne vi stille og roligt begive os ned til startområdet. Med os mener jeg mig selv og min kæreste, som var med for at give opbakning. Min mor dukkede også op, og så var heppekoret klar til at sende mig afsted på de 42.2 kilometer. Jeg løb en lille tur rundt om rådhuset for lige at få gang i de lidt stive ben, og så kunne jeg stille mig ind i startområdet. Jeg var spændt, men ved godt mod, på trods af at jeg om et øjeblik skulle løbe noget længere end jeg tidligere havde gjort. Jeg var på intet tidspunkt nervøs for om jeg kunne løbe hele vejen. Det var jeg ret sikker på, og det fik jeg heldigvis ret i.

Efter starten løb vi ud af byen, og af en grussti ud mod den Tilsandede Kirke. Tempoet var lidt højere end jeg havde forestillet mig, men det var nu en gang det tempo der passede mig, og jeg havde besluttet at det ville være min strategi; Tiden var ikke vigtigt; det galdt om at gennemføre, og hvis jeg blot blev ved med at løbe i det tempo der passede mig, så skulle jeg nok komme igennem. Det fik jeg ret i, men kan her, et par dage efter, også godt se hvor fejlen i den taktik ligger.

Efter en 3-4 kilometer begyndte der at opstå små grupper, og jeg fandt mig pludselig i selskab med en løbe-veteran fra Aalborg, som samme morgen havde besluttet at køre til Skagen og deltage, da vejret jo var perfekt til et marathon. Vi faldt i snak og de næste 12-13 kilometer løb vi sammen og snakkede om løst og fast. Det var faktisk ret hyggeligt. En af hans første kommentarer, da jeg fortalte at jeg løb mit første marathon og tidligere havde løbet halvmarathon på 2 timer var, at så havde jeg da vist lidt for meget fart på – det havde han selvfølgelig ret i, men så længe jeg kunne løbe i det tempo og stadig have masser af luft i overskud til at snakke, så ønskede jeg ikke at sætte tempoet ned. Men efter den første tur ude og vende ved fyret på spidsen af Danmark efter 17-18 kilometer, faldt energi-niveauet, og jeg måtte sætte tempoet ned. Og det faldt langsomt resten af turen, men jeg løb på intet tidspunkt mod den berømte mur, eller gik helt i stå. Tempoet faldt, men benene blev ved med at løbe.

12087882_10207703009436339_4934587097392782432_oEt tidspunkt jeg havde frygtet var de 21.1 kilometer – for så vidste jeg, at den strækning jeg lige havde kæmpet mig igennem, skulle jeg så lige klare én gang mere. En mental udfordring, især fordi jeg på dette tidspunkt blev overhalet af mange, som jeg formoder var 11 kilometer løbere, der løb over målstregen med armene i vejret og til højlydt jubel og klap på ryggen- jeg kom over stregen i sløvere tempo og fortsatte blot ud på de sidste 21.1 kilometer.

Det blev 21.1 kilometer alene i mit eget tempo. De første 7-8 kilometer var lidt hårde; ikke kun fordi energi-niveauet var lavt og der syntes at være langt hjem, men også fordi det var på grusstierne syd for Skagen. Det var lidt en udfordring for de efterhånden lidt ømme fødder. Men så snart jeg ramte asfalten igen steg modet lidt. Jeg forsøgte at sætte tempoet lidt op, men energien var der ikke, og jeg faldt tilbage til at løbe i et behageligt (og sløvt) tempo. Det var ikke specielt hurtigt, men i det tempo var jeg sikker på, at jeg nok skulle komme i mål. Jeg begyndte at dele ruten op efter depoter – så det jeg så frem til var næste depot. I og med at jeg havde løbet ruten før, så vidste jeg jo præcis hvor de var, så det gav en god opdeling, så i stedet for at tænke “11 kilometer eller 10 kilometer tilbage”, så kunne jeg tænke: “2 sving og så kommer depotet..”. Det var nu meget rart.

Efter den sidste tur ude ved fyret, kunne jeg begynde at se enden på det og tælle ned på kilometerantallet. Mit håb om en tid omkring 4.30 havde jeg vinket farvel til, men det genererede mig egentlig ikke. Den første tur rundt blev løbet i 2:06, men tempoet var gået temmelig meget ned på anden tur, som blev gennemført på 2:44. Det var et bevidst valg, at det vigtigste var at gennemføre. Så der var ingen grund til at presse på for at få en god tid og risikere at gå i stå. Jeg valgte at løbe i det tempo, jeg følte jeg kunne gennemføre i. På ét tidspunkt overvejede jeg dog, om jeg skulle have løbet hurtigere. På den sidste post inden opløbs-strækningen blev jeg, helt som på de mange andre poster, heppet frem af de venlige hjælpere – men denne gang kom der også et “Dig har vi godt nok ventet på!” – hvilket forbavsede mig lidt. Mon det betød at jeg  var sidste mand inden de kunne afslutte dagens vagt, og min langsomhed havde vakt deres utålmodighed? Det var dog ikke tilfældet. De havde blot snakket med min storesøster, som var dukket op for at heppe på mig, og nu stod henne ved målstregen og ventede, og hun havde fortalt dem at der var en mand med LEGO trøje på vej, så ham havde de selvfølgelig ventet på. 🙂

På vej over målstregen

På vej over målstregen

Jeg var altså ikke sidste mand over målstregen, men der var nu alligevel ved at være halvtomt i målområdet, da jeg løb de sidste meter. Det gjorde så, at det var nemt at få øje min min kæreste, min mor og min storesøster, som tålmodigt havde stået og ventet på min ankomst, og nu heppede mig frem over målstregen.

Skagen Marathon var en rigtig god oplevelse. Jeg har nu bevist, at jeg kan løbe 42.2 kilometer, og det endda i fin stil. Langsomt ja, men dog i løb hele vejen. Så næste år byder helt sikkert også på marathon, og der vil jeg nok begynde at koncentrere mig lidt om at styre tempoet og disponere løbet bedre. Det tror jeg kunne være en fordel 😉 Selve løbet var godt arrangeret og foregik i rigtig fint vejr. Ruten var skøn, omend der var lidt for meget grussti til min smag. Men et skønt løb. Jeg kan ikke helt blive enig med mig selv om, om det var en ulempe eller en fordel at løbe en halvmarathon-rute to gange, så vælger at tro, at det ikke havde nogen indflydelse.

 

Men næste år skal jeg helt klart prøve en regulær marathon-rute.