Nordjylland

Så går det snart mod Nordjylland og hjemstavnen, når der skal løbes halvmarathon i Rubjerg Knude på søndag. Jeg er vokset op i Lønstrup, og det bliver til et kært gensyn med Møllebakken, som jeg har cyklet op af mange gange, da jeg kørte med aviser. På søndag skal jeg så løbe op af den, hvilket jeg glæder mig til. Det bliver uden tvivl det hårdeste halvmarathon jeg har løbet, da de forrige 3 alle har været by-løb. Dette er en blanding af trail og asfalt, og især turen op af sandklitten til Rubjerg Fyr forventer jeg vil kræve lidt ekstra. Men jeg ser frem til det. Jeg har ikke sat mig noget tidsmæssigt mål. Jeg vil finde et godt tråd og så ellers mosle derud af, og så se hvad tiden siger når jeg kommer i mål. Tiden er ikke vigtig, det er oplevelsen der er i centrum.

Jeg har ikke mærket noget til smerterne i min venstre fod den sidste uge, og mine små træningsture er gået fint, så jeg føler mig helt klar til strabadserne. Jeg har været lidt i tvivl om hvilke sko jeg skal løbe i, men da en stor del af løbet er på asfalt, så bliver det mine VivoBarefoot Evo Pure. Er sikker på de nok skal klare sandklitterne også. Jeg overvejede mine Fivefinger sko, da de giver rigtig godt greb i terræn, men på de længere strækninger har de før givet mig lidt vabler på tæerne. Formoder det er fordi de lige er en anelse for store, så dem gemmer jeg væk til de mindre ture.

Turen nordpå giver mig også mulighed for at hilse på mine forældre, hvilket sker for sjældent. Men nu er muligheden der, og efter et besøg hos min far i Brønderslev, så skal jeg overnatte hos min mor i Sønderlev fra lørdag til søndag, og så er der jo ikke langt til startlinien i Hundelev. Efter løbet bliver der nu ikke tid til den store sightseeing i mit gamle ‘hood’, da jeg rejser til Indien mandag morgen, så det bliver direkte hjem efter løbet og få pakket og hvilet.

Det nedenstående billede har ikke meget med løb at gøre, men den lille fyr fandt jeg forleden morgen, og han er så fin at han fortjener at komme med i bloggen. Det er en Dueurtsværmer, som er ganske almindelig i Danmark, men man ser den ikke så tit, da den er aktiv om natten. Men jeg var så heldig at spotte én.

WP_20150811_004

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.