Hvorfor?

Jeg læser selv en del blogs om løb, og et af de emner, der ofte tages op, er hvorfor man løber. Der kan være vidt forskellige grunde til, at man syntes at det er skønt at løbe. Jeg har selvfølgelig også tænkt over hvorfor jeg syntes det er fedt, men et endegyldigt svar på det spørgsmål er det ikke nemt at give.


puslespil
Jeg startede med at løbe for 3 år siden for at træne op til at kunne løbe DHL Stafet med kollegaerne. Det var bestemt ikke kærlighed ved første blik. Det var ekstremt hårdt at starte op, og den første måneds tid var det en kamp at få snøret løbeskoene. Jeg kunne jo ikke løbe mere end 500 meter uden at storsvede og hive desperat efter vejret. Jeg vidste hvad der ventede mig, så det var ren viljestyrke og beslutsomhed der gjorde at jeg kom ud og løbe. Jeg nød det bestemt ikke, men det lykkedes mig at holde ved, og et par uger før DHL stafetten kom vendepunktet. Nu kunne jeg løbe 5 km uden at føle, at jeg mishandlede kroppen og så sad jeg en dag på kontoret og greb mig i at glæde mig til at få komme hjem og løbe når jeg havde fri. Der var helt klart sket et eller andet, der havde fået mig til at skifte mening om det at løbe.

Men hvad var der så sket. En ting var jo nok, at jeg var blevet bevidst om min krop og dens muligheder. Jeg havde ikke været specielt fysisk aktiv de sidste 20 år, så fornemmelsen af at bruge kroppen og få den til at præstere, havde jeg ikke oplevet længe. Det pludselig at opdage at kroppen kunne nogle ting, som jeg ellers havde afskrevet, og at jeg rent faktisk satte grænserne for kroppen (til et vist punkt), i stedet for at den satte grænserne for mig, var bestemt en vigtig del af det. Og så giver det bare en følelse af velvære at være fysisk aktiv. Mennesket er ikke bygget til at sidde stille hele tiden.

Samtidig nød jeg tiden alene med mig selv og mine tanker. Alt for sjældent sætter man tid af til blot at lade tankerne løbe, men det blev løbeturen brugt til. Jeg tænkte over store og små ting, og når jeg kom tilbage efter en løbetur var det ofte med et fornyet fokus. Jeg har slet ikke tid nok i døgnet til at nå alle de ting jeg gerne vil, og under løbeturene får jeg tænkt tingene igennem og får lagt prioriteterne fast. Jeg er meget mere fokuseret og tilstede i de ting jeg gør, når jeg har haft mine 4 ugentlig løbeture til at tænke over tilværelsens ulidelige lethed.

Jeg er ikke et konkurrence-menneske. Er der konkurrence så gør jeg mit bedste, for det er en del af konceptet, men jeg er ofte lige så glad for sidstepladsen som for førstepladsen. Det vinder-gen som professionelle sportsfolk ofte taler om, har jeg ikke. Men når jeg løber, er der alligevel lidt konkurrence i det. Ikke fordi jeg vil løbe hurtigere eller længere end andre, for jeg har det stadig fint med at ende på sidstepladsen i et løb. Men konkurrence i forhold til mig selv. Jeg vil gerne gøre det bedre end sidste gang, og det er bestemt også en vigtig del at min fascination af løb, at jeg konkurrerer mod mig selv. At jeg hele tiden prøver at forbedre mig, og at jeg får prøvet grænser af.

Så der er ikke en bestemt ting, jeg kan hive frem og sige, at det er derfor jeg elsker at løbe. Det er et kompliceret puslespil, og de tre nævnte brikker er en vigtig del at puslespillet, men bestemt ikke det hele. Der skal mange flere tænksomme løbeture til før det puslespil er bygget færdigt, hvis det da nogensinde bliver det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.