Klar til marathon….?

Så er der 37 dage til jeg skal løbe mit første marathon. Spændende.

Efter at have løbet halvmarathon til Rubjerg Knude Løbet tilbragte jeg 5 dage i Indien, hvor der ikke lige var de store muligheder for løb. Så der gik præcis en uge efter det løb inden jeg igen snørede løbeskoene. Men så var jeg da også helt restitueret, og det gik helt fint.

Nu er jeg så begyndt at overveje hvordan jeg skal bruge de 41 dage frem til Skagen Marathon. Det primære er at få løbet nogle lange ture, og undgå skader. Jeg løber normalt 4 gange om ugen, så planlægger 2 korte 7-12km tempo-ture tirsdag og torsdag, hvor hastigheden gerne skal ligge omkring min 5:40. Det er det temp0 jeg har løbet mit hidtil hurtigste halvmarathon i. I weekenden vil jeg så sætte farten ned og løbe 2 rolige, men noget længere ture. En enkelt tur på 30+ km skulle det meget gerne blive til inden alt for længe.

Fyret ved Grenen
Fyret ved Grenen

Mit mål med Skagen Marathon er ikke en bestemt tid, men blot at gennemføre. Det er jo trods alt det første marathon jeg løber, så hvordan tiden bliver er ikke så vigtigt. Men jeg tror at min plan med 2 tempo-ture og 2 lange ture vil øge mine chancer for succes, og så må jeg ellers holde øje med kroppens signaler og tilpasse træningen. Jeg skal ikke have nogle overbelastningsskader nu.

Næste weekend skal jeg løbe Stafet for Livet i Filskov. Det bliver sammen med kollegaer fra LEGO. Hvor langt jeg skal løbe har jeg ikke lagt mig fast på, men eftersom hvert hold skal holde løbere i gang i 24 timer, så skulle der være basis for en god lang tur 🙂

Rubjerg Knude Løbet

I søndags gik det så løs med Rubjerg Knude Løbet, som jeg havde set frem til med stor spænding. Kl. 12 stod jeg klar ved startlinjen sammen, med cirka 150 andre forventningsfulde løbere. Klar til 21,2 hårde kilometer. De første 2-3 kilometer var på en rimelig small sti, så der var ikke meget plads til overhalinger. Det betød, at tempoet blev sat af løberne omkring dig, men det var vi blevet advaret om på forhånd. Så jeg havde lagt mig i den bagerste tredjedel af løbet, og det tempo passede mig fint. Så snart vi kom ud på lidt brede stier, kom der lidt mere fart på og mere spredning i feltet.

Efter 5 kilometer kom vi ud til området omkring Rubjerg Knude Fyr. Et meget smukt område, hvor vi løb et par kilometer inden vi kom til sandklitten ude ved fyret, og gik helt i stå. Det var umuligt at løbe op af klitten. På trods af at regn dagen før havde gjort sandet mere fast, så var løb ikke en mulighed og vi gik i rask trav op mod fyret. 2-300 meter fra fyret kom vi til et åben område, og her troede jeg at vi var tæt på toppen. Men så havde arrangørerne lige en overraskelse i ærmet. Ned af klitten igen, og endnu en gang op mod fyret i rask trav. På trods af at vi gik, så var det med høj puls at man endelig kunne modtage et stykke sandkage og klappe fyret, inden turen gik langs kysten mod Lønstrup.

Jeg følte mig godt brugt på dette tidspunkt, cirka 7,5 kilometer inde i løbet, men stadig ved godt mod og med ok fart i benene. Men efter 8 kilometer gik det galt. Jeg mærkede pludselig et skarpt jag i venstre fod, og smerten på ydersiden af foden vendte tilbage i stor stil. Et eller andet sad forkert i foden, det var tydeligt. Jeg humpede lidt videre, men kunne ikke rigtig løbe uden at det gjorde meget ondt, så var begyndt at overveje om jeg skulle gå til Lønstrup og så stoppe der. Min kæreste og min mor stod nemlig klar til at heppe på mig der, hvilket betød at der også var en bil, der kunne fragte mig til mållinjen.

Men efter en kilometers halten havde jeg fundet et tråd der ikke gjorde alt for ondt. Det var noget langsommere end jeg havde planlagt, men det betød at jeg kunne løbe, så alle spekulationer om at stoppe inden tid forsvandt igen. Så jeg nåede til Lønstrup og fik kærkommen opbakning fra familien, inden turen fortsatte op at den stejle Møllebakke og videre ud mod Harrerenden. Underlaget var nu mest grusveje, og jeg begyndte at kunne mærke det i fødderne. De var begyndt at være lidt ømme. Sammen med smerten i min venstre fod, så betød det, at tempoet var meget moderat. Jeg forsøgte nogle få gange at sætte tempoet lidt op for at se om jeg kunne hale ind på løberne foran, men det gjorde for ondt. Så i roligt tempo gik det gennem Harrerenden, og jeg kunne se løberne foran forsvinde længere og længere væk, og høre dem bagved komme tættere og tættere på.

Langsomt tempo gennem Harrerenden
Langsomt tempo gennem Harrerenden

Efter Harrerenden stødte vi på asfaltveje ved Vennebjerg Kirke efter 16,5 kilometer. Det hjalp lidt på de ømme tæer at slippe for småstenene, men jeg kunne stadig ikke sætte tempoet op. Nu var resten af turen asfalt, og jeg kæmpede en kamp for at sætte tempoet lidt op, især fordi vi på nuværende tidspunkt løb sammen med 10km løberne, som jo havde friske ben, og overhalede i stor stil. Men få mere fart på kunne jeg altså ikke. Ikke nok med at det gjorde ondt i foden, så havde jeg heller ikke mere energi at give af. Jeg var godt brugt nu, og glædede mig blot til at se målstregen.

Efter 2 timer og 25 minutter kom jeg over den. Mit langsomste halvmarathon til dato, men også det der har været den største oplevelse. Utrolig dejligt at løbe i terræn i stedet for kun at løbe på asfalt. Ingen tvivl om, at det kræver mere energi, men man får også et boost af at løbe i den flotte natur, så mon ikke det går lige op. Jeg bilder mig selv ind, at uden skaden i foden, så havde jeg løbet 13 minutter hurtigere, da tempoet faldt med cirka et minut pr kilometer, men ved ikke helt om det holder. Jeg havde ingen energi til at sætte tempoet op på de sidste 4-5 kilometer, så det kræver lidt fantasi at tro på at jeg havde kunnet løbe hurtigere. Men det må jo komme an på en prøve næste år.

Rubjerg Knude Løbet er et rigtig hyggeligt, udfordrende, hårdt og meget godt organiseret løb, som får min varmeste anbefaling. Ruten var perfekt afmærket, og på trods af smalle stier og mange sving, så var jeg aldrig i tvivl om hvor jeg skulle hen, og jeg så da heller ikke andre der for vild på ruten. Efter løbet var der koldskål med is til løberne. Det var jeg lidt skeptisk over, men det viste sig at være en fantastisk blanding, som hurtigt gav lidt energi, og tilmed smagte rigtig godt.

Her tre dage senere har min fod det meget bedre. Jeg har ikke været ude på nogle løbeture siden, da jeg rejste til New Delhi mandag morgen. På trods af en lang flyvetur, hvor det var svært at strække benene, så har jeg ikke været øm, og smerten i foden er minimal. Så måske skal jeg ned og tjekke løbebåndet på hotellet i aften, så jeg kan begynde at forberede mig til den næste store løbeoplevelse: mit første marathon, som skal løbes d. 4/10 i Skagen.

Nordjylland

Så går det snart mod Nordjylland og hjemstavnen, når der skal løbes halvmarathon i Rubjerg Knude på søndag. Jeg er vokset op i Lønstrup, og det bliver til et kært gensyn med Møllebakken, som jeg har cyklet op af mange gange, da jeg kørte med aviser. På søndag skal jeg så løbe op af den, hvilket jeg glæder mig til. Det bliver uden tvivl det hårdeste halvmarathon jeg har løbet, da de forrige 3 alle har været by-løb. Dette er en blanding af trail og asfalt, og især turen op af sandklitten til Rubjerg Fyr forventer jeg vil kræve lidt ekstra. Men jeg ser frem til det. Jeg har ikke sat mig noget tidsmæssigt mål. Jeg vil finde et godt tråd og så ellers mosle derud af, og så se hvad tiden siger når jeg kommer i mål. Tiden er ikke vigtig, det er oplevelsen der er i centrum.

Jeg har ikke mærket noget til smerterne i min venstre fod den sidste uge, og mine små træningsture er gået fint, så jeg føler mig helt klar til strabadserne. Jeg har været lidt i tvivl om hvilke sko jeg skal løbe i, men da en stor del af løbet er på asfalt, så bliver det mine VivoBarefoot Evo Pure. Er sikker på de nok skal klare sandklitterne også. Jeg overvejede mine Fivefinger sko, da de giver rigtig godt greb i terræn, men på de længere strækninger har de før givet mig lidt vabler på tæerne. Formoder det er fordi de lige er en anelse for store, så dem gemmer jeg væk til de mindre ture.

Turen nordpå giver mig også mulighed for at hilse på mine forældre, hvilket sker for sjældent. Men nu er muligheden der, og efter et besøg hos min far i Brønderslev, så skal jeg overnatte hos min mor i Sønderlev fra lørdag til søndag, og så er der jo ikke langt til startlinien i Hundelev. Efter løbet bliver der nu ikke tid til den store sightseeing i mit gamle ‘hood’, da jeg rejser til Indien mandag morgen, så det bliver direkte hjem efter løbet og få pakket og hvilet.

Det nedenstående billede har ikke meget med løb at gøre, men den lille fyr fandt jeg forleden morgen, og han er så fin at han fortjener at komme med i bloggen. Det er en Dueurtsværmer, som er ganske almindelig i Danmark, men man ser den ikke så tit, da den er aktiv om natten. Men jeg var så heldig at spotte én.

WP_20150811_004