FristedPedersen

En blog om løb og lidt andet..

Rubjerg Knude Løbet

I søndags gik det så løs med Rubjerg Knude Løbet, som jeg havde set frem til med stor spænding. Kl. 12 stod jeg klar ved startlinjen sammen, med cirka 150 andre forventningsfulde løbere. Klar til 21,2 hårde kilometer. De første 2-3 kilometer var på en rimelig small sti, så der var ikke meget plads til overhalinger. Det betød, at tempoet blev sat af løberne omkring dig, men det var vi blevet advaret om på forhånd. Så jeg havde lagt mig i den bagerste tredjedel af løbet, og det tempo passede mig fint. Så snart vi kom ud på lidt brede stier, kom der lidt mere fart på og mere spredning i feltet.

Efter 5 kilometer kom vi ud til området omkring Rubjerg Knude Fyr. Et meget smukt område, hvor vi løb et par kilometer inden vi kom til sandklitten ude ved fyret, og gik helt i stå. Det var umuligt at løbe op af klitten. På trods af at regn dagen før havde gjort sandet mere fast, så var løb ikke en mulighed og vi gik i rask trav op mod fyret. 2-300 meter fra fyret kom vi til et åben område, og her troede jeg at vi var tæt på toppen. Men så havde arrangørerne lige en overraskelse i ærmet. Ned af klitten igen, og endnu en gang op mod fyret i rask trav. På trods af at vi gik, så var det med høj puls at man endelig kunne modtage et stykke sandkage og klappe fyret, inden turen gik langs kysten mod Lønstrup.

Jeg følte mig godt brugt på dette tidspunkt, cirka 7,5 kilometer inde i løbet, men stadig ved godt mod og med ok fart i benene. Men efter 8 kilometer gik det galt. Jeg mærkede pludselig et skarpt jag i venstre fod, og smerten på ydersiden af foden vendte tilbage i stor stil. Et eller andet sad forkert i foden, det var tydeligt. Jeg humpede lidt videre, men kunne ikke rigtig løbe uden at det gjorde meget ondt, så var begyndt at overveje om jeg skulle gå til Lønstrup og så stoppe der. Min kæreste og min mor stod nemlig klar til at heppe på mig der, hvilket betød at der også var en bil, der kunne fragte mig til mållinjen.

Men efter en kilometers halten havde jeg fundet et tråd der ikke gjorde alt for ondt. Det var noget langsommere end jeg havde planlagt, men det betød at jeg kunne løbe, så alle spekulationer om at stoppe inden tid forsvandt igen. Så jeg nåede til Lønstrup og fik kærkommen opbakning fra familien, inden turen fortsatte op at den stejle Møllebakke og videre ud mod Harrerenden. Underlaget var nu mest grusveje, og jeg begyndte at kunne mærke det i fødderne. De var begyndt at være lidt ømme. Sammen med smerten i min venstre fod, så betød det, at tempoet var meget moderat. Jeg forsøgte nogle få gange at sætte tempoet lidt op for at se om jeg kunne hale ind på løberne foran, men det gjorde for ondt. Så i roligt tempo gik det gennem Harrerenden, og jeg kunne se løberne foran forsvinde længere og længere væk, og høre dem bagved komme tættere og tættere på.

Langsomt tempo gennem Harrerenden

Langsomt tempo gennem Harrerenden

Efter Harrerenden stødte vi på asfaltveje ved Vennebjerg Kirke efter 16,5 kilometer. Det hjalp lidt på de ømme tæer at slippe for småstenene, men jeg kunne stadig ikke sætte tempoet op. Nu var resten af turen asfalt, og jeg kæmpede en kamp for at sætte tempoet lidt op, især fordi vi på nuværende tidspunkt løb sammen med 10km løberne, som jo havde friske ben, og overhalede i stor stil. Men få mere fart på kunne jeg altså ikke. Ikke nok med at det gjorde ondt i foden, så havde jeg heller ikke mere energi at give af. Jeg var godt brugt nu, og glædede mig blot til at se målstregen.

Efter 2 timer og 25 minutter kom jeg over den. Mit langsomste halvmarathon til dato, men også det der har været den største oplevelse. Utrolig dejligt at løbe i terræn i stedet for kun at løbe på asfalt. Ingen tvivl om, at det kræver mere energi, men man får også et boost af at løbe i den flotte natur, så mon ikke det går lige op. Jeg bilder mig selv ind, at uden skaden i foden, så havde jeg løbet 13 minutter hurtigere, da tempoet faldt med cirka et minut pr kilometer, men ved ikke helt om det holder. Jeg havde ingen energi til at sætte tempoet op på de sidste 4-5 kilometer, så det kræver lidt fantasi at tro på at jeg havde kunnet løbe hurtigere. Men det må jo komme an på en prøve næste år.

Rubjerg Knude Løbet er et rigtig hyggeligt, udfordrende, hårdt og meget godt organiseret løb, som får min varmeste anbefaling. Ruten var perfekt afmærket, og på trods af smalle stier og mange sving, så var jeg aldrig i tvivl om hvor jeg skulle hen, og jeg så da heller ikke andre der for vild på ruten. Efter løbet var der koldskål med is til løberne. Det var jeg lidt skeptisk over, men det viste sig at være en fantastisk blanding, som hurtigt gav lidt energi, og tilmed smagte rigtig godt.

Her tre dage senere har min fod det meget bedre. Jeg har ikke været ude på nogle løbeture siden, da jeg rejste til New Delhi mandag morgen. På trods af en lang flyvetur, hvor det var svært at strække benene, så har jeg ikke været øm, og smerten i foden er minimal. Så måske skal jeg ned og tjekke løbebåndet på hotellet i aften, så jeg kan begynde at forberede mig til den næste store løbeoplevelse: mit første marathon, som skal løbes d. 4/10 i Skagen.

2 Kommentarer

  1. Kæmpestor respekt herfra for at fortsætte trods smerter. Glæder mig til at læse om din første marathon……held og lykke med den 🙂

  2. Frank

    27. august 2015 at 5:01

    Tak Jane.
    Ved ikke lige hvor smart det var at fortsætte på trods af smerter…det er jo sådan man forværrer skader 😉 Men det gik heldigvis. Jeg slap for en længere pause og kan begynde at forberede mig til Skagen Marathon.

Skriv et svar

© 2019 FristedPedersen

Tema af Anders NorenOp ↑